Jeg havde nærmest glemt alt om Badly Drawn Boy og hans ærkebritiske pop. Men så udgiver han ‘Is This a Dream’ og jeg tilgiver ham straks det lange fravær. Verset er næsten bedre end omkvædet, og det er skønt at have ham tilbage.

Twitter

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal stille op med Twitter. Det er alt sammen meget ambivalent.

På positiv siden er at Twitter er de (for mig) interessante menneskers primære kommunikationskanal. Det er her politologer, sociologer, historikere, økonomer, journalister og andet godtfolk deler viden og forsøger at præge dagsordenen. Twitter er også stedet, hvor jeg kan finde relevante links og spændende artikler. Venner og familie deler børnebillederne andre steder, men for en uforbederlig nyhedsjunkie som undertegnede, så er Twitter klart det mest relevante sociale medie.

Bagsiden til den styrke er så at Twitter er en FOMO-producerende samt produktivitets- og nærværsdræbende maskine. Der er ganske enkelt noget usundt vanedannende og fokussmadrende ved at følge med i det uendelige flow af indlæg. Og ER det virkelig strengt nødvendigt for mig at være opdateret konstant?

Samtidig er det ikke for alvor en relevant digital platform for mine skriverier.

Dels kræver det alt for meget tid, energi og aktivitet at blive ‘relevant’ og ‘opdaget’ derinde. Jeg har simpelthen ikke kræfterne eller intellektet til at få den fornødne opmærksomhed fra de tunge spillere på Twitter. Dels påvirkede det min kreativitet og skriveflow at jeg skulle holde mig under de fornødne 360 tegn. Endelig bryder jeg mig ikke mig synderligt om at skrive twitter’sk, i.e. i konflikteskalerende og skarpe one-liners.

Hidtil har jeg crosspostet indlæggene fra min offentlige blog til Twitter i det forfængelige (og lidt medynksvækkende) håb om, at det ville lokke nye læsere til at opdage min pragtfulde personlighed og indsigtsfulde ordflom. Det er dog slut nu. Dels skete der ingenting. Tro det eller lad være, men alle mine velargumenterede guldkorn og frækt-djøffede betragtninger får 0 opmærksomhed derinde. Ja, det chokerede også mig, men svinene nægtede at æde mine perler.

Det skete vel at mærke samtidig med at cross-feederiet gik ud over min måde at skrive på, hvis indholdet partout skulle passe ind i den herskende Twitter-skabelon. Jeg har behov for at kunne skrive længere, mere … og (håber jeg) bedre. Endelig vil jeg helt ideologisk egentlig helst gerne holde mit indhold væk fra de store corporate overvågningskapitalistiske siloer, såsom netop Twitter og facebook.

Så jeg sletter ikke min profil (endnu). Men jeg vil forsøge ikke at læse så meget mere med derinde. Det er ikke godt for mig og min skrøbelige sjæl. Og jeg vil samtidig fokusere min digitale tilstedeværelse, så det kun foregår her på Sofisten og på min offentlige blog. Jeg bliver i teorien sværere at finde, men så må det være sådan.

Etiske kvaler

Jeg er blevet et af den slags mennesker, der meget nødigt færdes alene i det offentlige rum uden at have mine bombastiske høretelefoner på. De er min kilde til musik og podcasts, ligesom de lukker så dejligt effektivt af for knævrende kolleger og råbende børn.

Stor var sorgen derfor da mine hidtidige tro følgesvende gik i stykker forleden dag. Nu er jeg så i intense forhandling med mig selv om hvor ekstravagant, jeg moralsk og etisk kan tillade mig at være i at købe en erstatning. Der er grundlæggende konsensus i alskens tests om at Sonys WH-1000XM3 er det helt rigtige faglige valg. Men prisen? At anvende +2.000 kr. på et par høretelefoner føles forbryderisk og ødselt. Omvendt anvender jeg dem jo konstant, så det vil et fjollet sted at spare. Hvilket horribelt dilemma!

Må hellere sove på det. Heldigvis holder butikkerne her i Korsbæk søndagsåbent i morgen.

Vintervinduet

Jeg kan ikke blive enig med mig selv om hvad jeg skal føle her efter AaB har afsluttet vinterens transfervindue.

På den ene side er jeg ganske veltilpas ved salget af Mikkel Kaufmann. 25 mio. kr. for en 19-årig spiller, som jeg aldrig for alvor fik føling for? Jo tak.

På den anden side efterlader det et tyndt besat angreb, som klubben ikke forstærkede. Van Weert er en habil angriber, men han er meget skadet. Og jeg har ikke glemt perioden i begyndelsen af sæsonen, hvor han han ikke kunne score et mål, selv hvis han fik den smidt lige i ansigtet. Hvis han lægger sig igen med en ny hjernerystelser, så er eneste direkte alternativ en U19-angriber. Det virker … ikke betryggende.

Samtidig lykkedes det ikke at få en bette skilling for Jeres Okore, der har virket umotiveret for at spille i AaB igennem længere tid. Nu hænger vi på ham til sommer, hvor han er transferfri. Det er stærkt irriterende, især fordi hans afløsere forlængst er købt. Jeg formoder det manglende salg igennem de senere transfervinduer skyldes Gaardes inkompetence. Men alligevel. Historien om ham er mildest talt nedslående.

Abildgaard håber jeg stadig når at blive solgt denne vinduer. De taler om Rubin Kazan, og det russiske transfervindue er ikke lukket endnu. Jeg håber for AaB salget går igennem, ikke mindst efter Gaarde fik smidt sommerens forhandlinger med Sparta Prag på gulvet. 15 mio. for en reservespiller vil være mere end fint. For Abildgaard personligt er jeg mere ambivalent. Hvis han er er blot moderat som de fleste andre AaB-spillere – søde drenge med akutte hjemstavnstraumer og ulyst til verden udenfor 9000 – så kommer tatarerne i Kazan til at flå ham i stumper og stykker. Man må håbe for ham at lønnen bliver god.

Men alt i alt peger AaB-pilen nedad. I hvert fald indtil de får penge i kassen for Abildgaard.

Med 52 mio. solgte enheder af Nintendo Switch, overgår den nu det samlede salg af min elskede Super Nintendo. Det forstår jeg egentlig godt. Switch’en er en skøn konsol, som jeg har tilbragt (alt for) mange timer sammen med det seneste halve års tid. Mestendels intenst optaget af mesterværket ‘Octopath Traveler’, men den seneste måned også af retrorollespil som ‘Final Fantasy’ IX og XII. Switchen leverer på alle fronter, og jeg er vild med den 🎮

Kørt fast i dyster læsning

Er gået en anelse i stå i min faglitterære læsning. Kan ikke for alvor få gjort noget ved de bøger, der efterhånden har givet mig dårlig samvittighed siden begyndelsen af december.

Ivan Krastev & Stephen Holmes ‘The Light that Failed’ er ellers i udgangspunktet lige noget for mig. Et politologisk-historisk tilbageblik på seneste 30 år siden Murens fald. Mmmm. Tilmed med et særligt fokus på udviklingen i de central- og østeuropæiske lande. Altså, Sofisten anno 2006 ville slet ikke kunne være i sig selv ved den beskrivelse. Sofisten anno 2020 har dog noget nemmere ved at holde begejstringen i ro. Ikke at det er en uinteressant eller dårligt skrevet bog. Tværtimod har de 20 sider jeg indtil videre har læst været både begavede, indsigtsfulde og tankevækkende. Men … de har også været nedslående. På det personlige plan er jeg hvis ikke oprørt, så dog fundamentalt deprimeret over at tingene gik som de gik. At verden ikke er et bedre sted. At håbene fra dengang om frihed løb ud i sandet. Og at vi kigger ind i en fremtid, der ikke virker lovende for mine børn. Så måske det snarere er mig – og ikke Krastev & Holmes – den er gal med. Bogen er jeg i hvert fald gået i stå i.

Eric Kaufmanns kontroversielle ‘Whiteshift’ var på mange must-read lister sidste år. Det forstår jeg egentlig godt, men jeg er her efter halvanden måned ikke helt mentalt klar på 580 sider om den samfundsmæssige betydning af at hvide indenfor de næste årtier ikke længere er i majoriteten i den vestlige verden. Måske der er emnet, måske det er de mange tætskrevne sider med lille skriftstørrelse, der hæmmer mig. Uanset forklaringen, så kommer jeg ikke videre i den.

Endelig gav mine forældre mig Rune Lykkebergs ‘Vesten mod Vesten’ i fødselsdagsgave. Endnu en bog der kredsen om krisen i de vestlige liberale demokratier, man aner efterhånden et mønster. Jeg burde se at få den læst, men Lykkeberg som skribent er begyndt at irritere mig. Første gang han tilbage i begyndelsen af 10’erne lavede sit ‘jeg fortolker samtiden ved at analysere popkultur og løfte det (for) højt op i Informations-klummeskribent niveau’-stunt syntes jeg det var vældig fornøjeligt og begavet. Her i mit midaldrende tusmørke virker det imidlertid mere selvsmagende og trættende. Nej, Lykkeberg, ærligt talt, ‘Hunger Games’-bøgerne er ikke for mig de primære kilder til at forstå den vestlige verdens dekadente forfald. Så jeg går i stå, hvilket frustrerer mit ego og giver mig dårlig samvittighed. Jeg vil jo så gerne være en god søn og læse de gaver, jeg får af mine forældre.

Løsningen på det hele? Det er selvsagt den nye flok bøger, jeg har til aften har bestilt på Amazon. Intet løser en læsekrise som at tilføje nye bøger i stakken!

Pet Shop Boys – ‘Hotspot’

Jeg har dødserklæret Pet Shop Boys adskillige gennem årene på nærværende blog (senest i 2016, før da i 2013), så det er måske ikke overraskende, at jeg på trods af mange års religiøs dyrkelse af dem har set meget lidt frem til deres nye album ’Hotspot’. Bevares, jeg har naturligvis forudbestilt fysiske udgaver af albummet og de tilhørende singler for længe side, men det var nu mere af pligt og loyalitet end af lyst.

I dag blev sangene så frigivet på Spotify og … ja. Jeg har lyttet albummet igennem. Hvilket ikke var en decideret ubehagelig eller pinlig oplevelse. Men der er omvendt ikke en eneste af sangene, som jeg i skrivende stund er fristet til at putte ind på mine playlister – endsige har lyst til at spille for andre mennesker med ordene ”hey, du skal lige høre det her, det er ret godt”. Der er mestendels tale om middelmådig electropop med en aldrende lyd og kun moderat fængende melodier, begået af to 65-årige herrer med tekster om clubbing og om at være forelsket i dragende unge mænd.

Denne ’3 stjerner ud af 6’-tilstand er ekstra trist, da jeg kunne have ønsket for Neil og Chris at de denne gang havde begået én vaskeægte popperle med hitlistepotentiale. I stedet for den her langstrakte og indelukkede fis af en musikalsk karriere, så kunne de gå på pension med god samvittighed og følelsen af aldrig at have været irrelevante. Hvilket ville være tiltrængt, de burde jo være stoppet for længst.

’Fundamental’ fra 2006 var ikke mit favoritalbum, men indeholdt i hvert fald 3-4 reelt glimrende sange. Det havde været et optimalt og ædelt tidspunkt for et 80’er-band at takke af på. Andet relevante exit var ’Yes’ fra 2009. Nok engang et album med et par fine sange (og nogle tilsvarende fæle stinkere), og flere – ironisk nok – absurd stærke b-sider. Det havde ikke været unaturligt at nyde otiummet efter det. Sidste holdbarhedsdato blev overskredet med ’Elysium’ i 2012. De to første sange på albummet er fantastiske, men resten er noget forvirret bras. ’Electric’ fra 2013 og ’Super’ fra 2016 rummer tilsammen 5 fremragende sange, men er ellers pinagtige.

Og nu er vi så her i selskab med ’Hotspot’, som ikke gør nogen forskel for nogen. Det er ikke elendigt, men det er langt fra fremragende. Men nej. Pet Shop Boys hverken kan eller vil stoppe. Som de ungdomsfikserede og stadig liderlige boomere de er, så hungrer de hele tiden efter hitTET, som de unge vil elske. Hvilket de ikke har kunne levere i ganske mange årtier nu. Deres desperation skriger nærmest ud af ordene i det interview, som man kan læse i dagens Guardian. De forsøger nu på år 20 at italesætte sig som modsætningen til ”de gamle menneskers musik”, dvs. rock. Hvilket er bizart taget i betragtning af at rockgenren som mainstream har været død stort siden år 2000. Det er trist, det er trættende og jeg gider ikke rigtig længere

Jeg gentager mig selv, jeg ved det godt. Men gid de dog ville stoppe. Det ville være en lettelse.

Her går jeg og fortæller mig selv at 38 år ikke er nogen alder, at jeg stadig har en prægtig fremtid foran mig og at jeg naturligvis nok skal nå at forandre verden. Det varer lige indtil jeg opdager at to af de helt afgørende afrikanske afkoloniseringsskikkelser – filosoffen Frantz Fanon og Congos første premierminister Patrice Lumumba – begge døde som 36 årig. De inspirerede et kontinent og blev ikoner. Hvad har jeg nået på længere tid end de fik? Måske tiden er inde til en selvransagelse.