Gudsketakoglov er min svigermor på besøg for tiden.
For hvis ikke, så havde jeg antageligvis været tvangsindlagt til at overvære AaB’s pinlige, ydmygende og skingre exit fra europæisk fodbold.
Jeg kunne til nøds mønstre en selvironisk tone efter det (trods alt) ikke-altafgørende nederlag til AGF i weekenden. Bevares, det er altid træls at tabe til rockerklubben i Århus, men det er trods alt et hold i samme liga som AaB.
Det var og er Slavija Sarajevo ikke.
De er et crappy, lorte og ligegyldigt sekundahold fra et borgerkrigshærget land. Den klub har ikke en brøkdel af AaB’s ressourcer, og den bosniske liga er i bedste fald på niveau med den danske 2. division. AaB skal kunne slå et sådant hold hver evig eneste gang.
Set i retrospekt er det en gåde hvordan klubben er havnet i denne situation. Én ting var den foragtelige beslutning om at fjerne striberne fra trøjen. Det var sådan set slemt nok i sig selv, og berettiger til utallige stokkeslag.
Men mon ikke AaB nu helt officielt har titlen som ‘Danamrks dårligste forvalter af et mesterskab’? Det er kun et lille år siden siden triumfen, og se hvor vi er henne nu:
- Et usammenspillet og usammenhængende hold med helt åbenlyse offensive mangler.
- En træner uden gode bud på hvorledes man kommer ud af krisen.
- En sportsdirektør, der sælger gode spillere fornærmende billigt, og tilgengæld udelukkende henter (gratis) sekundaspillere til klubben.
Bevares, man kan sagtens argumentere for, at de økonomiske strukturer i dansk fodbold betyder, at det danske mesterskab som regel vil befinde sig i enten FC København, Brøndby eller OB (og måske FC Midtjylland). Med de til rådighed stående ressourcer, så vil AaB kun kunne markere sig i toppen med jævne mellemrum.
Men, det er ikke en undskyldning for at gå helt i hundene. Og lige nu ligner AaB altså mest af alt en klub i akut nedsmeltningsfare.
Hvordan nåede vi hertil? Hvordan fik man dekonstrueret Smukke Erik Hamréns vinderkoncept på den måde?
Svaret ligger snubelende nær: Grundet simpel vanrøgt, inkompetence og mangel på rettidig omhu.
Hvorfor nu denne forbitrede anklage?
Jo, såmænd. Allerede i udgangen af 2007 vidste ledelsen i aaB, at Erik Hamrén stoppede som træner i sommeren 2008. Allerede dengang var jeg mavesur over, at sportsdirektør Lynge Jakobsen ikke gjorde nok at sikre sig en træner i tide. På daværende tidpunkt lå AaB nummer 1 i ligaen og det stod klart, at der var brug for kontinuitet i klubben, således at der kunne bygges oven på Hamréns møjsommeligt udførte arbejde.
Det gik som bekendt ganske anderledes.
I stedet for at sikre kontinuitet i trænerfilosofi og spillerstab, valgte Lynge Jakobsen at tegne en halvårs kontrakt med Bruce Rioch, en skotsk træner med et blakket CV og et renomé for at være en skabekrukke. Samtidig solgte man den langsomme og brutalt tacklende – men for holdets sammenspil helt centrale – forsvarsspiller Danny Califf. Halvåret forinden havde man solgt Rade Prica, den måske vigtigste angriber i nyere AaB historie, og manden som hele det offensive spil baserede sig på.
Resultatet blev da også derefter.
Rioch viste sig, som det han er – en ynkelig skabekrukke – ligesom det stod klart, at AaB’s offensiv var noget af det mest impotente i mands minde. Det hjalp heller ikke at hente diverse polske og jamaicanske lejesvende ind i angrebet. Kombineret med et fordrukkent og usikkert forsvar, så lignede AaB noget der var løgn.
Kun takket være en ret mirakuløs indsats af assistenttræner Allan Kuhn, lykkedes det i de sidste måneder af 2008 at afslutte en god Europacup kampagne – og endda at vinde et par kampe i superligaen. Set i bagspejlet, så var de 12 kampe under Kuhn måske det eneste rigtig acceptable ved 2008/2009 sæsonen.
Fra årsskiftet kom den unge og uprøvede Magnis Pehrsson til som træner. Det er mildest talt gået skidt. Holdet vraltede usikkert igennem foråret, leverede en mildest talt blodfattig indsats i pokalfinalen og oplevede en større exodus af spillere i sommerpausen.
AaB er nu oppe på 16 kampe i træk uden sejr. Senest altså med det ydmygende nederlag i Bosnien. Dét gør ondt, skulle jeg lige hilse at sige.
Er det hele så trænerens skyld? Skal han verfes ud? Efter min bedste mening: Nej.
Pehrsson har ret åbenlyse mangler i forhold til at sætte taktikken, men han har sandt for dyden heller ikke haft omstændighederne med sig. Her i sommerens transfervindue mistede han Thomas Augustinussen, AaB’s måske vigtigste spiller på midtbanen. Uden ham er holdet mere eller mindre faldet sammen. Det udestår stadig at se, hvorvidt den indkøbte afløser – Lolo Chanko – kan løfte opgaven.
Hvor går vi hen herfra? Den optimistiske tolkning ville være, at AaB nu kan koncentrere sig om ligaen og om at genopbygge holdet. Så selvom Pehrsson lyder ret så ynkelig og rådvild i interviews i dagens aviser, så har han ret. Der er kun én vej: Mere træning og mere fight. Samtidig får han forhåbentlig snart indført et nyt spilsystem, så spillerne ikke løber rundt som hovedløse høns.
Forhåbentlig har Lynge Jakobsen lært af affæren. Og forhåbentlig får vi indkøbt en ordentlig angriber inden transfervinduet lukker. Lige nu er hverken Curth, Tracy eller Holm i stand til at ramme en ladeport, om de så stod en meter fra den.
Fra nu af kan det kun gå fremad.
