European Super League

Twitter er imploderet over nyheden om en såkaldt ‘European Super League’, hvor de 20 største – eller i hvert fald rigeste – klubber/franchises fra august 2021 danner en alternativ transnational fodboldliga. Det står ikke klart for mig præcis, hvad implikationen og de afledte konsekvenser kan blive. De lægger op til at det er et alternativ til UEFA’s Champions League, men in extremis vil de store franchises forlade de nationale fodboldligaer.

Det kan være vanskeligt at udføre en rationel, nøgtern analyse af en begivenhed, hvis man er emotionelt investeret i konsekvenserne af den. Fodboldtilhængeren i mig reagerer med væmmelse på initiativet, men hvorfor egentlig?

1737px Cole Thomas The Course of Empire The Savage State 1836

Har Champions League ikke alle dage været en de facto turnering for de 15–20 rigeste klubber? Er de små- og mellemstore landes klubbers chance for succes ikke allerede i dag minimale? Er indtjeningen ikke i forvejen akkumuleret i få klubber i det europæiske klubaristokrati? Er det så underligt, at de største klubber ønsker at maksimere indtjeningen på deres brand? Er penge ikke allerede i dag den primære drivkraft i fodbold? Er korruptionens betændte højborge UEFA og FIFA virkelig de rette til at beskylde andre for grådighed? Hvad er det reelt nye her, altså udover at UEFA får færre midler at berige sig selv med?

Så hvis det ‘kun’ er det – altså at de største klubber/franchises danner et alternativ til Champions League – så er jeg nogenlunde indifferent. Er jeg ked af at AaB mister den hypotetiske mulighed for at spille mod Real Madrid? Ja, men så må jeg vil nøjes med at se dem blive ydmyget i en udvandet B-turnering. Tror jeg det betyder en svagere superliga og en mindre økonomisk base for de danske klubber? Måske, men så får vi vel et mere level playing field herhjemme.

Der, hvor det virkelig kan forandre ting, er hvis de store klubber/franchises forlader de nationale ligaer for at danne en transnational liga, hvor de ikke kan rykke ned.

Det vil være et uhørt tiltag, i hvert fald her i Europa. Men modellen er jo ikke ukendt, tværtimod. I USA opererer man jo med franchises og lukkede ligaer uden nedrykning. Det enkelte franchise kan købes og sælges, og rykkes til de steder, hvor det bedst kan betale sig. ‘Klubben’ (som aldrig har været en sportsklub i en europæisk definition) er ikke stedbunden, og brandet er først og fremmest bundet på de spillere – især superstjernerne -, som aktuelt befinder sig i truppen.

Den slags føles som helligbrøde her i Europa, hvor de fleste professionelle fodboldklubber udspringer af ‘rigtige’ sportsklubber. De har oftest en relativt lang historik, og benytter sig gerne af en forloren retorik om den helt særlige lokale tilknytning, de lokale fans, vores lokalområde, vores fællesskab, vores identitet. Det er ofte den type fortællinger, man køber ind på som fodboldfan. Jeg er selv til falds for den, når det handler om AaB. Kombineret med sportslig succes, naturligvis.

1733px Cole Thomas The Course of Empire The Arcadian or Pastoral State 1836

Men når vi kommer op i stratosfæren, hvor de største klubber hører til, så har den slags romantik længe været i bedste fald en sød løgn. Hvad er præcist det lokale ved en global forretning som Liverpool? Åh jo, der er da en kær fortælling om arbejdsklasse og You’ll never walk alone, men reelt? Det lokale er lige meget, det er det globale tv-publikum, der betyder noget i konkurrencen mod f.eks. NBA. Pengene tjenes ikke på Merseyside, men derimod i Asien og Mellemøsten; det reelt interessante for de store franchises’ fans er superstjernerne – og ikke mindst at de vinder.

Så måske det mest af alt er på tide, at smide den forløjede retorik og være klare i mælet om, hvad det her egentlig handler om. Måske vi i virkeligheden skal værdsætte, at tingene ikke længere pakkes ind? At det handler om:

  • At maksimere indtjeningen for ens franchise ved at tilbyde et produkt, som flest mulige er interesseret i
  • At lave en turneringsmodel, der i teorien kun indeholder storkampe og det bedst mulige tv-produkt til den globale (ikke den lokale) fan af franchiset. Ikke flere ligegyldige ture i regnvejr til død-røv-Brighton for de store engelske klubber
  • At bryde fri af de korrupte mellemmænd i UEFA, de største brands har ikke brug for dem mere

Vi ser samlet set ind i en fremtid, hvor den virkelige topfodbolden tager et opgør med den forestilling om, hvad den burde være og hvad der definerer en professionel fodboldklub. Den nye European Super League er matthæusprincippet på steroider. Den er for franchises, der ikke længere har brug for at iklæde sig fodboldromantik. Den er et produkt, der er skabt til at konkurrere om de globale sportsforbrugeres penge. De største klubber i de tyske og franske ligaer er ikke med endnu, men det er kun et spørgsmål om tid. Penge har det med at lindre de fleste sorger og moralske kvaler.

1593px Cole Thomas The Consummation The Course of the Empire 1836

For mit eget vedkommende har jeg ikke fulgt med i topfodbold i årevis. I skrivende stund kan jeg ikke huske, hvem der har vundet Champions League de sidste tre sæsoner. Udover AaB har jeg ingen emotionelle fodboldaktier. Måske det her kan føre til en renæssance for det, vi kan kalde den rigtige fodbold. At de lokale og nationale fodboldfans kanaliserer forkærligheden til de klubber, der stadig er klubber snarere end franchises. Måske det er ønsketænkning. Men man kan håbe det.

The Saint

Lytter her til aften til soundtracket til filmen ‘The Saint’, en James Bond-klon med Val Kilmer og en absurd lækker Elisabeth Shue i hovedrollerne. Jeg købte cd’en tilbage i 1997, og den har haft overnormal betydning for mig. 

Måske vigtigst: soundtracket er årsagen til at jeg opdagede Everything But The Girl. ‘Before Today’ er stadig på min top 5 over yndlingsange. Altså, jeg kendte godt EBTG inden da – det var svært ikke at gøre det efter ‘Missing’ – men det var ‘The Saint’ soundtracket, der gav mig motivationen til at undersøge deres bagkatalog.

Der var et par urimeligt stærke kærlighedssange for en melankolsk anlagt teenager på albummet. Førnævnte ‘Before Today’, naturligvis, men også Duncan Sheik – ‘In the Absence of the Sun’ og den mystiske (ikke på streamingtjenersterne) Superior – ‘Polaroid Millenium’. Kombineret med 90’er-electronica/techno (se: Daft Punk – ‘Da Funk’, Moby – ‘Oil 1’, Underworld – ‘Pearl’s Girl’) gav det en herlig spændvidde. 

Sidst, men på ingen måde mindst soundtrackets MVP: Sneaker Pimps ‘Six Underground’. Der er til dato ikke lavet en bedre triphoppet popsang end den. 

Internettet fortæller mig at soundtracket fik en BAFTA Award i 1998, hvilket jeg godt kan forstå. Det er en fortrinlig samling af fremragende sange.

Stødte på denne tankevækkende lydbid:

Imagine if this virus had emerged two decades ago – perfectly plausible, and nothing in historical terms. Scientists would have not have had the wherewithal to crack the code of the virus or to share it globally and instantaneously. Office workers, in firms and in governments, would not have been able to meet over video, businesses would have not been able to reinvent themselves. Friends and family would have even less connection with the outside world than before. Food and other essential goods and indeed non-essential goods would have not have remained accessible to nearly so many people. Neighbours wouldn’t have been able to look after each other as easily. Governments, health services and businesses wouldn’t have been able to gather data or share information nearly so efficiently. A huge part of the reason we were able to adapt as we have is down to technologies that didn’t exist or were not in widespread use twenty or even ten years ago. It’s enough to make you believe in progress.

Det er altid vanskeligt med kontrafaktisk historieskrivning. Men perspektivet er relevant. Hvordan ville vi som samfund have håndteret en pandemi som COVID-19, hvis den havde fundet sted i f.eks. 1997? Vi er et noget andet sted i dag. Måske min hidtidige fornemmelse af at have levet i en teknologisk sekulær stagnation var forfejlet.

Den er nogle år gammel efterhånden, men BADBADNOTGOOD – ‘In Your Eyes’ er et mesterværk. Og ja, jeg ved udmærket godt, at det er en hyldest jeg slynger om mig for meget og for ofte. Men lyt lige til sangen. Den James Bond-agtige intro. Den silkebløde soulmelodi. Alle detaljerne. Den fuldfede vokal. Den sjasklumre tekst. De forførende strygere. Vokalharmonierne i omkvædet. Hvordan kan man undgå at fortabe sig i den sfæriske vellyd?

Er kommet til forældrene i Aalborg. Har frygtet gensynet med Jylland. For min sjællandske tilværelse er et simulacrum. Det er ikke ægte. Ikke autentisk. Det virkelige liv leves kun i hovedlandet. Det siger Inger Støjberg selv. Jeg er bange for at få revet sløret væk og knust illusionerne. Kan jeg mon kapere mødet med de ægte, gæve, autentiske, rigtige mennesker nu, hvor jeg har færdes så længe i salonerne og på de bonede gulve? Det er alt sammen stærkt angstprovokerende.