Farcen fortsætter

Nu vi er så godt igang med fodboldsnakken, skal vi så ikke tage en rask lille status på Danmarks mest farceagtige klub: FC Roskilde? Hvordan går det egentlig for min lokale klub her en måneds tid inden sæsonstarten? Alt er såmænd godt:

  • Der er ingen nye spillere, ingen ny træner og den nyudnævnte assistenttræner sagde op efter 8 dage. Det samme har holdets fysioterapeut og læge gjort
  • De 12-14 tilbageværende spillere kan ikke træne konsekvent sammen, da dem på deltid kun skal møde om formiddagen, mens kontraktspillerne på fuld tid træner igen om eftermiddagen
  • Det er uklart om spillerne kommer til at gå de 60% ned i løn og acceptere et deltids-setup, sådan som klubejeren kræver. Indtil videre nægter de og Spillerforeningen bakker selvsagt op
  • Klubbens drift er dermed truet, ligesom licensen til at spille i 1. division hænger i en tynd tråd – den er nemlig baseret på at spillertruppen går på deltid. Så en administrativ nedrykning er sket ikke et umuligt scenarium
  • Stadionprojektet er udsat på ubestemt tid, så må klubben overhovedet spille uden varme i banen på det gamle lort i Rådmandshaven?
  • Politiet undersøger stadig matchfixingsagen, og meget få aner hvordan den lander
  • Der er fortsat et sagsanlæg fra den tidligere træner om hvorvidt han selv sagde op eller blev fyret

Det er kort sagt et værre cirkus. Jeg er som udgangspunkt glad for at der er professionel fodbold i den by hvor jeg bor, men lige nu er inkompetencen og kaoset for meget af det gode.

Sloth 2.0

AaB er efter sigende tæt på at skrive kontrakt med Patrick Olsen. Sjældent har en fodboldtransfer fyldt mig med så meget rædsel og vrede. Udover at han er gammel Brøndby-spiller (i sig selv ildevarslende), så besidder han et forkvaklet ego og en evne til selvbedrag, at vi nærmest er i Bendtner’ske dimensioner. 

Ser vi på Olsens CV er det en perlerække af et-årige ophold, manglende spilletid, trænere der pludseligt (og efter Olsens egne udsagn helt, helt uforståeligt) vælger at bruge andre spillere. Altsammen kulminerende med to nedrykninger i træk med Helsingør.

Det hele lugter langt væk af en Casper Sloth 2.0. Jeg ville være i tvivl selv hvis Olsen blev hentet på en fri transfer, og hvis han så ligefrem koster 1 mio. kr., sådan som Nordjyske rapporterer? Det er vanvid. Og det her bliver det længste og værste transfervindue nogensinde.

Sinocentrisme

For nylig læste jeg et blogindlæg af Andrew Batson, der fik mig til at stoppe og tænke. Han skrev bl.a.: 

A friend recommended I read Rana Mitter’s Modern China: A Very Short Introduction, and being a big fan of the Very Short Introduction series I was happy to do so. I’m glad I did: although the book surveys some fairly familiar material, it also puts forth some interesting historical ideas. What I found most useful is Mitter’s suggestion that our interpretations of modern Chinese history usually fall into one of three categories (the following are my terms not his):

Traditionalist. This is the view that “China has not essentially changed” despite the upheavals of the 20th century: that Mao and Deng were “new emperors” (as one book put it), that China is fundamentally Confucian and still on the same trajectory as in the rest of its supposed 5,000 years of history. This interpretation is quite common in popular discussions of China, and is implicitly invoked every time someone calls it “The Middle Kingdom” or talks about how Chinese foreign policy is still taking tips from Sun Tzu’s Art of War.

Socialist. This is the view that 1949 is the dividing line in Chinese history, and that the Communist victory in the civil war changed everything. Mitter associates this view mostly with romantic leftists of the 1960s, who were sympathetic to the Chinese revolution and willing to give Mao the benefit of the doubt. But there is a more contemporary version that also has a lot of currency, which emphasizes the present-day continuities with state socialism: how China remains politically authoritarian and how state-owned enterprises still play a major role in the economy.

Nationalist. This is Mitter’s own view: that the true dividing line in Chinese history is 1911, when the Qing dynasty was overthrown, not 1949. Since then Chinese politics has a “mass politics where there was a social contract between government and citizen” in which nationalism provides the major source of legitimacy. Both the Nationalists and the Communists sought national sovereignty, a strong state and economic development: Mitter sees both parties as engaged in “one long modernizing project.”

The standard academic thing to do would be to admit the obvious point that all three views have elements of truth and call for a nuanced combination: clearly some elements of Chinese traditional culture are still relevant, clearly it matters that the Communists and not the Nationalists have been in power since 1949, and clearly nationalism is a central issue in Chinese politics. So it’s nice that Mitter does not do this, and plants his flag firmly in the last camp.

Jeg er mildest talt ikke en stor Kina-analytiker, men jeg kan dog genkende de tre fortolkningsmodeller. 

Jeg tænkte da også en del over de tre modeller mens jeg læste Peter Frankopans ‘The New Silk Roads’ (tidligere omtalt her). Der er ganske vist ikke en Kina bog per se, men det er den type ‘big history’ bøger1, hvis geopolitiske vinkel i sidste ende er forankret i udsigterne til en neo-sinocentrisk verden2. Og jeg har nok Frankopan mistænkt for at være en smule for meget ovre i den traditionalistiske fortolkningsmodel. Vi er i hvert fald et godt stykke inde i Battlestar Galacticas mantra om at ‘All this has happened before, and all this will happen again’, når vi får at vide hvordan Kina er på vej til at genindtage sin ledende plads globalt.

Jeg vil ikke sige at jeg er direkte angst for at mine børn og børnbørn skal vokse op i en verden, hvor Kina (igen) er verdens centrum, og hvor Europa (igen) er en blindtarm langt ude mod vest. Der findes dem der – som Frankopan – mener, at det er den verdenshistoriske normaltilstand. Men nej, det huer mig da ikke, at en totalitær overvågningsstat med genopdragelseslejre for muslimer, kommer til at sætte dagsordenen. Og risikoen for øgede konflikter er helt reel, hvis ikke Kina og USA kommer ud af Thukydids fælde

Det er interessante tider vi lever i!

  1. Andre eksempler: Bruno Maçães ‘The Dawn of Eurasia’ eller et nyligt episk essay af Robert D. Kaplan []
  2. Læs evt. også dette interessante interview med Frankopan i Financial Times []

Letná

Jeg er generelt skeptisk overfor folkelige protester. Både som koncept1 og overfor deres evne til at afstedkomme reel politisk forandring.

Magtrelationer har det med at være irriterende grumsede og gråtonede. Der er sjældent nogen aktører, der er entydigt onde eller gode. Det er ganske enkelt svært at gennemføre samfundsforandringer, ikke mindst i folks hoveder og i institutioner såsom retsvæsen, offentlig forvaltning og det politiske system.

Det er eksempelvis snart 30 år siden Muren faldt, og vi opererer stadig med ‘Østeuropa’ som en meningsdannende forklaringsmodel for landene, der af historiske årsager havnede på den forkerte side af jerntæppet. Den slags mentale billeder hjælper demonstrationer ikke på. Og som det har kunne ses i Sudan og Hong Kong indenfor de seneste 6 måneder, så er totalitært indstillede regimer fuldt ud villige til at ignorere eller anvende vold overfor store demonstrationer. Det arabiske forår skabte noget positivt i Tunesien, men de fleste andre steder er det udartet sig negativt – se bare på Egypten og Syrien.

Det er kort sagt mest på film, at ædle og demokratisk sindede folkemængder gnidningsfrit kan føre os ind i paradis.

Nu er det naturligvis langt fra fair at sammenligne et land som Tjekkiet med diktaturstater som Kina. Der er trods alt tale om et civiliseret samfund, med en stolt tradition for netop, ja, samfundsforandrende demonstrationer og et stærkt civilsamfund. Men jeg kan alligevel ikke dulme min skepsis overfor effekten af de aktuelle demonstrationer mod premierminister Andrej Babiš.

Bevares, 250.000 mennesker på Letná pladsen er mange. Men det tjekkiske politiske system har været dysfunktionelt længe – i hvert fald mindst siden jeg var praktikant på ambassaden i Prag i 2005 – og de strukturelle sygdomme bliver ikke kureret af, at man måske/måske ikke slipper af med en korrupt populist som Babiš.

Men lad os nu se. Måske undervurderer jeg tjekkerne. De har overrasket mig før.

  1. Store menneskemængder gør mig nervøs!

God vind til jer

Mit landshold spiller hver anden uge på Aalborg Stadion, og det er efterhånden mange år siden jeg sidst så kamp med det uskønne kludetæppe af tidligere og nuværende spillere fra FCK og Brøndby, de kalder for det danske herrelandshold i fodbold. Så reelt kan jeg vel være ligeglad med hvem der står i spidsen for dem.

Men Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst som landstræner og assistent?

I guder, hvor bliver det dog gudsjammerligt trist. Hvis jeg skulle krystallisere altfortærende kedsomhed og grå fodbolddepression i én person, så ville det være Morten Wieghorst.

Det danske herrelandshold forbliver livsglædefri zone, og jeg kan kun ønske DBU god fornøjelse med de kommende mange års fortsatte deroute og irrelevans.

Mit liv er komplet

Vidunderligt nyt! Først offentliggjorde Nintendo at de genudgiver ‘Zelda: Link’s Awakening’ til deres Nintendo Switch. Nu udgiver Square så – med en mindre forsinkelse på 25 år – for første gang ‘Seiken Densetsu 3’ udenfor Japan.

Jeg har været fan af spilserien siden 1993, og den fortabte 3’er har smertet mig igennem alle disse år. Måske jeg nu endelig kan få lidt ro i min martrede sjæl? 

Uanset hvad kan jeg ganske enkelt ikke længere forsvare det moralsk og etisk at undlade at købe en Switch. 

En SVR-regering er svaret på Danmarks udfordringer

For nylig skrev jeg et kritisk indlæg om en udfordringerne med en SV-regering. Jeg ved ikke om jeg er blevet direkte klogere, men har sammen med en partifælle forfattet en kronik om behovet for en SVR-regering, som vi forhåbentlig får publiceret i en avis en forkortet udgave en af dagene. Nedenfor er dog den uforkortede udgave. De aktuelle udmeldinger fra Radikale in mente, så virker det som det relevante tidspunkt at få det kommunikeret:

En SVR-regering er svaret på Danmarks udfordringer

Danskerne skal om få dage igen forbi stemmeboksen, og statsminister Lars Løkke Rasmussens tanker om en SV-regering har skabt stor debat. Som de fleste andre medlemmer af Venstre, blev vi også overrasket. For er det virkelig en SV-regering, vi som liberale skal kæmpe for? Vores svar er ja, men at en sådan regering bør udvides med en central partner: Radikale Venstre. Det vil sætte reformsporet og en økonomiske ansvarlig politik i centrum, og som sidegevinst kan denne regering genudpege Margrethe Vestager som EU-kommissær.

Baggrunden for vores konklusion skal findes i det netop overståede valg til Europa-Parlamentet. For hvad er egentlig signalet fra vælgerne? Faktuelt fik Venstre heldigvis et flot valg. Dansk Folkepartis kollapsede nærmest, og Folkebevægelsen mod EU kom slet ikke ind i det nye parlament. SF og Radikale gik frem.

Så hvad kan vi lære?

Først og fremmest at bæredygtighed – klima, miljø, natur – er et centralt emne for vælgerne. Venstre har rykket sig kraftigt på denne dagsorden og er ikke mere et fodslæbende parti på den grønne front. På europæisk plan går liberale partier ligeledes forrest i bestræbelserne på at formulere kloge, markedsbaserede, globalt orienterede og teknologioptimistiske løsninger. Den dagsorden skal Venstre fortsat være en del af. Danmark har som land ikke råd til at bæredygtighed reduceres til venstrefløjens definition i form af forbud, afsavn og regulering.

For det andet at vælgerne ønsker et bredt samarbejde. I en usikker verden med Brexit, klimaforandringer, migration og nedbrud af internationale institutioner, sendte vælgerne med flotte valg til Venstre, Socialdemokratiet og Radikale et klart signal om, at de ønsker at de klassiske partier tager ansvar for at skabe varige løsninger.

For det tredje vidner den høje valgdeltagelse ved EP-valget om, at vælgerne ønsker en EU-positiv dagsorden og at EU går forrest med globalt lederskab. Danskerne efterspørger løsninger på grænseoverskridende problemer, og de forventer, at deres politikere medvirker til at finde dem.

Set i det lys mener vi, at hvis det parlamentarisk er muligt, så bør Socialdemokratiet, Venstre og Radikale danne en regering efter folketingsvalget 5. juni.

En SVR-regering vil være garanten for en stabil, ansvarlig og bæredygtig økonomisk politik. Vi vil i et fælles kompromis kunne skabe balance ved at føre en langsigtet og fornuftig politik, der kommer hele landet til gode. Fællesmængden mellem de tre partier er så stor, at vi sammen vil kunne skabe de varige løsninger, som vælgerne efterspørger og som kloden har brug for. Det vil skabe vækst og flere penge til velfærd. I stedet for parlamentarisk fastlåsthed, vil vi kunne få en handlekraftig dansk regering, der både passer på og udvikler Danmark.

I forhold til en smallere SV-regering vil Radikal regeringsdeltagelse give store fordele.

Dels er Radikale et ansvarligt parti, der kan sikre de nødvendige økonomiske reformer af velfærdssamfundet, og holde de værste økonomiske udskejelser fra døren, som en SV-regering kunne tvinges til. Dels har Radikale en stærk position indenfor bæredygtighed, hvilket kan holde de to regeringspartnere til ilden. Dels er Radikale et parti, der altid har kunne arbejde til begge sider. Måske det er tid at de gør det samtidigt.

Radikale vil i en regering med Socialdemokratiet og Venstre også kunne sikre globalt lederskab i EU. Er Radikale med i regeringen er de direkte med til at udpege kommissæren, som jo er regeringens suveræne kompetence. Margrethe Vestager har været en fremragende konkurrencekommissær, der nyder stor respekt og anerkendelse i Europa og resten af verden. Hun er den absolut mest kompetente repræsentant Danmark kan sende, er et brand i sig selv og er den mest indflydelsesrige dansker på globalt plan.
Var der direkte valg til kommissærposten, ville hun vinde afstemningen suverænt. Det vil være en stor svækkelse af Danmark, hvis hun ikke fortsætter i sin rolle.

Endelig vil det holde yderfløje og populister uden for indflydelse. Partier som Stram Kurs vil ikke igen kunne holde dansk politik som gidsler. Samtidig vil der på hver side af en SVR-regering vil der være et sundt lag af en konstruktiv kritisk opposition i form af SF, Alternativet, Konservative, DF og Liberal Alliance, der vil holde regeringen på tæerne og sikre, at den bliver holdt til regnskab for den førte politik. Det vil give dynamik og innovation.

Kritikerne vil indvende, at historien viser at en SVR-konstellation er ustabil, politikforskellen partierne imellem for store og at en sådan regering vil være handlingslammet.

Vi mener at de store samfundsudfordringer gør, at situationen i dag er helt anderledes end f.eks. for SV-regeringen i 1970’erne. Partierne er i dag nødt til at gå på kompromis, hvis løfterne til vælgerne om ansvarlighed skal holdes. Der er en klar bevidsthed om, at det politiske system ikke kan fortsætte med stilstand og den uproduktive blokpolitik.

I substansen er politikforskellen i dansk politik ikke særligt store. 90% af al lovgivning i folketinget vedtages med brede flertal. Og fraset yderfløjene er alle partier grundlæggende enige om, hvad det er for et fælles Danmark vi ønsker.

I valgkampen har vi set en tilnærmelse mellem Venstre og Radikale, ikke mindst i diskussioner om integration og udlændinge samt aftale om pension. Det er ikke et tilfælde, at den tidligere Venstre statsminister Poul Hartling som FN’s flygtningehøjkommissær modtog Nobels Fredspris i 1981 på vegne af UNHCR. Det var fordi han var en af hovedkræfterne i at muliggøre kvoteflygtninge. Det illustrerer at de socialliberale og liberale partier har fælles tankegods. Radikale vil skulle acceptere den fair og faste udlændingepolitik, som et stort flertal i befolkningen bakker op om. Til gengæld vil V og S skulle acceptere at modtage kvoteflygtninge. Stoppet for kvoteflygtninge var i forvejen en helt unødvendig stramning, som et bredt flertal bør gøre op med.

Selvom der er forskelle i partiernes udmeldinger – der er jo trods alt en valgkamp i gang -, så er forskellene kort sagt ikke større end at SVR sagtens kan arbejde sammen, også efter denne valgkamp.

Og det er værd at huske på, hvad det egentlig er vi i fællesskab har opbygget gennem tiden i Danmark.

For vi er et land, der gennem generationer i fællesskab har opbygget en universel velfærdsstat, et liberalt demokrati, en stærk retsstat, korruptionsfri institutioner, begrænset ulighed og en stabil økonomi. For mange andre lande er det en situation, de nærmest kun kan drømme om at befinde sig i.

Men tingene er ikke kommet af sig selv. Det har krævet hårdt arbejde, svære beslutninger og ikke mindst en vilje til forandringer og nytænkning. Socialdemokratiet, Venstre og Radikale har alle store aktier i succesen. Hvis man ser på opbygningen af velfærdsstaten i 1960’ere og de nødvendige økonomiske reformer i 1980’erne, så var de resultatet af modige politiske beslutninger og visioner. Det vidner om, at hvis politikerne tør tænke længere frem end til næste valg og tør tage ansvaret for det fælles bedste, så kan det forandre tingene markant.

Lokalt ved man godt, at vigtige beslutninger klogest træffes i fællesskab. At det er bedst, når man finder holdbare løsninger, som vi på tværs af partiskel og anskuelser kan bakke op om. Ansvarligt samarbejde mellem de tre partier ses ofte i kommunerne og regioner. Så hvorfor ikke nationalt?

Det er nu det nye folketing skal gå forrest.

Farvel Vendsyssel

Nuvel, det er selvfølgelig irrationelt af mig at være gnaven over Vendsysssel FF’s nedrykning fra superligaen.

De var trods alt nedrykningsfavorit ved sæsonens begyndelse, og jeg kan ikke engang påberåbe mig, at deres tur ned i 1. division er uretfærdig. Klamphuggerne har jo haft ikke bare én, men to chancer for at undgå nedrykningen; først mod Horsens, siden mod Lyngby. Vendsyssel magtede ikke at vinde i de fire kampe, og så får man altså som fortjent.

På den anden side … jeg synes ikke Vendsyssel i denne sæson har været dårligere end Hobro, tværtimod faktisk. De har spillet bedre, om ikke andet så i kampene mod AaB. Jeg mente – og mener fortsat – at deres trup og spil er bedre end både Horsens og Lyngbys. Og jeg vil helt usagligt meget hellere have et superligahold Nordenfjords fra end et fra Himmerland. Så jo, jeg er irriteret.

Men efter en jammerlig sæson, så strammede Hobro sig an da det virkelig gjaldt. Viborg blev ekspederet ud med samlet 3-0, og Hobro sikrede sig en ny sæson i superligaen. Vendsyssel gik derimod helt i stå, fyrede træneren før de to sidste kampe og virkede i almindelighed rådvilde. Spektaklet fulgte efter en farceagtig vinter, hvor man også skiftede sportsdirektøren. Nu skal det hele bygges op igen og truppen skal igennem endnu en enorm udskiftning. Det bliver en hård 1. Division, hvor der kun er én oprykningsplads og der skal kæmpes med stærke konkurrenter i form af Vejle og Viborg. Jeg er langt fra optimist på Vendsyssels vegne, det må jeg indrømme.

På den anden side betyder det også at jeg kan se frem til flere nordjyske fodbold besøg her i verdens navle. Og hvis de synes deres klub er et galehus deroppe i Hjørring, så skal de bare kigge lidt på hvad der foregår her i FC Roskilde. Matchfixing, omlægning til deltids-setup og et ikke-eksisterende trænerteam.

Vi lever i den bedste af alle verdener, og jeg kan næsten ikke vente til næste sæson!

Ctesiphon

Er igang med Peter Frankopans ‘The Silk Roads’.

Læser om Ctesiphon, der var hovedstaden i det persiske imperium i mere end 800 år. Men jeg havde indtil denne morgen aldrig hørt om stedet. I dag er der kun gjort ganske få arkæologisk fund fra det, der i samtiden var kendt som verdens navle. Sætter tingene i perspektiv. Menneskelivet er kort, og de fleste ting falder sammen og bliver glemt med tiden. De fænomener, vi betragter som permanente eller uforanderlige, vil ikke vare ved.

Så man bør nok prioritere at leve i nuet, og sørge for at efterlade gode ting til de principielt uendeligt mange generationer, der vil efterfølge os.

For en dag er vi også Ctesiphon.