TV-stagnation

Læste et glimrende indlæg om tv-serier. Herefter gik op for mig, at jeg ikke har skrevet et tilnærmelsesvist positivt indlæg om nye tv-serier siden jeg (efter et par lange tilløb) blev fanget af ‘Dark’ i midten af 2019. Tilsvarende var ‘Min nabo Totoro’ den eneste film, jeg så og reelt kunne lide i år. 

Jeg kan ikke engang give COVID-19 skylden for derouten. For det er længe siden at film og tv-serier ophørte med at være betydningsfulde popkulturelle produkter for mig.

Bevares, mine børn ser en syndflod af dem. Men jeg kan ikke for alvor selv mønstre energien eller entusiasmen til at gå igang med en voksen tv-serie, når først arvingerne sover. Så er det nemmere at lave et eller arbejde, gruble bekymret over fremtiden, spilde tiden med nyhedslæsning, eller måske (hvis jeg er dygtig) få læst i en bog eller skrevet henførte blogindlæg.

I gamle dage (især i det sagnomspundne fantasiland, der kaldes ‘Livet før børn’) så Den Bedre Halvdel og jeg mange serier sammen. Det gør vi ikke rigtig længere, af en eller anden grund. Det sociale aspekt er forsvundet en anelse. Hun kan dog stadig blive fængslet af en serie – jeg kigger olmt på dig ‘Outlander’ – men de fleste løber ud i sandet for mig.

I sommer så jeg f.eks. en række afsnit af ‘Brave New World’, der havde et interessant koncept, men siden blev for fjollet. Sådan går det ofte for mig. De fleste science fiction serier er maksimalt gode i to sæsoner, hvis de da får så længe. Og med mindre eksekveringen er virkelig god i en dramaserie, så gider jeg ikke rigtig give den chancen. Andre gange bliver jeg træt fra begyndelsen, hvis pointerne bliver skåret for meget ud i pap. Så selvom jeg var glad for bogen bag tv-serien ‘Lovecraft Country’, så orker jeg ikke at se endnu en serie om racisme i USA. 

Jeg mangler nok bare at opdage den helt uomgængelige højkvalitetsserie, der er elementært spændende, har en historie at fortælle og rummer karakterer, der kan tø selv et tundrahjerte som mit op. I ved nok, en ‘The Wire’ eller ‘The Sopranos’. Intet kan få en voksen mand som mig til at flæbe, som når Stringer Bell dør. Det er den slags, jeg har brug for. Indtil da flyder tv-serierne blot forbi for mit vedkommende. 

DJ Kicks

Der er mange enerverende ting ved at flytte, men det er entydigt positivt, at jeg har fået mine cd’er op ad deres skærsildtilværelse i flyttekasserne i kælderen. Det har givet mig mulighed for at lytte til et af de (begrædeligt mange) album, som stadig ikke er på streamingtjenesterne: DJ Kicks: Erlend Øye

Erlend

Det er et helt forrygende mix album, der indeholder mindst to mashup-mesterværker: ‘Sheltered Life/Fine Day’ og den uforlignelige krydsning af Röyksopp – ‘Poor Leno (Silicone Soul’s Hypno House Dub’ og The Smiths – ‘There Is a Light That Never Goes Out’. Albummet er værd at opstøve alene for disse to, om end ‘Uusi Fantasia – Lattialla Taas’ også kan noget.

Jeg kommer ikke til at erstatte mit Spotify (mis)brug med de mange cd’er, der lige nu ligger usorteret i diffuse bunker på gulvet ved siden af mig (cd-reolerne røg ud for en flytning eller to siden).

Men jeg kunne godt tænke mig, at jeg igen blev bedre til at lytte til albums fremfor playlister. Mit musikindtag er de senere år blevet mere diverse (hvilket er positivt), men også mere flakkende og ADD’et. Vil gerne begynde at fokusere lidt mere på den enkelte kunstner igen.

Administrativ note: Jeg købte albummet tilbage i foråret 2006, kan jeg læse af et gammelt indlæg

Hjerneblødning i Vendsyssel

Jeg skal ikke sidde her og lege ledelsesekspert eller strategiguru. Men der er simpelthen visse sportsfranchises, der er så forrykt skruet sammen i hovederne, at de er kognitivt og intellektuelt ude af stand til at træffe rigtige og langsigtede beslutninger. Det er dem, som ikke kan gøre det kloge, om man så forærede dem løsningen kvit og frit. Dem, som konsekvent formøbler enhver mulighed, så den ender med at blive en byrde. Man kan fremhæve notoriske sorte huller som New York Knicks eller Chicago Cubs (indtil 2016).

Men den klareste stjerne blandt disse forrygende tabere må dog være Vendsyssel FF, der i dag fyrede deres cheftræner Lasse Steensgaard.

Isoleret set er det en forståelig beslutning. Tingene har sejlet under Steensgaard, og holdet taber igen og igen. Han har fået lang snor efter VFF standarder, og det var efterhånden evident, at han ikke ville få rettet op på tingene. Spillermaterialet er ikke til nedrykning, og han får ikke nok ud af truppen. I en situation, hvor der er brug for kampgejst, så er manden, der blev fyret i AaB grundet sin glædesløse træninger, næppe den langsigtede løsning.

Men de vælger så at erstatte ham med … Michael Schjønberg?

En mand, der ikke har været cheftræner i en professionel klub siden 2011 (hvor det i parentes bemærket gik rædsomt med FC Vestsjælland)? Som senest hat været træner i Fyensserien? Som ingen meritter har på sit CV? Hvad er det for noget? Hvad kan han egentlig, altså udover at råbe højt? Hvordan når man som bestyrelse frem til, at han skal være den rette til at redde og udvikle klubben? Hvilke strategiske overvejelser kan der lægge bag sådan en hjerneblødning af en ansættelse? 

Hvis ikke det var fordi jeg nærer en vis sympati for al nordjysk fodbold (KOM SÅ JAMMERBUGT FC!), så ville jeg sidde og klukle over hvor fjollede VFF er. Men nu er sagen imidlertid den, at klubben ligger til nedrykning i 1. division, at de ingen retning har ledelsesmæssigt, der er episke udskiftninger i spillertruppen hvert evigt eneste transfervindue og de hyrer/fyrer træner konstant. Det er absurd, og præcis den slags dispositioner, som man skulle tro at VFF’s ret nye ejere ville undgå. Det ville aldrig være nemt at opbygge en konkurrencedygtig professionel fodboldklub i Udkantsdanmark, men det er som om at de aktivt arbejder på sabotere sig selv.

Igen: jeg er ikke ekspert, men hvis der er én ting alle succesfulde sportsfranchises – på trods af sportsgrene og landegrænser – har til fælles – så er det kontinuitet, et klart koncept og en strategisk retning. Der er en grund til New England Patriots, San Antonio Spurs og Ajax Amsterdam har succes henover årtier. De har en linje og identitet, som er holdbar og som de bygger ud fra. VFF? Ja, de har en tilsyneladende bindegal ledelse, en flok lejesvende i 6 måneder af gangen, et stort budget til at betale kompensation for trænerfyringer og et vindblæst stadion. 

Jeg håber og beder til at nogen snart laver en intervention i en klub. Om ikke andet, så når de fyrer Schjønberg for at have brækket benene på en ungdomsspiller til en træning.

Vendsyssel fortjener bedre end det her.

Årets sange 2020

Medusa2

Som alle andre Spotify-brugere har jeg også fået min ‘wrapped’-liste med de sange, som jeg har lyttet mest til det seneste år. For mig var den dog relativt ubrugelig. Den er fyldt med den musik, som jeg streamer når jeg skal fokusere, hvilket vil sige musik fra gamle videospil og min ungdoms japanske rollespil. Derfor er her de sange, som jeg vil mene betød mest i 2020:

Richard Hawley – ‘Tonight’
‘Tonight’ var min COVID-19-karantænesang – og årets sang, selvom den har 15 år på bagen. En meget smuk og trist sag om knuste hjerter, fortvivlede eksistenser og natlige vandreture i Sheffields bakker

Emil Kruse – ‘Lad det gå’ eller ‘Bare sig’
Kruse fortsætter med at være Danmarks bedste musiker. Jeg kan ikke beslutte mig for hvilken af de to sange, der er bedst – så de er

London Grammar – ‘Baby It’s You’
Elegant electropop og en storslået kærlighedssang

Marcus Gordon – ‘Sig mig’
Bedste danske popsang

Susumu Yokota – ‘Long Long Silk Bridge’
Mystisk instrumentalt mesterværk, der tryllebandt mig store dele af året

Chris Stapleton – ‘Joy of My Life’
Kæft, det er en sød kærlighedssang. Stapleton er typen, man kun kan knuselske

Drive-By Truckers – ’Thoughts and Prayers
Verdens bedste rockband med en smuk sag om skyderier i USA

Flowerpot Men – ‘Beat City
Mesterværk, der ikke kan købes eller streames nogen steder – så I må se den på YouTube. Det er en forbrydelse.

Anemone – ‘Sunshine (Back to the Start)’
Årets Pet Shop Boys/Dubstar-klon, som jeg elskede sørgerligt højt

The Style Council – ‘The Lodgers (Or She Was Only a Shopkeeper’s Daughter)’
Style Council er svære at få ind i mit liv. De er hvide mænd, der spiller sort musik, hvilket mange sikkert kan finde at klage over. Jeg har elsket ‘Shout to the Top’ i mange år, men det er først for nylig, jeg opdagede den svært forførende ‘The Lodgers’.

The Human League – ‘Tell Me When’
Skammeligt glemt synthpopperle fra 1995. Jeg læste et sted, at de sange der hittede det år man fyldte 14 år, intuitivt vil være dem man glædet mest over. Det er tilsyneladende sandt i dette tilfælde

Lou Halter – ‘My Baby Just Cares for Me’
Egentlig har jeg et problem med Hayters persona som ‘DJ ved modelfester’. Og måske er ‘My Baby Just Cares for Me’ for kalkuleret og en pastiche, snarere end en rigtig sang. Men den virker på mig. Det må jeg blankt erkende

Lianne La Havas – ‘Bittersweet’
Årets soulsang, og den måske grummeste break-up sangen siden ‘Ex-Factor

Roedelius – ‘Geradewohl’
Absurd og underlig instrumental electronica. Jeg kan ikke forklare på en meningsfuld måde, hvorfor jeg har lyttet så meget til den. Sangen er lidt som at være fanget i et vortex af morsekoder

The Makers – ‘Don’t Challenge Me’
Et højest besynderligt gadekryds af electronica, reggae, jazz og blip-blop lyde fra 1972. Hvis jeg var selvoptaget nok, ville jeg bruge et adjektiv som ‘idiosynkratisk’ om sangen, men måske ‘mærkelig’ er mere dækkende

Porches – ‘I Miss That’
Jeg tror jeg hader vokalen intenst og at jeg er for gammel til Porches teenangst’ede image. Men ‘I Miss That’ er ikke desto mindre et mesterværk

Aaron Copland – ‘Clarinet Concerto: 1. Slowly and Expressively’
Jeg ved ikke hvilken ‘Classical Music for Studying’-playliste jeg fandt den, men Copland er som balsam på min betændte sjæl

PATINA – ‘Flammer Rammer’
Ja-ja, det bliver ikke mere normcore end det her, men det er en skøn og uforpligtende popsang

Macross 82-99 – ‘葛城 ミサトYEBISU’
Macross 82-99 og Vaporwave/City pop/Future Funk styrede store dele af min musiksmag i 2020. YEBISU er måske endnu bedre i remix-udgaven, men jeg kan ikke stå få den støjede lyd og den forvrængede sample af den vidunderlige Khemistry – ‘Can You feel My Love?’

Yung Bae – ‘Bad Boy’
Hvis der havde eksisteret dansegulve i 2020, så burde denne have været en decideret banger. Nu må den nøjes med at blive voldspillet af grånende 39-årige mænd i den ydre provins

Smokey Brights – ‘Flash Your Lights (Rudy Willingham Remix)
God, gammeldags housekreation. Burde have lagt gaderne øde

Yves Tumor – ‘Noid’
Paranoidt støjhelvede. Og fremragende

Steve Reich – ‘Duet for Two Violins and String Orchestra
Jeg ville gerne kunne skrive noget mere begavet end ‘smuk klassisk musik’, men det er ikke desto mindre, hvad der er tale om

Strandhusene

Landscape Gloucestershire Stanley Spencer

Den nærmer sig efterhånden, vores flytning til udkanten. Jeg har ganske vist ikke skrevet så grufuldt meget om det, men udover en kollapsende verdensorden, så betød 2020 også et jobskifte for mig ud i en kommunal administration på Sjælland. I takt med at verden lukkede ned og boligmarkedet i Roskilde fortsat var hysterisk, så tog vi tingene op til revision. Hvorfor var det egentlig så inderligt vigtigt at bo i nærheden af Hovedstadsområdet? Benyttede vi os overhovedet af de tilbud og karrieremuligheder, som nærheden til storbyen giver – og var det samlet set vigtigt nok til at vi skulle gældsætte os i al evighed? Betyder et ryk længere væk, at man ikke kan se sine venner? Og givet at jeg de facto efter lang tids frugtesløs jobjagt allerede havde opgivet at få en intens karriere, var så det meningsfuldt at betale eksorbitante summer for at bo i et livsfornægtende istandsættelseshungende parcelhus i Roskildes periferi (hvilket var hvad budgettet rakte til)? Hvad var det helt præcis for en model for tilværelsen, vi ønskede i fremtiden for os selv og de to arvinger? 

I sidste ende så vi ud. Kiggede på hvad boligmarkedet kunne tilbyde. Hvordan det kunne kombineres med vores respektive karrierer og håb for børnenes opvækst. Fandt et fantastisk hus i Strandhusene i Odsherred til samme pris, som vi kunne få et rottebefængt, utæt og motorvejsnært udhus for i Roskildes dystopiske udkant.

Vi overtog huset i juli, og har været heroppe de fleste weekender. Om små tre uger flytter vi så endelig alle vores ting. Det bliver et andet liv, med helt nye dynamikker. Med mindre forhold, færre ‘muligheder’ (hey, den nærmeste metropol er … Holbæk), mere logistik og en ikke så lidt skræmmende tilværelse som hus- og haveejer. Socialt skal vi begynde forfra og komme ind i nye fællesskaber. De to arvinger skal rives op med rode fra børnehave og skolen, hvilket er den reelt største bekymring. Jeg skal lære at køre bil igen; det er vanskeligt at forlade sig på offentlig transport i udkanten, skulle jeg hilse at sige. Nye tider, kort sagt.

Er det den rigtig beslutning? Jeg ved det ikke. Lå det i kortene at jeg skulle ende mine dage i de yderste afkroge af Sjælland. Måske ikke. Men det er en ny start, med nye muligheder. Og selvom jeg naturligvis altid er perma-skeptisk og melankolsk sortseer, så kan jeg godt visualisere en god fremtid herude. Jeg tror, at livsmodellen kan fungere. Vi krydser fingre.

Hundested

Lørdag var vi i København, men bestemte os på vejen tilbage mod Odsherred for at tage ruten via Hundested-Rørvig fremfor motorvejen tværs over Sjælland. Et mærkeligt anæmisk område, deroppe nordvest for Hillerød. En gråmeleret november eftermiddag blev jeg ikke direkte bjergtaget af dets charme, men det kan også skyldes at jeg var stresset over udsigten til at misse færgen grundet en helt unødvendig bilkø.

Nuvel, vi missede selvfølgelig den planlagte færge, så havde muligheden for at luffe rundt i et juleoppyntet (men lukket) Hundested med den gave, som to sultne og trætte børn er. Midt i den eksistentielle rædsel så jeg nedenstående dør, som jeg følte mig kaldet til at fotografere. Der er mange stærke budskaber, som en notorisk planlægningsfascist som jeg kunne lære noget af.

Det siger sikkert mest om min manglende musikalske nysgerrighed i disse år, men jeg kan stadig ikke se at der har været en bedre og mere talentfuld dansk musiker end Emil Kruse. Han holder et nærmest absurd højt niveau i alt hvad laver. Det nye album, ‘December’, er fremragende fra den ende til anden. Lige nu har jeg ‘Bare sig’ på repeat. Perfekt til aftengåturen.

At skrive

Jeg er i en underlig dialog med mig selv om det her med at skrive.

Er havnet i den bagvendte situation, at mens mit eksterne output på blogs og i offentlige fora størkner til, så skriver jeg mere end nogensinde før internt til mig selv. Roam Research har medført en renæssance i mit dagbogs- og noteskriveri, som i den grad er blomstret op. Jeg tænker og tænker, skriver og skriver. Min navle blive også i dén grad beskuet i en direkte skræmmende detaljeringsgrad. Ingen tanke, følelse eller “indsigt” er for lille til at blive griflet ned i mit byzantinske notesystem.

Men det betyder samtidig, at meget af den mentalhygiejniske funktion som mit blogskriveri – eller snarere selve processen med at få mine forvirrede narcissistiske tanker ned på skrift – har haft igennem 15 år, er blevet internaliseret. Jeg har helt enkelt færre ting på hjertet udadtil, når jeg allerede har grædt ud indadtil. Og når jeg i forvejen mest skriver her for og til mig selv, hvor efterlader det så Sofisten.dk i mit skriveunivers?

Bloggens indhold af mestendels quasi-anonymiseret karakter, har grundlæggende længe været konceptuelt meningsløs. Ikke selvudleverende nok til at være bekendelseslitteratur, ikke strategisk nok til at bruges kommercielt eller til personlig branding. Vi er i et diffust ingenmandsland.

Omvendt elsker jeg – om ikke andet, så af nostalgiske årsager – at jeg har mit eget besynderlige og lurvede hjørne på nettet, hvor jeg kan skrive om det, jeg har lyst til – uden at være indhegnet af andres krav og forventninger. Selvfølgelig vil jeg gerne sælge en bestemt persona til de af jer, der er sunket dybt nok til at læse med på regelmæssig basis. I ved nok, jeg er ham den quirky og semi-intellektuelle personage, med hang til nørdet popkultur og iført en perma-ironisk distance til verden. Det ville være løgn at påstå at jeg ikke forsøgte at binde jer den historie på ærmet.

Men jeg forsøger dog at tone det ned. Et af mine mange issues med sociale medier1 er netop det performative aspekt. At folk spiller roller og optræder på en imaginær scene2. Den konstante iscenesættelse, kuratering af tilværelsen, denne underlige transformation af én selv fra deltager til tilskuer i ens liv. Hvor jeg forventes rollen som ‘succesfuld og lykkelig mand i år 2020’, eller roller, der er endnu klammere – ikke mindst inde på de sociale mediers allermest frastødende bordel: LinkedIn.

Sofisten er stadig tænkt som mit frirum, hvor mine tanker (i teorien) kan blive læst af andre, og måske (kun måske) kan gøre en positiv forskel på et eller andet. Det er i den ånd, jeg vil fortsætte med at skrive. Og så må jeg jo blot syntetisere de klogeste dele af alt det bras, jeg smider ind i Roam.

  1. Udover at de er overvågningskapitalistiske foretagner, der lever af at sælge mine data OG at de ødelægger min evne til at fokusere og være nærværende []
  2. Ja, jeg ved det godt, Erving Goffman kigger ned fra himlen og frydes []

Ny cheftræner

Jeg kunne egentlig godt lide det jeg hørte om AaB’s vikarierende cheftræner Peter Feher i ‘Ripodsten’. Han er genuint sjov, og AaB har en pudsigt positiv tradition med at indarbejde sjællændere i klubben. Personer som Feher kan utvivlsomt tilføre det nordjyske miljø noget godt og nødvendigt udefra. Han er en fortrinlig assistenttræner, men heller ikke mere end det. Jeg håber at klubben stiler højere. Truppen er den bedste i mange år, og nu skal potentialet snart forløses. Er Feher manden, der kan det? Hans historik i Helsingør og HIK tyder ikke på det.

Jeg har naturligvis svært ved at sætte navn på, hvem jeg gerne vil have som ny træner i stedet for. Det er trods alt nemmere at rive ned end at bygge op.

Men AaB må for for alt i verden ikke hyre min ærkeengel Erik Hamrén. Netop fordi jeg elsker ham så ubetinget, så kan jeg ikke leve med at mit billede af ham bliver besmudset af en eventuelt mislykket retur til klubben. Mit hjerte vil briste af det. Jeg har brug for at Smukke Erik forbliver perfekt. Han må og skal for evigt være et lykkebringende minde, der bringer varmt sollys og blide kys ind i selv mine mest grå stunder. Tabet af ham vil være ubærligt, ikke mindst efter jeg allerede mistet har Allan Kuhn i mit personlige Pantheon. Det er svært at bevare ens status som afgud, når man bliver fyret fra Hobro. 

Det samme må ikke ske for Hamrén. Det må ikke ske for min skrøbelige psyke. Så jeg håber den volatile sportsdirektør Inge André Olsen finder en anden ambitiøs træner, som ingen ellers havde tænkt på. Det vil være bedst for alle parter.