Guldklumper

Jeg er endog særdeles tilfreds efter torsdagens trade deadline i NBA. Denver Nuggets blev markant forstærket, inkl. af JaVale McGee, en gammel bekendt fra vores besøg i det daværende Pepsi Center i 2012.

Jeg har ellers ikke rigtig fået set noget basket i år; det er desværre endnu et af de popkulturelle artefakter (sammen med film, tv-serier og fodbold) som er gledet ud mellem fingrene af mig det seneste års tid.

Men nu hvor Nuggets igen er relevante, så er anledningen der jo. Måske jeg bør få investeret i et League Pass igen 🏀

Hvis jeg skulle være generøst anlagt overfor de mange partihoppere i disse uger og måneder – og det skal jeg jo -, så ville jeg sige, at det er hjertevarmende og opmuntrende at opleve, hvordan modvind og dårlige meningsmålinger kan skabe så imponerende meget kreativitet, politisk selvrefleksion og ideologisk sjælegranskning hos vores folkevalgte, som tilfældet er. Det er altid dejligt når folk finder deres rette hylde.

Endnu et forsømt forår

Jeg kunne (og burde?) måske skrive et længere katarsisk indlæg om det hjerteskærende faktum, at AaB nu har misset medaljeslutspillet tre gange på fem år. Eller at spil og resultater har været inderligt middelmådige og stagnerende siden 2014. Eller at end ikke jeg længere kan opretholde selvbedraget om, at min hjerteklub er en ‘topklub’, endsige blot relevante for andre end vi egnsprægede tosser fra Aalborg. Eller at den smule fremgang, spilkoncept og konsistens, der dog var sket under Jacob Friis, nu er pisset væk til fordel for … ja, hvad egentlig? En rodebutik, skriver JP, og det er smerteligt præcist. Er nervøs for at min spådom om en Magnus Pehrsson 2.0 kommer til at holde stik.

Men jeg kan ikke.

Er alt, alt for nedtrykt. Kan næsten ikke engang holde den ironiske distance til fortrædelighederne, som et konfliktfyldt kærlighedsforhold til en fodboldklub som AaB ellers kræver. Er nødt til at beskytte mig selv i den kommende tid. Ikke flere besøg på AaB’s fanforum. Ikke flere fodboldpodcasts. Ikke mere af noget, der kan minde mig om den tragiske AaB-deroute, der foregår i øjeblikket. Mit hjerte er bristet for mange gange nu; jeg kan ikke lime det samme én gang til.

Læser i disse dage Mary Doria Russell – ‘The Sparrow’ (1996). Den er meget interessant og velskrevet, ligesom den har givet mig en lidt usund svaghed for at læse om jesuitter i rummet. Bogen foregår i den nære fremtid og vandt en række science fiction priser. Men der er nu mest af alt tale om en roman om religion og tro, altsammen pakket ind i genrelitterære klæder. Så når der spekuleres i en tv-serieudgave, så virker det ikke som verdens mest gennemtænkte idé. Men bogen er god og tankevækkende, og kan varmt anbefales.

Lexii Alijai – ‘Hoodie SZN’ irriterer mig grufuldt. For hvad er det for en æterisk soulsang, der bliver samplet? Ingen af mine vanlige smutveje – whosampled.com, Shazam – kan hjælpe mig. Det er meningsløst at have en melodistump kørende i hovedet i et uendeligt loop, når jeg ikke kan få identificeret hvor det stammer fra.

Skamløs

Jeg kan rumme mange ting. Jeg kan rumme når min datter prutter, så hele huset forvandles til en septiktank. Jeg kan (næsten) rumme en statsminister, der græder krokodilletårer over de stakkels skolelevers ve og vel, når de selvsamme skoleelever er hjemsendt på baggrund af hendes behov for FULDSTÆNDIG EPIDEMIKONTROL. Men jeg kan ikke, IKKE rumme det her:

Siden Allan Gaarde i oktober 2019 blev afskediget som sportsdirektør i superligaklubben AaB, har han gået stille med dørene.

Han er netop trådt ind i rekrutteringsfirmaet Onenexus sammen med den tidligere håndboldligatræner Carsten Albrechtsen samt Morten Seeberg, der har opbygget Connect Aps, der var en del af agentfirmaet People In Sport.

Fremover skal han hjælpe sportsklubber med ledelsesrådgivning og på at blive skarpere på at finde den rigtige cheftræner eller sportsdirektør. Noget han selv var udfordret på, da han sad for bordenden i AaB.

Allan Goddamn Gaarde, manden der stod i spidsen for år efter år efter år af middelmådighed, tristesse, bristede håb, dårligt spil, underpræstationer, rædsomme transfers og sidst, men bestemt ikke mindst: en perlerække af miserable og gentagne fejltagelser på cheftrænerposten. Han skal nu … rådgive om rekruttering af cheftrænere? Hvad er dette for et absurd parallelunivers, vi tilsyneladende befinder os i? Er verden gået fra forstanden? Denne inderligt inkompetente personage er jo den sidste i verden, der kan eller bør rådgive nogen som helst om rekruttering af sportslige ledere. Han har fejlet igen og igen, men i modsætning til hvad man skulle tro, så har det ikke gjort ham klogere.

Men tag ikke mit ord for det, læs ham selv. Sofisten.dk er dog et respektabelt sted, så jeg hverken kan vil ikke kolportere hans nonsens her. Det kan læses på Bold.dk der har været så servile/ondskabsfulde at formidle hans på én gang både labyrintiske og floskuløse CBS’ede vås i al dets magt og vælde. Der er kilometerlange floder af bullshit, som med statsgaranti kan få livet til at pible ud af jer og dræner tilværelsen for farver og glæde.

Der findes kun ét ord for Allan Gaarde, og det er ‘skamløs’. Jeg kan ikke rumme det. Det er alt, alt for meget.

Midt i driften

Hvad kan jeg egentlig fortælle om den seneste måneds tid? Tingene og dagene flyder sammen. Hver eneste dag er grundlæggende den samme; statisk og tvangsritualiseret (KL. 14 KOMMER DAGENS TAL og derefter endnu en mere eller mindre videnskabeligt baseret vurdering fra en af mediernes 3-4 roterende virusvismænd). De latent-rædselsslagne rutiner og Teamsmøderne bliver blot momentvis afbrudt af endnu et pressemøde, hvor en utilpas (og ældre, meget ældre) udseende sundhedsminister udlægger situationen med eksotiske varianter og kontakttal.

Imens holder vi driften af Småbørnsfamilie A/S kørende under COVID-19-restriktionerne, med alt hvad det indebærer af logistik, indkøring i ny børnehave af den yngste og nødtørftig varetagelse af papirnusseropgaverne på hjemmearbejdspladsen. Indtil i dag foregik det i kombination med hjemmeundervisning af en stadig mere traurig 6-årig, der savner sin gamle klasse, aldrig har prøvet andet end coronaskole og først i dag – halvanden måned forsinket – mødte sin nye klasse fysisk. Hvad mon det egentlig gør af skade på sådan et lille menneske, at de isoleres på den måde fra andre børn i så lang tid? Hvordan påvirker det at vokse op i en fundamentalt usikker tid, hvor de voksne er bange og verden er farlig? Forældrene undertrykker tankerne om de langsigtede konsekvenser, der dog har det med at dukke op i de mørkere stunder.

Læg dertil en ufuldstændige indflytning i nyt hus, click-and-collect ture til i Bauhaus Holbæk (mit tempel) efter elradiatorer, da gulvvarmen i den ene halvdel af huset selvsagt valgte at sætte ud midt i permafrostperioden. Drys dertil tristesse over manglende mulighed for at se bedsteforældrene i Nordjylland og i Sverige.

Men det kører da. Vi mosler videre. Der er ikke noget, der falder på gulvet sådan for alvor. Vi gør det vi skal. Håret vokser vildt, hvilket jo er en uventet bonus. Men det kunne være godt med en smule optimisme snart. Så der bliver overskud til andet og mere end drift. Det kunne være rart med lidt plads til drømme. Mon ikke de fleste har det sådan lige nu.

For et stykke tid siden gjorde min chef (sic) mig opmærksom på, at der er en vaskeægte japaner i Rørvig, der hver anden fredag vender plader i en grynet livestreaming. Jeg ved ikke helt præcist, hvad jeg følte, da jeg sad der og iagttog en tynd, midaldrende japaner danse akavet foran et webcam i hans kimonobutiks lurvede baglokale. Men han spillede Prince – ‘Controversy’ undervejs, og det tæller vel også for et eller andet? Den har i hvert fald været boltet fast i mit baghoved de senere uger.