web analytics

Jeg er … ambivalent begejstret over traileren til ‘Foundation’. Asimovs bøger var noget af det første science fiction jeg læste, og de har stadig en ganske særlig plads i mit hjerte. Så når de nu bliver omformet til en tv-serie, så kan det blive både ustyrligt fantastisk og afgrundsdybt gyseligt. Det her er en af de popkulturelle begivenheder, som jeg virkelig, virkelig, VIRKELIG håber ikke skuffer.

Seanan McGuire – ‘Middlegame’

Jeg var i forrygende rædsomt humør i går, og låste derfor mig selv og min Kindle inde i et mørkt rum det meste af dagen. Resultatet blev at jeg fik læst den første skønlitterære bog siden ‘The Glass Hotel’ tilbage i midten af april. Valget faldt på Seanan McGuire – ‘Middlegame’, som jeg glubsk og frådende fortærede i ét hug.

‘Middlegame’ vandt for nylig en Locus Award for ‘Best Fantasy Novel’, og ligeledes nomineret som ‘Best Novel’ i den endnu mere prestigefyldte Hugo Award.

Selvom begge priser de senere år er ramt af hyperidentitetspolitik, så har de denne gang fat i noget rigtigt. For ‘Middlegame’ er fremragende, begavet og velskrevet speculative fiction med forførende tidsrejser, paralleluniverser, telepatiske tvillinger og horrorværdige mord. Vi er i samme boldgade som ‘The Gone World’, ‘The Seven Deaths of Evelyn Hardcastle’, ‘I’m Thinking of Ending Things’ og snart sagt alt hvad Blake Crouch skriver.

Jeg var virkelig godt underholdt, og i langt bedre humør efter endt læsning. Nu satser jeg så på, at jeg fået skyllet den læseblokering ud, som jeg ellers har gået rundt med alt for længe.

Det er nok ikke lige i aften her efter pokalfinalen, at jeg bør give mig i kast med en grundig introspektiv refleksion over mit forhold til AaB. Det vil ikke være godt for nogen af parterne.

Augu retur

Jeg holder meget (upassende meget, for at være helt ærlig) af Thomas Augistinussen. Men jeg kan på ingen måde forstå hvorfor han nu skal tilbage til AaB i en såkaldt ‘trænerrokade’.

Han var en anæmisk og kønsløs assistenttræner, der sammen med Wieghorst kedede folk ihjel og spulede den sidste livsglæde og optimisme ud af klubben. Siden blev han dog lempet ud til siden, og blev efterfølgende noget så erotisk opstemmende som erhvervsassurandør hos Tryg. Det skulle man så tro var hans rette hylde. Men nej. De gamle venner i AaB kalder igen.

Hvordan forsikringsmandens forstående retur ind i et monokulturelt og diversitetsforladt trænerteam (hvor han bliver kolleger med alle de andre pæne og kedelige mænd, der også har været i AaB i en evighed) skal gøre en forskel, er langt ud over mine begrænsede forestillingsevner. Man kan jo kun håbe det bedste.

Værst af alt: det er en tilbagevenden til den evindelige nepotistiske rekrutteringsstrategi. Nu var der ellers endelig kommet nyt blod ind i form en ny norsk sportschef og en fodboldchef helt fra Farum. Men fluks slår den nordjyske klike til og henter en gammel kammerat ind igen. Det er ligeså forudsigeligt som det er trættende.

Gid sæsonen dog snart ville ende.

1993

Læste et akut nostalgifremkaldende tweet: “What’s your favorite video game from the year you turned 12?”. Hvilket er et godt og vigtigt spørgsmål. Således:

  • Zelda: Link’s Awakening
  • Secret of Mana
  • Illusion of Gaia
  • Star Fox
  • Virtua Fighter
  • Day of the Tentacle

Ok, teknisk set udkom ‘Day of the Tentacle’ kun på PC (og er dermed strengt taget ikke et videospil) og ‘Virtua Fighter’ spillede jeg udelukkende de gange, jeg var i arkadespilsafdelingen i Vandland i Skalborg (og på færgen mellem Frederikshavn og Göteborg). Men det gør dem ikke mindre popkulturelt definerende for mig.

Og ja, de tre første spil er på min personlige all-time top 10, så måske det er sandt. For os nørder bliver tingene næppe bedre end dengang vi var 11-12 år.

Historieløs

Jeg kører i ring. Gentager mig selv. Kommer aldrig videre. Men i disse år er og bliver livet som AaB’er en bedøvende, følelsesløs, tom, retningsløs, glædesforladt, bittert-drag-om-munden-skuffende middelmådighed.

Der er intet formål, ingen essens, ingen pulserende kerne. Intet ondt, intet godt, intet drama. Ingen smerte, ingen ekstase. Ingen identitet, intet at elske. Ingen helte, ingen skurke. Kun en utæmmelig og altfortærende kedsomhed og tomhed.

For nylig læste jeg et interview med Joseph Campbell, manden der i 1949 udgav klassikeren ‘The Hero With a Thousand Faces’. Hans tese er at der findes en ‘monomyte’, en slags universalhistorie, der går igen i historiefortælling på tværs af alle kulturer og folkeslag – og at alle myter bare er varianter af den samme historie. Samme pointe havde Christopher Booker i ‘The Seven Basic Plots’, hvor han (som titlen svagt antyder) identificerede syv fortællinger, som alle historier kan indplaceres i. Og både Booker og Campbell er optaget af, hvor stor en rolle myter og fortællinger (om os selv, vores liv, vores omverden) betyder for både individet og samfundet.

Mit problem med AaB i disse år er, at de ikke har en myte eller en fortælling. De er helt og aldeles tomme. Der er ingen grund til at elske dem, ligesom der ikke grund til at hade dem. De ‘er’ bare. Det var meget sjovere i 2010, da de var i nedrykningsfare og kun med nød og næppe overlevede. Det var ikke decideret behageligt, men i det mindste fik striden en til at føle noget. Det var drama, det var episk. Og det er en fortælling, man som AaB’er kan referere til selv her 10 år senere.

Men nu hvor de med nød, næppe og takket være andres inkompetence, er endt i top 6 (og hvilket faux-drama er det ikke, at det skulle være en definerende succes?), hvad sker der så? De bliver de skilt ad, ydmyget, udspillet og gennempryglet i medaljeslutspillet. De er inderligt ligegyldige. Irrelevante. Er det der åndssvage hold, man trygt kan regne med 3 point mod. Et hold og en klub absolut fri for myter og interessante fortællinger. Den værste af alle verdener.

Jeg gik egentlig og savnede fodbold under COVID-19, men nu ved jeg snart ikke længere. Måske det var fint for mit sjæleliv, at jeg ikke var nødt til at forholde mig til AaB. Lige nu føles det i hvert fald som et spild.

Ross Douthat – ‘The Decadent Society’

Det tog lidt tid før jeg kom i gang med den, men Ross Douthat ‘The Decadent Society’ er klart en af de mest intellektuelt stimulerende samfundskritikker jeg har læst i lang tid. Bogen udkom før COVID-19 tittede forbi, men dens analyse af en intellektuelt, økonomisk, politisk og kulturelt stagnerende vestlig verden vækker genklang hos mig.

The decadent society 9781476785240 hr

Douthat er bedre til at analysere, dekonstruere og kritisere end han er til at anvise løsninger. Det er dog karaktertræk jeg til overflod deler med ham, så det vil jeg ikke lægge ham til last. Man skal læse bogen for dens indsigtsfulde og tankevækkende analyse af vores samtid, og jeg er meget enig i de positive anmeldelser. Den fortjener at blive læst.

Roderick Beaton – ‘Greece: Biography of a Modern Nation’

Det er langt fra hver gang at bøger om enkeltlandes historier fungerer for mig, men jeg lærte og forstod en en del ting bedre efter at have læst Roderick Beaton ‘Greece: Biography of a Modern Nation’. Tag nu blot det episke spørgsmål om grækernes essens:

“For at least a century and a half these two illustrious ancestors, the ancient and the Byzantine, have jostled uneasily together in the national imagining”.

Det Beaton henviser til er det moderne Grækenlands arv fra henholdsvis ‘de gamle grækere’ (I ved nok: demokrati, filosoffer og den slags) og så Byzans (det østromerske kejserrige i Konstantinobel, ortodoks kristendom). To ekstremt forskellige strømninger, der må være vanskelige for en græker at forene i én fortælling om hvem ‘vi’ er. Med Beatons ord:

“The modern language has not one but two words to describe a person as ‘Greek’: ‘Hellene’ and ‘Romios’. When it comes to translation, both has the same meaning. But they are not interchangeable. ‘Hellene’ is the standard term. Ever since 1822 it has been used in all official contexts. Indeed the official name for the Greek state in English is the ‘Hellenic Republic’. ‘Romios’, on the other hand, appears on no passport or official paper. Increasingly, since the early nineteenth century, it has become the unofficial, more intimate way for Greeks to refer to themselves – and, more often than not, among themselves too. ‘Hellene’ is the outward-facing term, it defines the Greek for the outsider. ‘Romios’ carries an emotional weight (…)

It has sometimes been suggested that each of these overlapping, but distinct identities can be mapped onto cultural traits or patterns of behaviour. So when Greeks think of themselves as ‘Hellenes’, they are apt to have in mind elites and official culture, to identify with Western Europe in their politics and cultural preferences, to adapt a secular outlook and rational ways of thinking. When they think of themselves as ‘Romioi’, on the other hand, they do so in order to emphasize intimacy and informality, to identify with the traditional forms of culture linked more immediately to the Balkans or the Middle East, to embrace a religious outlook, spontaneity and emotional ways of thinking.”

Jeg tror man skal passe på med den her slags fejende metafortolkninger af en folkesjæl (og da især når man ikke selv er en del af det pågældende folk!), men det er da interessant, hvordan sprog og identitet interagerer med hinanden. Og det giver mig et smil på læben, at grækerne på den måde stadig betegner sig selv som romere – ligesom de gjorde i Byzans.

Bortset fra det, så blev jeg meget klogere på tiden op til og under 2. verdenskrig, en ekstremt voldelig og borgerkrigshærget tid. Jeg havde før læsningen af bogen ingen reel forståelse for, hvad der foregik i Grækenland før, under og efter besættelsen, ligesom jeg ikke forstod baggrund for militærjuntaen frem mod 1974. Det var også berigende at blive klogere om opdelingen på Cypern og Makarios III. Både min far og bedstefar var udstationerede på øen med FN-missionen, men igen er det en del af verdenshistorie, jeg ikke for alvor havde gjort noget for at sætte mig ind i.

Beaton skriver generelt fremragende, og er tydeligvis forelsket i sit forskningsemne. Indrømmet: kapitlerne om perioden fra 1718 frem til første verdenskrig er måske ikke ligefrem en decideret thriller. Ja, der blev skimmet undervejs, det tilstår jeg. Til gengæld bliver Beaton virkelig skarp når det handler om årene op til 2. verdenskrig, ikke mindst Metaxas regimet. Det er en bog man bliver klogere af at læse, og jeg vil anbefale bogen på det varmeste – især hvis man i forvejen er interesseret i Grækenlands nyere historie.