Nå, men jeg ved sådan set stadig ikke om jeg har COVID-19. Ganske vist blev jeg testet i går kl. 11.40, men der var ikke svar klar et døgn senere – og siden kl. 13 har sundhed.dk været brudt ned, så ja, hvem ved? Egentlig tror jeg mest af alt det er en krasbørstig omgang forkølelse eller influenza, jeg har krattet til mig. Det føltes i hvert fald sådan, da jeg lå og havde så ondt, så ondt af mig selv i bedste ‘man flu’-stil. Men man skal jo ikke tage chancer i denne tid. Så må håbe at systemet snart kommer op at køre igen. Update: Det var bare en forkølelse og mig der var pjevset.

Lahavas

OK, jeg indrømmer at coverbilledet spillede en rolle, da jeg opdagede Lianne La Havas – ‘Bittersweet’ på en playliste. Og ja, det er sikkert både klamt og upassende at indrømme i disse tider, men jeg kunne altså ikke stå for det. Se da lige den glæde, der strømmer ud af billedet! Det solbeskinnede portræt er tilmed en kontrast til selve sangen, der er en aldeles henrivende melankolsk sag om et forhold i opløsning – endda baseret på en lummer Isaac Hayes sample. Det er er perfektion. Intet mindre.

COVID-19-musik

Jeg lavede en COVID-19-playliste tilbage under nedlukningen i marts måned, men har ikke siden haft den store lyst til at lytte til pandemimusik. Men … nu hvor smitteudbruddene blusser op igen og nye restriktioner er på vej, så bør listen suppleres af et par sange, der indkapsler situation:

Frank er færdig

Opdatering: Indlægget blev skrevet før Frank Jensen indkaldte til pressemøde, og meddelte at han træder tilbage. Jeg havde egentlig troet, at han efter mødet og opbakningen i aftes ville få mulighed for at gå rundt som en zombie i en periode, så partiledelsen kunne finde en afløser for ham frem mod det opstillingsmøde, som de gerne vil koreografere. Det er nemt at være bagklog. Men Frank Jensen har vel hele tiden været en af dem, man vidste var problematisk. Og han må selv have været klar over risikoen. Hvorfor har han ikke lavet en politisk strategi, og forhandlet med sine kritikere og støtter? Det her er politisk leder nummer to, der undervurderer blodrusen/revolutionen. Østergaard troede også han kunne fortie/håndtere det i stilhed – og tilmed give den i rollen som #metoo-fortaler. De troede begge at hensynet til partiet og magten vejede tungere for medlemmerne end et blodigt opgør. Men sådan er det tydeligvis ikke. Revolutionen skader gerne partiet i jagten på hævn og retfærdighed. Så Radikale er i ruiner og S er svækket i København.

Har vi tidligere haft sådan et politisk fænomen? Hvor man på tværs af det politiske spektrum er klar til at brænde landsbyen ned? Der er helt klar “drain the swamp”-resonans i vælgerhavet. Ud med den bestående, semikorrupte og hykleriske politiske elite. Uden sammenligning i øvrigt, så skal ingen fortælle mig, at de mekanismer der drev Trumps valgsejr i 2016 – vreden, populismen – ikke også gør sig gældende i Danmark. Spørgsmålet er om partilederne kan ride stormen af ved at lave strategiske blodofre (ikke på for lavt niveau, men selvsagt heller ikke så det går udover deres egne allierede) og pseudo-katarsis manøvrer, à la Socialdemokraternes advokatundersøgelse. Omvendt er revolutionen jo en glimrende mulighed for at slippe af med politiske modstandere. Situationen rummer både risiko og muligheder. Det bliver spændende at følge de kommende måneder.


Frank Jensen er færdig som overborgmester(kandidat) i København. Andet kan man næsten ikke udlede efter at statsministerens udmelding i dag. Hun desavouerer ham fuldstændigt med udmeldinger om “der ikke er truffet konklusioner i sagen” (LÆS: Du er død, Frank) og “Chikane og krænkelser kan ikke forsvares. Vi skal i fællesskab skabe en kultur, hvor det ikke er i orden. Hverken i ord eller handling” (LÆS: Du er dødere end død, Frank).

Står det til troende, så har den socialdemokratiske top vurderet, at det i længden er for for dyrt at have en postuleret seriekrænker i den position. Hvis han bliver siddende som overborgmester, hvad har han så af indflydelse i borgerrepræsentationen det kommende år? De andre partier kan jo sagtens lugte stanken af død omkring ham og holde ham udenfor indflydelse. Og kan han overhovedet vinde et valg i 2021? Hvad nu hvis Enhedslisten stiller med en Pernille Skipper eller Johanne Schmidt-Nielsen som spidskandidat? Han vil blive blæst af banen. Københavns Kommune bliver Enhedsliste-land. Det har de ikke råd til Socialdemokratiet. København er for vigtig for selvforståelsen.

Mon ikke Karen Hækkerup kigger længselsfuldt på sin telefon efter et opkald med en opfordring til at stille op, nu hvor Frank Jensen beklageligvis måtte trække sig. Han kan nu se frem til tre års politisk karantæne inden Socialdemokratiet genopfinder ham som ren, reflekteret og reformeret kandidat til Europa-Parlamentsvalget i 2024. Stakkels mand. Lad os håbe at han har nogen velbetalte bestyrelsesposter, så han har lidt til dagen og vejen. Hvis han sygemelder sig eller søger orlov med løn – den slags kan borgmestrene jo godt lide at gøre i Københavns Kommune – så går det nok lige.

Således er alle glade.

Indtil videre da. Men hvad med Jeppe Kofoed? Statsministeren har heldigvis for ham lavet en lille genistreg med sin advokatundersøgelse, hvor de krænkede selv skal melde sig. For hvis pigen fra DSU-lejren ikke har meldt sig selv de seneste 12 år, hvorfor skulle hun så gøre det nu? Hokus pokus, når hun ikke gør det, så er der jo slet ikke en sexismesag med Kofoed, og han HAR jo sagt undskyld og det var jo ikke *ulovligt* det han gjorde, så skal vi ikke allesammen bare komme videre i teksten? Det er genialt fundet på. Magtpolitikeren Frederiksen udstiller igen og igen sin taktiske overlegenhed over den syge og svagelige Ellemann, der ikke engang kan få sin næstformand til at stoppe med at underløbe ham.

Så mangler vi kun én ting. Nemlig statsministeren selv.

Er det kun mænd, der kan krænke? Hvordan afgrænser man egentlig ‘krænkelser og chikane’? Handler det kun om køn? Hvad er det for en ‘kultur’, Frederiksen selv er eksponent for? Hvad med de velbelyste forhold i Frederiksens tid som justitsminister? Hvor embedsværket i ministeriet blev så oprørt over hendes barske ledelsesstil, at mange kontaktede medier for at fortælle om det? Hvor konflikten kulminerede, da embedsmændene en dag mødte på arbejde klædt i sort og nægtede at tale til ministeren i 24 timer? Vidner det om en politiker, der skal tale højt om at skabe sunde, inkluderende kulturer uden krænkelser og fornedrelser? Eller er vi igen ude i det iskolde magtmenneske, der ikke skyr nogen midler for at nå sine mål?

Der skal i hvert fald blive spændende at se, hvor sexismebølgen ruller hen herefter – og om vi som samfund er klar til at se krænkelser i et bredere perspektiv.

Blue Monday

Jeg havde egentlig – inspireret af de senere ugers begivenheder i dansk politik – besluttet mig for at dagens sang skulle være ‘Age of Consent’ fra New Orders prægtige synth-juvel af et album ‘Power, Corruption & Lies’. Det forekom mig tidligere på aftenen at være en tilpas vrængende metakommentar til det hele.

Men … jeg endte naturligvis ud af en tangent, da jeg først begyndte at lytte til musik her efter en lang arbejdsdag hjemme med en forkølet søn. Og som vanligt endte den tangent langt ude i et bizart parallelunivers i form af talrige lyt af New Order – ‘Blue Monday-95 (Hardfloor Mix)’.

Jeg kan slet ikke understrege, hvor meget det remix influerede mig dengang i 1995. Jeg var 13 år den sommer, (præ?)pubertær og meget beklageligt påvirkelig for min storebrors daværende interesse for techno. Lad mig blot sige, at Marusha – ‘Deep’, Underworld – ‘Born Slippy’ og diverse remixes af Moby blev spillet mere på anlægget end godt er. Og hvis man ser musikvideoen til ‘Blue Monday-95 (Hardfloor Mix), som jeg så ofte og gerne på MTV, så er det vist et ikke ubetydeligt mirakel at jeg ikke endte som storforbruger af psykedeliske stoffer og/eller ecstasy.

Nuvel, det er ikke en musikalsk periode i mit liv, der medfører megen stolthed i dag. Men jeg har hørt, at erkendelsen af et problem er første trin mod tilgivelse og frelse. Så jeg indrømmer at jeg i årene 1994-1996 var på vildspor musikalsk. Det var … utiltalende. Og var åbenlyst nogle grumme sidste år i folkeskolen. Jeg skal gøre mit bedste for at skåne mine børn for, at de nogensinde kommer ud i samme deroute.

Det er ikke altid at Lefsetz rammer rigtigt, men hans anbefaling af London Grammar åbnede mine øjne for at ikke al nyere elektropop er skrald. Ganske vist gør hans specifikke sangforslag, den søde men også lidt anæmiske Air-klon ‘California Soil’, ikke noget særligt for mig.

Men så lyttede jeg til den nærmest hysterisk fremragende ‘Baby It’s You’. Milde himmel, det er godt. Lige i dét perfekte tindrende øjeblik er London Grammar et smukt snefnug, de er Sarah i ‘Party of Five’ før Bailey (det fordrukne svin!) ødelagde alting. De er den legemliggjorte efterårsmelankoli, og I finder ikke en finere sang i 2020 🎵

Had og skadefro

Jeg har hadet Ståle Solbakken inderligt, intenst og altfortærende i årtier nu. Det er et had, der er nærmest virtuost i sin grimhed. En betændt og smertefuld byld af uforfalsket had, vrede, frustration, forsmåethed, bitterhed, misundelse og mindreværdsfølelse. Det er et had så frastødende og ukontrollabelt, at jeg ikke engang vil undskylde for for det. Jeg ved at det er utiltalende, men jeg er aldeles ligeglad.

Hadet har drevet mig i mindst 15 år nu. For jeg ser intet godt eller formildende i Ståle Solbakken. Han er en skidespræller, en døgenigt, en platugle. Et arrogant, opblæst bluffnummer, der kun kan vinde fodboldkampe, når han har et langt større budget end alle sine konkurrenter. Det så vi i FC Köln og Wolverhampton, hvor han rent faktisk skulle kunne mestre andre ting, end blot at bruge flere penge end andre. Han floppede begge steder, blev sparket ud og måtte komme krybende tilbage til hans beskyttede værksted i Parken. Hvor han så siden er blevet kysset i røven af pressen, der falder på halen for hans spin. Sådan en sølle eksistens. Og nu – efter skuffende sæsoner, flopindkøb i 100 mio. kr.-klassen og elendigt spil – får han endelig som fortjent. Hvor er det dog dejligt, at der endelig er lidt retfærdighed til.

Jeg skammer mig ikke engang over at ønske ham det ondt. Mine moralske imperativer gælder ikke for ham. Jeg ønsker ham sorg, jeg ønsker ham smerte, jeg ønsker ham nederlag. Nu og i al fremtid. Jeg ønsker at intet vil lykkes for ham, og at hans hjerte bliver knust igen og igen og igen. Og intet, INTET glæder mig mere end tanken om hans ødelagte følelsesliv i dag, hvor han endelig fik sit mere end fortjente spark i røven ud af FC København.

Ih, hvor jeg håber han lider. Uh, hvor jeg håbe han aldrig rejser sig igen. Ah, hvor føles denne usympatiske skadefro dog godt! 

Normalisering

Misforstå mig nu ikke: jeg nedtoner ikke farligheden af COVID–19. Jeg taler på ingen måde for at slække på hverken hygiejnen, afstanden, hensyntagen, testning eller smitteopsporing. Som gift med en læge, der har haft sin daglige gang på en COVID–19-afdeling og nu arbejder i almen praksis, så ved jeg udmærket, hvad vi har med at gøre. Dødelige pandemier skal tages alvorligt.

Selv hvis der (hvilket ville være et uhørt tempo) kommer en vaccine lige om lidt, og den tilmed kan distribueres effektivt (hvilket er tvivlsomt eller i hvert fald en logistisk udfordring) og tilpas mange lader sig vaccinere, så vurderede Anthony Fauci forleden dag, at vi tidligst er tilbage til en ‘normal’ (hvad det så end betyder) situation i slutningen af 2021. I et best case scenarie er vi med andre ord ikke engang halvvejs i pandemien.

Netop fordi COVID–19 kommer til at være her i lang tid fremover, så er der brug for en mere normaliseret måde vi taler om ‘samfundet med COVID–19’. For hvor længe kan vi som samfund egentlig leve i en oplevet lavfrekvent undtagelsestilstand? Hvilke konsekvenser får det på det lidt længere sigt?

Hver dag kl. 14 kan man regne med, at samtlige danske nyhedsmedier laver en breaking nyhed om tallene fra SSI om antal nysmittede, antal indlagte og antal døde. Så spørger de en (af de efterhånden ganske mange) eksperter, hvordan man mon skal fortolke dages udvikling. De svarer som regel noget vævende, men normalt indenfor et spektrum mellem ‘DOMMEDAG NU!’ og ‘Vi må vente og se’.

Sådan kører det dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned. Alt imens at de nationale myndigheder producerer en lind strøm af (gennem tiden meget varierende og til tider direkte indbyrdes modstridende) anbefalinger, retningslinjer, vejledninger og bekendtgørelser til implementering af de stadig mere trætte medarbejdere på landets hospitaler, dagtilbud, skoler, ældrecentre og private arbejdspladser.

Det hele foregår med den latente frygt for, at pandemien om et øjeblik trænger igennem vores fernis af normalitet og kontrol, så vi får Bergamo-tilstande i Danmark – ligesom statsministeren advarede om, dengang i marts. Things fall apart; the centre cannot hold, som Yeats så malerisk beskrev verdens ende.

Som understreget ovenfor: jeg siger ikke at frygten er uden grund. Det meste af det vi gør er rigtigt og nødvendigt. Men jeg spekulerer en del over, hvad den systemiske angstskabelse er udtryk for. Hvad dens funktion er. Og ikke mindst: hvordan den vil påvirke os som individer, socialt og samfundsmæssigt, når vi engang er ovre på den anden side af COVID–19?

Jeg ønsker virkelig, virkelig ikke at lyde som Saszeline eller de andre sølvpapirhatte. Og Guderne skal vide, at jeg afskyr den syndflod af amatør-epidemiologer og YouTube-uddannede virologer, der opstod efter COVID–19. Jeg hader de typer, der har regnet ud hvordan tingene virkelig hænger sammen. Konspirationsteorier ligger mig fjernt.

Men det er vanskeligt ikke at se den politiske magtudøvelse bag den systemiske angstskabelse. Kommunikationen af den permanente undtagelsestilstand. Udskamningen af de grupper (tidligere var det dem rejste til udlandet i ferierne, nu er det unge der holder for meget fest), der ikke udviser tilpas agtpågivenhed og overholdelse af myndighedernes krav. Alt sammen er jo uhyre effektivt til at sikre befolkningens accept af de nuværende (og fremtidige) restriktioner i den individuelle frihed.

Frihedstabet og angsten er åbenbart prisen for en samlet håndtering af en pandemi. Det egentlig spørgsmål er dog, hvad det får af langsigtede konsekvenser? Selvfølgelig dels for de somatiske sygdomme, hvor den manglende lyst til at gå til læge og udskydelsen af undersøgelser og operationer med statsgaranti vil føre til flere dødsfald og uopdagede sygdomme.

Men måske endnu mere dystert: hvordan har den mentale sundhed det, når vi kommer om på den anden side? Kommer vi til at få generationer af børn og unge, der lider af angst, OCD, depression og håndeksem? Hvordan klarer de i forvejen psykisk sårbare sig igennem denne tid, hvor nærværet er mindre og der er skruet op for angsten? Og er COVID–19 blot ouverturen til næste store angstøvelse i form af håndtering af klimakrisen? Hvor store veksler kan man egentlig trække på sammenhængskraften i et samfund ved at indføre permanent undtagelsestilstand?

Samlet set tror jeg, at der er brug for en ‘normalisering’ af måden vi opfatter og omtaler COVID–19. Den samlede indsats og den enkeltes ansvar for at vise agtpågivenhed, skal der naturligvis ikke lempes på. Men vi kan ikke vedblive med at opretholde det nuværende angstniveau og den mentale undtagelsestilstand. Myndighederne og medierne må skrue ned for retorikken.

Man skal lige give den et minut eller to, men så går Paolo Nutini – ‘Iron Sky’ i den grad i gang. Klart den mest fængende og episke frihedssang, jeg er stødt på i 2020 – også selvom den er seks år gammel og soulgenren egentlig mere er Den Bedre Halvdels gebet. Sikke en vokal. Og så endda fra Skotland. Det bliver ikke bedre end det her 🎵