Syndefald

Dan Brown’s nye roman, ‘The Lost Symbol’, udkom i sidste uge til megen kritik og opmærksomhed. Faktisk så megen moro, at selv Den Store Plagiator hos Berlingske opdagede det i sin rituelle copy-paste læsning af amerikanske medier.

Spektaklet er afstedkommet af almindelig hype og rygtedannelse, men også af en vedholdende af Browns manglende litterærere kvaliteter. I undertegnedes øjne er mandens skriveevner dog et noget vaklende kriterium at bedømme manden ud fra. Hans bøger er vel mere at betragte som underlødig underholdning end finkultur, et faktum jeg da også var opmærksom på, da den nye roman blev købt som rejseunderholdning i Kastrup.

Derfor gør det så uproportionalt ondt, at den nye bog er gudsjammerligt kedelig.

Jeg er 140 sider inde i ‘The Lost Symbol’ – og den bliver bare mere og mere langgabende. Med 350 sider tilbage til slutningen, så er det uhyre demotiverende for læseprocessen, at Brown igen og igen pølser rundt i de samme plutstrukturer og persontyper. Hvorfor kan jeg ikke bare blive underholdt på et tilpas lavt niveau? Er det virkelig nødvendigt at genbruge skurken fra ‘Da Vinci Mysteriet’? Hvor er den absurd dopede og overdrevne (men dog underholdende) handling fra ‘Engle & Dæmoner’ blevet af? Jeg kommer aldrig igennem den leflende hyldest til middelmådigheden, som ‘The Lost Symbol’ er lige nu. 

Faktisk føles ‘The Lost Symbol’ som alt for langsomt udført dødshjælp. Den er så lang og trang, at dens mest relevante funktion lige nu er at agere brevvægt på skrivebordet i hjemme Jordhulen. Det er måske meget sigende, at jeg under Rom-turen fravalgte Brown til fordel for en bog om pengenes historie. Dén har i det mindste en stringent og spændende handling.

Måske er der endda noget om snakken, når Brown kritiseres for sin medlidenhedsvækkende ringe forfattertalent. I hvert fald bider man mærke i det, når handlingen er så tynd, som den er i ‘The Lost Symbol’. The Daily Telegraph har meget venligt udarbejdet en top tyve over kiksede Dan Brown sætninger. Her er en personlig favorit fra ‘Da Vinci Code’:

Captain Bezu Fache carried himself like an angry ox, with his wide shoulders thrown back and his chin tucked hard into his chest. His dark hair was slicked back with oil, accentuating an arrow-like widow’s peak that divided his jutting brow and preceded him like the prow of a battleship. As he advanced, his dark eyes seemed to scorch the earth before him, radiating a fiery clarity that forecast his reputation for unblinking severity in all matters

Som Daily Telegraph yderst rimeligt bemærker hertil:

Do angry oxen throw their shoulders back and tuck their chins into their chest? What precisely is a fiery clarity and how does it forecast anything? Once again, it is not clear whether Brown knows what ‘forecast’ means

Måske vil ‘The Lost Symbol’ gøre mig mindre muggen, hvis jeg lægger den til side og koncentrerer mig om anden litteratur i et stykke tid. Indtil da, betragt jer hermed behørigt advaret. Der er tale om en virkelig stinker af et stykke u-underholdende bras.

Opråb

Kære medarbejdere i Aeroporti di Romas baggageservice,

Gid I må dø ensomme, alene, i smerte, forbitrede og uelskede. Det er den eneste skæbne I fortjener.

Og giv mig så min kuffert tilbage, nå!

Roma Redux

Skal ikke trætte de udmattede og nedslidte læsere med lurvede rejseberetninger fra Rom. For der eksisterer trods alt uhyre få andre ting, der som rejseberetninger (og ikke at forglemme: De i digitalkamera-æraens stærkt inflationsramte rejsefotos) kan suge enhver form for livsglæde og -energi ud af undertegnede. Derfor blot en række skitseagtige observationer:

Rom ER romantisk og byen emmer af lummer amore. Hvis vejen til den bedre halvdels hjerte går igennem maven (= mit parforhold), så tilbyder byen endda et utal af muligheder for bespisning til den store guldmedalje. Pastaen, rissottoen, gnocchierne, tomaterne og rødvinen flyder i linde strømme. Det samme gælder for for det moderne køkkens mest essentielle og ingrediens, fløde, som den solide italienske kost gudsketakoglov rummer så rigeligt af. 

Ingen fodbold denne gang, men det betyder ikke, at Lazio blev glemt. Eksempelvis var det jævnt irriterende at tabe til Salzburg onsdag, ligesom det gjorde ondt – ONDT! – at AS Romas fanbutik var 7-8000 gange større og flottere end Lazios noget jammerlige biks i Via Farini. Sidstnævnte sted (hvor der blev investeret i et nysseligt tørklæde og en potensforlængende kaffekop) blev bestyret af to særdeles overvægtige kvinder, der var mere optagede af at kæle for deres ungdomsbilleder af quasi-fascisten Di Canio, end af at betjene den dorske besøgende fra Skandinavien. Heldigvis er jeg tilgivende af natur, så da undertegnede stødte på den romerske sportsavis Corriere dello Sport, så var der ingen slinger i valsen om hvilke artikler der blev nærstuderet allergrundigst:

DSC00428

Generelt må det konstateres, at AS Roma desværre nok er det p.t mest populære hold i byen, i hvert fald at dømme ud fra mængden af tilgængelig merchandise rundt omkring. Dette beklagelige faktum ændrer dog ikke på, at man stadig støder på hjertevarmende ‘Roma merda!’ grafitti rundt omkring i gader og stræder. Og så må man ikke glemme, at det første Rom-derby blev spillet 15. maj 1904 mellem Lazio og Virtus – endda med Lazio som vinder på tre mål af hæderkronede Sante Ancherani. Opkomlingene fra AS Roma blev først dannet i 1927, og kan derfor på ingen måde betragtes som det første rigtige Rom hold. Således beriget med historiens vingesus, ses der frem til næste derby på Stadio Olimpico den 6. december.

Rom har én svøbe: Turister. Man kan næppe debattere hvorvidt Rom har et hav af attraktioner og seværdige steder. For det har den, i særklasse endda. Det bliver blot så uendelig trist, når man er nødt til at dele dem alle med sveddunstende spaniere og højttalende amerikanere. Her er et lille stereotypt billede fra gadebilledet i nærheden af Forum Romanum:

Turister

Som kvæg travede de rundt efter deres guide, der i dette tilfælde noget chokerende ikke var udstyret med en farverig paraply, men derimod et skilt egnet til bedømmelse af gymnastikpræstationer. Helt slemt blev det i det Sixtinske kapel, hvor hele fåreflokken ikke magtede at flette næbbet i et katolsk kapel. Skam og skændsel!

Apropos katalocismen, så ja, det VAR en stor oplevelse for den bedre halvdel at besøge Vatikanet. Meget kan man sige om pavestaten, men den har i hvert fald været ferm til at kratte penge og magt til sig – sjældent er så meget guld blevet samlet på et og samme sted. Selv for forbenede ateister som undertegnede, så er Peterskirken og Vatikanmuseet (herunder det Sixtinske kapel) store kulturhistoriske oplevelser. Maria var dog vist mest tilfreds med at besøge Basilica di Santa Maria in Trastevere, der da også er en aldeles bedårende kirke. Generelt har hende Santa Maria udviklet en ret heftig forretningsmodel, i hvert fald er det decideret umuligt at gå 100 meter uden at et eller andet monument er opkaldt i hendes navn. Her ses hun præsenterende en fredsdue i Peterskirken:

Fredsdue

Måske bør man overveje en rask lille jomfrufødsel? Der mangler i høj grad nogle flere Sankt Kåre monumenter rundt omkring i det københavnske gadebillede. Måske en rask besvangring fra Helligåndens side kan hjælpe til?

Sex og kirke, findes der noget mere potent? Næppe. Ej heller i katolske lande, hvor præster åbenbart er pirrende s-e-x-s-y-b-o-l-e-r. Og nej, her tænker jeg ikke på diverse pædofiliskandaler, men derimod på unge, flotte, hunky præster. Se blot på dette billede fra vinduet til en frisør:

KatolskeHunks

I dare you, ladies, hvem vil ikke gerne slå kløer i sådan et par friske, flotte fyre – hidtil uberørt af menneskehånd? Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen: Protestantismen er så utrolig kedelig i forhold til katalocismen. Hvor man i den smågrimme og storbitre Luther prædiker det inderlige forhold til Gud, og kun bygger kolde og kedelige kirker, så bruger man helt andre effekter i den katolske kirke. Det hedder guld, pomp, pragt, show, livsglæde og masser af undertrykt, lummer seksualitet. Kan det være meget bedre? Jeg tror det næppe.

Ayrton, åh Ayrton. I år er det 15 år siden, at den brasilianske formel 1 kører Ayrton Senna kørte sig ihjel på Imola banen. Det fejrede den brasilianske ambassade med en udstilling om legenden på Piazza Navona. Vi var ikke inde at se den, men jeg forsømte ikke lejligheden til at penetrere Ayrtons øre med min følsomme hånd:

AyrtonPenetreret

Og han kunne lide det, kunne han. Det samme kunne jeg, hvilket afslutter det, der alligevel endte som en rejseberetning fra Rom. Det varer nok et stykke tid inden næste besøg, men indtil da, så vil jeg blot anbefale folk at besøge restauranten Sette Oche i Trastevere. Den er fabelagtig og blev vores favorit på turen.

Tak for denne gang, Rom!

Opdatering fra Hotel Osimar

Rom. Varmt. Farede vild i Nomentano, var en jungle at finde hotellet.

Men, nu mad i maven ovenpå et overdådigt restaurantbesøg. Humøret højt igen.

Ser fodbold. Inter er presset af Barcelona. De italienske kommentatorer vrider hænder af frustration. Det er næsten rørende.

Imorgen venter Vatikatet og tilgivelse. Må hellere få afviklet mine ave Maria inden da.

Den Evige Stad

Der er ingen vej udenom: Det bliver tyst her på stedet de kommende dage.

Maria og jeg luffer rundt i Rom indtil på søndag, ganske uden adgang til net eller lignende distraherende elementer. Det kan kun blive en fremragende tur. Den unge dame har aldrig været dernede, og hun glæder sig som en dopet hamster. Med hendes katolske baggrund in mente, så er det stort for hende endelig at komme afsted – meget stort endda.

For undertegnede er det efterhånden snart 14 år siden seneste besøg, så det føles også nærmest som første gang for mit vedkommende. Rom-besøg er da mildest talt også skelsættende begivenheder for mig. Måske ikke så meget af af katolske årsager, selvom jeg ganske vist blev velsignet af den gamle pave på Peterspladsen dengang for mange år siden. Mere fordi der jo er tale om hjembyen for ét af holdene i den hellige fodbold treenighed: AaB, Saint Etienne og Lazio.

I den forbindelse er det selvfølgelig et lille ‘men’, at Lazio ikke er i byen under besøget. I weekendens runde i Serie A tumler de nemlig rundt på Sicilien, hvor Catania forhåbentlig bliver gennempryglet på det grusomste. Da anstændige mennesker ikke med samvittigheden i behold kan nedværdige sig til at se en kamp med Lazios ærkefjender i Roma, så bliver det en fodboldfri tur i denne omgang. Men mon ikke der alligevel ryger et enkelt stykke merchandise eller to med hjem?

I mellemtiden er der jo et hav af ting der skal ses, lækker mad der skal spises og stemninger der skal nydes. Jeg får slet ikke tid til at være utilfreds eller forfatte muggende indlæg her på siden. Så indtil da: Ciao!

All That Scratching is Making Me Itch

 

Denne uges musikquiz involverer ‘Hey DJ’ af World’s Famous Supreme Team. WFST var et breakdance kollektiv, der i de tidligere 1980’ere spillede tidlig hip-hop i deres radioprogram på WHBI FM i New Jersey. Sammen med den legendariske producer Malcolm McLaren berigede de også verden med det episke breakdance mesterværk ‘Buffalo Gals’.

Her i 2009, hvor Kanye West og Lil’ Wayne er konger, og de engang så hæderkronede Sugarhill Gang har besmudset sig selv på crap sange sammen med Bob Sinclar og børnekor, så er den tidlige hip-hop værd at sende en kærlig tanke. Det bliver næppe så smukt igen. Og vi kommer nok  ej heller til at se rumperystende kvinder i spillemaskinearkaden igen lige foreløbig.

Suk.

Men nuvel, tilbage til ugens quizspørgsmål. Centrale samples fra ‘Hey DJ’ blev en del år senere benyttet i en R’N’B-sang, der endte som nummer 1 i USA i september 1997. Kan nogle af de dygtige læsere monstro gætte, hvilken sang der er tale om?

Husk børnlille: Google er og bliver snyd!

* World Famous Supreme Team – ‘Hey DJ’ (MP3)

En hædersmand er gået bort

Borlaug

Sådan skal et liv i sandhed leves og afsluttes: Modtageren af Nobels Fredspris i 1970, Norman Borlaug, er død 95 år gammel.

Borlaug var agronom og om nogen den intellektuelle kraft bag den transformation af landbruget, der fandt sted i midten af det 20. århundrede. Via sit arbejde med at udvikle højværdiafgrøder, modstandsdygtige planter, kunstgødning, bioteknologi og pesticider var han medvirkende til, at produktionen af fødevarer fordobledes imellem 1960 og 1990.

Denne ‘grønne revolution af landbruget’, som Borlaug har så stor en andel i, har reddet mange millioner mennesker fra at dø af sult. Uden den havde lande som Indien, Pakistan og Mexico ikke kunne brødføde sig selv. Uden den, havde Thomas Malthus’ dommedagsscenarier slet ikke været så ved siden af.

Bevares, der rejses ofte berettiget kritik fra miljøorganisationer af den form for landbrugsproduktion. Det er da bestemt heller ikke den mest bæredygtige måde at producere fødevarer på – men vi lever desværre heller ikke i den idéelle verden. Samtidig er der til dato ikke udviklet økologiske produktionsmetoder, der er lige så effektive som det konventionelle og intensive landbrug. Det er helt urealistisk de næste mange år, at verden skulle kunne producere mad nok til alle igennem økologien.

Den kontekst bør man aldrig glemme, næste gang at man ser en frelst dansk biodynamisk økolog skælde og smælde på det konventionelle landbrug. Alternativet til kunstgødning, pesticider og intensiv landbrugsproduktion er – stadigvæk – at folk sulter.

Derfor var Norman Borlaug en vaskeægte helt. Det er de færreste der kan drømme om at opnå, hvad han har udrettet af godt i verden. Æret være hans minde.

Styr på prioriteterne

I en tid med økonomisk krise, klimaforandringer og sult og nød i Afrika, er det forfriskende at enkelte visionære individer i Århus stadig fokuserer på de vigtige ting i tilværelsen:

Hver dag tager changeartist Kirsten Rubech en tur til Bellevue Strand for at løbe og bade. Hun holder meget af de skønne omgivelser, men det er en torn i øjet, når folk ikke beholder bikinien og badebukserne på, mener hun.

»Jeg er kommet her i flere år og synes, der er en vækst i nøgenbadning. Det er blufærdighedskrænkende. Vi er ved en offentlig strand, som er et yndet udflugtsmål med masser af småbørnsfamilier,« siger hun.

Hun synes ikke, at der er nogen grund til at smide tøjet på stranden og vade hele vejen ud i vandet i adamskostume.

»Sådan en bader kunne godt beskytte sine omgivelser. Det gælder også kvinderne. Det er de færreste, der er flotte uden en trævl. Hvorfor kan man ikke bare nyde stranden uden det,« spørger hun. »Jeg synes man skal færdes på de offentlige arealer med respekt. Folk vader ud i vandet uden en trævl, og den udstilling behøver jeg ikke være en del af,« siger hun

»Personligt finder jeg det ubehageligt, og jeg synes, der skal være en opstramning på det. Det her er ikke en klub for nøgenbadning, men et offentligt areal,« siger hun

Jeg er meget enig med changeartisten. For når man er så smuk som jeg, så har man faktisk ret til at blive beskyttet mod andres grimhed. Grimme mennesker bør derfor forføje sig fra offentlige strande. For er der noget mere frastødende end grimme, nøgne mennesker, når man er ude på sin daglige løbetur? Jeg tror det næppe. De kan være nøgne hjemme hos sig selv, kan de.

I øvrigt kan jeg meddele, at andet afsnit af ‘Fræk Onsdag’ er blevet uploadet på TV2/NORD’s hjemmeside. Det handler – surprise! – endnu engang om et besøg i en swingerklub i Aalborg. Fristende. Yderst fristende.

Lyt, oh, lyt!

Så er han her, drenge og piger, budbringeren af lys, lykke og det signede land: AaB’s sportsdirektør Lynge Jakobsen.

Han skal holde et indlæg på Ledernes Ledelsesdag (no really, det kalder de det!) under den originale overskrift:  ‘Spark og indspark på banen’. Optakten er som følger:

Kom med bag kulissen i den professionelle forretning, forening og fodboldklub AaB, som spiller på den europæiske scene.

Mød direktøren, der skal balancere sportslig og økonomisk succes i den mest medieeksponerede sportsgren.

Hør Lynge Jakobsens personlige beretning om at lede mellem begejstring og skuffelser på banen, have medarbejdere, som kan sælges og købes og om at tage vare på sig selv, når den næste scoring kan være et trecifret millionbeløb værd for din virksomhed.

Det kan kun blive spændende. Jeg forudser masser af drævende dialekt, forsøg på underfundige pointer og rigeligt af letkøbte anekdoter. Og mon ikke også der bliver doseret gavmildt af henvisningerne til hvordan ‘vi nordjyder’ tænker, føler og mener? Det tror jeg nok at der gør.

Af særlig interesse er måske mest at høre Den Store Leders syn på AaB’s notorisk elendige økonomi, den manglende planlægning i den langsigtede transferpolitik, den ikke-eksisterende strategi for klubben, den maniske insisteren på ikke at købe en ordentlig angriber samt sidst, men bestemt ikke mindst: Hvordan man tackler den tragiske tilstand det er, at være tilbage i AaB uden Smukke Erik ved sin side. Personligt ville det sidstnævnte nok være det sværeste at håndtere for undertegende.

Den Store Leder lader sit lys skinne i Bella Centret den 5. november. Tilmelding her.

TV2/NORD overskrider grænser

Der er for lidt sex her på siden, men det retter TV2/NORD heldigvis op på med den spændende nye programserie ‘Fræk onsdag’. Fra programmets egen introduktion:

Nordjyderne er lidt kedelige i sengen. I hvert fald hvis man skal tro diverse undersøgelser og statistikker. Men det passer slet ikke, siger en række nordjyder, der lever deres seksualitet helt ud. TV2/NORD sætter fokus på nordjydernes sexliv.

“Öj då!”, som min bedre halvdel ville sige det. Spændende lyder det i hvert fald. Og dog. For en bekendt i Aalborg – der ønsker at være anonym – kom for skade at se første afsnit af ‘Fræk onsdag’, og kommenterede det således:

…Jeg vil ikke kædes sammen med det usmagelige værk. Så præmieren i primetime sidste onsdag – det var afskyeligt. Afskyeligt. Den jævne nordjyde er ikke ligefrem tiltalende. Og det gør det ikke bedre at han/hun tager tøjet af og går i swingerklub.

Hvis man ikke er helt afskrækket, så er første afsnit dog at finde hos TV2/NORD. Det handler om (citat): ‘Mød en række nordjyder, der lever deres seksualitet helt ud i en swinger klub i Aalborg’. Jeg skal dog advare imod saftige (men dog slørede) sovekammerbilleder på hjemmesiden.

Som en ekstra service til læserne  – også af hensyn til mere sarte sjæle – vil jeg nu udføre en live anmeldelse af første afsnit af ‘Fræk onsdag’

  • Programmet indledes af nogle pænt buttede nøgne midaldrende kvinder i boblebad, imens der spilles 50 Cent spiller i baggrunden. Classy!
  • “I en diskret baggård i Vejgaard”……Gode Gud, nej!
  • Pudsig brug af udsagnsord. I sammenligning med københavnere har kun 86 pct. af nordjyderne smagt(!) oral-sex.
  • Gode Gud, ja! Joan Ørting!!!!!
  • En meget bleg og blævrende rumpe bliver strøget kærligt. Det føles ikke rigtig rart at titte på.
  • Joan Ørting mener, at nordjyder er mere kloge og mindre spontane end andre. Det forklarer, at kun 8 pct. har haft mere end 50 partnere (mod 13 pct. i København). Således behørigt oplyste……
  • “Stinne” vælger at blive sløret og få forvrænget stemmen under sit interview. Hvorfor nu det, når Tina og Søren optræder i full frontal?
  • “Man er heldigvis altid velkommen som swinger”. Indeed.
  • “Og så er der fri leg på rød madras”. Carsten Lorenzen, din gamle lumre speaker!
  • Nå, øv, der er ikke garanti for sex i en swingerklub.
  • Joan Ørting får virkelig sat hår!
  • “Hvad der sker i klubben, det bli’r i klubben”…..
  • Beyonce danner baggrundsmusik til en scene, hvor der skåles med en dildo og en cola. Herligt.

Det var et på alle måder vidunderligt program! Jeg ved præcis hvad jeg laver imorgen aften efter 19.30. Så er det nemlig tid til ‘Fræk onsdag’.