web analytics

Pravda vítězí

Det lyder utvivlsomt både ferskt og pastelfarvet, men jeg kan virkelig godt lide Václav Havels moralske imperativ fra kommunisttidens Tjekkoslovakiet: “Pravda a láska musí zvítězit nad lží a nenávistí” (“Truth and love must prevail over lies and hatred”).

Banalt? Naivt? En venindebogs-agtig kliché? På niveau med ‘fred i verden’ eller CARPE DIEM?.

Måske. Men det var den ufortrødent idealistiske tilgang, der bragte totalitære styreformer i knæ – og som det kan være vanskeligt at huske her mange år efter, hvor den liberale-demokratiske orden virker i defensiven. 

To bøger inde

Blot en intern læsenote her efter at have højtlæst det meste af de første to bind af Harry Potter og begyndelsen af ‘Fangen fra Azkaban’.

Harry potter and the prisoner of azkaban

For det første må man blot konstatere at bøgerne og historien virker. Drengen er fuldstændig fængslet og vil hele tiden høre mere. Det bliver nogle noget sene sovetidspunkter i øjeblikket. Jeg tror det hjælper på forståelsen, at han allerede har set de tre første film. Det gør ham i stand til at visualisere og huske de forskellige scener, selv når Rowling bruger sprog og begreber, der kun giver begrænset mening for en seksårig (‘Ministeriet for Magi’?). Men universet fungerer selv i sin mere enkle form fremragende for en dreng, der i forvejen synes magi, ninjaer, kamprobotter og overnaturlige fænomener er megafedt. 

For det andet må jeg løfte hatten for Rowlings evne til at kombinere den klassiske (og stærkt dragende) kostskole-setting med en historie om trolddom, paralleluniverser og et fængende manikæisk setup mellem det gode og det onde. Det er genialt eksekveret, ikke mindst at vi følger hovedpersonerne fra de er 11 år og op til afslutningen af gymnasiet. Læserne vokser op sammen med karaktererne og internaliserer dem, hvilket sikkert forklarer den nærmest religiøse dyrkelse bøgerne er udsat for i visse segmenter af befolkningen.

For det tredje ville jeg ønske at Rowling ikke indledte samtlige af bøgerne med de uendelige (og absurd kedelige) sekvenser hos familien Dursley på Ligustervænget 4. Alle læsere vil gerne igang med skoleåret på Hogwarts, det er jo ligesom magi og kampen mellem det gode og onde, vi er her for. Ingen – INGEN – ønsker at læse de bovlamme infodump’ede resumeer af sidste bog eller skulle igennem endnu flere åh-hvor-er-de-dog-dumme-ved-Harry!-sider.

For det fjerde (men relateret til det tredje): JA, det er det børne-/YA-bøger, vi har med at gøre. Ingen forventer komplekse personligheder og dybdegående karakterstudier. Men familien Dursley er en (for) voldsom outlier i bøgerne. De er så karikeret ondskabsfulde, dumme og ignorante, at det bliver for meget – også fordi man som læser ikke for alvor forstår deres motivation for at hade Harry Potter.

Thumbnail

Fremstillingen af dem er så tegneserieagtig og perfid, at Rowling selv står noget forpjusket tilbage. Vernon og Petunia Dursley er Rowlings karikatur over de fisefornemme, smålige og ‘Little Englander’-agtige forstadstyper. Ok, fint nok, ha-ha-ha, men hvorfor den nærmest frydefulde udpensling af sønnens overvægt? Hvorfor den erotiske væmmelse i beskrivelserne af hans dobbelthager og inferiøre intelligens (relativt til vores uplettede og heldigvis behageligt fysisk tiltrækkende hovedperson?). Det er en dreng på 12 år, der udsættes for en voksen kvindes uhæmmede vrede. Hvad siger det egentlig om Rowling?

Marge

Her i indledningen af bog 3 keder Rowling os tilmed med et besøg på Ligustervænget af tante Marge, en karakter, der ikke giver mening. Hun hader Harry Potte intenst og siger de mest grufulde ting til ham. Det får ham til at bryde sammen (og giver Rowling mulighed for at fragte ham ud af Muggler-verden via Natbussen). Men man forstår ikke hvorfor. Hvor stammer hendes had fra? Hvad er denne karakters motivation, udover at hun (som alle i sin klasse, må man forstå på Rowling) er overvægtig, fordomsfuld, fordrukken og intellektuelt tilbagestående. Selv ikke skurkene i Marvel tegneserier er så usammenhængende og ulogisk ondskabsfulde, som hun er. 

Jeg er bevidst om, at det kan virke excessivt på den måde at gå ud af en tangent. Men det er dele af bøgerne, som burde være redigeret ud for længst. Fint nok at familien Dursley havde optrådt i første bind, men så heller ikke mere. Jeg er virkelig, virkelig træt af at læse højt om dem nu!

Navlepilleri

Burde jeg skrive mere om mit intenst uinteressante liv her uge nummer ∞ inde i COVID-19-tidsalderen?

Om hvordan mit liv består af mere eller mindre (primært mindre) personlighedsudviklende hjemmearbejdsdage, daglig (forgæves) opretholdes af et meget lavt minimum af rengøring og hygiejne i hjemmet samt af at råbe af mine sagesløse kone og børn, når de kommer hjem og forstyrrer mig?

Om at jeg absolut intet udviklende eller langsigtet får foretaget mig, og ingen beslutninger får truffet (endsige ført ud i livet)?

Om at jeg ikke kan tage mig sammen til at tænke mere komplekse tanker, end hvordan jeg får overstået logistikken og afviklet driftssituationen i de kommende dage?

Om hvordan min skønlitterære læsning er gået i stå? Naturlig samtidig med at jeg ikke kan styre mig selv i læsningen sjæle- og livsglædeudslettende essays om de kommende års økonomiske og politiske apokalypse?

Om hvordan jeg ikke får motioneret nok, hvorfor det nok er meget heldigt at min arbejdsdag primært kan foregå i ikke-strammende spækvenligt tøj.

Om at jeg nu kan castes som skovtrold i en familievenlig film, da jeg ikke engang kan slæbe mig sammen til at komme forbi frisøren – og derfor nu har en hårpragt, der ville gøre Trolderik stolt?

Om hvordan jeg nu – fraset en enkelt ekspedition ud på Sjælland – ikke har været mere end 5 km i radius væk fra hjemmet siden 11. marts 2020?

Nej. Det burde jeg nok ikke skrive mere om. Dels er forkælet klynk ret ucharmerende, dels går det nøgternt vurderet ok, og jeg lider ingen nød i sammenligning med så mange andre.

Men en traurig tid? Det er det nu.

Max Pope

Der er en reel sandsynlighed for at ‘Hologram’ er den bedste popsang, du kommer til at lytte til i 2020. Nu har jeg sagt det. Eller ‘Just Friends’ for den sags skyld. Måske den indiepoppede ‘6AM’ mere er noget for dig? Hvis intet af det fungerer, hvad så med hans dejlige coverudgave af ‘Didn’t I’? Gør den ikke noget ved dig? Jo, det tror jeg nok at den gør. Uanset hvad, så er Max Pope en kommende superstjerne. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. 

Extreme Economies

Nu hulkede jeg jo forleden helt uklædeligt over min manglende evne til at læse fagbøger på en rationel måde. Så egentlig burde jeg vel applaudere Richard Davies for at hans ‘Extreme Economies: Survival. Failure. Future – Lessons from the World’s Limits’ mest af alt er en samling af essays, snarere end en sammenhængende bog. Det gør det alt andet lige nemmere at finde ud af hvilke dele af teksten, det giver mening for en at læse.

Men selvom Davies’ idé – at udforske de mest yderligtgående økonomiske cases for at opnå generel læring – er interessant, så er den røde tråd mellem hans cases ikke helt så stærk og sammenhængende, som jeg kunne ønske mig. Hans afsluttende konklusion (at verden vil blive aldrende som Akita i Japan, automatiseret som Tallinn, ulige som Santiago de Chile) overbeviser mig ikke, og i sidste ende er jeg efter bogens slutning samlet set lidt … utilfredsstillet.

Men ret skal være ret: flere af hans cases er voldsomt spændende. Det var især inspirerende at læse om konsekvenserne af den sindssyge byplanlægning i Glasgow i 1960’erne. Det samme var det at lære mere om den måde, som den kleptokratiske og dysfunktionelle stat ødelægger Kinshasa. Begge afsnit mindede mig om de bedste dele af ‘Seeing Like a State’, hvilket fik mig til at klukke fornøjet.

På det lidt mere kuriøse plan var det også underholdende at læse om fængselsøkonomien i ‘Angola’ i Louisiana, både den formelle og uformelle. Vidste I eksempelvis, at fængslerne helt åbent er delvist finansieret af at sælge de produkter, som fangerne laver under forhold, der bedst kan betegnes som slaveagtige? Og at fængslets afsætningsvirksomhed hedder noget så charmerende som ‘Prison Enterprises’? Hvis I er interesserede, så kan varerne bestilles på deres hjemmeside.

Beat City

Jeg har dyrket ‘Ferris Bueller’s Day Off’ en del den seneste uge, vanen tro fremprovokeret af podcasten ‘The Rewatchables’. Det har efterladt mig med to hovedkonklusioner.

Dels at det er en af de retrofilm, der bedst nydes i greatest hits scener på YouTube. Der er et hav af fremragende momenter og popkulturelle højdepunkter, men summen af dem bliver ikke opløftet til noget episk. Forsøgte at se noget af den med min post-nattevagtramte viv, og den fungerede ikke helt.

Dels at det er en forbrydelse at sangen ’Beat City’ af The Flowerpot Men ikke er at finde på nogen streamingtjenester. Det er vanvid, da den er absurd fængende. Når Ferris, Cameron og Sloane kører ind i Chicago med sangen i baggrunden, så er det perfekt.

Hvad gør man når de gode sange er forsvundet eller fraværende fra de digitale siloer? Det er og bliver frustrerende.