Jeg går olmt fnysende rundt her i karantænebunkeren hele dagen – vred, irritabel, frustreret – og forsøger at passe arbejdet fra distancen. Mens Den Bedre Halvdel redder verden på sygehuset, er jeg alene hjemme med to børn på 3 og 6. De har underligt nok ikke den store sympati eller forståelse for at jeg ikke er tilgængelig for leg, opmærksomhed og pleje hele tiden. Det fungerer kort sagt ad helvede til.

Det eneste jeg ønsker er ro, fred og muligheden for at fordybe mig mere end 30 sekunder af gangen. Når det mirakel så endelig indtræffer her ved aftenstide, så er jeg ør, drænet og kan ikke samle mig om noget.

De her fire uger (måneder?) bliver de længste nogensinde. 

“George R.R. Martin Pitched a Westworld / Game of Thrones Crossover”

Selvfølgelig gjorde den løgnagtigeluddovne, lemmedaskende, lurvede, laskede, lamme skidespræller det. Ingen overspringshandling er for plat for ham. Og det passer perfekt ind i hans almene plattenslageri. Han har jo nu i snart 9 år gjort alt hvad han kunne for at undgå at få skrevet den næste bog i ‘A Song of Ice and Fire’. I guder, hvor er jeg træt af ham. Finish the book, George!

Rumretro

Drengen bliver seks i dag, og vi gør hvad vi kan for at gøre det til en god fødseldag – på trods af den aflyste fest i karateklubben og det annullerede besøg hos mormor og morfar i Åre. Hårde odds, men han er glad alligevel.

Bedsteforældrene leverede heldigvis på distancen endnu en dosis narko til hans aktuelle Lego-afhængighed i form af et mægtigt rumraket-sæt. Under bygningen fik jeg en pludselig indskydelse: mon jeg kunne genfinde de gamle hørespiludgaver af Tintin tegneserier, som jeg lånte på bånd på Hasseris Bibliotek og lyttede uendelig meget til dengang? Kunne jeg helt specifikt finde de to indspilninger af ‘Månen Tur-Retur’ (min favorit sammen med ‘Tintin i Tibet’)?

Svaret er – utroligt nok – ja. De er på Spotify, alle indspilningerne fra 1972 – 1983, og jeg kunne huske dem ord for ord. Ved ikke om drengen fik så meget ud af historien – alt det rumkapløb-politiske gik over hovedet på ham – men for mig var det episk at bygge løs med indspilningen kørende i baggrunden.

Bob Goldenbaum og Peter Kitter er decideret vidunderlige som Tintin og Kaptajn Haddock, og det lyder som at skuespillerne havde det sjovt under arbejdet.

Og hvor er det egentlig et fantastisk koncept, det med at lave hørespil over tegneserier. Nu vil jeg søge efter Asterix og Lucky Luke hørespillene, begge med Ove Sprogøe i hovedrollerne. Der er intet som tryg retro til at dulme den aktuelle eksistentielle rædsel!

The Rewatchables er nået til tredje ‘Godfather’-film, og der bliver ikke lagt fingre imellem. Ligeså intenst som de elsker de to første film, ligeså grusomt slagter de den tredje. Var Sophia Coppola virkelig elendig? Var historien vitterlig sortsnakkende? Var der en 28 minutter lang operascene? Overspillede Andy Garcia og Al Pacino rent faktisk voldsomt? Jeg må snart se at få genset de film. De føles vigtige.

Normal er ikke længere en mulighed

Er det forbandelsen ved at blive midaldrende? Den her higen efter en verden, der skal blive ‘normal’ igen? Det idelige ønske om at alting skal blive, som det (vistnok) var engang? Idéelt set gerne verden fra da jeg selv var ung, verden var åben og jeg tog fremtiden og menneskehedens progression for givet? I ved nok, tiden før Trump, før Brexit, før flygtningstrømmene, før finanskrisen, før 9/11?

Nuvel, det kan da godt være at denne ‘normal’ er 25 år gammel og længe intet har haft noget med virkeligheden at gøre. Men det kan I godt glemme at forklare mit længselsfulde hjerte. Det vil tilbage.

Kritikere af min rosenrøde fortidslængsel vil (med rette) kunne beskylde mig for privilegieblindhed. Den ’normal’ jeg længes efter var baseret på en uholdbar udnyttelse af jordens ressourcer. På en global økonomisk ulighed. På en vestlig samfundsmodel og en globalisering, der nok skabte vækst generelt, men fordelte goderne på en skæv måde – og som efterlod mange tilbage som marginaliserede. På en sikkerhedspolitik, der fordrede evige krige som Irak og Afghanistan. Måske min ‘normal’ primært var ‘normal’ fordi den tilgodese folk som mig og lande som mit?

Jeg tror at alt det vi oplever lige nu vil forandre os. Som samfund og globalt. Hvordan forandringerne vil manifestere sig ved jeg ikke. Jeg kan visualisere postive scenarier, hvor det her leder til en mere bæredygtig fremtid. Men jeg kan også sagtens se hvordan mine børns fremtid vil være væsentlig mindre positiv, end de muligheder jeg selv voksede op med. Hvor verden lukker sig og vi får en de-globalisering. Hvordan de ikke kan tage det for givet, at livet bliver bedre. 

Uanset hvad kommer vi aldrig tilbage til det, der var engang. ‘Normal’ er ikke en mulighed mere. Verden var i forandring, allerede før COVID-19-smitten dukkede op. Mange af de ting der styrter sammen netop nu, kommer ikke til at blive bygget op igen. Måske det er ok og en kilde til læring. Og det er vel netop i kriser at der kommer reelle innovationer, netop fordi vi er tvunget til det. 

Men normalt bliver det ikke.

The Two Popes

Der er særligt én scene i ‘The Two Popes’ der er virkelig meme-værdig; den hvor daværende pave Benedikt råfråder en pizza i sig. Han spilles af Anthony Hopkins, så når han glubsk fortærer sit pizzaslice, er det umuligt – UMULIGT! – ikke at se Hannibal Lecter foran sig. Scenen mangler således kun hestebønner og lidt Chianti for at være helt perfekt. 

Bortset fra den fornøjelige sekvens, så er ‘The Two Popes’ en udmærket film, som man sagtens kan fylde to timer af den aktuelle husarrest ud med. Filmen bliver nok endnu bedre hvis man en forudgående interesse for den katolske kirke (hvilket jeg som katolsk gift og med to katolsk døbte børn besidder), men den kan ses af alle med bred interesse for historie, kultur og skarpe dialoger mellem ideologiske modsætninger.

The Two Popes Poster

Filmen har fødderne solidt plantet i underholdningsgenren, så det bliver aldrig kedeligt. Til gengæld formidler filmen ikke specielt godt, hvorfor de to meget menneskelige og fejlbarlige mænd skulle være noget helt særligt. Jeg tror ganske enkelt ikke på filmens tolkning af de to. 

Jorge Bergoglio – den nuværende Pave Frans – fremstår som et hjertegodt, idealistisk og nærmerst naivt menneske. Han begår fejl undervejs, men hans grundessens er god. Men man får aldrig indtrykket af, at han er strålende teolog eller et enestående intellekt, hvilket ellers er selve adelsmærket for hans orden Jesuitterne. Hvordan skulle en sådan mand komme til tops i en ultrakompetetiv og politisk organisation som den katolske kirke? Har I nogensinde studeret den institutions historie? Paver var og er magtmennesker. Skulle en blid og blød mand komme i spidsen for det foretagne? Det virker helt usandsynligt. 

Samme mangel på realisme gælder for portrættet af  Joseph Ratzinger, Pave emeritus Benedikt. Han bliver fremstillet som gnaven og akavet, ja, nærmest grænsende til det socialt påfaldende. Han beskrives som helt ude af sync med andre mennesker og det omkringværende samfund, ligesom hans (konservative) teologi i filmens øjne er objektivt forkert. Undervejs i filmen må vi således forstå, at Ratzinger i år 2012 ikke kender The Beatles. Virkelig? Hvordan skulle en sådan særling nogensinde komme frem i et politisk spil? Hvordan skulle han kunne manøvrere og skabe alliancer, hvis han virkelig er så indadvendt? Det giver ikke mening. Tingene må nødvendigvis være mere nuancerede end som så.

Men nu lyder jeg for negativ. ’Two Popes’ er en udmærket film med glimrende skuespilpræstationer af både Hopkins og Jonathan Pryce. Se den for dens indblik i en (for udenforstående) pænt underlig verden, for dens indblik i Argentina i 1970’erne og for de ofte morsomme replikker. 

COVID-19 Playlisten

Lost in the Plot

Jeg havde egentlig forbudt mig selv at læse mere om Covid-19 og dens konsekvenser, men det er vanskeligt at lade være, når verden tilsyneladende er i fuld gang med at nedsmelte. To artikler har fået mig til at tænke lidt ekstra efter endt læsning. Den første er rablende og alt for lang, men dens indledning siger noget klogt:

For the fourth time in my adult memory, humanity has collectively, visibly lost the plot at a global level. My criteria are fairly restrictive: The dotcom bust and the 2007 crash don’t make my list for instance, and neither do previous recent epidemics like SARS or Ebola. Global narrative collapse is a fairly severe condition, but apparently no longer as rare as it once was. Here’s my shortlist:

Fall of Berlin Wall (1989, I was 14)

9/11 (2001, I was 27)

Trump election (2016, I was 42)

Coronavirus (2020, I am 45)

It always seems to happen relatively suddenly (but is not always entirely black-swan-level unanticipated; it is typically a gray swan), and in each of the first three cases, by my estimate, it took humanity 1-2 years to reorient. I expect this one will take about 18 months, unless a bigger gray or black swan eats this one (one I’m watching out for is Trump losing in 2020 and refusing to honor the electoral verdict). We will find the plot again after the first vaccines are administered at a large scale, presumably during the 2021 southern hemisphere flu season. We will learn how effective the vaccines are, and the markets will decide how to reprice modern pandemic risks correctly.

So what do we do in the meantime?

Global narrative collapse events tend to have a very surreal glued-to-screens quality surrounding them. That’s how you know everybody has lost the plot: everybody is tracking the rawest information they have access to, rather than the narrative that most efficiently sustains their reality.

Jeg har i den grad lost the plot i den nuværende usikkerhed. At dømme ud fra medierne og min bekendtskabskreds reaktioner, så er jeg langt fra den eneste. Vi søger efter et nyt narrativ, nu hvor det gamle med ét er blevet forkastet.

Søndag publicerede Altingets redaktør – som jeg ellers normalt finder ulideligt selvsmagende – så en tankevækkende kronik, der måske kan tjene til at strukturere tankerne en anelse. Bevares, ingen af os ved hvor slem eller hvor lang den kommende økonomiske krise bliver. Men vi ved at den kommer, at det vil påvirke vores handlemuligheder (og klimaindsatsen) de næste mange år frem og at nedlukningen af Danmark bliver dyr – og at der på et tidspunkt kommer et opgør med den måde regeringen har valgt at håndtere krisen1.

I forhold til narrativet, så er det vigtigt for mig som liberal, at den aktuelle nødsituation ikke udvikler sig til en permanent tilstand. At frihedsrettighederne ikke bliver eroderet. At staten trækker sig tilbage fra menneskers liv igen.

Bevares, de dybt indgribende og vidtgående hastelove udløber af sig selv om et år, men alligevel … statsmagten er jo på både speed og steroider lige nu. Den slags er vanedannende, ikke mindst under den nuværende regering.

Allerede før krisen var der tegn på, at Mette Frederiksen havde autoritære tendenser og grundlæggende mente, at staten ved bedst og handler bedst – se bare diskussionen om tvangsfjernelser af børn. Civilsamfundet og markedet var ikke noget, som regeringen havde den store fidus til. Hvorfor skulle den nuværende situation, hvor Socialdemokratiet har kunne udleve statens magt i sit absolutte zenit, reducere Mette Frederiksens tendenser til magtfuldkommenhed og L’état, c’est moi?

Selv nu under krisen ser vi regeringen træffe vidtgående beslutninger, der har et politisk snarere end et sundhedsfagligt formål. Dét er farligt og i mine øjne bliver opgøret med statens omklamring den afgørende kamp for de borgerlige i årene frem. Udover at fremlægge det bedste bud på den økonomiske genopretning, så skal det borgerlige Danmark insistere på frisindet, på den personlige frihed og på at ægte fremskridt skabes af mennesker der indgår i ægte fællesskaber – ikke af en altdominerende socialdemokratisk stat.

På positivsiden i forhold til fremtidens narrativet: livet og stemningen i karantænelande må føles i stil med det, befolkningerne oplevede i 1. og 2. verdenskrig samt under depressionen. Naturligvis langt mere bekvemt i dag, og selvfølgelig kan man ikke sammenligne fem ugers hjemmearbejde med fem års besættelse. Men der er den samme grundlæggende usikkerhed, bekymring for fremtiden, forvirringen og følelse af at noget er GALT. Den bevidsthed som de generationer bevarede forsvandt indledningsvist med 68’erne og blev så siden udslettet i 1989, hvor fremtiden virkede lys for den vestlige verden (for så flygtigt at genopstå efter 9/11). Måske vi vil reagere på samme måde, som generationerne dengang. Sige ‘aldrig igen!’ og opbygge mere bæredygtige institutioner, som de opbyggede FN og EF. Og sætte mere pris på, at vi lever (har levet?) i en unik fredelig og velstående epoke i menneskehedens historie.

Jeg håber det. Men som måske fornemmes, så leder jeg selv efter plottet lige nu.

Som det er nu, så er det sundhedspersonalet som skal træffe den konkrete beslutning og prioritering. Men der kommer et tidspunkt, hvor vi på samfundsniveau skal beslutte os for hvor meget vi er klar til at betale for at redde X-tusinder 80 årige. Man gør det jo allerede med dyr medicin. Så hvor mange milliarder og hvor mange jobs skal det her koste? Hvornår kan man genåbne samfundet? Jeg er glad for at det ikke er mig, der skal træffe den beslutning

  1. I kronikken rejser Altingets redaktør også diskussionen om, hvornår den aktuelle nedlukning bliver for dyr rent samfundsøkonomisk. Der kommer et tidspunkt, hvor vi (dvs. regeringen) på samfundsniveau skal beslutte os for hvor meget vi er klar til at betale for at redde X-antal tusinder 80-årige. Hvor mange milliarder og hvor mange jobs skal det her koste? Hvornår kan man genåbne samfundet? Hvad er et menneskeliv værd? Jeg er glad for at det ikke er mig, der skal træffe den beslutning.