web analytics

But the lie is so much prettier than the truth

Forleden dag åbnede en ny Robert Rauschenberg udstilling på AROS i Århus. Generelt har jeg altid været pjattet med popkunst, men især med Rauschenberg, fordi han på mærkværdigvis altid har kunne forny sig. Jeg anerkender fuldt ud, at Warhol, Lichtenstein, Johns, Rosenquist og de andre er store, men når først deres joke er blevet fortalt een gang (lidt groft sagt: ‘Se, jeg laver overdimensionerede tegneserier’, ‘Næh, hov, se mig: Jeg laver billeder af Campbell supper og Mao Tse-Tsung’), så er der ligesom ikke så meget mere i dem. Rauschenberg kan jeg aldrig blive træt af, han er – utroligt, men sandt – ligefrem i stand til momentant at ophæve mit notoriske had mod installationskunst. Der er et interessant interview med ham på Weekendavisens hjemmeside. Læs det, og bliv klogere på en sær kunstners krogede verden. Hvis nogle vil med på en lille ekspedition til Århus i løbet af sommerferien, så siger jeg ikke nej.

PS. Nu kan jeg huske hvorfor det var at jeg gerne ville læse på Cornell University. Til deres såkaldte ‘Slope Day’ spiller Ben Folds og Talib Kweli….(misundelig rapport fra alle amerikaneres yndlings-hadeuniversitet Duke her)! Hvordan er det nu at KU fejrer deres studerende…?

Different names for the same thing

Efter selv at have været udstationeret i Prag ved jeg, at hvis man som udlænding opholder sig et stykke tid i et land hvor man ikke forstår sproget (og derfor egentlig ikke kender så mange af indbyggerne personligt), så får man et vist distanceret forhold til det omkringliggende samfund. Et godt eksempel på dette er debat sektionen på expats.cz, hvor fortrinsvist englændere og amerikanere langt hjemmefra diskuterer så essentielle emner som den bedste bar med Premier League fodbold i Žižkov, kvaliteten af tjekkiske kontra slovakiske piger – eller blot hvorfor de dersens sørens tjekkere er så sære, mærkværdige og uhøflige over for de angelsaksere der beærer Tjekkiet med deres nærvær.

Med det in mente var det derfor med et vist forbehold at jeg begyndte at læse Japundit, en blog skrevet af amerikanere bosat i Japan. Imidlertid virker de til at have mere end blot det sædvanlige expat-distancerede kendskab til det japanske samfund, og de har en masse spændende postings om alt lige fra Yasukuni templet, Japans forhold til Sydkorea, ninjaer og ikke mindst: Baseball. Hjemmesiden kan varmt anbefales for alle der er bare lidt interesserede i Solens Rige.

For mit eget vedkommende er det sidste døgns tid gået med at være på arbejde, en løbetur i går aftes, en tur i SATS i dag (alt, alt for varmt!). I aften skal jeg så grifle lidt opgave, inden vi skal ud at have vejledning af den rare underviser i morgen.

One of these days I’m gonna sit down and talk to Paul

Hmmm, lune søndag formiddage i selskab med lidt opgaveskrivning, kaffe og Flaming Lips i baggrunden er stærkt undervurderede. Ville ønske jeg havde nogle spidsfindige og juicy kommentarer til et eller andet i medierne i dag, men det er jeg vist alt for dvask og veltilpas til.

Var ude at spise hos Cecilie i går aftes. Min far var stadig på besøg, så det blev en hyggelig aften. Sad og så TV2’s nye satsning ‘Commander in Chief’, en frygtelig omgang rip-off af ‘West Wing‘. En vis underholdningsværdi kan man ikke tage fra showet, men det bliver næppe det jeg kommer til at spendere mine lørdag aftener på i fremtiden. Nu vi taler om min søster, så har jeg fra højeste sted fået besked på, at jeg skal huske at rose de flødekartofler hun lavede til mig sidste søndag. De var yderst delikate. Og ja, jeg kom til at spise uforholdsvist mange af dem. Sådan kan det gå. Og så har du vist fået ros nok for i dag, Cecilie 😉

Shut up, I am dreaming

Ah! Weekend igen! Har brugt formiddagen sammen med min far, vi var på Tour De Pladebutik her på Østerbro. Købte det nye Tiger Baby album Noise around me og Josh Rouse Subtitulo. Sidstnævnte har jeg hørt i forvejen (for en grundig og god beskrivelse, besøg Kristians blog), mens Tiger Baby albummet er helt uudforsket land for mig. Jeg var usædvanligt pjattet med deres debutalbum Lost in you, og har derfor tårnhøje forventninger til det nye, som jeg just med feberrystende hænder har sat i anlægget. Det er godt. Rigtig godt. Og læskende. Ahhhhh!

Læskende kan man ikke kalde Al Kooper koncerten i går, snarere ret frustrerende. Det er så tydeligt at manden er en fabelagtig musiker, hans band er godt sammenspillet og der dukker en masse dedikerede (om end noget grå/tyndhårede) fans op til koncerten. Så hvorfor, hvorfor, HVORFOR insisterer han på at spille 10(!!!) sange i træk fra sit nye album, der i bedste fald kan kaldes moderat godt? Jeg har fuld forståelse for at musikere (især dem der synes de skal bevise at de er mere og andet end levn fra 60’erne) har behov for at spille nyt materiale, og jeg kræver ikke at han skal tage på en greatest hits tour. Men det trækker altså store veksler på et forventningsfuldt publikum at man udsætter dem for sub-standard sange, for så til sidst at spise dem af med to sange som de kender. Og hvorfor kan musikere fra den periode bare ikke finde ud af at stoppe? Guitarsolo’er SKAL vare 10 minutter. Numre SKAL strækkes til det maksimale. Jeg er sikker på at den slags fungerede glimrende for Jimi Hendrix og publikum på syre i 1969, men altså…..tiderne skifter! Som sagt: Dygtige musikere og selvom Al er blevet en gammel nisse at se på, så er han ikke blevet uskarp eller dårligere til at spille. Det er bare synd at han synes han har så meget at bevise.

You didn’t have to be so nice

Så kom foråret tilsyneladende alligevel snigende, håber det bliver og varmer i weekenden også – indtil videre har jeg kun kunne spejde længselsfuldt ud af vinduerne fra arbejdet. Generelt er det hvad min uge er gået med indtil videre, udover et par løbeture i ny og næ, så ikke meget at berette fra den front.

Fredag skal jeg til koncert med Al Kooper i Amager Bio. Den efterhånden noget grånende Al spillede i sin ungdoms vår med i Blood Sweat & Tears (de udgav det legendariske album ‘Child is father to the man‘, køb, køb, køb!), er multi-instrumentalist, men mest kendt for sit orgelspil. Han spillede sammen folk som Bob Dylan og Mike Bloomfield, men var og er mest manden i baggrunden som får de andre til at lyde bedre. Selvom jeg har en (ja, jeg tilstår) svaghed for 60’er og 70’er musik (The Who, James Taylor, Beach Boys, Dusty Springfield, Stevie Wonder m.fl. er store i min verden), så er det nu primært min far der er den egentlige grund til at jeg skal ind at se den gode hr. Kooper. Han er en stor fan, så vi følges ad. Henter ham sammen med Cecilie i Kastrup efter arbejdet i morgen. Selvom Politiken er lidt spydige i deres anmeldelse af Al Koopers nyeste album, så ser jeg bestemt frem til koncerten. Er også at for længe siden jeg har set gamle mennesker ryste mås for alvor. Bortset fra det, så er jeg lidt ked af at jeg missede koncerten med Flaming Lips i går (overdådig anmeldelse her), men kan jo så se frem til Josh Rouse i næste uge. Jeg håber og beder og tigger om at han spiller Winter in the Hamptons.

I’m sorry, so sorry…

Kan man andet end at knuselske Socialdemokraternes nye politiske ordfører Henrik Sass Larsen? Jeg mener, de sproglige blomster og nytænkende retoriske vendinger vil ingen ende tage. Måske følger det med posten som politisk ordfører (Lotte Bundsgaard, nu på tragisk vis afsat, producerede jo også perler som en ‘beskidt gadedreng’ og ‘løsgående missil’)? I dagens Børsen er han fremme med følgende kommentar til Regeringens planer om at øge væksten i det offentlige forbrug fra 0.5 til 1 pct:

“Derimod undrer Henrik Sass Larsen, nyudnævnt politisk ordfører for Socialdemokraterne, sig over, at Venstre og De Konservative har kritiseret den socialdemokratiske plan om at skrue op for det offentlige forbrug, når regeringen kort tid efter selv vælger samme kurs.

»Jeg erindrer en ramsaltet kritik fra VK-regeringen, og derfor regner jeg med, at de nu giver undskyldnings-chokoladekage,« siger Henrik Sass Larsen.”

‘Undskyldnings-chokoladekage’?! Hvor i alverden kom den fra? Hvem er dog den mands retoriske rådgiver? Men fremragende idé, jeg foreslår hermed ‘undskyldnings-chokoladekage’ knæsat som fast princip i dansk udenrigspolitik. Måske vi ligefrem kan få rettet op på vores dårlige brand i Mellemøsten ved at spise undskyldnings-chokoladekage med stor-muftien af Jerusalem? Hvor er det dog betryggende og rart og hyggeligt, at vi har en så dygtig og konmpetent opposition i Danmark.

Come pick me up….

Man kan sige meget om Ben Folds‘ stemme, men han kan altså finde ud af at skrue melodier sammen. Sidste forår i Prag hørte jeg Landed konstant på ExpresRadio (stadig min all-time yndlings radiokanal). Købte hans album Songs for Silverman dengang, men har aldrig rigtig taget mig sammen til at udforske ham yderligere. Det skal dog snart ændre sig.

Var et smut forbi hans MySpace side i dag, og det er kræs for de små røde øren. Landed er selvsagt stadig genial, men også Smoke er blevet spillet en del gange i dag. Hermed en anbefaling herfra.

PS. Slate har en interessant artikel om Morrissey og hans politiske observans.

Things fall apart

Tidsskriftet Foreign Policy har lavet et indeks over såkaldte ‘failed states’. Det er interessant, både udfra et udviklings- og sikkerhedspolitisk perspektiv. Selvom der er visse akademiske kvababbelser indenfor International Relations disciplinen over hvad der præcist definerer en failed state, så opgør tidsskriftet ud fra parametre såsom demografisk pres, internt fordrevne, borgerkrige, økonomisk tilbagegang, ulighed, etniske uroligheder, kriminalitet, korruption, manglende governance, infrastruktur osv. osv. osv. Formuleret med andre ord: De lande hvori det VIRKELIG stinker at bo. Og hvor er det så? Ikke i Danmark tilsyneladende, vi er i den pæne ende (om end vores skandinaviske nabolande, Irland, Schweitz mv. vurderes til at være bedre). Derimod står det pænt skidt til her:

1. Sudan (3)
2. DR Congo (2)
3. Ivory Coast (1)
4. Iraq (4)
5. Zimbabwe (15)
6. Chad (7) / Somalia (5)
8. Haiti (10)
9. Pakistan (34)
10. Afghanistan (11)
(Skarpt forfulgt af så idylliske steder som Liberia, Yemen, Burundi og Nordkorea)

‘Og hvad så?’ fristes man til at spørge. Udover at Afrika dominerer på listen, hvad er så fællesnævneren? Et knap-så-dristigt gæt kunne være, at en forklarende variable for samtlige disse lande er, at de patriarkalske samfund, hvor kvinder til stadighed bliver undertrykt. Tid for lidt feminisme, venner!

PS. Somalia ligger måske ‘kun’ på en delt 6. plads, men læs lige denne beretning fra BBC – og blive dybt, dybt deprimeret.

Sommer i Europa

Jeg skrev i går om Kommunikationsforum, og i forlængelse heraf, stødte jeg i dag på denne lille artikel fra DR Nyhederne:

Det gamle argument om at EU er ‘fredens projekt’, bygget på ruinerne af anden verdenskrig duer ikke mere. Det appelerer ikke til de unge, så der skal andre midler til for at få europæerne til at elske unionen.

Det mener Rolf Annerberg, der er chef hos EU’s kommunikationskommissær Margot Wallström.

EU-kommissionen har derfor hyret en pr-ekspert for at rette op på unionens image efter, at EU-traktaten faldt på gulvet sidste sommer efter folkeafstemningerne i Holland og Frankrig, og dermed kastede EU ud i en krise.

EU minder om Al-Qaeda
Pr-eksperten Simon Anholt, der er britte, har tidligere arbejdet for Microsoft, Coca-Cola og Unilever.

Hans observationer af EU’s krise går på, at det er sværere at ændre et image på noget, som er multinationalt end på noget som er forankret i et enkelt land med en overskuelig ledelsesstruktur, skriver Financial Times.
– Min erfaring siger mig, at vi står overfor en model som minder om Al-Qaeda med seperate celler, der indbyrdes inspirerer hinanden men ikke har en overordnet kontrol, siger han i følge avisen.

Kun USA og Nigeria er en større udfordring
Anholt mener, at det at skulle ændre EU’s image er den største ‘branding’-udfordring næst efter at skulle gøre det samme for USA og Nigeria.
Han understreger også, at man normalt får det image som man fortjener.
Anholt vil sammen med en gruppe andre pr-eksperter gå igang med deres rådgivning af EU-kommissionen i næste uge, skriver Financial Times
” (Orginal artikel fra Financial Times her)

Og hvad skal man så udlede af dette? Først den helt oplagte: Det er tankevækkende, at man i EU stadig tror, at det kun er indpakningen og ikke er produktet der er noget galt med. At EU har et dårligt image skyldes altså ikke at institutionen er udemokratisk, hæmmet af nationale særinteresser, plaget af inefficiente økonomier, grufulde mængder regulering, lav vækst og at Europa sakker bagud i globaliseringen og slæber rundt på en angst for reformer og fremtiden i almindelighed – næh nej, det er kun fordi folk er for dumme/blinde til at se hvilken paradisagtig konstruktion EU er. Hvis vi bare får puttet lidt sjove farver på og laver et nyt brand, så skal I se løjer! Hurra-hurra! Selv som varm (om en noget disillusioneret) EU-tilhænger kan jeg se, at den slags skriger til himlen af arrogance.

Dernæst kan man jo tænke lidt over de udmeldinger Simon Anholt kommer med. Den gode mand er ekspert i at brande lande og byer. Mest af alt er han kendt for sit ‘Anholt Nation Brands Index’, omtalt i danske medier forleden, fordi Danmark ifølge opgørelsen fra 2006 – meget lidt overraskende – er styrtdykket rent brandmæssigt i Mellemøsten og muslimske lande.

Enhver der – som undertegnede – har været naiv og blåøjet nok til engang at være aktiv i en pro-EU organisation ved, at flosklen/metafortællingen om EU som fredens projekt er noget af det der sælger allerdårligst til debatarrangementer, for hvem kan relatere til det i dag? Så på den led har Anholt ret i det han siger. Men jeg vil tillade mig at stille spørgsmål ved hele tankegangen om at ‘brande’ EU. For det første fordi institutionen som regel tolkes med nationale briller af borgerne, samt fordi det er de nationale politikere der skal formidle EU videre. Det kan igen kobles med diskussionen om hvorvidt der overhovedet findes en fælles europæisk identitet der kan brandes. Eller er der tale om 25 forskellige lande, med 25 forskellige identiteter og 25 forskellige brands – der så igen skal brandes sammen? Det er vel også det som Anholt mener med sin lige lovlig kække sammenligning af EU og Al-Qaeda.

Indtil EU finder ud af at lave relevante og effektive politikker som betyder noget for borgerne i Europa, så kan jeg kun ønske held og lykke med branding projektet. Jeg synes imidlertid at det er en skam, at man i stedet for at koncentrere sig om at komme ud af det aktuelle post-forfatningstraktaen morads, straks falder tilbage i den gamle gænge og tror at EU ‘bare’ er noget der skal pakkes pænt ind, så køber borgerne det automatisk. Den slags hæmmer ikke ligefrem den udbredte euro-skepsis rundt omkring på kontinentet.

PS. Lidt gode nyheder er der dog på den europæiske front. Et par nye analyser indikerer, at EU udvidelsen har betydet større vækst i EU (omtalt i Financial Times og Centre for European Reform’s rapport for Dansk Industri her). Altså endnu en grund til at elske Tjekkiet 🙂

Refleksioner over en kampdag

Som den forstokkede og arrige liberale charlatan jeg er, så burde jeg nok flette et par spydige kommentarer ind omkring 1. maj, solidaritet, fællesskab og slige utopier. Imidlertid er jeg slet ikke så vred en ung mand som jeg var engang. Jeg har – gys og gru – ligefrem nået det punkt, hvor jeg sætter pris på at mine medmennesker har andre syn på tilværelsen end jeg selv, ganske enkelt fordi det er for kedeligt at diskutere med mennesker der er ligeså kedelige, konforme, pæne og straight som jeg selv.

Bevares, jeg synes da også det er sjovt at læse ‘Groft Sagt’ i Berlingske Tidende, især når de basker de selvfede hyklerne hos de Radikale i debatten. Men generelt irriterer det mig, at de fleste af de såkaldte intellektuelle borgerlige befinder sig indenfor en art national-konservativ diskurs, hvor det meste handler om hævn, hævn og mere hævn over, at de kulturradikale og venstreorienterede scorede de lækre piger dengang i 60’erne og 70’erne. I dag er det jo de bitre mænd som Claus Kastholm, Ulrik Høy, Søren Krarup og resten af slænget i Tidehverv som dominerer debatten, drevet af et notorisk had til alt andet end deres egen tolkning af danskheden, på bekostning af mere sindige, liberale og moderate typer.

Med andre ord: Hvor blev de sympatiske borgerligt liberale af? Hvorfor fokuserer en såkaldt liberal tænketank som CEPOS mest af alt kun på skat og rangordninger af skoler? Hvor blev frihedstanken af? Handler det virkelig kun om så lav skat og en så lille stat som muligt, mens resten så som frisind, tolerance og ansvar for egne handlinger kommer i anden række? Hvorfor er der ingen politikere i Venstre som man synes er sådan RIGTIG sympatiske? For det er ærligt talt svært at holde af en regering, ledet af en kold, mekanisk og fremmedgjort mand – og baseret på et velfærdsfascistisk og dybt, dybt væmmeligt parti som DF. Jeg ved godt at der ikke er nogle alternativer. Men alligevel. Jeg kan godt forstå at nogle længes efter en VKR regering. Det gør jeg også selv.

Men det er som nævnt 1. maj, og fanerne smælder jo nok lystigt ude i Fælledparken. Godt for dem, men jeg spekulerer nu alligevel lidt over om det betyder noget for nogen – altså andet end en fridag. Den såkaldte arbejderklasse sidder jo nu og hygger sig i parcelhuset, betalt til tavshed af velfærdsstatens lyksageligheder og porno på Kanal København lørdag nat. Imens sidder det egentlig proletariat, dvs. folk med anden etnisk baggrund, og vansmægter i Voldsmose og Gjellerup parken sammen med alkoholikerne og stofmisbrugerne, som Socialdemokraterne heller ikke kan samle op. Så dem finder man næppe ude at drikke øl og spise flæskesvær sammen med fagbevægelsens pampere i dag. Solidaritet indeed.

Selvom om det alligevel blev lidt harske ord til sidste, så vil jeg ikke holde mig for fin til at citere LO-fomand Hans Jensen: ‘De radikale er for folk med en lang uddannelse, stort ego og lille solidaritet’ (nogle der føler sig ramt?) og linke lidt til Helle Thornings tale, så kan I selv bedømme om man tror på hende (jeg gør ikke). God 1. maj.

PS. Som med så mange andre ting, så går de væsentlig mere til den ovre østpå. Således også i Indonesien og Fillipinerne, hvor de slår sig løs til 1. maj.