Bjergene og fjeldet her i Åre virker mere imposante og relevante denne gang, måske fordi vi udforsker dem mere end sidst vi var her om sommeren. Dengang var den ældste arving ganske lille. På billederne fra turen luffer vi rundt med ham i en bæresele og sveder som grise i en hedebølge. Vi kunne ikke lave så meget.

Denne gang er temperaturerne barmhjertigt lavere, og vi kan tage ham og lillesøsteren med på fjeldvandringer. Det kan noget, synes jeg.

Det er dejligt med første udlandsrejse siden COVID-19-pandemien blev en ting. Jeg har længe savnet at se noget andet. Og selvom jeg holder af Odsherreds blide bakker, lyse skove og bølgende strande, så er det en behagelig afveksling med klipper og bjerge. Glæder mig til flere rejser, når verden bliver mere normal igen.

Eftersom jeg nærmer mig de 40 år med urovækkende hast har jeg været en tur ved frisøren og sagt: ‘der skal ske noget nyt, fikst og raffi. Klip mig helt korthåret!’. Eller, nuvel, det er løgn, men jeg har dog skiftet til mit første mørke farvetema her på bloggen siden engang i dens allerførste dage. Det er inspireret af farvepaletten fra det såkaldte ‘Nord Theme’, som jeg har en vis veneration for. Nu må vi se hvor længe der går før jeg bliver træt af det.

Mr. Inbetween

Netop set sidste afsnit i ‘Mr. Inbetween’, der sluttede ganske tilfredsstillende. Man kan argumentere for at der er en større, længere og mere ekspansiv serie gemt i ‘Mr. Inbetween’. At det meget korte tidsformat (24-30 minutter pr. afsnit) og det begrænsede antal afsnit betyder, at der er mange ting, der ikke fortælles eller udforskes. Men måske det er en fordel? Måske det i virkeligheden er en god ting, at man ikke får alting uddybet og bliver madet med en ske. At det tjener serien til ære, at den er lean, fokuseret og at det ikke er alle tilgængelig historielinjer, vi får fortalt. At vi det ikke er nødvendigt at se, hvordan hovedpersonens forhold til ekskonen er, eller få forklaret hvorfor de blev skilt, eller hvorvidt hun ved at han er lejemorder. Vi ser kun deres forhold i glimt og i deres akavede interaktioner, når datteren skal hentes eller afleveres.

Og alt sammen sideløbende med et til tider særdeles blodigt narrativ og en voldsom billedside, hvor vi følger Ray gøre uhyrlige ting på jobbet som hitman. For så blot igen i næste scene at følge ham være enlig far for en teenagedatter, kærligt og loyalt hjælpe sin umulius af en ven der altid kommer i problemer, eller lægge puslespil med sin demensramte far (som han i øvrigt har et … nuvel, komplekst forhold til).

‘Mr. Inbetween’ lykkes på samme måde som i ’The Sopranos’ at få seeren til at holde med et monster. Jeg har ikke set andre mordere-er-faktisk-også-rigtige-mennesker-serier (såsom ‘Breaking Bad’ eller ‘Dexter’), men jeg har en formodning om at ‘Mr. Inbetween’ har en særlig australsk sensibilitet, som gør den anderledes og, ja, bedre. Jeg nød i hvert fald at se serien intenst, og vil varmt anbefale den til andre.

Portrait of a woman 1959 9 2

Nuvel, jeg ved godt det er en smule underligt at bringe Lucas Cranach den Ældre – ‘Portræt af en kvinde’ fra 1522. Men se lige på det. Er det ikke slående, hvor moderne det ser ud? Der er noget tidløst over portrættet som tiltaler mig. OK, hatten er ikke nyeste mode (om end jeg ser muligheder i dens tilbagekomst!), men billedet er altså 500 år gammelt – og hun ser ud som at kunne have levet i dag. 

En skamstøtte over ‘Danmarks Dynamite’

I går præsenterede DBU den officielle danske sang til den kommende slutrunde. Jeg har ikke set en landskamp i årevis, da jeg ikke er interesseret i konglomeratet af Brøndby og FCK-spillere. Men da det her er internettet og jeg er en indebrændt midaldrende mand, så har jeg naturligvis MENINGER. Og Alphabeat – ‘Danmarks Dynamite’ er objektivt set rædsom og bør aflyses snarest. Ikke kun fordi den er bøvet, bovlam og kluntet, men mest af alt fordi den fejler i alt det, som en god fodboldslagsang skal kunne:

  • Fængende melodi, høj ørehængerværdi og et omkvæd, der er umuligt at få ud af hovedet: ❌  
  • Langtidsholdbarhed – skal kunne holdes ud at blive lyttet til ved næste slutrunde: ❌ 
  • Et intellitgentlyrisk koncept, der inkluderer sport, fællesskab og noget ‘dansk’ (på en ikke-ekskluderende facon): ❌ 

‘Danish Dynamite’ lyder som en træt Rollo & King produktion, vi er få meter fra at der står et billede af dig på mit bord. Melodien er gumpetung, grimassen anstrengt. Konceptet i sangen giver ingen mening. Hvad er fortællingen? Hvad er det, jeg skal føle, Alphabeat? Titlen er selvsagt et kip med hatten til 80’ernes ‘Danish Dynamite’. På den måde er Alphabeats bras meget tidstypisk, da den mest af alt er en træt og ikke særlig begavet mimetisk klon af fortidens popkultur. Ingen originale selvstændige tanker her, tak.

Klassiske fodboldsange er nogen, der er tænkt over. De kræver en genial melodi og de kræver en indsigt i nationalkarakteren. Lad os tage de to bedste: Del Amitri – ‘Don’t Come Home Too Soon’ (Skotland, 1998) og Lightning Seeds – ‘Three Lions (Football’s Coming Home)’ (England, 1996).

Alene titlen på Del Amitri sangen siger det hele. Den rammer 100% plet hos en lille fodboldnation, der er vant til skuffelser og at andre ser ned på dem. En nation, der endelig har kvalificeret sig til en slutrunde, og nu med misantropi, trodsig optimisme og kærlighed sender det hold afsted, de godt ved er oppe mod overmagten:

So long, go on and do your best
Let all France have whiskey on its breath
The world may not be shaking yet but you might prove them wrong
Even long shots make it

So go then, out into history
And show them how easy it can be
And you might not believe it yet but pretty soon you’ll see
Even long shots make it

Just don’t come home too soon

Elegant, ikke? Vi får en skotsk reference og hele den nationale selvforståelse foldet ud.

I don’t care what people say
We can laugh it all away
If I have a dream at all it’s that for once you won’t be on that stupid plane

And the world may not be shaking yet
But you might prove them wrong
Even long shots make it

Just don’t come home too soon

Ser I trodsigheden? Håbet? Drømmen? Om at ja, vi kan selvfølgelig sagtens smile af det hvis det går galt, jeg holder ikke mindre af dig af den grund … men tænk nu hvis vi bryder deres fordomme om os? Tænk nu hvis vi gjorde det? Det er en vidunderlig fodboldsang, da den netop er kompleks og Del Amitri faktisk har tænkt over, hvem det er de synger på vegne af.

‘Three Lions’ er blevet spillet alt for mange gange siden 1996. Men det er fordi den er genial og har fodboldslagsangenes mest syng-med-egnede omkvæd. Og så rammer den noget eksistentielt. Håb, drømme, desillusion, stolthed på trods. Den geniale frase “Thirty years of hurt/Never stopped me dreaming”. Hvilken fodboldfan (med et knust hjerte hæftet nødtørftigt sammen) kan ikke relatere til det? Tilmed er smerten ikke blevet mindre relevant af at der er kommet yderligere 25 år oven i de 30. Og det egentlige mestertræk: henvisningen til et mytologisk HJEM. Slutrunden i 1996 var i England og sporten kom dermed ‘hjem’. Det er godt set af Lightning Seeds, ikke mindst fordi det har så stærk en dragende karakter. Hvem vil ikke gerne HJEM? Til en mytologisk fiktion, fællesskabet, til det vi engang delte med hinanden (før alting gik galt, åh Gud, jeg elskede dig sådan dengang)? Igen: der er tænkt over tingene. Sangen skriver sig ind i et nationalt narrativ om fortidig stortid (det engelske imperiekompleks forsvinder nok aldrig), en forfaldsfortælling og nu, nu, NU er tiden inde til at finde HJEM til os selv, til storheden, til kærligheden, SAMMEN. Genialt. Ganske enkelt genialt.

Pointen er her, at Alphabeat ikke er i nærheden af at have hverken Del Amitri eller Lightning Seeds indsigt i, hvad der skaber en god fodboldslagsang. De er ikke engang tæt på at de næst- og tredjebedste. 

GES – ‘När vi gräver guld i USA’ fra 1994 er eksempelvis en gedigen popsang, der kan synges med på – og spillede begavet på slutrundens lokation og da 1,3 mio. svenskere emigrerede vestpå for at søge et nyt og bedre liv. Vi graver guld på alle mulige metaforiske planer. Ja, sangen er kitsch, nej, den skal ikke lyttes til hver dag, men der var begavede mennesker, der havde tænkt og følt noget, da de lavede sangen. Hvad tænkte I, Alphabeat, da I skrev teksten? Ikke noget dybsindigt i hvert fald.

Og giv mig nu for Guds skyld et omkvæd. Det må gerne være fjollet, Frank Arnesen må gerne skabe sig. Men både ‘Re-Sepp-ten’ og ‘En for alle’ kan synges højt (i både fuld og ædru tilstand) og er intuitivt gode melodier. ‘Re-Sepp-ten’ kørte endda et eventyr/H.C. Andersen tema, der nok var lidt forceret, men dog havde en funktion og var tænkt over. Rocazinos ‘En for alle, alle for en’ er den bedste danske fodboldsang, sandsynligvis fordi det er Danmarks bedste synthesizerepopband der stod bag. Omkvædet er uangribeligt og teksten kan forstås bogstaveligt og i overført betydning. Den er et mesterværk.

Og Alphabeat, hvorfor er jeres makværk en blanding af dansk og engelsk? Det er konceptuelt meningsløst. Det var åndssvagt allerede med Nephew, hvad er formålet med den slags start-00’er idioti? Det virker så frygtelig provinsielt, at man ikke har selverkendelsen og selvværdet til at stå på egne sproglige ben, men i stedet forlader sig på nonsens som “Vi er red og white, Danmarks dynamite/Vi står side by side, sammen du og jeg”. Men … hvorfor? Det er ikke begavet, det er ikke fængende, det er bondsk. Hvad havde I håbet på at fremmane? Min uhæmmede foragt? I så fald er I lykkedes.

‘Danmarks Dynamite’ er blot endnu et argument for, at vi her i husstanden bør prioritere at holde med Den Bedre Halvdels hjemland Sverige. Der bør rejses en skamstøtte over Alphabeat på en indfaldsvej i Silkeborgs periferi. Det er dér, de hører hjemme. 

Nå, men i det mindste reddede Vendsyssel FF livet i 1. division og Jammerbugt FC rykkede op i selvsamme liga. Det er vel også værd at tage med her efter endnu en AaB-nedtur. Nu må I have mig undskyldt. Jeg skal have tid og plads til at ligge i min fosterstilling og flæbe uhæmmet.

Kunstnerisk konservatisme

Kunstnere jeg var begejstret for i mine 20’ere: Alphonse Mucha (vel kickstartet af en tur til Berlin i 2003, hvor der var en specialudstilling på Bröhan Museum, siden boostet af praktikopholdet på ambassaden i Prag) og popkunstnerne Barbara Kruger og Jenny Holzer. Ikke mindst de to sidstnævnte havde jo skarpe, ironiske og anti-fremmedgørelses slogans. Det var lige noget for en faux-intellektuel og følsom ung mand, nyligt fragtet ind fra provinsen.

04057 BK HIGH RES 300

Men for nylig genbesøgte jeg Muchas slaviske epos (som jeg så i Moravský Krumlov i sommeren 2005) og det er kitsch ud over det acceptable. Hvad var det jeg i billederne dengang? Udover den imposante størrelse, naturligvis.

GettyImages 144132127

I dag er Holzer for usubtil og gimmickagtig med sine slagord, Krugers facon er fastlåst og hendes budskaber er ferske her +30 år senere. Popkunst er generelt blevet for studentikost til mig nu, især hvis jeg ikke synes de er dygtige håndværkere/billedkunstnere (sådan som en Robert Rauschenberg åbenlyst er det).

Jenny holzer protect me from what i want survival 1983 85 1985 aware women artists artistes femmes 1500x1039

Ens smag i kunst ændrer sig åbenbart. For mit vedkommende i retning af at jeg har brug for andet og mere end et kløgtigt koncept. Jeg har behov for at jeg kan se den dygtige, unikke håndværker i kunstværket. Nå, ja, og at det ikke er installations-, video- eller performancekunst. Intet gør mig mere gnaven. Sådan er vi kulturelt regressive midaldrende mænd.