Transfervinduet

Nå, det blev et anæmisk og stillestående transfervindue for AaB. De afskibede skuffelser og marginalspillere på lejeaftaler og … det var så det. Største nyhed var vel ingen af profilerne blev solgt. Der er ingen cheftræner det næste halve år og så kom Ibi Støvrings kæreste ind i truppen. Alt er kort sagt godt.

Skriften på væggen

I dag lærte jeg noget nyt. Ved at lytte til den konsistent fortrinlige historiepodcast ‘The Rest is History’ opdagede jeg, hvor begrebet at ‘se skriften på væggen’ stammer fra.

Det viser sig, at det stammer fra Daniels Bog i Det Gamle Testamente i Bibelen, hvori profeten Daniel – der kan noget så old school og fornøjeligt som at tyde drømme! – er bortført til Babylon.

Grundet sine forrygende evner bliver han rådgiver for Kong Nebukadnesar II. Faktisk er han så skarp til at tyde ting og sager, at han en nat bliver hidkaldt til at læse, hvad en usynlig (og lidt flabet) spøgelseshånd har skrevet på væggen under det orgie af en fest, som bliver holdt af den nu afdøde konges barnebarn Belshazzar.

Hånden grifler מנא מנא תקל ופרסין, hvilket Daniel læser og forstår som “Gud har talt dit kongeriges dage og gjort ende på det […] du er vejet og fundet for let […] dit kongerige er blevet delt og givet til mederne og perserne.”

Den fortolkning bliver stakkels Belshazzar selvsagt ikke jublende lykkelig for. Se blot her hvor Rembrandt lavede en (naturligvis helt historisk korrekt) barok udlægning af seancen små 1000 år senere. Så står man dér og chiller med vennerne iført sin guldvest og krone (ovenpå turbanen), utvivlsomt lavet af rovet fra templet i Jerusalem. Blot for at en utidig hånd dukker ud af ingenting og laver grafitti på ens væg. Man forstår vel reaktionen?

Rembrand Belshazzars fest (1635)

Faktisk bliver han så mobset at han smider Daniel for løverne, hvilket vel ikke er klassisk classy opførsel. Så går det hverken værre eller bedre end at spøgelseshånden naturligvis har ret. Belshazzar DØR SAMME NAT, Daniel er urørt af rovdyrene i løvehulen (Gud elsker ham jo) og relativt få år senere bliver Babylon smadret til plukfisk af perserne. De skulle have hørt på Daniel, skulle de ikke?

Så moralen er: hvis en usynlig spøgelseshånd skriver kryptiske ting på din væg mens du drikker dig i hegnet, så er det en god idé at få en drømmetyder forbi – for dét, der står på væggen, ja, det kommer altså til at ske. Og herfra stammer så begrebet, at se skriften på væggen.

Heaven’s Gate

Jeg fordybede mig henover nytårsdagene i en podcast i ikke færre end ti dele om ‘Heaven’s Gate’-kulten.

Det er klart at suicidale UFO-dommedagskulter – hvor de i tiden inden masseselvmordet også kastrerede hinanden – er en anelse ekstreme i deres løsninger. Men noget jeg kom til at tænke på, da jeg hørte om deres tankesystem var: Ja, de mennesker var gakkede, psykisk sårbare og sandsynligvis mentalt forstyrrede. Men hvis man kom udefra – måske gemte sig bag et Rawlsk slør af uvidenhed – og anlagde samme kritiske/tilstræbt objektive distance til de religiøse narrativer og livsførelser, vi betragter som mainstream i vestlige/sekulariserede samfund anno 2022, ville vores egne tankesystemer, moralske modeller og logikker så pr. definition blive betragtet som sunde, raske, naturlige og rigtige? Kræver det egentlig ikke nogen lidt underlige argumentatoriske spagatøvelser for at få tingene tingene til at hænge sammen?

De senere års fragmentering, polarisering og disinformation udfordrer i hvert fald antagelsen om en ’normal’ og almengyldig mainstream. Dermed ikke sagt, at jeg som almindelig bøvet leverpostejsdansker ikke selv abonnerer på det meste af den samlede mainstreampakke; jeg er mildest talt ikke en heterodoks tænker. Men når man møder fænomener, som er så langt ude som ‘Heaven’s Gate’ var, og som fuldstændig forkaster mainstream, så må man fundere over, hvad ens egen verdensmodel indeholder af besynderligheder. 

Photobooth

Lyttede til fysiske cd’er på mit anlæg igen for første gang i lang tid. Først forskellige albums med The Smiths, siden Depeche Mode – ‘Violator’.

Jeg husker sidstnævnte som fremragende og helstøbt (faktisk skrev jeg engang et hyldestindlæg til ‘Violator’, der dog mest af alt var en slet skjult reklame for Pet Shop Boys – ‘Behaviour’). Men her efter flere års musikforbrug frigjort fra albumformatet af streamingtjenesternes playlister, så må jeg tage min hidtidige vurdering op til fornyet revision. Fire ud af ni sange (‘World in My Eyes’, ‘Policy of Truth’, ‘Personal Jesus’ og – naturligvis – ‘Enjoy the Silence’) er episke mesterværker, men resten kan ærligt talt godt aflyses uden nogen vil savne dem igen. 

Albummet kom derfor tilbage på hylden (og bliver næppe taget ud igen foreløbigt), men forførende tæt på fandt jeg Death Cab For Cutie – ‘Forbidden Love EP’ (2000), som jeg ikke har skænket en tanke i muligvis 15 års tid.

Death Cab For Cutie var et af de bands jeg lyttede til på MySpace i begyndelsen af 00’erne, ikke mindst grundet Ben Gibbards alt for oprigtige vokal, de kække titler (‘We Have The Facts and We’re Voting Yes!) og deres studentikost fremmedgjorte/melankolske tekster. Den funklende stjerne på ‘Forbidden Love EP’ er sangen ‘Photobooth’, der på en en baggrund af et æggende Casio-style dance beat handler om et liv levet før børn (I ved nok: ung forelskelse, knuste hjerter, Sturm und Drang), som jeg har meget vanskeligt ved at erindre her i midalderens hamsterhjul.

Som jeg sidder her lytter til den kan jeg næsten (men også kun næsten) visualisere mig selv i begyndelsen af 20’erne på et kollegieværelse på Strandboulevarden. Det er en menneskealder siden, og det samme er Death Cab For Cutie, som jeg aldrig rigtig lyttede til igen efter ‘Plans’ albummet udkom i 2005. Måske jeg bør sætte det på nu, bare for gammel venskabs skyld.

Addendum: Det er ikke første gang jeg skriver om Ben Gibbard i kvalmende nostalgiske vendinger. Tilbage i 2012 (sic) var jeg således retrosentimental over hans sideprojekt The Postal Service, der allerede dengang nærmede sig et jubilæum. 

Årets bøger 2021

Året har været noget af en læsemæssig mavepuster for mig. Med 25 afsluttede bøger var 2021 mit suverænt mindst læsende år siden jeg begyndte at føre regnskab i GoodReads (hvilket begyndte i 2014). Adskillige af bøgerne var endda fra samme underlødig urban fantasy serie. Og da jeg så listen igennem slog det mig, at ingen af bøgerne for alvor fejede benene væk under mig. Det var især vanskeligt for mig at finde en årets nonfiction oplevelse, faktisk min læsning af nonfiction er mere eller mindre kollapset. Mildest talt et personligt udviklingspunkt for 2022.

Årets skønlitterære oplevelse

This Eden

Ed O’Loughlin – ‘This Eden’

Kommentar: Den første roman jeg har læst, hvor COVID-19 er en del af baggrundsstøjen. En spionhistorie/technothriller/speculative fiction med et paranoidt og afsindigt spændende plot. I et stærkere år var O’Loughlin ikke endt på førstepladsen, men ‘This Eden’ var min bedste og met fornøjelige læseoplevelse i 2021.

Årets nonfiction oplevelse

Patrick Radden Keefe Say Nothing
Patrick Radden Keefe – ‘Say Nothing: A True Story of Murder and Memory in Northern Ireland’

Kommentar: Igen en god, men ikke fantastisk bog – der dog var langt bedre end de (få) andre nonfictionbøger, jeg fik læst i år. Radden Keefe er skribent på The New Yorker, hvilket altid er en garant for at en forfatter er velskrivende. Det er også tilfældet her, og Radden Keefe sætter et tragisk mord ind i en større politisk-historisk kontekst.

‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

  • Ben Aaronovitch – ‘Rivers of London’
  • Guillermo del Toro & Chuck Hogan – ‘The Hollow Ones’
  • James S. A. Corey – ‘Leviathan Falls’

Kommentar: Jeg nød disse tre helt igennem underlødige og slaske genrelitterære bøger. Efterfølgerne til Aaronovitch var lidt op og ned, mens jeg ser frem til at del Toro og Hogan udvider horroruniverset fra ‘The Hollow Ones’.

‘God, men nok mest hvis du er sær’

  • Ben Aaronovitch – ‘Moon Over Soho’
  • Ben Aaronovitch – ‘Whispers Under Ground’
  • Ben Aaronovitch – ‘Foxglove Summer’
  • David Gray – ‘Liminal Thinking’
  • Dov Alfon – ‘A Long Night in Paris’
  • Angus Burgin – ‘The Great Persuasion: Reinventing Free Markets Since the Depression’
  • Matthew Quirk – ‘The Night Agent’
  • Jane Harper – ‘The Lost Man’
  • James Brabazon – ‘Arkhangel’
  • Terryl Givens – ‘Mormonism: What Everyone Needs to Know’
  • C.A. Bayly -‘The Birth of the Modern World, 1780-1914: Global Connections and Comparisons’
  • M. Todd Henderson – ‘State of Shock’
  • Carsten Staur – ‘Dansk udenrigspolitik i 250 år’
  • Georges Perec – ‘En mand der sover’
  • Wolfram Eilenberger – ‘Troldmændenes tid’
  • Shane Parrish – ‘The Great Mental Models’

Kommentar: En række meget forskellige bøger, vanen tro domineret af genrelitteratur. De fleste er ok (som i 4 ud af 6 stjerner), men langt fra banebrydende. Kan se at jeg i 2021 kun læste én eneste ren science fiction og ingen rene fantasybøger. Måske jeg skal genopdage de to genrer igen, det er jo ikke fordi vi mangler anledninger i vores pandemiske verden til at søge i indre eksil med eskapistiske fortællinger.

‘Skuffende. Meget skuffende’

  • Cal Newport – ‘A World Without Email’
  • Michael Böss – ‘Liberalismens vildfarelser’
  • Ben Aaronovitch – ‘Broken Homes’

Kommentar: Den eneste reelle skuffelse her var Newport, hvis bøger jeg ellers har været mildt stimuleret af i almindelighed. Böss bogen købte jeg efter at Weekendavisen havde omtalt ham, men jeg fandt ikke nye argumenter eller indsigter, som jeg ikke havde læst fremført bedre (og mindre selvtilfredst) før. Aaronovitch havde en offday og burde have taget en skrivepause.

Bøger jeg gik i stå i

  • Walter Scheidel – ‘Escape from Rome: The Failure of Empire and the Road to Prosperity’

Kommentar: For lang, for trang, for kedelig – også selv hans centrale tese (om at tiden efter romerrigets fald ikke er en mørk periode, men snarere rummer kimen til alt godt) egentlig er både provokerende og tankevækkende.

Peak Culture

Læste en artikel for nylig: ‘This is what peak culture looks like’. Skribenten argumenterer småprovokerende for, at på trods af at vi med moderne teknologi i dag relativt omkostningsfrit kan copy-paste historiske kulturelle mesterværker, så vælger de fleste at lave og opleve noget andet. Derfor må dette andet nødvendigvis være bedre end mesterværkerne.

Skribenten mener at der er en åbenlys diskrepans mellem ‘folk flest’ og eksperter. Hvor de brede masser foretrækker at forbruge nutidige kulturelle produkter, så fetischerer eksperter ‘klassikerne’ og de postuleret eviggyldige historiske mesterværker. Det sker fordi eksperterne har en iboende egeninteresse i denne kulturelle pessimisme og i at fastholde idéen om at fortidens kultur er bedre end nutidens, da deres viden (og de selv) ellers ville være ganske ganske irrelevant.

Det er bl.a. derfor at vi altid skal belemres med lister, hvor ‘Citizen Kane’ kaldes den bedste film nogensinde og det betragtes som et intellektuelt adelsmærke at have læst Dostojevskij. Og det vel at mærke selvom stort ingen nulevende mennesker vil få en særlig god eller berigende oplevelse ud af dem. Det gør sig også gældende indenfor popkulturen, der stadig er drevet af Boomernostalgi. Som skribenten fremhæver:

To a certain extent, this is a result of how nostalgia influences our perception of quality. I was in middle school when The Legend of Zelda: Ocarina of Time was published, so my skewed perception is that it is a uniquely good video game. Years later, it felt like a switch flipped on when I turned thirty and I no longer had interest in any of the new music played on my preferred radio station. But neither of these sentiments reflect underlying reality. I expect that pretty soon I will be yelling at clouds and telling kids to get off my lawn. Some research supports the idea that there is a nostalgia-age nexus, whereby you are locked in to preferring what you experienced at a particular age. And with the cultural dominance of Baby Boomers in place, the received view remains that by some bizarre “coincidence,” what the Boomers experienced at the relevant times in their lives is what all future generations have been forced to experience since then: Christmas music from when the Boomers were children; pop music from when the Boomers were teenagers or in their twenties now deemed to be “classic” rock; and the artsy or edgy movies from when the Boomers were in their twenties and thirties supposedly the best artistic era for Hollywood. This does not actually reflect reality either, of course; our expectation should be that the best Christmas music, pop music, and movies all appeared relatively recently, because that is what progress means.

Artiklen er tankevækkende, men også lidt vel kluntet i sit grundargument. Det virker eksempelvis ret evident på mig, at vi ikke er i ‘peak culture’, når det handler om film (hvilken film fra 2020 eller 2021 vil du huske om 10, 20, 30 år?) eller poesi (hvornår var en poet sidst relevant, og nej, Yahya Hassan er ikke nok). Jeg tror heller ikke, at fremtidens generationer vil værdsætte den arkitektur, der i disse årtier udfoldes i danske byer, ligeså højt, som arkitekturen fra begyndelsen af 1900-tallet (har I gået en tur i Ørestaden eller blandt de glas-betonhelveder, der perforerer havneområderne i Aalborg, København og Aarhus for nylig?).

Men jeg køber argumentet om, at Boomernes dominans har betydet en disproportional opreklamering af 1968-ungdomskulturen og dens popkulturelle artefakter. Det skal blive spændende at se, hvad der afløser det. Min egen generation virker underligt konsistensløs i vores identitet, opvokset som vi er i skyggen af 90’ernes hybrisoptimisme og terrorangrebet i 2021. Vi er fanget mellem Boomere, Gen X’ere og De Nye Inderlige i form af Greta Thunberg. Det er næppe os, der er generationen vi ventede på.

Endelig må jeg erkende, at jeg selv ikke er meget bedre end Boomerne, da jeg selv er massivt nostalgiramt. Måske det skyldes min nylige indtræden i 40-års alderen. Meget af det er i hvert fald børnedrevet. Min ældste er vild med at spille videospil, og det giver mig en pervers sentimental glæde, at eksponere ham for de popkulturelle ting, jeg selv var vild med som dreng; især Super Mario og The Legend of Zelda spillene. Samtidig må jeg indrømme, at selvom jeg inderst inde stadig mener at ‘Final Fantasy VI’ fra 1994 er verdenshistoriens bedste spil, så kan de nye iterationer af spil virkelig noget andet. Det giver nøgternt vurderet ikke mening at tvinge drengen til at spille Super Mario spillene fra 1990’erne, når der er et helt vidunderligt alternativ i form af ‘Super Mario Odyssey’. Det er er så propfyldt af nye idéer, lækker grafik og et sublimt gameplay, at de gamle spil må betegnes som kuriøsiteter.

Alt sammen blot for at sige, at jeg er splittet. Men man må hellere se fremad, det plejer at være det mest holdbare.

Get Back

Jeg får næppe set alle de otte timer af The Beatles ‘Get Back’-filmen, men jeg brugte dog halvanden times tid i selskab med dem i går. Og det var fascinerende, selv for en småskeptiker som mig.

For det er dybt interessant at se kunstnere skabe ting. Man følger processen, hvor det (på dette tidspunkt dysfunktionelle) band skriver og indspiller et album i et hangarlignende studie under et betydeligt tidspres. Det er ikke altid lige kønt og heller ikke altid særlig dramatisk. Efter en guddommelig kreativ inspiration arbejder de inkrementelt, forbedrer, sliber til, diskuterer – konstant.

McCartney og Lennon er aksen, mens den tydeligt beklemte Harrison angler efter opmærksomhed og anerkendelse fra de to, der omvendt er gledet fra hinanden. Starr sidder i baggrunden, stum og nærmest demonstrativt i afstand fra den skabende trio. Ved siden af, altid tavs, ildevarslende og klædt i sort, sidder Lennons strikkende muse Yoko Ono. Lennon har tydeligvis brug for hende, der udveksles usikre berøringer konstant, de andre interagerer aldrig med hende undervejs. 

McCartney er på dette tidspunkt de facto lederen i bandet. Man mærker hans passivt-aggressive frustration over de andres manglende nærvær og hans melankolske afkobling fra Lennon. McCartney VIL det her, de andre er mere tøvende, opgivende. Det er da også McCartney der leverer magien; man fornemmer verden vende sig i de øjeblikke, når han skaber den der magiske melodi ud af tilsyneladende ingenting. Han er så talentfuld at det nærmest er pinefuldt at se på. Måske jeg ikke har givet ham kredit nok hidtil. Der er tale om en kunstner af højeste klasse. Lennon – tynd, fragil – liver mest op, når melodien og harmonierne bringer ham og McCartney sammen en stund. 

Teknisk er ‘Get Back’ ligeså fascinerende at se. 1969 er nu. Optagelserne er helt rene, filmen kunne næsten være optaget i dag. Bandet fremstår som vaskeægte levende mennesker, ikke grynede sort-hvide artefakter fra en forlængst glemt verden for 50 år siden.

Den er virkelig værd at se.