Gentagelser

Livet er cirkulært; historien kører ring. Alt er mimetisk gentagelser, intet er nyt. Var det ikke nogenlunde det, der var hovedkonklusionen i første sæson af ‘True Detective’ og i ‘Battlestar Galactica’?

Der er sikkert noget om det. Hvorfor sidder jeg f.eks. her i november 2020 og spiller ‘Magic The Gathering’-kort med min søn, når jeg nu ikke har skænket spillet en tanke siden de var en kortvarig besættelse for mig og de andre uberørt-af-menneskehånd-nørder tilbage i 1995-1996? Occam Razor-forklaringen er at de spiller kortene i SFO’en. Og da den arme dreng deler min ukritiske begejstring for kitsch, eskapisme og tung ‘Dungeons & Dragons’-æstetik, så er ‘Magic’ altså megasejt. Men er der en dybere og mere eksistentiel sammenhæng? Måske at vi mennesker er dømt til at gentagelser, hvis ikke med os selv, så overfor de stakkels forsvarsløse børn? Tænk, hvad min brave søn ikke kunne blive til, hvis blot han ikke arver sin fars aparte interesser, neuroser og uafbalanceret skeptiske livssyn?

Men nuvel, mine rablende tanker om den cirkulære og repetitive tilværelse startede nu ikke med orker og magiske formularer, men med noget så ophøjet som tømning af vores i øvrigt ganske utiltalende og tilgroede kælderrum.

Og endelig lykkedes det mig – efter kun to forbitrede års ærgrelse – at finde kassen med min oldnordiske MiniDisc-afspiller og den betragtelige samling af kasetter, som jeg opbyggede i årene 1997-2003. Der er ikke den obskure electronica-cd fra hovedbiblioteket i Aalborg, der ikke i den periode blev kopieret over til mine disks, kan jeg godt love.

Afspilleren virkede dog kun delvist; låget driller og efter med succes at have afspillet tre disks, lukkede den i som en østers. Jeg forsøgte at skifte dens knap 25 år gamle genopladelige batteri (spørgsmålet er om jeg nu endegyldigt er steril efter at have håndteret det), men uden den store effekt. Vil dog stadig gerne udforske den musik, der er i min samling. Det var en periode af mit liv, hvor jeg lyttede til musik på andre måder, og jeg har glemt en del af det. Alene de tre disks jeg fik lyttet til var ganske inspirerende. Sange jeg bogstaveligt talt ikke havde skænket en tanke i årtier, og som ikke kan findes på streamingtjenesterne.

Nu kommer vi så til det reelt cirkulære: jeg skrev et blogindlæg med præcis samme indhold som dette i 2007.

Bevares, min søn var ikke en storspiller dengang, men ellers holder det stik. Som i dag var jeg også dengang ulideligt selvsmagende, nostalgisk og koketterede med, hvordan den nye teknologi (iPod! 4 GB! iTunes!) havde gjort MiniDiscs og de fysiske formater irrelevante. Jeg lavede også dengang arkæologiske ekspeditioner i den musiksmag, jeg allerede dengang havde nostalgisk længsel efter. Jeg kaldte sågar indlægget for “Last Century Modern” efter Towa Teis 1999-album af samme navn, fordi jeg – dengang som nu – ikke kan stå for en pseudo-intellektuel/wink-wink ironisk engelsksproget titel til mine indlæg1.

Så hvornår kan vi forvente næste blogindlæg, hvor jeg graver i min musikalske navle? Jeg ville nok sætte uret på omkring 2025, hvis jeg var jer.

Nå, men de tre disks, jeg nåede at lytte til før der spildte NiMH ud over det hele? De var fabelagtige. Masser af sange jeg elskede engang, men havde glemt. Jeg nævner i flæng Daúde – ‘Não Identificado’, Sneaker Pimps – ‘Six Underground’, Les Baxter – ‘Tropicando’, A Tribe Called Quest – ‘Find A Way’, Jungle Brothers – ‘True Blue’ og Stars – ‘The Vanishing’. Den mest funklende stjerne var dog et synthpop-mesterværk, som jeg har vanskeligt ved at tilgive mig selv at have glemt. Jeg mener: Human League – ‘Tell Me When’ er urørlig. Der kan ikke laves en bedre popsang. Det lader sig ganske enkelt ikke gøre. Det skulle da lige være Sophie Ellis-Bextor – ‘Take Me Home’, Saint Etienne – ‘The Way I Fell For You’ eller måske Human Leagues egen ‘Don’t You Want Me’. Men eller sikke. ‘Tell Me When’ er vidunderlig, og jeg skammer mig over ikke at tænkt på den så længe.

Men hvem ved. Måske jeg tilgiver mig selv, når jeg om et par år skriver dette indlæg igen.

  1. Næste afkørsel: Dua Lipa – ‘Future Nostalgia’, endnu en fantastisk albumtitel/indlægsoverskrift []

Transition

Allerførst: det er forfærdeligt for Jacob Friis og hans familie at datteren har leukæmi. Jeg forstår fuldt ud hans behov for at fokusere på det vigtige, det vil sige hende og øvrige familie. Jeg håber og ønsker alt det bedste for dem.

Dernæst: Uanset hvor meget sympati jeg føler for Jacob Friis på det menneskelige plan, så har AaB ikke leveret godt nok i hans to år som cheftræner. Klubben råder over en trup og et budget, der tilsiger at man skal spille med i toppen af Superligaen. Han har ikke kunne forløse potentialet, og i de situationer, hvor det virkelig gælder – f.eks. i årets pokalfinale – så er hans hold sjældent mentalt tilstede eller sat op til opgaven. Det falder tilbage på ham. Så rent fodboldmæssigt begræder jeg ikke, at han nu trækker sig.

Slutteligt: stop så. nej. hold op. lad være. Ståle Solbakken skal end ikke på rygtebasis nævnes i samme sætning som AaB. Det vil flå min sjæl i stumper og stykker. Efterlade mig som en imploderet stjerne i fasen lige før den bliver til et sort hul. Ladnuværeladnuværeladnuværeadnuvære.

Nå, men jeg ved sådan set stadig ikke om jeg har COVID-19. Ganske vist blev jeg testet i går kl. 11.40, men der var ikke svar klar et døgn senere – og siden kl. 13 har sundhed.dk været brudt ned, så ja, hvem ved? Egentlig tror jeg mest af alt det er en krasbørstig omgang forkølelse eller influenza, jeg har krattet til mig. Det føltes i hvert fald sådan, da jeg lå og havde så ondt, så ondt af mig selv i bedste ‘man flu’-stil. Men man skal jo ikke tage chancer i denne tid. Så må håbe at systemet snart kommer op at køre igen. Update: Det var bare en forkølelse og mig der var pjevset.

Lahavas

OK, jeg indrømmer at coverbilledet spillede en rolle, da jeg opdagede Lianne La Havas – ‘Bittersweet’ på en playliste. Og ja, det er sikkert både klamt og upassende at indrømme i disse tider, men jeg kunne altså ikke stå for det. Se da lige den glæde, der strømmer ud af billedet! Det solbeskinnede portræt er tilmed en kontrast til selve sangen, der er en aldeles henrivende melankolsk sag om et forhold i opløsning – endda baseret på en lummer Isaac Hayes sample. Det er er perfektion. Intet mindre.

COVID-19-musik

Jeg lavede en COVID-19-playliste tilbage under nedlukningen i marts måned, men har ikke siden haft den store lyst til at lytte til pandemimusik. Men … nu hvor smitteudbruddene blusser op igen og nye restriktioner er på vej, så bør listen suppleres af et par sange, der indkapsler situation:

Frank er færdig

Opdatering: Indlægget blev skrevet før Frank Jensen indkaldte til pressemøde, og meddelte at han træder tilbage. Jeg havde egentlig troet, at han efter mødet og opbakningen i aftes ville få mulighed for at gå rundt som en zombie i en periode, så partiledelsen kunne finde en afløser for ham frem mod det opstillingsmøde, som de gerne vil koreografere. Det er nemt at være bagklog. Men Frank Jensen har vel hele tiden været en af dem, man vidste var problematisk. Og han må selv have været klar over risikoen. Hvorfor har han ikke lavet en politisk strategi, og forhandlet med sine kritikere og støtter? Det her er politisk leder nummer to, der undervurderer blodrusen/revolutionen. Østergaard troede også han kunne fortie/håndtere det i stilhed – og tilmed give den i rollen som #metoo-fortaler. De troede begge at hensynet til partiet og magten vejede tungere for medlemmerne end et blodigt opgør. Men sådan er det tydeligvis ikke. Revolutionen skader gerne partiet i jagten på hævn og retfærdighed. Så Radikale er i ruiner og S er svækket i København.

Har vi tidligere haft sådan et politisk fænomen? Hvor man på tværs af det politiske spektrum er klar til at brænde landsbyen ned? Der er helt klar “drain the swamp”-resonans i vælgerhavet. Ud med den bestående, semikorrupte og hykleriske politiske elite. Uden sammenligning i øvrigt, så skal ingen fortælle mig, at de mekanismer der drev Trumps valgsejr i 2016 – vreden, populismen – ikke også gør sig gældende i Danmark. Spørgsmålet er om partilederne kan ride stormen af ved at lave strategiske blodofre (ikke på for lavt niveau, men selvsagt heller ikke så det går udover deres egne allierede) og pseudo-katarsis manøvrer, à la Socialdemokraternes advokatundersøgelse. Omvendt er revolutionen jo en glimrende mulighed for at slippe af med politiske modstandere. Situationen rummer både risiko og muligheder. Det bliver spændende at følge de kommende måneder.


Frank Jensen er færdig som overborgmester(kandidat) i København. Andet kan man næsten ikke udlede efter at statsministerens udmelding i dag. Hun desavouerer ham fuldstændigt med udmeldinger om “der ikke er truffet konklusioner i sagen” (LÆS: Du er død, Frank) og “Chikane og krænkelser kan ikke forsvares. Vi skal i fællesskab skabe en kultur, hvor det ikke er i orden. Hverken i ord eller handling” (LÆS: Du er dødere end død, Frank).

Står det til troende, så har den socialdemokratiske top vurderet, at det i længden er for for dyrt at have en postuleret seriekrænker i den position. Hvis han bliver siddende som overborgmester, hvad har han så af indflydelse i borgerrepræsentationen det kommende år? De andre partier kan jo sagtens lugte stanken af død omkring ham og holde ham udenfor indflydelse. Og kan han overhovedet vinde et valg i 2021? Hvad nu hvis Enhedslisten stiller med en Pernille Skipper eller Johanne Schmidt-Nielsen som spidskandidat? Han vil blive blæst af banen. Københavns Kommune bliver Enhedsliste-land. Det har de ikke råd til Socialdemokratiet. København er for vigtig for selvforståelsen.

Mon ikke Karen Hækkerup kigger længselsfuldt på sin telefon efter et opkald med en opfordring til at stille op, nu hvor Frank Jensen beklageligvis måtte trække sig. Han kan nu se frem til tre års politisk karantæne inden Socialdemokratiet genopfinder ham som ren, reflekteret og reformeret kandidat til Europa-Parlamentsvalget i 2024. Stakkels mand. Lad os håbe at han har nogen velbetalte bestyrelsesposter, så han har lidt til dagen og vejen. Hvis han sygemelder sig eller søger orlov med løn – den slags kan borgmestrene jo godt lide at gøre i Københavns Kommune – så går det nok lige.

Således er alle glade.

Indtil videre da. Men hvad med Jeppe Kofoed? Statsministeren har heldigvis for ham lavet en lille genistreg med sin advokatundersøgelse, hvor de krænkede selv skal melde sig. For hvis pigen fra DSU-lejren ikke har meldt sig selv de seneste 12 år, hvorfor skulle hun så gøre det nu? Hokus pokus, når hun ikke gør det, så er der jo slet ikke en sexismesag med Kofoed, og han HAR jo sagt undskyld og det var jo ikke *ulovligt* det han gjorde, så skal vi ikke allesammen bare komme videre i teksten? Det er genialt fundet på. Magtpolitikeren Frederiksen udstiller igen og igen sin taktiske overlegenhed over den syge og svagelige Ellemann, der ikke engang kan få sin næstformand til at stoppe med at underløbe ham.

Så mangler vi kun én ting. Nemlig statsministeren selv.

Er det kun mænd, der kan krænke? Hvordan afgrænser man egentlig ‘krænkelser og chikane’? Handler det kun om køn? Hvad er det for en ‘kultur’, Frederiksen selv er eksponent for? Hvad med de velbelyste forhold i Frederiksens tid som justitsminister? Hvor embedsværket i ministeriet blev så oprørt over hendes barske ledelsesstil, at mange kontaktede medier for at fortælle om det? Hvor konflikten kulminerede, da embedsmændene en dag mødte på arbejde klædt i sort og nægtede at tale til ministeren i 24 timer? Vidner det om en politiker, der skal tale højt om at skabe sunde, inkluderende kulturer uden krænkelser og fornedrelser? Eller er vi igen ude i det iskolde magtmenneske, der ikke skyr nogen midler for at nå sine mål?

Der skal i hvert fald blive spændende at se, hvor sexismebølgen ruller hen herefter – og om vi som samfund er klar til at se krænkelser i et bredere perspektiv.

Blue Monday

Jeg havde egentlig – inspireret af de senere ugers begivenheder i dansk politik – besluttet mig for at dagens sang skulle være ‘Age of Consent’ fra New Orders prægtige synth-juvel af et album ‘Power, Corruption & Lies’. Det forekom mig tidligere på aftenen at være en tilpas vrængende metakommentar til det hele.

Men … jeg endte naturligvis ud af en tangent, da jeg først begyndte at lytte til musik her efter en lang arbejdsdag hjemme med en forkølet søn. Og som vanligt endte den tangent langt ude i et bizart parallelunivers i form af talrige lyt af New Order – ‘Blue Monday-95 (Hardfloor Mix)’.

Jeg kan slet ikke understrege, hvor meget det remix influerede mig dengang i 1995. Jeg var 13 år den sommer, (præ?)pubertær og meget beklageligt påvirkelig for min storebrors daværende interesse for techno. Lad mig blot sige, at Marusha – ‘Deep’, Underworld – ‘Born Slippy’ og diverse remixes af Moby blev spillet mere på anlægget end godt er. Og hvis man ser musikvideoen til ‘Blue Monday-95 (Hardfloor Mix), som jeg så ofte og gerne på MTV, så er det vist et ikke ubetydeligt mirakel at jeg ikke endte som storforbruger af psykedeliske stoffer og/eller ecstasy.

Nuvel, det er ikke en musikalsk periode i mit liv, der medfører megen stolthed i dag. Men jeg har hørt, at erkendelsen af et problem er første trin mod tilgivelse og frelse. Så jeg indrømmer at jeg i årene 1994-1996 var på vildspor musikalsk. Det var … utiltalende. Og var åbenlyst nogle grumme sidste år i folkeskolen. Jeg skal gøre mit bedste for at skåne mine børn for, at de nogensinde kommer ud i samme deroute.

Det er ikke altid at Lefsetz rammer rigtigt, men hans anbefaling af London Grammar åbnede mine øjne for at ikke al nyere elektropop er skrald. Ganske vist gør hans specifikke sangforslag, den søde men også lidt anæmiske Air-klon ‘California Soil’, ikke noget særligt for mig.

Men så lyttede jeg til den nærmest hysterisk fremragende ‘Baby It’s You’. Milde himmel, det er godt. Lige i dét perfekte tindrende øjeblik er London Grammar et smukt snefnug, de er Sarah i ‘Party of Five’ før Bailey (det fordrukne svin!) ødelagde alting. De er den legemliggjorte efterårsmelankoli, og I finder ikke en finere sang i 2020 🎵

Had og skadefro

Jeg har hadet Ståle Solbakken inderligt, intenst og altfortærende i årtier nu. Det er et had, der er nærmest virtuost i sin grimhed. En betændt og smertefuld byld af uforfalsket had, vrede, frustration, forsmåethed, bitterhed, misundelse og mindreværdsfølelse. Det er et had så frastødende og ukontrollabelt, at jeg ikke engang vil undskylde for for det. Jeg ved at det er utiltalende, men jeg er aldeles ligeglad.

Hadet har drevet mig i mindst 15 år nu. For jeg ser intet godt eller formildende i Ståle Solbakken. Han er en skidespræller, en døgenigt, en platugle. Et arrogant, opblæst bluffnummer, der kun kan vinde fodboldkampe, når han har et langt større budget end alle sine konkurrenter. Det så vi i FC Köln og Wolverhampton, hvor han rent faktisk skulle kunne mestre andre ting, end blot at bruge flere penge end andre. Han floppede begge steder, blev sparket ud og måtte komme krybende tilbage til hans beskyttede værksted i Parken. Hvor han så siden er blevet kysset i røven af pressen, der falder på halen for hans spin. Sådan en sølle eksistens. Og nu – efter skuffende sæsoner, flopindkøb i 100 mio. kr.-klassen og elendigt spil – får han endelig som fortjent. Hvor er det dog dejligt, at der endelig er lidt retfærdighed til.

Jeg skammer mig ikke engang over at ønske ham det ondt. Mine moralske imperativer gælder ikke for ham. Jeg ønsker ham sorg, jeg ønsker ham smerte, jeg ønsker ham nederlag. Nu og i al fremtid. Jeg ønsker at intet vil lykkes for ham, og at hans hjerte bliver knust igen og igen og igen. Og intet, INTET glæder mig mere end tanken om hans ødelagte følelsesliv i dag, hvor han endelig fik sit mere end fortjente spark i røven ud af FC København.

Ih, hvor jeg håber han lider. Uh, hvor jeg håbe han aldrig rejser sig igen. Ah, hvor føles denne usympatiske skadefro dog godt!