Det er dovent med de her korte anbefalinger af den musik eller billedkunst, jeg støder på under den doomscrolling af Twitter og RSS-feedet, som jeg bruger som substitut for meningsfulde, produktive og personlighedsudviklende aktiviteter efter at børnene er kommet i seng. Men jeg har så få genuint interessante ting på hjertet, at det er ikke bliver meget bedre end Sweet Trip – ‘Walkers Beware! We Are Driving Into the Sun’.

Jason Anderson Terminus

Jeg aner ikke hvilken prefab bås, jeg skal proppe sangen i. Jo, det er melodisk dreampop, men det er også et sfærisk gadekryds af syret synth, knitren, jangleguitar og sværmerisk englevokal. Uanset hvad er den (og dens mere elektroniske b-side ‘Stab-Slow’) et lille mesterværk at fylde karantæneaftenerne ud med.

Bogåret 2020

Læste et sted i en af de utallige ‘årets bedste bøger’-lister rundt om på nettet, at COVID-19-pandemien har haft en enten-eller effekt på ens læsning. Enten har man fået læst voldsomt meget mere i 2020, eller også er ens læsning kollapset fuldstændig.

Jeg må desværre tilstå, at det er det sidste, der har været tilfældet for mig. I hvert fald den overordnede tendens.

For efter at have sat rekord i 2019 med 63 (mere eller mindre grundigt) læste bøger, så er jeg i 2020 faldet ned på 40. Det behøver måske ikke i sig selv være et problem. Tværtimod kunne det måske være nyttigt, hvis jeg læser færre bøger, men at læsningen så til gengæld er mindre sjusket – og at bøgerne er af en højere litterær kvalitet.

Men … jeg kan se på min GoodReads database, at jeg generelt har været mindre begejstret for det læste i 2020. Samtidig er det min subjektive opfattelse, at det der med den mere grundige læsning, nuvel, de er nok stadig mere ambition end virkelighed.

I 2019 stødte jeg på nogle decidere perler, men 2020 har været mere spagfærdig. Jeg tror ikke, at der var nogen af de læste bøger i år, der for alvor har påvirket mig eller min tænkning.

Årets skønlitterære oplevelse

71E9Du8wYnL

Seanan McGuire – ‘Middlegame’

Tilbage i juli noterede jeg at “‘Middlegame’ er fremragende, begavet og velskrevet speculative fiction med forførende tidsrejser, paralleluniverser, telepatiske tvillinger og horrorværdige mord”. Jeg hverken kan eller vil bede om mere. En værdig vinder.

Årets nonfiction oplevelse

Black wave 3d

Kim Ghattas – ‘Black Wave: Saudi Arabia, Iran, and the Forty-Year Rivalry That Unraveled Culture, Religion, and Collective Memory in the Middle East

Jeg var vild med bogen, da jeg læste den tilbage i februar 2020. Hvis man ønsker at forstå Mellemøsten og regionens dynamikker, så er det en must-read bog.


Den generelle metode

Tilbage i 2014 anvendte jeg for første gang de fire autoritative kategorier i mit årlige bogtilbageblik:

  • ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’ (≈ 5-6 stjerner)
  • ‘God, men nok mest hvis du er sær’ (≈ 4-5 stjerner)
  • ‘Skuffende. Meget skuffende’ (≤3 stjerner)
  • ‘Bøger jeg gik i stå i’ (uden for bedømmelse)

Jeg skal ikke kunne sige om kategorierne er særlig anvendelige for andre, men de giver mening for mig. Delvist. Sådan sa. Se note nedenfor.


‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

  • Emily St. John Mandel – ’The Glass Hotel’
  • Seanan McGuire – ‘Middlegame’
  • Kim Ghattas – ‘Black Wave: Saudi Arabia, Iran, and the Forty-Year Rivalry That Unraveled Culture, Religion, and Collective Memory in the Middle East’
  • Ross Douthat: ‘The Decadent Society: How We Became the Victims of Our Own Success’
  • Helen Pluckrose & James A. Lindsay – ‘Cynical Theories: How Activist Scholarship Made Everything about Race, Gender, and Identity—and Why This Harms Everybody’
  • Sönke Ahrens – ‘How to Take Smart Notes: One Simple Technique to Boost Writing, Learning and Thinking – for Students, Academics and Nonfiction Book Writers’

Kommentar: ‘The Glass Hotel’ var en dejlig melankolsk bog, jeg håber ikke at St. John Mandel skal bruge fem år på sin næste roman. Af de øvrige bøger vil jeg nok mest anbefale Sönke Ahrens, ikke mindst hvis man går en smule op i personlig produktivitet og viden. Ahrens er den ideologiske partner til Roam Research-værktøjet, som jeg implementede i løbet af 2020 og har stor glæde af.


‘God, men nok mest hvis du er sær’

  • Ben Lerner – ’The Topeka School’
  • Michael Rutger – ’The Anomaly’
  • Michael Rutger – ’The Possesion’
  • Max Brooks – ‘World War Z’
  • Bernard Taylor – ’Sweetheart, Sweetheart’
  • Simon Leys – ’The Hall of Uselessness: Collected Essays’
  • Roderick Beaton – ‘Greece: Biography of a Modern Nation’
  • Richard Davies – ‘Extreme Economies: Survival, Failure, Future – Lessons from the World’s Limits’
  • Peter Watson – ‘The Age of Atheists: How We Have Sought to Live Since the Death of God’
  • Ivan Krastev & Stephen Holmes – ‘The Light that Failed: A Reckoning’
  • Eric Kaufmann – ‘Whiteshift: Populism, Immigration and the Future of White Majorities’
  • Raghuram G. Rajan – ‘The Third Pillar: The Revival of Community in a Polarised World’

Kommentar: Et par sjove og helt underlødige gysere på denne del af listen. Jeg kan varmt anbefale alle nonfictionbøgerne, hvis I interesserer jer for underlige emner.


‘Skuffende. Meget skuffende’

  • John Scalzi – ’The Last Emperox’
  • Joanna Lillis – ‘Dark Shadows: Inside the Secret World of Kazakhstan’
  • David Wellington – The Last Astronaut’
  • Frank Dikötter – ‘How to Be a Dictator: The Cult of Personality in the Twentieth Century’
  • T. Kingfisher – ’The Twisted Ones’
  • Peter Pomerantzev – ‘This Is Not Propaganda: Adventures in the War Against Reality’
  • Camilla Townsend – ‘Fifth Sun: A New History of the Aztecs’
  • Peter Zeihan – ‘Disunited Nations: Succeeding in a World Where No One Gets Along’
  • A.G. Riddle – ‘Winter World’
  • Richard E. Neustadt & Ernest R. May – ‘Thinking in Time: The Uses of History for Decision-Makers’
  • Roger Scruton – ‘How to Be a Conservative’
  • Branko Milanović – ‘Global Inequality: A New Approach for the Age of Globalization’
  • Rune Lykkeberg – ‘Vesten mod vesten’

Kommentar: Sidste år skrev jeg en fodnote til mig selv om, at kategorien ikke fungerer for mig længere. Den er ganske enkelt for bred, når den omfatter alle bøger med tre stjerner og nedefter. Når jeg kigger på listen ovenfor, så er der ikke mange 1 og 2 stjernede bøger. Der er ingen virkelige stinkere på listen. Men der er til gengæld et væld af middelmådige skuffelser. Den slags, der begynder med en brilliant idé og argument, eller måske med et fedt science fiction-koncept, for så siden at bløde ligeså stille ud omkring side 150. Så de ender på de tre stjerner, som en anerkendelse for at have en original idé, men hvor helhedsindtrykket endte med at være et lidt træt ‘meh!’. Jeg kan ikke for alvor anbefale nogen af bøgerne, hvis I har andet at lave i jeres liv.


Bøger jeg gik i stå i

  • William Dalrymple – ‘The Anarchy: The East India Company, Corporate Violence, and the Pillage of an Empire’
  • Jill Lepore – ‘These Truths’
  • Stefan Zweig – ‘Die Welt von Gestern: Erinnerungen eines Europäers’
  • Michael McDowell – ’The Amulet’

Kommentar: De to første er gode, anmelderroste og ikke mindst lange bøger. Jeg fortærede dele af dem, men kunne ikke rumme dem i deres helheder. Der er tale om 4+ bøger, men de blev ganske enkelt for ekspansive til at jeg kom igennem dem. Zweig er en veritabel klassiker og havde fantastiske første 100 sider, men jeg kunne ikke holde ved, da først apokalypsen for alvor sætter ind. Han bliver endnu en af de forfattere, som jeg trives med at læse om, snarere end at læse selv. McDowell var en forrygende gyser, men jeg stoppede med at læse, da der kom et spædbarn ind i en tørretumbler. Selv jeg har mine grænser.

2020/2021

Jeg gider ikke rigtig lave et ‘sikke-et-lorteår-lad-os-håbe-2021-bliver-bedre’-indlæg eller et af de der ‘hvilke-ting-siger-pandemien-mon-om-os-som-mennesker-og-samfund’-essays, der inficerer sociale medier lige nu.

Roerup sejeroebugten odsherredskunstmuseum 1024

Dels orker jeg ikke at reflektere dybere over året der gik. Dels har jeg næppe haft nogen oplevelser eller indsigter under COVID-19, som ikke er blevet oplevet bedre eller tænkt dybere af andre mennesker end mig.

Jeg vil derfor primært pege på et par af de personlige ting og begivenheder, der trods alt føltes som sejre i 2020:

  • Den ældste begyndte i skole, en transition vi havde været ganske bekymrede for. Det gik heldigvis over alt forventning 
  • Jeg fik nyt arbejde, som jeg er grundlæggende er glad for og ser lovende perspektiver i
  • Vi købte hus og flyttede til Odsherred. Det skaber fundamentet for en anden tilværelse

Der står en syndflod af ting på minuslisten (verden i almindelighed, mine forældres helbred, min hastigt ekspanderende bug, mit svingende generelle humør og forsvindende overskud, stagnation eller tilbagegang i de fleste større projekter), men det er jeg næppe ene om. Tror de fleste har haft et genuint lorteår. 

I skrivende stund har jeg derfor ingen andre mål og ambitioner for 2021 end at blive integreret socialt her i udkanten, arbejde på ikke at være kronisk gnaven og måske endda rejse en tur til udlandet. Måske ikke videre visionært, men det er desværre på det plateau at jeg befinder mig på. Håber at I har mere vidtløftige planer end jeg.

Martí Cifuentes

Nuvel, rygterne gennem den seneste måned talte sandt, og AaB har nu hyret spanske Martí Cifuentes som ny cheftræner. Han kommer fra Sandefjord i den norske liga, der vel bedst kan betegnes som den lokale myseost-udgave af Hobro IK eller Viborg FF. Han får fine skudsmål fra Norge: ung, dygtig mand, flot fyr, lovende og alt det der. Endda fra Catalonien og vild med Johan Cruyffs FC Barcelona. Så om lidt står den på totalfodbold i Nordjylland.

Img 2956

Men jeg er naturligvis afventende skeptisk. Husker bitterligt hvordan det gik senest at AaB hyrede en af “Nordens allerstørste trænertalenter” som cheftræner. Jo, altså, på en god dag kan man sagtens pirre mig med forførende løfter om offensivt spil, ny tilgang, international inspiration og en evne til at overpræstere. Det smigrer da også mig, når min yndlingsklub duller sig op. Og jeg er inderligt glad for at AaB ikke valgte at lytte til Morten Bruuns bizarre forslag om at ansætte Thomas Thomasberg eller en tilsvarende middelmådighed. Hvis det her virker, så tegner det spændende.

Men ligesom med Magnus Pehrsson (dette livsglædefornægtende omvandrende sorte hul af inkompetence!) i 2009, så har Cifuentes endnu ikke præsteret noget for alvor. Ja, ok, han blev nummer 11 ud af 16 med Sandefjord i en (dårligere) liga, hvor alle regnede med at hans hold ville rykke ned, så han kan åbenbart få meget ud af lidt. Fint nok. Men han er uprøvet i en klub af AaB’s størrelse, hvor der (urealistiske) forventninger om at være en sub-topklub.

Han skal kort sagt træde et skridt (eller to) op, hvis det her skal blive en succes. Kan han det? Og hvor lang tid får han til at skabe succesen? Tilbage i 2011 skrev jeg et (i retrospekt ganske absurd) indlæg om Halmstad BK, der havde ansat en ung spansk træner Josep Clotet Ruiz. Dengang roste jeg dem for at gøre det, som AaB gør nu: at tage en chance med en international profil, og løfte sig udover middelmådigheden. Det endte selvsagt med at blive en dundrende fiasko, og HBK er her 10 år senere stadig ned i dyndet. 

Lad os håbe min skepsis denne gang ikke er berettiget.