Blind Faith – Can’t Find My Way Home’

Var med børnene på burgerrestaurant i dag. Mens vi ventede på maden studsede jeg over, at indretningen er uniformt ens sådanne steder. Den samme kitschede Americana, de samme udvandede iterationer af, hvordan en diner så ud i 50’erne – hvis man skal tro Hollywood.

Selv deres baggrundsmusik er mere eller mindre identisk. Dér spiller de Israel Kamakawiwoʻole udgaven af ‘Somewhere Over the Rainbow’, hér spiller de ‘Wonderwall’. Og så lige suppleret af glimt-i-øjet-covers af 60’er soul. De må abonnere på de samme lurvede playlister på streamingtjenesterne, går jeg ud fra.

Hvilket altsammen er helt fint. Det er åbenbart sådan at en konceptrestaurant som Halifax skal se ud, her +10 år efter det igen blev populært med burgerrestauranter.

Men det fik mig til at længes efter noget, der ikke er en distanceironisk, mimetisk og størknet reproduktion af fortidens popkultur. Noget med en original kerne, noget, ja, autentisk (i ordets egentlige betydning, ikke den perverterede postmoderne instagram-influencer udgave).

Måske det er derfor, jeg her til aften har lyttet en del til Blind Faith ‘Can’t Find My Way Home’. Det er en fantastisk sang, der selv her mere end 50 år senere lyder frisk og ægte – og principielt kunne være udgivet på et hvilket som helst givet tidspunkt i perioden.

Jeg er smerteligt klar over, at ingen længere laver den type sange. Men ‘Can’t Find …’ har alligevel en tidløs melankolsk kvalitet, der stadig fungerer. Hvem ved, måske de burde spille den på burgerrestauranter?

Sonic Youth

Jeg havde ikke hørt om filmen ‘Pump Up the Volume’ før de omtalte den i The Rewatchables podcasten, men ret skal være ret: soundtracket er jævnt fantastisk.

Jeg bed især mærke i ‘Titanium Exposé’ af Sonic Youth, et band jeg ellers har haft vanskeligt ved at få til at passe konceptuelt ind i mit musikalske univers. Jeg har længe kunne godt lide ‘Teenage Riot’, ‘Superstar’ og deres småabsurde cover af Madonnas ‘Into the Groove’, men ellers? Mjah. Lidt for selvhøjtideligt støjrock dyrket af en ældre generation.

‘Titanium Exposé’ kan dog et eller andet (når man først er kommet ind igennem den alt, alt for lange intro), og jeg sætter pris på det meget Generation X’ede albumcover. Vil forsøge at udforske deres bagkatalog lidt mere i den næste tid.

I stå

Det står lidt stille med skriveriet for tiden. I hvert fald når vi taler den eksterne del. For efter at have opdaget det ret fantastiske note-/skriveværktøj Roam, så får jeg egentlig dagligt nedfældet en masse tanker og noter til mig selv. Indholdet af dem er dog primært småflæbende solipsistisk nonsens af terapeutisk og mentalhygiejnisk karakter. De egner sig mildest talt ikke til at blive publiceret for andre end mig selv.

Samtidig mangler jeg relevante meninger og indsigter i øjeblikket.

Med mindre noget handler om det helt nære – min familie, min hverdag – så har det en tendens til at flyde forbi min bevidsthed. Ser vi bort fra AaB’s sommertransfervindue (HVAD LAVER DU, INGE?!), så er der vitterligt ingen udefrakommende begivenheder, der har kunne fremkalde større reaktioner end et ‘nå nå’ og/eller mild irritation hos mig. Black Lives Matter? Hviderusland? Mundbind? Kommende økonomisk krise? Pensionsreform? Næh, tak, det magter jeg ikke lige at forholde mig til for tiden. Ring igen næste år.

Jeg får heller ikke læst bøger, set spændende film eller forholdt mig dybt til noget. Min politiske aktivitet er tilsvarende helt tørret ind. Jeg passer mit arbejde, læser nyhederne, forsøger at orkestrere vores kommende flytning til Odsherred, følger den ældstes skolestart. Og det er så nogenlunde, hvad min kapacitet rækker til.

Om det er COVID-19-tiden, der har bedøvet min intellektuelle nysgerrighed og paralyseret mit emotionelle engagement, kan jeg ikke afgøre. Måske er et engagementmæssigt lockdown ganske enkelt den måde, jeg håndterer tilværelsen i en periode med fundamental usikkerhed og bekymringer på.

Uanset hvad, så håber jeg på at udvikle lidt mere overskud, så jeg kan få hovedet ud af røven på mig selv / hovedet op ad sandet (kan ikke helt blive enig med mig selv om hvilken af de to metaforer, der er mest rammende). Verden stopper jo ikke bare fordi jeg er blevet COVID-19-apatisk og kronisk lavfrekvent bekymret.

Mer & mer

Nå, men vi var på hjem i bilen efter turen i Bauhaus i Holbæk ( … ), og pludselig spiller P4 Sjælland helt umotiveret MC Clemens – ‘Mer & mer’.

Den sang kan jeg af et ærligt hjerte sige, at jeg ikke har skænket en tanke siden den blev udgivet i 2001 og huserede i ‘Funkshowet’. Men du fredsens, det er en BANGER og et MESTERVÆRK.

Det er den spirituelle lillebror til ‘Spændt op til lir’. Tilsammen udgør de to sange peak år 2000 discorap, en periode hvor det var helt legitimt at skamsample et 70’er disco/soul hit, smide en tung housebas ind i baggrunden og så ellers bare gå i gang med bøvet rap.

Heldigvis er samplen, The Whispers – ‘Make It With You’ fra 1977, helt uimodståelig1. Derfor er beatet i ‘Mer & Mer’ så godt, at man kun hader Clemens 80% af tiden og snildt tilgiver de tåkrummende tekster. Og hvem vidste at den kælne sangerinde i omkvædet er et af medlemmerne i slut-90’er soulgruppen Juice?.

Alt i alt den perfekte sang til næste hjemmefest, når COVID-19 engang er væk.

  1. Det gælder i øvrigt også samplen i ’Spændt op til lir’ []

Årets fodboldtrøjer

2020–2021 sæsonen ser ud til at blive ganske ualmindeligt ærgerlig på fodboldtrøjefronten. Normalt plejer der ellers hvert forår og sommer at komme en lind strøm af pirrende nyt spændende design, men der er langt mellem snapsene i 2020.

Den primære årsag er at de store sportsmærker alle kører med mislykkede koncepter i år. Adidas, Nike og Puma insisterer således på at tvære grimme 90’er-inspirerede baggrundsmønstre udover deres fodboldtrøjer (største og mest groteske forbrydelse er AC Milans monstrøse hjemmetrøje, men der er andre nederdrægtigheder her, her, her og her), hvilket støder min kunstneriske sensibilitet.

Sæsonens skuffelse er Umbro, der ellers plejer at levere markedets mest spændende trøjer. Italienske Macron vifter af og til med ørerne, men er ellers også underligt afdæmpede denne sæson. Min yndlingsklub Lazio har således fået et design, der generøst kan betegnes som anæmisk, men reelt er selve definitionen af ligegyldigt. Min all-time favorit Diadora er jeg slet ikke stødt på endnu.

Andre gange taber virksomhederne sutten fuldstændig designmæssigt, når de forsøger at lave noget unikt. Juventus ser ud til at skulle spille i en pyjamas, og Chelsea er også klar til at gå i seng. Real Madrid er blevet pink, men det er og bliver kun Palermo, der er mænd nok til at kunne bære den farve på en fodboldbane. Liverpool har pludselig fået noget blåt på trøjen. Manchester City er en smadret rude. Inter er blevet … ja, jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige, men det er en skændsel at se på.

Så er der de situationer, som man må betegne som ‘enten-eller’. Bedste eksempel er Galatasarays hjemme– og udebanetrøjer, som enten må betegnes som geniale eller uhyrligt rædsomme. Jeg tror jeg synes de er geniale, men tør ikke melde det ud af frygt for latterliggørelse. Så er der de spildte muligheder. Romas nye udebanetrøje med ulvelogoet er som udgangspunkt elegant, men ak, martret af Nikes aktuelle mønstermani (og sponsoren er fra en menneskerettighedsforagtende slaveholderstat, men sådan er de jo, derovre i den forkerte side af Rom).

Når det så er sagt, så er her mine favoritter til den kommende sæson:

Der er en klar bias mod Skotland, som jeg ikke helt kan forklare eller forsvare. Men det tyder jo på, at jeg med fordel snart kan rejse derover igen.

Ben Lerner – ‘The Topeka School’

På trods af min jeremiade forleden, så fik jeg faktisk læst Ben Lerner ‘The Topeka School’ færdig her til aften.

Ikke 100% grundigt måske, men nok til at jeg med god samvittighed kan sætte den på hylden. Det er jeg svært tilfreds med, må jeg indrømmme.

Lerner skriver i almindelighed uhyre selvforelsket om et emne, han finder særdeles spændende: sig selv og hvordan hans oplevelser (med en anelse fiktionsfernis strøget ud over) kan anvendes til at forstå større samfundsmæssige udviklinger. Det er ikke en selvbiografi, men hovedpersonen er en karbonkopi af Lerner selv, og handlingen følger i store stræk Lerners eget liv (ligesom bogens forgænger ‘Leaving the Atocha Station’ også gjorde). En slags modificeret Knausgaard, bortset fra at Lerner er mindre interessant og har et større ego end Knaugård. Det er en 7 (eller 8) ud af 10 bog, der rummer rørende sentimentale og oprigtige sekvenser, men hvor det samlede indtryk er skæmmet af Lerners autoerotiske nydelse over sig selv. Jeg er glad for at jeg fik læst ‘The Topeka School’, den rummede fine (ja, ligefrem fremragende) afsnit, men behøver nu ikke flere stykker med Lerner de næste par årtier. Jeg er i den grad blevet mæt.

En mere administrativ note: Jeg lånte ‘The Topeka School’ på biblioteket, og det er den første skønlitterære bog, jeg har læst i fysisk form i en evighed. Det føltes rart, og var en påmindelse om, at jeg mister et eller andet ved primært at læse på min Kindle. Og at jeg kan bruge biblioteket til andet og mere, end blot at låne ting til børnene.

Verdensøkonomien styrter i havet, COVID-19 bølger sultent videre og om lidt eskalerer klimakrisen sikkert også. Men lige nu og her er stjernehimlen smuk udenfor mine vinduer i Strandhusene, og det skulle blive badevejr i morgen. Så mon ikke vi blot skal nyde et stille øjeblik sammen med Drive-By Truckers ‘Thoughts and Prayers’?

Konformitet

Læste en interessant artikel om konformitet og behovet for at tænke mere selvstændigt og frit. Den er biased i retning af hylde de store unikummer i Silicon Valley, men jeg tror Paul Graham har en pointe. Ikke mindst set i lyset af COVID-19-perioden, hvor vi har set hvordan Mette Frederiksen med stor succes har kunne appellere til de ‘aggressively convention-minded’, så de kunne patruljere deres omgivelser og udskamme dem, der måske tænkte og handlede anderledes end hvad Regeringen dikterede.

Det kræver mod til at tænke anderledes, og jeg ville ønske jeg var bedre til det. Dels for mig selv og mit eget perspektiv, hvor jeg ville ønske at jeg tænkte mere utraditionelt, vildt, udenfor rammerne, mindre teknokratisk. Det er netop min tendens til at tænke og agere indenfor de udstukne retningslinjer, der gør, at jeg til tider har en tendens til at betragte alting som værende for komplekst og derfor i praksis vælger apati fremfor handling. Det er også derfor, jeg er grundlæggende tvivlende overfor om jeg nogensinde vil være en god politiker – jeg tænker i begrænsninger fremfor muligheder.

Men det gælder også i den måde, jeg guider og interagerer med mine børn. Her har jeg i pressede stunder en beklagelig overvægt i retning af ‘I skal overholde reglerne og gøre hvad jeg/de voksne siger!!!!’, fremfor: ‘I skal følge reglerne, men I skal også stille spørgsmål, tænke selv og bryde mønstrene, hvis de åbenlyst er forkerte, skader de svage eller bare kan forbedres til alles bedste’. Jeg må tænke over hvordan jeg kan agere mere hensigtsmæssigt, når mine børne udfordrer mine beslutninger, der (må jeg indrømme) ofte er mere forankret i min egen magelighed og dovenskab, end i hvad der gavner helheden mest muligt.