Overspringshandlinger

Man skal kende sig selv. Og et monomant fokus på og detaljeret dyrkelse af noget, der i realiteten er inderligt ligegyldigt, er et stensikkert tegn på at jeg er eksistentielt frustreret, føler mig småfortabt og at jeg har behov for eskapisme til en lille verden, hvor alting giver mere mening.

I mit tilfælde er det lig med at fordybe mig i ting, som jeg kan kontrollere til perfektion.

Det kan være at optimere mit hold i Football Manager. Med et dertil indrettet snydeprogram kan jeg give min klub uendelig god økonomi, det fuldendte scouting setup, et suverænt trænerteam og et væld af stjerner i svøb. Jeg har igennem tiden bygget episke storhold op i Porto Alegre, Moskvas forstæder og Hjørring. Det er absolut intet problem, hvis man er omnipotent. Og hvis det helt uventede skulle ske – altså at jeg taber en kamp – så kan jeg heldigvis altid genstarte spillet, og spille kampen om indtil jeg får det ønskede resultet. Det er et drømmeunivers. Det er reguleret. Det er ordentligt. Det er perfekt.

Det kan også være at se på mit produktivitetsworkflow (sic). Hvilke apps bruger jeg til at optimere min produktivitet? Er Todoist eller Things den bedste til formålet? Hvordan får jeg flettet Evernote ind? Eller hvad med Trello? Hvordan styrer jeg alle mine åh-så-vigtige projekter?1

Og så er der en golden oldie, som er flugtdestinationen i disse dage: Mit blog-setup. Eller foldet endnu mere selvhøjtideligt ud: mit eksterne kommunikationssystem. Hvilke sociale medier er jeg på? Hvordan bruger jeg dem optimalt? Hvordan distribuerer jeg bedst mine indlæg? Hvad er balancen i indholdet mellem Sofisten og min anden ikke-anonyme blog? Hvordan skal designet være? Hvilke redskaber (Ulysses? MarsEdit? Og hvad med på mobilen?!) er bedst til at maksimere min skrivelyst og kreativitet? Hvordan får jeg bygget et perfekt skribentpalads op? Bør jeg snart investere i et mekanisk keyboard, så jeg virkelig kan tampe igennem med min to-finger skrivestil?

Altsammen er store spørgsmål, der heldigvis sørger for, at jeg ikke behøver forholde mig til de større ting i skriveligningen: A) At mit uendelige pilleri med platforme og kanaler betyder at jeg ikke får skrevet noget og B) Jeg ikke har nogen læsere.

Og således når vi den fulde cirkel. For selvom de eskapistiske aktiviteter virkelig giver mig en stor (tom) glæde, så har de desværre en tendens til ikke at løse de rigtige problemer. Men indtil det sker, så håber jeg at I sætter pris på det lækre blogdesign og de mange forførende måder, man kan nyde min spændende personlighed på flere platforme.

  1. Og så taler vi selvsagt ikke højt om, at de nævnte projekter alle har det med at gå i stå.

Ud af hamsterhjulet

For et par uger siden spurgte Financial Times “If you could only rescue one book, which would it be?”.

Jeg er ikke for alvor kommet frem til et velovervejet svar endnu, men indenfor faglitteraturen er Gregory Clark ‘A Farewell to Alms: A Brief Economic History of the World’ (2007) et godt bud.

Det er et stykke tid siden jeg læste bogen sidst, og jeg mindes, at jeg ikke var overbevist af alle Clarks teser. Men hans helt centrale pointe var øjenåbnende for mig: at menneskeheden indtil ca. år 1800 var fanget i en ‘Malthusian trap’. Det betød at produktivitetsstigninger gennem de hidtidige inkrementelle teknologiske fremskridt var blevet ædt op af voksende befolkning.

Konsekvensen var at i det helt store billede, så var den ‘almindelige person’ i år 175o ikke økonomisk bedre stillet end en person i bronzealderen. Det er et svimlende perspektiv, som Clark åbnede mine øjne for. Menneskeheden befandt sig i et hamsterhjul, som vi ikke kom ud af før den industrielle revolution ændrede alt. De nye teknologier og maskiner var et kvantespring i vores fælles historie.

Det illustreres måske allerbedst af figuren ovenfor, som jeg har lånt fra Clarks bog. Der er i menneskeheden historie kort sagt et før og et efter den industrielle revolution1. Og antallet af mennesket er vigtigt at huske, når man diskuterer jordens fremtid og vores overordnede udvikling.

Jeg kom til at tænke på Clarks bog igen, da jeg for nylig læste om en række danske klimaforskere, der argumenterer for at overbefolkning er det største globale klimaproblem – og man bør derfor indføre en global etbarnspolitik.

Min reaktion på forslaget var og er stærkt negativ. Det er indtil videre kun totalitære diktaturer der har været villige og i stand til at gennemføre etbarnspolitikker. Det burde i sig selv sige noget om, hvad det er for en type politik: et grundlæggende drakonisk overgreb på den individuelle frihed.

Endelig er der det mere spekulative glidebane-aspekt.

For hvis overbefolkningen er et problem og vi derfor skal gøre noget ved de ufødte børn … hvorfor så ikke gøre noget ved de allerede fødte? Hvorfor er et liv pr. definition mere værd, bare fordi man er født, end hvis man ikke er?

Hvis jeg skal være lidt spydig og komme med en historisk parallel: I Vesteuropa havde man i 1450 en langt højere levestandard i end både i år 1300 og år 1800? Hvorfor? Fordi pesten havde gjort gjort kål på 50% af befolkningen, så der var meget mere velstand tilbage til de overlevende. Med tiden steg fødselsraterne dog som de altid havde gjort det, og så var europæerne ellers tilbage i hamsterhjulet igen for fuld kraft. Så hvis man som totalitært tænkende allerede er klar til at eliminere de ufødte børn fra fremtiden, så er det da oplagt også at lave en kritisk cost-benefit analyse af de allerede fødte menneskers værdi, I ved nok, for klimaet og klodens skyld.

Bevares, jeg er polemisk nu, og ingen af forskerne argumenterer i retningen af et democid. Men etbarnspolitikker og lignende indgreb er udtryk for en totalitær tankegang, som jeg finder skræmmende. Ikke fordi jeg ikke anerkender problemstillingen med overbefolkningens konsekvenser – man skal bare se på grafen ovenfor for at blive bekymret – men det er ikke løsningen med etbarnspolitikker eller andre indgreb mod individet og familiernes ret til at få de børn, de ønsker.

Hvad vi har brug for er det der har reddet og holdt menneskeheden ud af hamsterhjulet hidtil: Nye produktivitetsfremmende teknologier, bæredygtighed og ændrede forbrugsmønstre. Vi har brug for teknologiske landevindinger af industriel revolution’ske dimensioner, ikke for formynderiske regulering.

  1. Selvfølgelig er der også andre banebrydende opfindelser. Haber–Bosch processen, der muliggjorde fremstillingen af kunstgødning og bogstaveligt talt brødfødte milliarder af mennesker. Og Norman Borlaugs ‘grønne revolution’, der aflyse en ny-malthusisk situation. []

Nordens Paris

Nuvel, jeg skal ikke sidde her og påstå at Aalborg er blevet pæn i de snart 20 år, jeg ikke har boet der. Det gælder sikkert stadigvæk, at man kun for alvor kan holde af byen, hvis man selv kommer derfra. Men så er det til gengæld også svært at løsrive sig fra stedets identitet, skulle jeg hilse at sige.

Men det mentale klichébillede af Aalborg, I ved nok: post-industri, Ejersbos ‘Nordkraft’, den lurvede råhed, det er ikke længere gældende for store dele af byen. Jo, selvfølgelig stadig i Vejgaard og den slags steder, træerne vokser trods alt ikke ind i himlen. Men gå nogle ture i Vestbyen, langs havnepromenaden eller i bymidten. Det er blevet helt kosmopolitisk og universitetet udvider tilsyneladende i det uendelige. Der sker noget i Aalborg, det er et sted der vil fremad. Det er ikke alle byggerierne der er lige smukke, men den der lidt tvære du-skal-ikke-komme-her-og-spille-smart attitude jeg husker fra 1990’erne, den er der ikke mere. Aalborgenserne er begyndt at have noget at have det i, når de går rundt og fortæller hinanden at de bor et fremragende sted.

Nu vil den skeptiske læser helt korrekt kunne indvende, at jeg ikke ligefrem er den mest objektive person til at vurdere Aalborgs lyksagligheder. Og fire påskedage i solskinsvejr kan som bekendt få selv de mest livstrætte steder til at fremstå attraktive. Men jeg tror nu alligevel de har fat i noget rigtigt deroppe. De er i en god udvikling. Det kan jeg se, når jeg selv bor i Roskilde, hvor tingene mildest talt ikke buldrer derudaf.

Blaserthed

Hvis jeg skal være helt ærlig, så husker jeg kun brudstykker af det sociologi, som jeg havde på de første par semestre af statskundskabstudiet. Faget var grundlæggende spændende – faktisk er jeg nok mere sociologisk end politologisk interesseret -, men undervisningen var uambitiøst indrettet.

Fremfor at give et indblik i sociologien som samfundsvidenskab, blev det i stedet til en gennemgang af forskellige klassiske sociologers teorier. Succeskriteriet til eksamen var ikke at de studerende kunne ‘anvende’ sociologien, men blot at de kunne forstå og forklare de gængse teorier. Hvilket vel kan være relevant nok, men det føltes hverken intellektuelt mættende eller inspirerende. Der var derfor meget få statskundskabere, der skænkede sociologien en tanke igen efter at eksamen på andet semester var overstået. Hvilket vel samlet set ikke var meningen med det hele?

Nå, men for nu endelig at komme til sagen: Den tyske sociolog Georg Simmels teori om bylivet fra 1903, er en af de få ting, jeg rent faktisk kan huske noget af fra faget.

Simmel sammenlignede livet i landsbyen og storby. Hans pointe var ikke overraskende, at der er forskel – ikke mindst når det handler om menneskers sociale liv.

Hvor det sociale liv i landsbyen er karakteriseret ved ansigt-til-ansigt relationer, kendskab i lokalmiljøet, social kontrol og sladder, så er det sociale liv i den moderne storby præget af anonyme, ansigtsløse, abstrakte relationer og mindre grad af social kontrol. Bylivet giver dermed klare fordele mente Simmel – individet får plads til at være sig selv og der er øget tolerance for forskellighed –  men også store ulemper: mere ensomhed og rodløshed, overfladiskhed og oplevelsessyge.

Endelig mente Simmel, at livet i byen har en anden afledt effekt: blaserthed.

De blaserte storbyboere er svære at imponere og engagere. De bliver mindre begejstrede og er sløvede for indtryk. Er distancerede og uempatiske. Når relationerne er så abstrakte, så er det vanskeligt for det enkelte menneske at føle noget for dem, eller at engagere sig i de ting, der sker omkring en. Og det især hvis individet samtidig bliver bombarderet med sanseindtryk, distraktioner og kamp om ens opmærksomhed.

Dette fænomen – blaserthed – har jeg tænkt lidt over de senere dage, hvor Nørrebro gik amok efter Rasmus Paludans såkaldte demonstrationer.

For både Paludans idiotiske manifestationer og de efterfølgende uroligheder får mig til at føle … ingenting. Ej, det passer ikke; de fylder mig med en eksistentiel træthed og undren over menneskehedens kapacitet for stupiditet, men ellers ikke noget. Jeg bliver hverken vred, oprørt eller provokeret.

Hvorfor er det sådan? Hvorfor er jeg blevet blasert og resigneret overfor begivenheder, som måske i gamle dage ville kunne have hidset mig op? Er det fordi det alligevel ikke gør nogen forskel alligevel, hvad jeg går rundt og mener om ting (og det derfor er nemmere og mere rationelt at fokusere på at få min egen tilværelse til at hænge sammen)?

Denne fundamentale afmagt over egen manglende betydning er utvivlsomt en del af forklaringen. Men det er ikke det eneste, der spiller ind. For henover de sidste 10 år er jeg blevet mere og mere blasert og apatisk overfor politiske og ideologiske spørgsmål i almindelighed. Hvilket er et paradoks: Jeg er jo et aktivt partimedlem og burde være optændt af de helliges ild. Men jeg mindes ikke, hvornår jeg sidst har haft en seriøs politisk diskussion med nogen om et aktuelt emne. Hvilket vel ikke giver meget mening, når man tænker over det.

Jeg tror at det er den effekt, som moderne politisk kommunikation, teknokratiseringen, ‘nødvendighedens politik’ og Trump har på mig. Meget få ting kan virkelig engagere mig. Det hele er blevet for abstrakt, distanceret og ubehageligt til mig, så jeg er blevet sløvet og vil egentlig helst stå af nyhedsvognen. Det føles langt, langt mere relevant for mig at fordybe mig i mine børns trivsel eller nye produktivitetsfremmende apps, end det gør at diskutere ytringsfrihed og integrationspolitik.

Er bevidst om at det ikke er en positiv udvikling. Hvis for mange gør som mig og blasert stempler ud af kampen for at skabe et bedre samfund, så er det netop at tosser som Rasmus Paludan og bøllerne på Nørrebro får lov at sætte retningen.

Så jeg vil forsøge at engagere mig selv igen. Bryde med Simmels forudsigelser og komme ud af blasertheden.

De danske ministerier: Poul Schlüters tid 1982-1993

I disse valgtider er det fascinerende at læse ‘Poul Schlüters tid 1982-1993’.

290103

Størrelsen og karakteren af de økonomiske udfordringer, som Danmark stod overfor i 1982 og årene frem, kan give læseren gåsehud selv i dag. Samtidig sætter de helt nødvendige, fremtidsdefinerende og smertefulde politiske beslutninger, som den nye regering tog dengang, den nuværende politiske malaise i et trist perspektiv.

For hvor mange af nutidens politikere ville have haft viljen, evnen og formatet til at trække Danmark ud af krisen, sådan som folk som Henning Christophersen gjorde det dengang? Lars Løkke? Mette Frederiksen? Søren Pape? Thulesen Dahl? Næppe. Vestager? Måske. Hun har i hvert fald bevist, at hun ikke er bange for at det gør ondt. 

Nåh, jo. Bogen er i øvrigt god. Anbefales til alle politisk interesserede, der måske ikke lige husker alle detaljerne fra dansk politik i 1980’erne.

Sleeping Giants

Helt tilbage i 2007 brokkede jeg mig over at min daværende yndlingsforfatter Douglas Coupland havde en utiltalende tendens til ‘Gilmore Girls’-dialog.

Det vil sige at hans karakterer uanset konteksten – mødt den store kærlighed! livstruende sygdom! verdens undergang! dårlig hårdag! – konstant leverer overdrevet begavede og hyperironiske replikker, hvor de popkulturelle referencer drysser som manna fra himlen og citeringspotentialet er altid i top.

Men selvom jeg har stor respekt for teenageres intellekt og den snappe dialogstil bestemt kan være morsom i afmålte mængder, så ser jeg mest af alt ‘Gilmore Girls’-syndromet som et udtryk for, at en forfatter ikke magter at konstruere en realistisk karakter. I stedet for at lade ens karakterer reagere nogenlunde normalt, bliver de til enerverende karikaturer. Det kan selvfølgelig være en selvstændig pointe for en forfatter at konstruere den slags karakterer, men mest af alt er det fattigt.  

Sleeping Giants

Desværre lider også Sylvain Neuvels ’Themis Files’ trilogi af det beklagelige syndrom. Det ellers spændende science fiction plot martres af hovedpersoner, der aldrig fattes ord, er grotesk omnipotente og altid – ALTID! – har en rap replik på lager. Det blev allerede for meget i første bind, og her to bøger inde ved jeg ikke rigtig om jeg orker at få læst den sidste. Det er, i manglen af et bedre ord, ærgerligt.

Forstå mig ret: Forfattere behøver ikke at skrive kedelige karakterer eller overdrevet fejlbehæftede personer. Jeg leder heller ikke efter en smådum antihelt. Og ja, når vi er indenfor de mere fantastiske genrer – science fiction, fantasy, horror – så er det muligvis fjollet af mig at forlange realisme. Men altså … stop nu med de der über-kække replikker. Der er jo ingen der taler sådan. Heller ikke når robotter fra rummet er ved at udslette menneskeheden.

Det burde ikke være umuligt at skrive genrelitteratur med flerdimensionelle karakterer; det kræver blot en dygtig forfatter. Heri består muligvis det grundlæggende problem. For på trods af at Neuvel kan skrue et spændende plot sammen, så har han andre forfattermæssige mangler.

Jeg ender nok med at give sidste bind, ‘Only Human’, en chance. Men derefter tror ikke at jeg opsøger Neuvels forfatterskab igen lige foreløbigt.

Gråt i gråt

Rasmus Würtz og Kasper Risgaard stopper i AaB, og jeg føler ingenting. Som i ingenting. Hvilket er aldeles forrykt; det er jo to sande AaB’ere, hædersmænd, mestre, kulturbærere og alt det der. Jeg burde være rørstrømsk, men det eneste jeg tænker er: Luk døren når I går, tak.

Jeg må indrømme, at de senere sæsoners deroute har gjort et eller andet ved mig. AaB er og bliver min hjerteklub, men det er et træt, mishandlet og noget melankolsk hjerte efterhånden. Ikke at jeg er ligeglad. Bestemt ikke. Men jeg forventer ikke længere, at mit fodboldhold kommer til at gøre mig glad, stolt eller bare (i manglen af bedre) positivt overrasket.

Mine forventninger er helt væk. Jeg forventer kun middelmådighed, skuffelser og et bittert drag om munden. Og jeg kan ikke engang romantisere det, eller iklæde de senere års elendigheder i en falsk eksilnordjyde patriotisme. For AaB er ikke elskelige tabere. De er aldrig lige-ved-og-næsten. De er ikke de sympatiske underdogs, der bliver uretfærdigt snydt for triumferne. De spiller ikke godt, tværtimod, AaB har i flere sæsoner været ligaens måske kedeligste hold. Vi tilhængere har heller ingen episke kan-du-huske-dengang kampe at dulme smerten med, i hvert fald ikke fra nyere tid.

AaB er grå, ligegyldige og irrelevante. De har ikke engang den simple anstændighed at være så pivringe, så vi i det mindste kan få os lidt nedrykningsdrama at varme os ved. Nej, det bliver en 7. eller 8. plads … og ellers ingenting. Det er nok denne … gråt i gråt tilstand, som jeg nu associerer med Würtz og Risgaard. Og det er nok derfor, at deres exit ikke afstedkommer nogen emotionel reaktion hos mig.

Det egentlige spørgsmål: Hvordan skal jeg nogensinde kunne lære mine børn, at der kun er én klub i Danmark – AaB – der er værd at elske? For det er måske sandt for mig, hvis sjæl for længst er skadet, ikke kan repareres og ikke kan elske en ny mere? Men de to små rockere? Hvorfor skulle de holde af noget så inderligt ligegyldigt, som en middelmådig fodboldklub fra deres fars fjerne hjemstavn?

Tanken smerter. De ender jo som, gulp, fans af en af hovedstadsklubberne, hvis ikke der sker en forbedring. Det er en ulidelig tanke.

Bagarmossen Blues

Der er få steder i Skandinavien, der er decideret appetitlige her i den traurige post-vinter/præ-forårs fase. Det begrædelige faktum omfatter desværre også Stockholm.

Temperaturen er et ubestemmeligt sted mellem 0 og 5 grader. Det blæser kønsløst. Himlen er cementgrå. Rundt om ligger der skidne grå snedriver, som blot venter på at en hårdt tiltrængt temperaturstigning gør en ende på deres lidelser. Der er end ikke antydningen af grønt på træerne, faktisk har en flora sjældent fremstået mere opgivende. Imens luffer de indfødte rundt i dynejakker, drikker kaffe af deres papbægre og kniber mismodigt øjnene sammen.

Forstaden – hvor svigerforældrene har en 1-værelses, der tjener som vores hjem på ferien og hvor der i skrivende stund ligger to snorkende børn (og ditto kone) og skaber den rette baggrundsstemning til skrivningen af dette indlæg – lignede ved dagens ankomst til forveksling Bukarest under højstalinismen, eller måske mere rammende Grozny anno ca. den anden russiske angrebskrig. Nuvel, måske en smule overdrevet, men livsbekræftende var det sandt for dyden ikke.

Satser på flere farver og liv i morgen. Alt er gået fint hidtil, inkl. en fem timers togtog med mine to bavianer af et par børn. Vi har tilmed indkøbt alle de småperverse svenske madvarer, som min eksil-svensker af en kone ikke kan få i det daglige hjemme i Roskilde, så der er lagt op til fest.