Last Dance

Det er rart når hypen for én gang skyld holder: den nye Netflix-dokumentar om Michael Jordan virker efter de to første afsnit til at blive fuldstændig sublim.

Det ville være løgn hvis jeg sagde, at jeg for alvor var opmærksom på Jordan tilbage i hans prime i start-/midt-90’erne. Bevares, jeg har altid været bevidst om at han var et gigantisk popkulturelt fænomen og den største basketspiller igennem tiden – ikke mindst fordi det narrativ er blevet reproduceret igen og igen i de amerikanske sportsmedier jeg læser – men jeg fulgte ikke NBA aktivt dengang. Det var tiden før internettet, og de sportsresultater jeg tjekkede hver morgen på tekst-tv(!) var Pittsburgh Penguins’ seneste bedrifter i ishockey.

Men når man ser ‘The Last Dance’ bliver det klart for én, præcis hvor ikonisk han var (og er) i USA. Vi taler Muhammad Ali-klassen. Nutidens NBA-stjerner er ikke i nærheden af at have samme brede betydning. Kan mærke at de ti afsnit bliver helt essentielle for mig at få set, ikke mindst i disse tider, hvor der ingen sport er for mig at obsessese over. Og jeg synes oprigtig talt at det er ufint at jeg skal vente en uge til de to næste bliver frigivet.

Det er en på alle måder besynderlig morgen. Først Kåre Mølbaks livsbekræftende udmelding om behovet for sociale afstand i mindst et år (og al den eksistentielle rædsel det medførte), siden fik jeg den stenede Bran Van 3000 – ‘Drinking in L.A.’ på hjernen på vej hjem fra børneaflevering. Den sang har jeg ellers ikke skænket en tanke i en menneskealder, men den er helt overvældende god (og dybt underlig) her på 23 års afstand. Det er i retrospekt helt uforståeligt at den blev et hit1, men 90’erne var vel et grundlæggende absurd årti.

  1. Eller gjorde den? Jeg husker det blot som at de spillede den ofte i radioen og på MTV. Måske jeg igen betrager fortiden gennem et rosenrødt skær. []

This too shall pass

Har haft Stefan Zweig ‘Die Welt von Gestern’ liggende på boghylden i et stykke tid. Mistede dog med COVID-19 appetitten på at læse en bog om overgangen fra sikkerhed, højkultur og civilisation (Wien og Østrig-Ungarn i årtierne op mod år 1914) til barbari, krige og ødelæggelse (første verdenskrig og siden nazismens frembrud i Tyskland). Det virkede lissom nemmere at håndtere situationen med mere letbenede former for eskapisme, end at kaste mig over en selvbiografi af en østrigsk jøde, der begår selvmord i 1942 i fortvivelse over hvad det europæiske kontinent har reduceret sig selv til. 

Wiener Secessionsgebäude

Men … nu hvor de dystopiske artikler om det kommende sammenbrud af den hidtidige verdensorden bliver flere og flere, så er tiden vist moden inde til at få læst det autoritative værk om emnet. Om ikke andet, så sætter det livet lige nu og i de kommende årtier i perspektiv. Vi må håbe på at historien ikke gentager sig1.

  1. I relation hertil: jeg kan egentlig ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt det er beroligende eller deprimerende, hvis verdenshistorien er cirkulær og gentager sig selv. Det må jeg tænke mere over. []

Første og eneste politiske COVID-19-indlæg

Jeg har egentlig svoret at denne blog vil være COVID-19-fri zone. I hvert fald  de politiske aspekter. Men som alle de andre indespærrede og kuldrede tosser med fire ugers akkumuleret frustration og for let adgang til nettet, så brænder jeg inde med masser af uinformerede holdninger og opfattelser af verdens sande tilstand. Ikke mindst når det handler om de verserende diskussioner om oplukningen af landet.

Jeg blev decideret gal over statsministerens fjantede pressemøde i går. 23 minutters indholdsløst nonsens, indpakket i socialdemokratiske selvgodhed. Det var rædsomt.

Hidtil har jeg ellers – på trods af min borgerlige observans og myndighedernes skiftende udmeldinger – haft en tiltro til, at strategien var den rigtige og regeringen havde det fælles bedste for øje.

Efter i går tror jeg ikke på det længere. Nu hvor der skal åbnes op og træffes vanskelige beslutninger, der ikke kun drejer sig om at lukke ned og indskrænke frihed, så handler det igen for regeringen om partipolitik og spin. Det er mit indtryk, at oplukningen kommer til at vare alt for længe og vil blive alt dyr – og at det primært vil være fordi Mette Frederiksen (den store, autoritære Strammer) ikke vil løbe en risiko med sit resolutte image.

Det ses bl.a. i den aktuelle genåbning af dagtilbud og skoler. Det er fuldstændig vanvittigt hvad pædagogerne og lærerne bliver udsat for i det hygiejne- og kontrolregime, som lige nu lægges ned over institutionerne. De vil ikke kunne udføre deres kerneopgaver i form af omsorg, tryghed og læring, når de skal holde afstand, vaske legetøj konstant og i øvrigt selv gå og være urolige. Det er dybt fremmedgørende for børnene og medarbejderne – og det er en Sisyfos-indsats, for børnene (og afledt heraf: deres forældre) vil blive smittet på et tidspunkt. Hvilket som udgangspunkt vil være ok, da børn, deres (relativt) yngre forældre og almindeligt raske medarbejdere ikke er i risikogrupperne. Så hvorfor gennemføre en masse foranstaltninger, der hverken er effektive eller meningsfulde – men som til gengæld reducerer livsglæden hos alle parter og skaber angste børn? Og altsammen for at regeringen ikke må fremstå som for overmodig. Det giver ikke mening.

Nå, så fik jeg raset ud. Jeg er fuldstændig tryg ved at mine børns børnehave kommer til at gøre alt hvad de kan for at skabe en tryg og omsorgsfuld (anderledes) hverdag, så længe det urimelige genåbningsregimet kører. Men jeg synes ikke det er fair overfor hverken dem eller børnene, at de skal udsættes for det. Og jeg stoler ikke længere på statsministeren. Nu er det desværre politisk hverdag igen. 

Dune

Selvom ‘Dune’ stadig er en af de bøger jeg ikke tør genlæse af frygt for at blive skuffet, så må jeg sige at den kommende film ser lovende ud. Men … de kunne nu godt have brugt en flig af marketingbudgettet til at få designet et originalt logo. Bevares, det giver mening at Arrakis indgår i logoet, men det er som om at en anden paranormal franchise allerede har benyttet sig planettemaet:

Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg har ikke tænkt på ‘Heroes’ i mindst syv år, men nu fik jeg så et vemodigt flashback. For det er en af de mest vanrøgtede tv-serier, jeg nogensinde har set. Første sæson var helt forrygende; anden sæson svagere, men stadig af høj klasse. Siden skete der noget. Hvad ved jeg ikke, men det var en katastrofe. Sæson 3 er således noget af det dårligste tv jeg nogensinde har set, og tingene blev ikke bedre før de aflivede serien præmaturt.

Måske man skulle gense første sæson en skønne dag. Den var næsten på niveau med ‘Lost’, som jeg husker den.

The Glass Hotel

Er i gang med Emily St. John Mandels nye roman ‘The Glass Hotel’, som er helt spektakulært god. Hun skriver bøger à la sin canadiske landsmand Douglas Coupland, ja, altså bortset at hun er en langt dygtigere, mere eftertænksom og mindre selvoptaget forfatter end han er.

Var ellers kørt uklædeligt sur i de skønlitterære værker. Er blevet forstoppet af alt for megen bloddryppende horrorlæsning på det seneste, og så kom COVID-19 tilmed forbi og fratog mig lysten til science fiction dystopierne. Jeg havde brug for en bog, der kunne få mig til at føle noget igen. Og dét kan ‘The Glass Hotel’ i den grad.

Mandel kan især noget med sine personskildringer, som får mig til virkelig at gå op i dem og deres skæbne. Hendes gennembrud, mesterværket ‘Station Eleven’ var selvfølgelig også en bog om tilværelsen efter at en influenzapandemi udsletter 98% af menneskeheden. Men det jeg husker bedst fra bogen er alligevel dens grundmelankoli og skildringen af ensomhed. Det samme er tilfældet i ‘The Glass Hotel’, hvor alle karaktererne er vedkommende og berører mig.

På den måde minder ‘The Glass Hotel’ mig om bøger som Couplands ‘Girlfriend in a Coma’, Egans ‘A Visit From the Goon Squad’ og Fowlers ‘We Are All Completely Beside Outselves’. Alle er imperfekte, men er samtidig intelligente og empatiske værker om søgen efter identitet, fællesskab og mening i en opbrudt verden. Ting der ræssonerer meget hos mig lige for tiden.

Jeg kan ikke forestille mig, at ‘The Glass Hotel’ ikke bliver en af årets ti bedste bøger for mig. Ualmindeligt stærkt anbefalet herfra.

Magnum Opus

Jeg blev ramt af akut angst forleden aften. Havde jeg virkelig helt glemt at højtideligholde bloggens 15-års fødselsdag? Men nej, heldigvis ikke. Så langt ude er jeg dog ikke kommet. For det er først på fredag den 17. april 2020, at bloggen (igennem alle dens forskellige udgaver) officielt bliver buksemyndig.

Jeg glemte bloggens 5-årsdag mens jeg var noget mere reflekterende efter 10-årsdagen.

Det sidste magter jeg ikke helt denne gang. Har ikke rigtig lyst. Jeg siger ikke de sidste fem år har været dårlige, men de har indiskutabelt været de mest udfordrende og bekymringsfyldte i mit liv. Tilværelsen har langt fra udelukkende været progression og glæde hele tiden. Og jeg er en anden person i dag end i 2015 – for da slet ikke at tale om i 2005.

Bloggen har også skiftet karakter i denne periode. I begyndelsen af 10’erne ophørte den ligeså stille med at være en semi-anonym offentlig dagbog. Det skete i takt med at de store SoMe-siloer slog den personlige blog ihjel som koncept. Processen kulminerede for mig i 2015, hvor jeg i stedet henlagde alle mine bekendelser i en decideret dagbog. Eftersom det at betragte min egen navle altid har været min vigtigste inspirationskilde, så betød det færre og mindre personlige indlæg. Men indtil da var jeg overraskende ærlig i mine skriverier. På en måde, som man aldrig ville være det i dag. Hey, det var en anden tid dengang i 00’erne, vi vidste ikke bedre, og bla bla bla. I dag er jeg kedeligere klogere og skriver mest om bøger.

Men de første 8-10 års blogindlæg var anderledes. Hvilket måske er en del af problemet. Jeg mistænker mig selv for at følelserne af melankoli og bittersødme er de uerkendte årsager til, at jeg her fem år senere stadig ikke har fået gennemgået, systematiseret og publiceret de resterende 1.260 blogindlæg i perioden april 2007 – maj 2013. Det er ikke altid ubetinget rart at hilse på den person, jeg var engang. Derudover er det et kæmpe arbejde. Ikke at jeg ønsker at efterredigere mit liv – jeg skrev jo hvad jeg skrev – men det tager afsindigt lang tid at give alle indlæggene en kategori og tags.

Det er et andet aspekt af de 15 år. Tiden, altså. Jeg har brugt uendelige mængder tid her. Skrevet flere ord end i de fleste romaner. Tænkt på bloggen, puslet med bloggen, haft lyst til at skrive på bloggen. Bogstaveligt talt hver dag. Der har været min konstant igennem alle årene, min foretrukne overspringshandling. Rent intellektuelt giver det ikke mening, at en person ofrer så mange tanker, energi og kreative processer på et så egoistisk foretagne, som en personlig blog uden særlig mange læsere.

Men … det er selve kernen, tror jeg. At jeg skriver her fordi jeg ikke kan lade være. Fordi det gør en forskel for mig og mit mentale velvære. Bloggen har altid været helt usandsynlig vigtig for mig. Den er – hvor trist det end lyder og uanset om jeg kan lide det eller ej – nok mit hovedværk.

Så jeg ser allerede frem til indlægget ved 20-års jubilæet. Det vil jeg ikke gå glip af.

The Soft Bulletin

The Flaming Lips’ ’The Soft Bulletin’ er et af de albums, der kræver man er i et særligt humør – for alt ved sangene er STORT og EPISK og MONUMENTALT. Men hvis man så ER i den rette stemning, så er det til gengæld noget nær det perfekte COVID-19-musikalbum.

Det har jeg opdaget det seneste døgn, hvor jeg stødte på en liveudgave. Koncerten er optaget i Denver, og bandet hælder lige ekstra 38% fløde oveni den i forvejen TUNGE ret i form af et symfoniorkester. Og mærk jer mine ord: det er LÆKKERT.

Nå, men ’The Soft Bulletin’ fra 1999 (og den næsten ligeså vidunderlige opfølger ’Yoshimi Battles the Pink Robots’ fra 2002) er begge fra den periode i Flaming Lips’ karriere, hvor de genopfandt sig selv i form af faux-science fiction konceptalbums.

Sangene udgør en delvist sammenhængende historie, og de kan snildt tolkes i en let forskruet pandemiretning. Bedste eksempel er ’Race for the Prize’, hvor to videnskabsmænd er i frenetisk, altfortærende og monoman jagt på KUREN:

Two scientists were racing for the good of all mankind
Both of them side by side so determined
Locked in heated battle for the cure that is their prize
But it’s so dangerous but they’re determined

Theirs is to win if it kills them
They’re just humans with wives and children

Men der er også andre mesterværker: ‘Waiting for a Superman’ (HOLD UD), ‘Suddenly Everything has Changed’ (DU SAD OG KEDEDE DIG, SÅ KOM DØDSANGSTEN), ‘The Gash’ (KÆMP VIDERE), ‘Feeling Yourself Disintegrate’ (DEN MENNESKELIGE TILSTAND) og ‘A Spoonful Weighs a Ton’ (KUREN ER FUNDET, HVAD NU?!).

Som sagt kræver albummet (og vel egentlig Flamings Lips i almindelighed) at man er i humør til det. Men hvis man er, så er det vanskeligt ikke at blive revet med her midt i pandemien.