Igen og igen

Vi ta’r den lige i opløbet:

Kære kritikere af svenske medicinstuderende på danske universiteter. Flet næbbet. Gå et andet sted og vær smålige. Læs jeres Ekstra Blad. Bank lidt i kakkelbordene. Lev jeres egen middelmådighed ud et andet sted. Brug jeres ret negligerbare evner og begavelse på noget andet.

Forstå det nu: Der er tale om kulturberigelse. De svenske medicinstuderende gør Danmark smukkere og bedre at leve i. De forsøder hverdagen og hæver vores niveau betragteligt. Vi bør prise os lykkelige for, at vort broderfolk på den måde gør os alle til gladere og bedre mennesker.

Flere svenskere til landet!

Stilstand

Phew, det har været en uhyre kedelig juli måned på arbejdet.

Det politiske og ministerielle system er gået ganske i stå. Organisationen puster ud ovenpå en energikrævende fusionsproces. Samtidig vil vores medlemmer hellere passe deres egen forretninger på denne tid af året, end at ringe til mig. Tilmed har alle mine chefer holdt ferie på noget nær samme tid. Ud over diverse udskudte opgaver og den almindelige papirmølle-opretholdelse, har der derfor ikke være udpræget meget at foretage sig her i juli.

Lediggang er som bekendt roden til alt ondt.

Efter en alt for stille måned, svinder inspirationen og motivation da også mere og mere for hver minut der går. Det har utvivlsomt også skinnet af på det mere eller mindre underlødige indhold på siden.

Men nuvel.

Lige om hjørnet venter Edens Have, thi min ferie starter på fredag efter arbejde. Lige nu er der kun et par familiebesøg i aften og i weekenden (samt en AaB-kamp i Herfølge), som afholder mig fra at drøne afsted mod to ugers ferie i Schweiz.

Grüezi!

Through the Wire

lancereddic

Efter at have støvsuget dvd-boks markedet for underlødig sci-fi, så er det nu politiserien ‘The Wire’ der roterer lystigt i Jordhulens rustikke afspiller. Det er uhyre berigende – og ikke mindst underholdende.

‘The Wire’ kørte fra 2002 til 2008 i USA. Serien er så gennemført ond, realistisk og overlegent udført, at man sidder ganske overvældet tilbage. 

Imidlertid er der ikke tale om endnu en krimi-/politiserie. Den er snarere et samfundsportræt, kombineret med en spændende kriminalhistorie. Jeg skal ikke kunne sige hvorvidt skildringen af politik, narkokriminalitet, de mere eller mindre korrupte beslutningsgange i Baltimore og gadelivet i amerikanske storbyer, er fortegnet. Men det føles ikke sådan. Slet ikke i persongalleriet. Man har ikke set så nuancerede skildringer af politifolk siden karakteren Andy Sipowicz i ‘NYPD Blue’.

Personligt erindrer jeg ikke en så mesterligt udført tv-serie. Og som gammel samfundsvidenskaber, er det yderst fascinerende (og deprimerende) at se et så dysfunktionelt politisk og bureakratisk system, som det der åbenbart kendertegner Baltimore.

Det skader heller ikke at skuespilleren Lance Reddick har en hovedrolle i form af Lieutenant Daniels. Jeg så ham sidst som den umanerligt uhyggelige Matthew Abbadon i ‘Lost’. Han er en fabelagtig skuespiller. Sjældent har jeg set så stirrende øjne – og sjældent har en mand spillet skuespil med meget passiv aggression.

‘The Wire’ kan varmt anbefales. Jeg købte min sæson et for 99.95 kr. i TP Musikmarked. Det er det samme som prisen for to kopper latté på en middelgod Østerbrocafé.

Med andre ord er der ingen undskyldninger for ikke at lade sig suge med ned i Baltimore’s underverden.

Vi må videre

Uppsala uni

Spændende artikel om Michel Foucault i denne uges Weekendavis.

Ja, naturligvis ikke om hans filosofiske tankegods (thi den slags er alt, alt for kompliceret for en flad ånd som jeg). Men det viser sig til min udelte forbløffelse, at det ideologiske fyrtårn for samtlige post-strukturalister på KUA og omegn, rent faktisk spenderede ikke færre end tre år ved universitetet i Uppsala i 1955-1958.

Hvis sådan en vindbøjtel kan, så kan jeg også. Det er endnu ikke for sent at blive afgud for kommende generation af cand.mag’er og andet godtfolk.

Kongen af Fallos

harry_potter_and_the_half_blood_prince_ron_weasley_poster2

Ok, det er meget muligt, at Harry er hovedpersonen – og at Ron primært er med for de billige og goofy grin.

Men det skal ikke hindre ham i at klemme hårdt om kosten. For Ron er en mester med kosten. Især når han bliver forfulgt af piger med et stort, savtakket ‘P’ i nakken.

Det bedste, som vi ved i AaB, er gratis spillere og vin ad libitum

Gudsketakoglov er min svigermor på besøg for tiden.

For hvis ikke, så havde jeg antageligvis været tvangsindlagt til at overvære AaB’s pinlige, ydmygende og skingre exit fra europæisk fodbold.

Jeg kunne til nøds mønstre en selvironisk tone efter det (trods alt) ikke-altafgørende nederlag til AGF i weekenden. Bevares, det er altid træls at tabe til rockerklubben i Århus, men det er trods alt et hold i samme liga som AaB.

Det var og er Slavija Sarajevo ikke.

De er et crappy, lorte og ligegyldigt sekundahold fra et borgerkrigshærget land. Den klub har ikke en brøkdel af AaB’s ressourcer, og den bosniske liga er i bedste fald på niveau med den danske 2. division. AaB skal kunne slå et sådant hold hver evig eneste gang.

Set i retrospekt er det en gåde hvordan klubben er havnet i denne situation. Én ting var den foragtelige beslutning om at fjerne striberne fra trøjen. Det var sådan set slemt nok i sig selv, og berettiger til utallige stokkeslag.

Men mon ikke AaB nu helt officielt har titlen som ‘Danamrks dårligste forvalter af et mesterskab’? Det er kun et lille år siden siden triumfen, og se hvor vi er henne nu:

  • Et usammenspillet og usammenhængende  hold med helt åbenlyse offensive mangler.
  • En træner uden gode bud på hvorledes man kommer ud af krisen.
  • En sportsdirektør, der sælger gode spillere fornærmende billigt, og tilgengæld udelukkende henter (gratis) sekundaspillere til klubben. 

Bevares, man kan sagtens argumentere for, at de økonomiske strukturer i dansk fodbold betyder, at det danske mesterskab som regel vil befinde sig i enten FC København, Brøndby eller OB (og måske FC Midtjylland). Med de til rådighed stående ressourcer, så vil AaB kun kunne markere sig i toppen med jævne mellemrum.

Men, det er ikke en undskyldning for at gå helt i hundene. Og lige nu ligner AaB altså mest af alt en klub i akut nedsmeltningsfare.

Hvordan nåede vi hertil? Hvordan fik man dekonstrueret Smukke Erik Hamréns vinderkoncept på den måde?  

Svaret ligger snubelende nær: Grundet simpel vanrøgt, inkompetence og mangel på rettidig omhu.

Hvorfor nu denne forbitrede anklage?

Jo, såmænd. Allerede i udgangen af 2007 vidste ledelsen i aaB, at Erik Hamrén stoppede som træner i sommeren 2008. Allerede dengang var jeg mavesur over, at sportsdirektør Lynge Jakobsen ikke gjorde nok at sikre sig en træner i tide. På daværende tidpunkt lå AaB nummer 1 i ligaen og det stod klart, at der var brug for kontinuitet i klubben, således at der kunne bygges oven på Hamréns møjsommeligt udførte arbejde.

Det gik som bekendt ganske anderledes.

I stedet for at sikre kontinuitet i trænerfilosofi og spillerstab, valgte Lynge Jakobsen at tegne en halvårs kontrakt med Bruce Rioch, en skotsk træner med et blakket CV og et renomé for at være en skabekrukke. Samtidig solgte man den langsomme og brutalt tacklende – men for holdets sammenspil helt centrale – forsvarsspiller Danny Califf. Halvåret forinden havde man solgt Rade Prica, den måske vigtigste angriber i nyere AaB historie, og manden som hele det offensive spil baserede sig på.

Resultatet blev da også derefter.

Rioch viste sig, som det han er – en ynkelig skabekrukke – ligesom det stod klart, at AaB’s offensiv var noget af det mest impotente i mands minde. Det hjalp heller ikke at hente diverse polske og jamaicanske lejesvende ind i angrebet. Kombineret med et fordrukkent og usikkert forsvar, så lignede AaB noget der var løgn.

Kun takket være en ret mirakuløs indsats af assistenttræner Allan Kuhn, lykkedes det i de sidste måneder af 2008 at afslutte en god Europacup kampagne – og endda at vinde et par kampe i superligaen. Set i bagspejlet, så var de 12 kampe under Kuhn måske det eneste rigtig acceptable ved 2008/2009 sæsonen.

Fra årsskiftet kom den unge og uprøvede Magnis Pehrsson til som træner. Det er mildest talt gået skidt. Holdet vraltede usikkert igennem foråret, leverede en mildest talt blodfattig indsats i pokalfinalen og oplevede en større exodus af spillere i sommerpausen.

AaB er nu oppe på 16 kampe i træk uden sejr. Senest altså med det ydmygende nederlag i Bosnien. Dét gør ondt, skulle jeg lige hilse at sige.

Er det hele så trænerens skyld? Skal han verfes ud? Efter min bedste mening: Nej.

Pehrsson har ret åbenlyse mangler i forhold til at sætte taktikken, men han har sandt for dyden heller ikke haft omstændighederne med sig. Her i sommerens transfervindue mistede han Thomas Augustinussen, AaB’s måske vigtigste spiller på midtbanen. Uden ham er holdet mere eller mindre faldet sammen. Det udestår stadig at se, hvorvidt den indkøbte afløser – Lolo Chanko – kan løfte opgaven.

Hvor går vi hen herfra? Den optimistiske tolkning ville være, at AaB nu kan koncentrere sig om ligaen og om at genopbygge holdet. Så selvom Pehrsson lyder ret så ynkelig og rådvild i interviews i dagens aviser, så har han ret. Der er kun én vej: Mere træning og mere fight. Samtidig får han forhåbentlig snart indført et nyt spilsystem, så spillerne ikke løber rundt som hovedløse høns.

Forhåbentlig har Lynge Jakobsen lært af affæren. Og forhåbentlig får vi indkøbt en ordentlig angriber inden transfervinduet lukker. Lige nu er hverken Curth, Tracy eller Holm i stand til at ramme en ladeport, om de så stod en meter fra den.

Fra nu af kan det kun gå fremad.

An Officer and a Gentleman

Normalt søger vi at holde en sober og anstændig stil her på stedet.

Men til tider er verden så underskøn og pirrende, at det føles bydende nødvendigt, at smide jomfruburet og blufærdigheden en kort stund.

Et sådant øjeblik opstod i dag, hvor jeg i embeds medføre var nødt til at opstøve en artikel i Ekstra Hadet. Undervejs i dette prægtige organ til den højere oplysning, faldt mine grådige øjne på endnu en artikel i sagaen om Erik & Anni.

Nuvel, jeg har aldrig selv haft fornøjelsen af at se IT-manden og rufferskens tv-programmer på Kanal 4. Men jeg har da med let (og fornøjet) undren bemærket, at de to naturligt smukke mennesker optræder tit og ofte i diverse mere eller mindre seriøse medier og magasiner.

Og således også i dag, hvor Ekstra Hadet kan berette, at de to åbenbart er fundet sammen igen-igen-igen. Tilsyneladende har de et særdeles turbulent kjærlighedsliv, men denne gang er det alvor: De VIL blive sammen.

“Ok, godt for jer”, tænkte den nærværende skribent, og overvejede at bladre videre til næste side. Men så var det at blikket fangedes af et ganske fabelagtigt citat. Noget der bør gå over i nyere dansk litteraturhistorie samt subsidiært tildeles Cavlingprisen for stærk journalistik:

Efter lidt fredsommelig diskussion med hinanden hen over morgenbordet enes Anni og Erik om, at de godt vil smile sødt til Ekstra Bladets udsendte fotograf.

“Åh jamen, jeg har altså et forkølelsessår. Jeg vil godt se lidt præsentabel ud”, forsøger Anni først at undslå sig og drilles så kærligt af Erik: “Du ser også gennembollet ud. Og du har morgenbollehår”.

Kan man sige meget andet end at der her er tale om verdenshistoriens mest classy (og offentlige) morgendrilleri? Erik, du er en gentleman!

Jeg vil straks benytte samme strategi ved mit næste kærlige morgendrilleri.

Ego Tripping At The Gates Of Hell

Måske årets mest spændende musikalske nyt: 29. september skulle det nye Flaming Lips album ‘Embryonic’ blive udgivet.

Rygterne vil vide, at det er et dobbelt album, ja, tilmed gruppens svar på ‘The White Album’. Et par sange er allerede blevet lækket – og det lyder overvældende lovende:

  • The Flaming Lips – ‘Silver Trembling Hands’
  • The Flaming Lips – ‘Convinced of the Hex’

Jeg forventer intet mindre end det sublime.

Deres forrige album, ‘At War With the Mystics’ (2006), var udmærket, men dog ikke helt i stand til at løfte arven fra mesterværkerne ‘The Soft Bulletin’ (1999) og ‘Yoshimi Battles the pink Robots’ (2002).

Vi går et spændende musikalsk efterår i møde!

Naturlig forklaring

Trøjens hævn fornægter sig ikke.

Man fjerner ganske enkelt ikke ustraffet striberne fra AaB’s hjemmebanetrøje. Anden forklaring på de nordjyske yndlinges forsmædelige nederlag til AGF, har jeg ikke.

Mærk jer mine ord: Det er trøjen der gør det. Altid. Jyllands-Posten har ganske vist andre – og mere profane – forklaringer på 0-1 lussingen. Men de er helt ude i hampen:

Forbløffelsen stod malet som Pjerrot i ansigterne på nordjyderne, da målscorer Peter Graulund befandt sig ved mållinjen og kæmpede med at holde sig på benene, mens syv-otte holdkammerater pressede deres jubel mod hans beskedne krop.

AaB-forsvarerne skældte ud på hinanden, så lidt på dommeren, så igen på hinanden og dernæst på linjedommeren. For så til sidst bare at svine hinanden til på kryds og tværs. Deres forvirrede gestikulationer signalerede, at der ikke var offside på den løse bold, der med kampens første egentlig boldberøring blev sendt frem mod AaB’s forsvar og Graulund. Lasse Nielsen og Thomas Gaardsøe var slet og ret elendigt posteret og åbenbart ikke mentalt klar til premieren.

AaB overvandt chokket og arbejdede sig langsomt tilbage. Der havde med sikkerhed stået 1-1, hvis 2008-topscoreren Jeppe Curth havde været i nærheden af tidligere tiders skarphed. Et velkomponeret kontraangreb skulle bare afsluttes med en lilleput-inderside i det tomme mål, men Curth endte som genstand for aftenens største latterbrøl, da han sparkede over bolden.

Jeg er sådan set helt enig i, at Peter Graulund har en yderst beskeden krop. Men bortset fra det, lyder ovenstående analyse så realistisk og sandfærdig? Næppe.

Skulle AaB virkelig have et uforberedt og rystende ringe midterforsvar? Nej, nu må jeg le! Skulle Jeppe Curth være uskarp foran mål? Har man hørt magen? Skulle Magnus Pehrsson være aldeles rådvild omkring strategi og taktik? Sikke dog en skidtspand af løgn og det pure opspind.

Nej, den egentlig årsag til, at AaB nu ikke har vundet i 16 kampe i træk kan udelukkende være, at de røde striber brillerer med deres fravær på hjemmebanetrøjen. Indtil de er tilbage på rette plads, så fortsætter ørkenvandringen.

Det må I gerne hænge mig op på.