Hid og did

Det et stykke tid siden sidst, men fortvivl ej, for nu dages det Brødre. Vi skal med andre ord igen en tur rundt i landet til de vigtigste og nære historier fra de lokale blade og aviser.

Vi lægger hårdt ud med en ganske urar historie. Tankevækkende er den også. For næste gang at du svælger i selvmedlidenhed, så skænk lige denne familie fra Kolding en strejftanke eller to:

CHOK: Ulykkerne væltede i lørdags ned over en familie på Junghansvej i Kolding.

Først skar familiens lille søn sig i øjet på en billet fra Legoland. Siden måtte de køre fra Legoland til skadestuen på Kolding Sygehus, fordi drengens smerter tog til. Og ved 23.30 gik der ild i parrets garage. Den udbrændte og familiens forholdsvis nye Honda blev også flammernes bytte.

“Jeg er stadig i chok over de ubehagelige hændelser, der haglede ned over os lørdag”, fortæller den kvindelige inderhaver af villaen på Junghansvej i Kolding. “Brandårsagen kender vi endnu ikke, men det kan være benzin fra en større havetraktor, der er gået ild i”, fortæller vagthavende hos Sydøstjyllands Politi.

Det må nok siges at have været en småtræls dag på Junghansvej. På den noget mere (men ikke meget) livsbekræftende front, så gav Lene Siel tidligere på året koncert i Tinglev Kirke. Ved den lejlighed begik Rudi fra Als-Foto den mest koncise og rammende anmeldelse i nyere tid:

Koncerten med Lene Siel. Var ikke som vi kender hende, hun virker uoplagt og meget stresset.

Kunne også mærkes, da hun kom til at begynde på det 3 vers i en sang. Men hurtig havde Lene en bemærkning til dette “Hun havde nok Alzheimer Light” Efter min mening en upassende joke – Pga. Hendes Far.

🙁  🙁  🙁

Jeg fornemmer at Lars Bukdahl og resten af anmelder-parnasset ryster ganske eftertrykkeligt i bukserne oven på denne benhårde affære i Tinglev Kirke. I øvrigt finder man hos Als Foto mange dejlige billeder af Lene Siel, katten Lucky og af skibene fra 7. Schnellbootgeschwader fra Tyskland, da de besøgte Sønderborg i marts.

Også andre steder er der dygtige entertainere på scenen. I Jammerbugten arbejder den lokale musikskole og ungdomsskole sammen om den spændende forestilling ‘Stræbersnegle’. Der bliver gået professionelt til værks, med auditions og hård kamp om at besætte hovedrollerne. Nordjyske bringer en åndeløst spændende rapportage fra NordjyllandsMediecenter i Aabybro:

– Værs’go David. Scenen er din, bød komponist, manuskriptforfatte og instruktør Jacob Sheppard Hermann velkommen og bad David fremsige replikken et par gange. Først som oplæsningen og senere ud over scenekanten.

Davis fik lov at fremsige teksten flere gange, og hver gang blev der koblet lidt på. Bevægelse, mimik og ændret stemmeføring.

– Så tager vi den i en lidt cool version. Sådan lidt streetagtig. Og senere lidt gangsteragtig. Jacob Sheppard Hermann byggede auditionforløbet op, så David hurtigt følte sig hjemme og derfor kunne levere en præstation, han selv var tilfreds med, da han efter ca. 15 minutter atter forlod scenen.

– Det var helt anderledes end jeg havde ventet. Lidt spøjs i begyndelsen. Men jeg faldt hurtigt til ro og blev bedre til sidst, fortæller David Jensen. – Jeg troede ikke, at de ville gøre så meget ud af det.

Nu venter David spændt på resultatet af auditionen.

Jeg røber næppe nogle hemmeligheder når jeg siger: Det gør vi også! Andre steder i det nordjyske – nærmere betegnet ved debatmøder om kulturpolitikken i Mariagerfjord Kommune – filosoferes der over de helt store spørgsmål i livet:

Hvor kan min datter komme til at spille obo?

Ja, hvor egentlig? I Høng tumler man med helt andre problematiske sager. Vi er stadig på et forholdsvist højt abstraktionsniveau, men dog af en anden karakter. Det er nemlig ikke kulturen der giver panderynker, men derimod den stadigt hårdere kriminalitet på egnen, der bekymrer det lokale politi:

Landpolitiet i Høng fik mandag morgen melding om, at der flere steder på Centervej i Høng var fundet breve, som var lukket op. Brevene stammer sandsynligvis fra en af postkasserne over for Høng Centret, og de er blevet returneret til postvæsenet.

Landbetjent Svend Erik Autzen siger, at folk, der har postet breve søndag i de pågældende postkasser, skal være opmærksom på, om brevene når frem til adressaten.

Han formoder, at brevtyvene har fisket brevene op af postkasserne i håbet om, at de indeholdt kontanter.

Stjæles gør der også i Helsinge. TV2 Lorry kan berette om det tragiske tyveri af den islandske hingst Hvinur. Tabet har efterladt ejeren i vis grad af totalt nedbrud og eksistentiel krise:

Hingsten Hvinur er en af landets mest lovende eksemplarer af sin slags og forventes at kunne indbringe op til to millioner kroner, når den når sit højeste. Det er hingstens imponerende stamtavle og smukke ydre som gør den særdeles velegnet til avlshingst.

Hestens ejer Henriette Friis Hedegaard er slået ud over at have mistet sin hest. “Hvinur var min livsdrøm, jeg havde sat næsen op efter at skulle ride konkurrencer. Han skulle være min avlshingst som jeg skulle bedække en masse hopper med og tjene penge på”.

Hillerød Politi har sat en efterforsker på sagen og vil nu undersøge de miljøer, hvor man sælger sådanne
præmie-eksemplarer.

For Henriette Friis Hedegaards skyld håber jeg, at politiet gennemtrevler miljøet omkring præmiehingstesalg. Hver dag der går uden at hun får sin livsdrøm om at bedække en masse hopper opfyldt, er én dag for mange!

Vi slutter i Svendborg med en lidt lummer situation. Fyens Stiftidende fortæller:

En 25-årig kvinde på Faaborgvej fik ikke en behagelig opvågning søndag morgen. For hun vågnede mellem klokken 7 og 8 til synet af en ukendt nøgen mand, der sad ved hendes seng.

Manden var trængt ind i hendes hjem, hvor døren formentlig ikke var låst. Den nøgne mand stak af, men blev senere på morgenen fanget af politiet.

– Det er en, vi i forvejen kender lidt til for sådan noget, fortæller vagtchef Per Sterobo. Politiet har sigtet manden for blufærdighedskrænkelse og ulovlig indtrængen. Senere på dagen skal manden, der er 27 år gammel, afhøres for at forsøge at klarlægge, hvorfor han valgte at trænge ind i lejligheden.

Det undrer en anelse, at de med sikkerhed ved at manden er 27 år gammel, eftersom jeg kender i hvert fald én fra Svendborg på 36 år, som passer forbilledeligt ind i ovenstående handlingsmønster.

Himmelstormere

François Garas (1866-1925) var en genial, visionær, vanvittig og obskur fransk arkitekt, der yndede at tegne esotoriske og nærmest fantasy-agtige monumenter dedikeret til så konkrete størrelser som ‘tanken’, ‘døden’ og ‘livet’.

En af mine svenske yndlingsbloggere, Therese Bohman, har bedrevet et lifligt indlæg om ham og andre romantiske/megalomane artikekter (tjek i den forbindelse lige Boulées monument til Newton!).

Garas er lidt af en ukendt størrelse, meget symptomatisk ved ikke engang hans forvaltere på Musée d’Orsay i Paris særskilt meget omkring ham. Nedenfor er alligevel hans tegninger til ‘Tankens tempel’, der blev dedikeret til Beethoven:

 

garas2

Temple à la Pensée, dédié à Beethoven, vue perspective depuis l’arrière du temple (1897).

 

garas

Temple à la Pensée, dédié à Beethoven, vue en cours de construction (1897).

 

Templet blev naturligvis aldrig opført, men jeg er alligevel helt pjanket med hans måde at visualisere på. Nogle vil kalde det ur-goth stil, selv bliver jeg dog mest mindet om Egon Schieles landskabs-/landsbybilleder og artworket til mit yndlings Super Nintendo spil ‘Final Fantasy 6’ (sic):

schiele

Egon Schiele: Vier Bäume (1917)

 

egon-schiele-house-with-drying-laundry

Egon Schiele: Haus mit trocknender Wäsche (1917)

 

FF6

Yoshitaka Amano: Narshe (1993)

 

Jeg vedgår gerne, at min snævertsynede kunstsmag næppe vil udvikle sig meget videre end til de østrigske malere i begyndelsen af 1900-tallet. François Garas får dog lov at afslutte med sit ‘Tempel til fremtidens religioner’. Det er som en vild Claude Monet udgave af Angkor Wat templet i Cambodia:

 

garas3

Un temple pour les religions futures (1901).

Fantastisk!

Den gamle gartner

frugt 

Man skal ikke spøge med de pensionerede gymnasielærere. Slet ikke dem med botanisk baggrund. Min far har siden sin afgang fra Aalborg Studenterkursus forvandlet sig til en moderne udgave af Den Gamle Gartner. Skrænten ved vores vej er efterhånden forvandlet til et veritabelt overflødighedshorn af pære-, æble- og blommetræer.

Har ham mistænkt for, at det reddede hans dag, at han kunne få lov til at svare “tag bare, der er rigeligt hvor de kommer fra” på mit spørgsmål om, hvorvidt jeg kunne slæbe lidt med i flyet tilbage til København.

Hjemstavnskultur

Nå, men altså: På forældrevisit i Den Gyldne Stad.

Det er et par måneder siden sidst, men alting ligner sig selv. Og dog, det er nu alligevel en sandhed med modifikationer.

For der fejres nemlig ’Aalborg i rødt’ for tiden. En lidt lurvet ugelang kopi af Århus festuge, hvor de kulturelle højdepunkter tilsyneladende består af, at butikkerne holder længe åbent fredag aften samt at der afholdes koncert med finkulturelle og altid smagfulde Safri Duo. Som formanden for handelsstandsforeningen siger det:

– Det er lidt af et scoop, at det er lykkedes os at få Safri Duo til Aalborg fredag aften under ”Aalborg i Rødt”, fortæller Flemming Thingbak. Safri Duo turnerer nemlig meget i udlandet, og har ikke været i Aalborg, siden de spillede på Limfjordsbroen under Tall Ships Race i 2004. Det bliver en stor musikalsk oplevelse, når Safri Duo går på scenen på Gammeltorv kl. 22.00 fredag den 4. september, når alle Aalborg Citys butikker lukker efter en lang åbningsdag under Day & Night.

Ja, overfor et så stort navn, må festugen i Århus nok give fortabt. Det er naturligvis et helt og aldeles fortryllende arrangement. Navnet på festen er givetvis et ordspil på Rød Aalborg og AaB’s farver. Men mon ikke, at det i dette velsignede kommunalvalgsår også indgår i Den Lokale Socialdemokratiske Lensherres overvejelser, at rød nok er fin, fin farve at promovere?

Blandt festfyrværkeriet af gode idéer og dejlige initiativer er de røde løbere dog alligevel det mest markante. Kommunen af uransagelige årsager valgt intet mindre end at lægge røde løbere ud i gågaderne i midtbyen. Så nu kan man gå via rød løber hele (og jeg mener virkelig: Hele) vejen fra hovedbiblioteket til Vesterbro. Næsten uden at man rører asfalten på et eneste tidspunkt. Kun på Nytorv går det lidt galt. Det er med andre ord en ingeniørmæssig og infrastrukturel bedrift af de større.

Hvad det præcise formål er med de røde løbere i gågaderne, står dog lidt hen i det uvisse.

I læserbrevene i Aalborg sektionen af dagens Nordjyske, spekuleres der i denne uge lystigt over de dybereliggende socio-kulturelle aspekter af løberne. Debatten er især intens efter at Aalborg Brandvæsen fredag benyttede en ikke uanseelig mængde arbejdstimer, vand og brandbiler på at vande (ja, vande) løberne. Formodentlig for at de mere løbske af løbere ikke løsnede sig fra jorden. Men alligevel. Selv samme dag stod det stod ned i lårtykke stråler. Måske vandingen var lidt overkill. Synes altså de oprørte skribenter i læserbrevssektionen.

Men måske de bare bør forstå, at de røde løbere er et af den slags fabelagtige initiativer, der blev lanceret af et kvikt hoved på et langhåret møde i kulturudvalget. Hvorefter Den Lokale Socialdemokratisk Lensherre velsagtens spontant forelskede sig i idéen. Det er jo ren star quality. Så mon ikke hensigten er at tilføje kædebutikkerne og solcentrene et skær af eksklusivitet og klasse. I ved nok, Hollywood og sår’n. For så kan de lære det nede i Århus, kan de.

Og man må sige, at det er lykkedes.

Nu har løberne nemlig ligget dér og lumret sig i en uges tid, og jeg skal da lige hilse at sige, at de er blevet ganske imponerende ækle og svampede. Det føles lidt som at soppe i vandkanten, når man spadserer rundt på dem. Her er løberne i hvert fald i al deres magt og vælde. Med ret vildt danseshow på. ’Boksarobic’, hedder det vist:

 Aalborg

Vraaaauw, dejlige typer, ikke sandt? Men skynd jer. Løberne er væk lige om lidt. Våde eller ej.

Game, Set and Honor

(HD-undervisning, læsning, DHL-stafet for Dansk Børne Astma Center – og nu i weekenden Aalborgbesøg hos forældrene. Ja, der er i sandhed mange dårlige undskyldninger for de foruroligende få opdateringer her på stedet.  

Derfor er det med megen taknemmelighed fra min side, at Svendborgs største gentleman, Valdemar, atter beriger os alle med et gæste indlæg. Denne gang om Wimbledon finalen 2009. God læselyst, red.)

Wimbledonfinalesøndagen i år var en mærkedag på mange måder.

Ikke mindst pga. undertegnedes 36-års fødselsdag, som blev fejret med familien, blottet for pomp og pragt. Der var dog også en anden og langt mindre betydningsfuld begivenhed: Roger Federer besejrede Andy Roddick og vandt derved sin 15. Grand Slam-titel.

Roddick, som lidt hårdt sagt er en ret primitiv spiller, meget amerikansk med masser af power og determinisme, og ikke så meget følsomhed og delikatesse tabte ikke overraskende finalen. Måden det skete på var derimod overraskende, idet han gav Mesteren, Roger Federer, kamp til stregen.

Ikke blot stregen, men den streg, som de to igen og igen i 5. og afgørende sæt valgte at flytte længere og længere ud i horisonten. Fremragende kamp, som de begge havde stor ære af.

Federer er nu angiveligt den største rent resultatmæssigt, men mangler alen for at nå op på siden af de største i tennisfans’ erindringspool.

Hvad er det så for en erindringspool?

Jeg har set min andel af tenniskampe, eftersom min fødselsdag igennem årene altid er blevet fejret af storfamilien på selv samme dag, som herrefinalen i Wimbledon er blevet spillet, år efter år. At jeg selv engang var en habil tennisspiller (og stadig spiller med jævne mellemrum), og har fået sporten ind med opdragelsen, idet moderen og faderen mødte hinanden i Klubben, B 93, gør det til en selvfølge at være interesseret. Moderen har i parentes bemærket 3 DM-titler i bagagen, så der er en tung arv at løfte.

Når jeg tænker på de store øjeblikke i tennissporten er det ikke Federer, som træder stærkest frem. Han er jo stor, men har naturligvis ikke haft så lang tid som andre til at lagre sig (og blive endnu bedre i bagklogskabens lys) som de andre. Også selv om han netop har rundet de $50 mio. i præmiepenge.

Hvem er det i givet fald, man så husker – udover naturligvis de indlysende Edberg, Wilander, Becker og Lendl?

Dem der har gjort sig bemærket for andet og mere end bare gudsbenådede boldflyttere, naturligvis.”

Jim Courier, som i virkeligheden burde have været baseballspiller, eftersom han klædte sig og spillede som én, tog naturligvis alle franske tilskueres hjerter med storm, da han holdt takketalen på fransk efter at have vundet French Open et år. Den sjuft havde selvfølgelig snydt mht. til det franske, eftersom han i årevis havde været kæreste med en laber franskdulle, som havde lært ham et og andet fransk, også ang. sproget.

Pat Cash, den tætte australier, som efter at have vundet sked højt og flot på den pæne engelske tradition, og kravlede op til sin kæreste og træner på tribunerne, mens publikum æggede ham frem.

Hvor kommer Mesteren så ind i alt det her? Jo, Federer er givetvis den største målt på antallet af titler, og det tal bliver med sikkerhed udbygget markant de næste år. Målt på antal uger på verdenstoppen, antallet af Grand Slams og de føromtalte kroner og ører er han den største.

Men han mangler alligevel noget meget væsentligt. Noget som selv Borg også mangler.

Kant.

Bid.

Personlighed.

Han er ganske givet en flink fyr, men det er nu altså sjovere at se Nasty og Jimbo (aka Nastase og Connors) råbe af hinanden på banen, alt imens de deler duller og borde på natklubberne. Det er også mere spændende at høre om Agassis eskapader med tennis-groupies og hans (for hans tenniskarrieres vedkommende) fatale ægteskab med Brooke Shields, den hvideste kvinde i Amerika.

Men allerallersjovest er det at se John McEnroe rydde bordet ved sin siddeplads med sin ketcher.

Eller nedstirre bolddrengen, fordi han åbenbart kom til at tage en bold foran Mac’s næse.

Eller bare at se hvordan han tilsyneladende håner sin modstander i hver eneste serv, ved at starte serven med ryggen til modstanderen!

Hans oneliners har fået velfortjent herostratisk berømmelse, og bliver dygtigt udnyttet her.

Så Federer den største af dem alle?

You cannot be serious!!!!

Jeg vil ikke sprede rygter, men…

Det såkaldte ‘transfervindue’ (forklaring for ikke-fodbold nørder: Det tidsrum som fodboldklubber har lov til at købe, sælge og leje spillere) lukker i dag ved midnat.

Det medfører som regel en infernalsk aktivitet, eftersom mange klubber desperat foretager de sidste dispositioner på spillermarkedet, inden sæsonen rigtig går i gang. Perioden kaldes også Silly Season, og det er en sand fest for medier og fodboldfans, som kan tilbringe timer, dage og uger med at spekulere over, hvilke spillere ens hjerteklub nu end har købt eller solgt.

AaB er ingen undtagelse. Langt fra faktisk. Måske transferfeberen raser endnu værre her end andre steder.

Efter en sommer med noget af åreladning af spillere – og en nogenlunde tilsvarende invasion af lykkeridder og lejesvende – kom salget af det unge klubikon Thomas Enevoldsen til FC Groningen, som lidt af en uvelkommen nyhed.

Holdet så ellers nogenlunde sammenspillet og homogent ud (bevares, en ny kvalitetsangriber ville ikke skade), så tabet af Enevoldsen er ikke ubetinget positivt – selvom pengene tilsyneladende luner i AaB’s notoriske underskudsforretning af en koncern.

Blandt de rabiate fans på debatside.dk, har transferspekulationerne efterhånden noget stormfulde højder. Debattråden ‘Transferønsker Sommervinduet 2009’ har nu ikke færre end 4711 indlæg, indeholdende et hav af spekulationer, våde drømme, afrikanske ungervende,  svenske daglejere og ikke så få afdankede danske landsholdsangribere.

Enkelte af debattørerne er særdeles skarpe observatører. Således bidrog ‘Red0fox’ med følgende vanvittigt ophidsende indlæg i går mandag:

Jeg vil ikke sprede rygter….

men der er set en mørk mand med sort hår i lufthavnen. Han satte sig ind i en taxa… nogen der har noget mere….

Hvortil der jo kun er at udbryde: SORT! MAND! SET! I! TAXA!, og så i øvrigt konstatere, at Aalborg tilsyneladende stadig er et meget lille sted.

Med godt ni timer tilbage af transfervinduet, har AaB dog til min store skuffelse endnu ikke meddelt hvorvidt den meget omtalte mørke mand i Aalborg Lufthavn faktisk er en ny spiller.

Vi får udløst den ulidelige spænding seneste kl. 23.59 i aften.

The Ayatollah Begs to Differ

JegErElsket

Kender vi det ikke alle? Man er bare så überpopulær og fortryllende dygtig, at man er nødt til at underdrive egne bedrifter for at undgå misundelse, jantelov, kiv og strid blandt mindre enestående personager?

Den stærkt autoritære præsident i Europes sidste diktatur Hviderusland,  Aleksandr Lukasjenko, kender ALT til det fænomen.

Ved præsidentvalget i 2006 fik han således ikke færre end 83 pct. af stemmerne, en så overvældende valgsejr, at man skal til Saddam Husseins Irak, Turkmenistan, Nordkorea eller de rigtig korrupte afrikanske lande for at finde magen til.

Det var mageløst. Selv ved valget i Iran, hvor den præsident Ahmadinejad havde det samlede præsteskab, militær, sikkerhedspoliti, efterretningsvæsen bag sig, fik han kun fusket sig frem til knap 63 pct. af stemmerne. Lukasjenko kan åbenbart noget ganske særligt.

Og der var skam også snyd involveret, indrømmer Lukasjenko i dag. Men ikke på den måde man skulle tro. I et interview til avisen Izvestia er han hudløst ærlig om valget i 2006:

Han fortæller, at da det stod klart, at 93 procent af vælgerne havde stemt på ham, gav han lederen for den centrale valgkommission ordre til at “nedjustere” opbakningen til præsidenten til “cirka 80 procent”.

– Et sådan resultat – over 90 procent til mig – så ikke så godt ud og ville ikke blive tilladt, siger Lukasjenko. Han mener, at det internationale samfund har en “psykologisk barriere” på maksimalt 90 procent til en kandidat.

– Hvis jeg havde fået flere end 90 procent af stemmerne, ville resultatet ikke blive accepteret i udlandet, siger han videre

Man ser det for sig.

Resultatet fra det frie og demokratiske valg tikker ind. Det står i løbet af aftenen klart for Lukasjenko at folket elsker ham nok til, at 93 pct. vælger at sætte deres kryds ved ham. Velovervejet og modent når han frem til den svære og alvorsfulde erkendelse, at resten af den ignorante verden næppe vil kunne forstå og acceptere, hvor elsket og populær han faktisk er i Hviderusland.

Han træffer derfor den eneste voksne og ansvarlige beslutning, nemlig at forfalske valgresultatet, så den ubetingede kærlighedserklæring fremstår mindre stærk, end hvad den reelt er. Det gør ondt på ham. Han ved jo hvor populær han er, men er nødt at lade sig hæmme af andre landes nidkærhed og smålige jalousi.

Har man hørt magen? Hvor er det stærkt gået. Sikke en gentleman. Sikke en mand. Hvor er det dog en lykke og lise for sjælen, at han nu har styret Hviderusland benhårdt og undertrykt alt opposition lige siden 1994.

Wrapped Up in Books

FindX

Kære CBS, hvorfor slår I mig ikke bare ihjel med det samme?

  • Salvatore: ‘Managerial Economics in a Global Economy’ (2007)
  • Henry: ‘Understanding Strategic Management’ (2009)
  • Melander, Hedegaard & Flyger: ‘Økonomisk Virksomhedsbeskrivelse’ (2007)
  • Hedegaard & Hedegaard: ‘Strategisk investering & finansiering’ (2009)
  • Agresti & Franklin: ‘Statistics: The Art and Science of Learning From Data’ (2009)

Det bliver i sandhed et langt, langt semester.

Temple of Doom revisited

Marie fortsætter sine fabelagtige anmeldelser af Indiana Jones filmene. Turen er denne gang nået til den herostratisk famøse ‘Temple of Doom’, i folkemunde måske bedre kendt som ‘den-hvor-de-spiser-abehjerne-og-hvor-en-gal-gal-hindu-flår-et-menneskehjerte-ud-af-brystet-med-de-bare-hænder’.

Jeg vil ikke engang forsøge mig med en lignende anmeldelse, thi også på det punkt overgås jeg med adskillige hestemuler af den unge dame. Ud over min åbenlyse mangel til at skrive mere nuancerede anmeldelser end ‘X er grotesk elendig!’ eller ‘Y er sørme amuserende’, så ville en konkurrerende anmeldelse som udgangspunkt i øvrigt også være ualmindeligt fjollet, eftersom at jeg overordnet set fuldt ud deler hendes vurdering af ‘Temple of Doom’ som den ubetinget ringeste af de fire Indiana Jones film (dog skarpt forfulgt af den illusionsbristende ‘Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull’).

Maries grundkritik af ‘Temple of Doom’ er, at filmen er et ganske skamløst forsøg af Steven Spielberg på at tække den laveste fællesnævner blandt adventurefilm biografgængerne (i.e: platte splattereffekter, et anstrengende persongalleri m.v.).

Disse skønhedsfejl kan man måske leve med, hvis altså bare at filmen ikke begik den dødssynd at glemme sin hovedperson i processen. Marie argumenterer for, at det ikke er den samme Indiana Jones man møder i ‘Temple of Doom’, som den underspillede og selvironisk arkæolog der er helten i ‘Raiders…’ og ‘Last Crusade’. Indy er reduceret til en flad og unuanceret karakter, ja, nærmest reduceret til en slags James Bond iført pisk og classy hat. Det gør i Maries optik automatisk figuren mindre charmerende og autentisk.

Så vidt, så godt.

Jeg er ganske enig i det ovenstående. Alligevel har jeg en række fluekneppende og vrissende indvendinger til enkelte dele af Maries anmeldelser. Vi divergerer nemlig i vores antipatier for filmen. Tillad mig at gennemgå dem enkeltvis.

Short Round is a problem in the movie as well. Retrocrush listed him as one of the most annoying movie characters ever, but I wouldn’t go that far. It speaks to Short Round’s advantage that the kid is really cute and as far as child actors go, I actually don’t think he’s half bad. But his character is simply too much of a bumpkin – his relationship with Indy doesn’t seem believable.

Det er mig en gåde, at Marie er så blid ved Short Round. Den lille infame tølper burde piskes, prygles og skamferes – og det er EFTER, at jeg havde knækket samtlige knogler i hans krop én for én. Jeg mener, se dog på ham:

IndianaJonesShortRound

Sådan en irriterende og ADHD-inficeret møgunge! Den lille snothvalp fortjener kun én skæbne: En langsom og pinefuld død. Og det gælder både figuren og skuespilleren. Sjældent har en kæk-lille-dreng-med-masser-af-“sjove”-kommentarer været så belastende på en gang. No way at han er nuttet, Marie. Han skal have kronisk buksevand, og det kan KUN gå for langsomt.

It’s pretty much the same problem with the character of Willie Scott (Kate Capshaw a.k.a. Mrs Spielberg), the leading lady of the movie. She’s on Retrocrush’s list as well, and I definitely agree with them there. I’ve already mentioned in my tribute to Marion Ravenwood how annoying I used to find Willie’s screaming when watching this movie as a kid, and it was even worse than I remembered it. Willie Scott screams and whines her way through the entire movie. Now, I wouldn’t have a problem with this if only her screaming and whining made sense, but most of the time it doesn’t. For instance, who the hell would waste time whining when they’ve just realized that they’re aboard a crashing plane? 

The whining seems to have been exaggerated for comical effect, but not only is it not very funny, it’s also completely out of place in a movie that’s supposed to be about a quest into the sinister and dark places of the human world. Which is a shame, because can you imagine how great this movie would have been if they’d pared Indy up with a woman that we actually grew to care about? The scene where Willie is being lowered into a pitful of fire would have been terrifying! The way it is now I almost – almost – kind of want the Kali Ma guys to just kill off Willie and get her out of the picture already. 

Det er svært at være uenig her.

Willie-figuren hører så ubetinget til blandt filmhistoriens største og mest generende skrigeskinker. Selv Mette Frederiksen ville have svært ved at hamle om med hendes decibel-niveau.

Jeg vil dog gerne gå skridtet videre end Marie: ‘Temple of Doom’ havde været en bedre film, hvis bare Willie var endt med at blive skamstegt i den kogende lava. Og måske have taget Short Round med sig. Bare til en lille brankning, så han kunne sidde lidt stille, og måske ikke være dampbarn i bare 10 sekunder. Så havde der da været lidt retfærdighed til.

Endelig kan man vel omkring Willie blot bemærke, at det er tankevækkende hvor langt en talentløs skuespiller kan komme i verden, bare fordi hun dusker med instruktøren. Spielberg, din ynkelige sucker.

Finally there’s the fact that the movie has a pretty strong undercurrent of racism. India is apparently a somewhat backwards civilisation doomed to perish by the hands of evil and primitive native cultists if the British empirialists aren’t there to keep an eye on things. And I realize that the whole Snake’s Surprise/Eye Soup/Chilled Monkey Brain dinner sequence is probably added mostly as a nice and effective gross-out factor, but it still comes off as very xenophobic. As in, “Oh, those crazy Indians and their weird food! Will they ever learn?”

Marie har ret, men burde også fremhæve det faktum, at indiske religioners primære elementer åbenbart består af blodtørst og børne- og slavearbejde smukt kombineret med masser af krumme sabler og menneskeofringer. Ej at forglemme hvor glade de primitive og handlingslammede indere bliver, når først Hvide Mand Indy redder dem fra tørke og sult. Kend jeres plads, usle indere! Og tak til ‘Temple of Doom’, filmhistoriens svar på Oplysningstiden.

Marie fremhæver dog også enkelte positive elementer af filmen:

– The last part of the movie, including the roller coaster ride out of the Temple, and the nerve-wrecking scene on the suspension bridge. You can almost feel the sinking feeling when Indy, Willie, and Short Round rush through the temple corridors in their cart, or when Indy hangs on to the collapsing bridge while Kali Ma cultists plummet to their deaths below him.

– The scene where Indy succesfully uses an inflatable raft as a parachute, as he, Willie, and Short Round have been left on an airplane with no pilots and no fuel. Simply because that idea is so fantastic.

– The fact that Willie actually does go through a slight character development in the movie, and she seems changed after her near-death experience in the pit of fire. It’s especially refreshing to see her being subsequently protective of Short Round, whom she’s mostly ignored up until this point. She still does whine up until the very end of the movie, (when Indy shuts her up with a kiss that she totally hasn’t deserved).

– The fact Ford is shirtless in his evil Post-Kali Ma Scene. Yes, I’m that shallow. Boy, is that man goodlooking.

–   Indiana Jones. Even if he’s not depicted as a whole person, he’s still undeniably cool to watch. No one else can pull off a line like “Prepare to meet Kali – in Hell!” and not sound cheesy.

Nuvel-nuvel. Så fik vi lige skruet op for lummerheds faktoren. Den slags skal og bør honoreres. Vi tager derfor lige et billede med for din skyld, Marie.

harrison_ford

Husk det nu børn: Første gang, at I så Harrison Ford i stramme Speedo’s var her på Overspringshandlingen! Og der er mere hvor det kommer fra, vraaauw!

Spøg til side, jeg er enig i, at scenen på hængebroen er endog særdeles memorabel – også selve om de britiske soldaters belejlige ankomst er lidt rigeligt Deux ex machina til min smag. Fly-til-gummibåd ned af bjerget scenen syntes – og synes jeg stadig – er også pænt genial.

Personligt har jeg dog to andre favoritscener i filmen.

Marie fremhæver, at Indiana Jones er lidt for glat og James Bond’et i ‘Temple of Doom’ introscenen. Det er muligt, men det ændrer ikke på, at selve scenen er genial. Lige fra Willie’s showgirl nummer til den maniske jagt på Indys modgift. Se den her:

Det er sgudda knuselskeligt! Endelig undrer det mig en anelse, at Marie helt fravælger den legendariske, episke, gribende og smukke hjerteudtagnings scene. Jeg har allerede brugt månedens kvote af YouTube videoer, så I må nøjes med dette lille billede:

kali_ma_heart

Yderligere ord omkring ovenstående vil kun være overflødige.

Afslutningsvis er det værd at hædre Harrison Ford. Manden brød først igennem i en relativ sen alder (Han Solo, anyone?), midt-30’erne, inden da havde han primært ernæret sig som tømrer. Med andre ord: En vaskeægte hædersmand.