Don’t Call It a Comeback

Nuvel, efter Den Bedre Halvdels ankomst i Bruxelles er der blevet hanket gevaldigt op i husholdningen. Ikke flere opvarm-selv færdigretter fra Carrefour. Ikke flere aftener tilbragt i ørkesløs surfen på nettet. Det er altsammen godt og positivt.

Men.

Ingen roser uden torne. Jeg får således ikke længere lov til at gå i forfald. Nu skal der gang i træningen igen. Torsdag blev vi således meldt ind i et motionscenter. Selvom navnet minder mig om et hospital, så er centret ganske hyggeligt. Man kan sige meget om belgierne, men de kan være uhyre familiære. Når Den Bedre Halvdel luffer rundt i lokalområdet, insisterer folk i butikkerne således på at tale om alt og ingenting med hende. Og i motionscenteret får man næsten kindkys når man dukker op. Det virker ikke engang falsk eller påtaget. De har altså fat i et eller andet rigtigt dér, de der mellem- og sydeuropæere.

Selve træningen? Well. I torsdags var det musikalske tema for min begrædelige performance velsagtens noget i stil med Kate Bush’s ‘Running Up That Hill’. Cardiotræningen gik vel som sådan ok (jeg har trods alt spenderet to uger på at vandre i bjerge!), men vægttræningen? Du fredsens. To måneders fravær fra pinebænken kan altså mærkes. Jeg er omtrent ligeså stærk som et piftet dæk for tiden. Dét kommer til at være en lang og trang vej tilbage.

Men ambitionen er da bestemt at komme tilbage i blot nogenlunde habil fysisk form. Det bliver det rene Rocky 6 (minus hunden). Anden træningssession er i dag lørdag. Og på sigt bliver jeg sikkert ligeså über-kæk som LL Cool J i hans 1990 klassiker ‘Mama Said Knock You Out’, den måske bedste træningssang nogensinde. Nyd den inden en træning. Man kan kun blive motiveret.

Genstridig skaldepande nægter at blive fyret

Nå, men han blev jo ikke fyret, vel. Ståle Solbakken, altså. Desværre. For med jeres udsendte Sofist på lægterne spillede FC Köln først 1-1 mod Kaiserslautern og vandt så ugen efter med 4-3 over HSV.

Sportsdirektøren gav ham en såkaldt ‘jobgaranti’, siden valgte de kölnske dagblade åbenbart at frede den hårdt pressede skaldepande. Ja, faktisk var de næsten ved at kamme over af begejstring, da Solbakkens engagement på sidelinjen/voldelige tendenser kostede ham en brækket hånd under HSV-kampen. Det var lige før at hans pacemaker ikke kunne følge med, bedyrde han. De selvsamme medier, der få uger forinden lystigt smed brænde på bålet til Solbakkens heksebrænding, kaldte ham nu forelsket for ‘Stahlbakken’ og kunne med varme glød i stemmen berette, at spillerne karakteriserede den nye træner som ‘Coole Sau’. Så her midt i landsholdspausen er det hele bare fryd og gammen.

Ærgerligt nok.

Selvom mit hævntogt mod Solbakken således tilsyneladende er gået på grund, så er jeg dog ikke i tvivl om, at jeg i sidste ende nok skal få ret. For ligegyldigt hvor meget FC Kölns presseafdeling forsøger at italesætte harmoni i klubben, så ændrer det ikke på fakta. Nemlig, at:

  • Det Köln-mandskab jeg så løbe forvirret rundt på banen var på ingen måde samspillet, præsterede et grotesk højt antal fejlafleveringer og havde åbenlyst ikke adopteret Solbakkens højtbesungne ‘system’. Mod et bedre og modigere hold en K’lautern havde de fået læstelige prygl.
  • 3-4 sejren over HSV var baseret på rent held og et decideret HSV-sammenbrud, hvis ellers man skal tro Kicker.
  • Kölns trup virker uhyre smal. Uden Podolski i front er de næsten ligeså tamme som AaB’s offensiv.

Så jeg hviler trygt i forventningen om, at Solbakken nok skal få sparket. For når man går rundt i Köln fornemmer man at det er en god, gammeldags fodboldby. Opmærksomheden om byens klub er enorm. Det samme er forventningerne. Faktisk er de alt for høje i forhold til hvad kvaliteten af holdet berettiger til. Så uanset hvor mange sprællemands-hop Solbakken opfører under kampene, så vil han med statsgaranti ikke kunne levere den vare, som byen forventer af ham. Bare vent og se. Han afløser Drillo som landstræner for ligeledes fiaskoramte Norge lige om lidt. Det vil jeg godt vædde en halvvarm kölsch på.

I øvrigt var Köln-K’lautern kampen hård at se. For Köln er faktisk en ganske sympatisk klub. Hvis ikke de havde været så ufornuftige at ansætte mit yndlingshadeobjekt som træner, så kunne jeg faktisk godt finde på at holde med dem. Deres hjemstavnshyldende sang om FC Kööööööööööööölle var decideret nuttet. Manende slagsange er generelt noget de gør sig i, dernede i Preussen. Hvem kan for eksempel glemme HSV’s über-bondske ‘HSV Forever and Ever’? Ikke mig, i hvert fald, det er helt sikkert.

Men alt i alt. Få ham nu fyret, Köln. Gør det muligt for mig at holde af jer.

Sofistens politiske kvaler

Lad os starte med en Full Disclosure: Jeg er borgerlig. Liberal. På den klassiske måde. Har været medlem af Venstre siden jeg var teenager. Vægter frihed og frisind højt. Tror i alt seriøsitet på det der med egen lykkes smed. Har en naturlig sympati for individer og familier, ikke for grupper, kollektiver og klasser. Stoler mere på markedet end på staten. Foretrækker frihandel frem for protektionisme. Nærer en iboende skepsis overfor dogmatiske tankesystemer og ideologier. Mine politiske helte er Uffe Ellemann, Tomáš Masaryk, Helmut Kohl og Patrick Moynihan. Jeg beundrer politiske tænkere som John Locke, Reinhold Niebuhr, Vaclav Havel, Adam Smith, David Hume, Joseph Schumpeter, Friedrich Hayek og Benjamin Linus. Internationalt er jeg enig med lederskribenterne i The Economist ni ud ti gange. Jeg abonnerer simpelthen på et liberalt verdenssyn.

Sådan, så er det ude i verden. Vær gerne uenige med mine holdninger. Det er det, som gør livet sjovere.

Alligevel får jeg ikke stemt til det kommende folketingsvalg. Lidt fordi det er en anelse besværligt her i udlandet, men det er nu mest af alt en dårlig undskyldning. Det egentlige problem er, at jeg føler mig dybt og inderligt politisk demotiveret. Alle steder at sætte kryds føles som en eklatant underskudsforretning.

Heldigvis er jeg langt væk fra dansk tv. Og jeg undgår de danske netaviser, fordi jeg ikke holder valgkampen ud. Når behjertigede mennesker sender mig links til den hjemlige politiske debat og fjollede udtalelser fra diverse opportunistiske politikere (noget jeg normalt fråder med stor appetit), så læser dem som regel ikke. Jeg føler ikke engang trang til at riste tåberne i en skarp satirisk sovs længere. Når mit parti bombarderer mig med e-mails, der vist nok skulle forestille at være opildnende og mane til valgkamp mod den åh-så-onde opposition, så ryger det lige luks i skraldespanden. Jeg holder ikke deres glatskurede og indholdstomme cand.com-fra-RUC floskler ud. ”Lad mig dog være i fred”, tænker jeg, mens jeg spænder skyklapperne lidt strammere fast.

Det er ikke engang fordi jeg (efter alt sandsynlighed) er på det tabende hold denne gang. Jeg gider heller ikke iklæde min demotivation i forslidte undskyldninger om at jeg bare er alt, alt for unik og kompleks til at de etablerede partier kan rumme et så enestående individ som mig. Det kan de skam. Hvis ellers Venstre ikke var deres partiprogram notorisk utro, så ville jeg skam stadig befinde mig solidt i partiets højskole-frisinds fløj.

Men efter at partiet nu har mishandlet mig i 10 år (først under den svært voldelige despot Fogh, så under den lidt blidere, men samtidig inderligt ligegyldige Løkke), hvor man først systematisk har undladt at føre en blot tilnærmelsesvis liberal politik, dernæst undlod at føre en nogenlunde fornuftig økonomisk politik, så gider jeg ikke mere. Ikke mere husbondvold her, tak. Ikke flere dårlige undskyldninger og nedværdigende affærer med ulækre Pia. Ikke mere magtfuldkommenhed. Ikke mere arrogance. Ikke mere kontraktpolitik, pointsystemer og svedige-fingre-der-klamrer-sig-til-magten. Ikke mere kræmmerlogik og åndsløshed sminket ind i svulvstig retorik. Ikke mere professionalisering og topstyrede ordfører der lirer talking points af. Tro mig, jeg har siddet til møder i Venstre. Ud over at deltagerflokken konsekvent er i efterlønsalderen eller ældre, så er der ingen debat. Ingen nye idéer. Ingen kreativitet. Fraværet af renæssancemennesker, åndsfyrster og filosofkonger skriger til himlen. Og som menigt medlem skal man rette ind til siden, for magten skal jo bevares. Ja, hvis man er rigtig heldig, kan man få lov til at agere heppekor. Det er så åndeligt fattigt at man næsten ikke forstår det. Så nej. Venstre fortjener ikke min stemme. De fortjener heller ikke at sidde i regering længere. Faktisk vil det utvivlsomt være sundt for idérigdommen at komme nogle år i opposition, hvor man kan lære ikke at slå så meget på alle mulige.

Hvor kan jeg så gå hen? At gå til den anden fløj ville stride mod alt hvad jeg tror på, så det er ikke noget alternativ. Men hvad med Venstres beslægtede partier?

De Konservative? Så slet et mennesker er jeg dog ikke blevet endnu. Jeg husker så udmærket Estrup og provisorietiden, så jeg ved præcis hvem De Konservative egentlig er der bag de betryggende grønne farver, Barfoeds snusfornuft og de velbjærgedes egeninteresse-drevne bekymring for samfundsøkonomien. Så nej. Jeg skal ikke stemme på Højre. Nogensinde.

De Radikale? Nej, så megen selvgodhed, hellighed, bedrevidenhed og nedladende attituder kan jeg ikke kapere. Deres økonomiske politik er for så vidt glimrende og ansvarlig, men resten af pakken er simpelthen uspiselig.

Liberal Alliance? Samuelsen og hans mærkværkdige makroøkonomiske beregninger? Hans politik, der tilsyneladende er til salg for højestbydende sponsorer og banker? Hans særprægede felt af kendis-kandidater? Hans overbudspolitik? Nej tak. Jeg kender en kvaksalver og en opportunist når jeg ser ham. Og Samuelsen ville sælge sin egen mor for en skattelettelse. Den slags mennesker og partier bør man sky som pesten.

Men nuvel, vi ender jo nok med S-SF regering. Det kan på et abstrakt niveau vel være sundt nok. 10 år i regering er lang tid, og VKO har på ingen måde fortjent en ny periode. Måske det er udmærket at der kommer nye koste til, om man så må sige. Alligevel gør perspektivet mig træt og led og ked. Ikke så meget på grund af Socialdemokraterne. Bevares, jeg synes deres leflen de offentlig ansatte er sørgelig og rent ideologisk er jeg uenig med dem. Men jeg er grundlæggende ikke i tvivl om, at hvis først lokummet brænder og der skal træffes de svære beslutninger, så er Socialdemokraterne til at stole på. Hvis de samtidig får god hjælp af de Radikale inden for den økonomiske politik, så er jeg sådan set fortrøstningsfuld. Og hvis der går helt gavebod og milde gaver til fagbevægelsen i den, så skal EU nok få lagt bånd på de værste excesser. Det er alt sammen ok.

Men SF. Puha. Hvis man skal tale om vendekåber, opportunister og magthungrende politikere, der er villige til at sælge alt hvad de tror på, alene for at komme til fadet, så er det SF de seneste år. Ingen principper er hellige, ingen holdninger er faste. Alt ofres på alteret under den altid joviale og kvikt kommunikerende ypperstepræst Villys let slingrende hånd. Hvert eneste policysag kan pr definition løses med flere offentlige midler og gavebod til offentligt ansatte. Besparelser er slet ikke nødvendigt, næh nej, vi investerer os ud af problemerne for lånte penge. Det er så utroværdigt, at det hviner i tænderne.

Så altså. Kunne jeg få en S-R regering i et par år, så ville det være fint. Men udsigten til S-SF ved magten? Nej, det er meget lidt rart. Hvis jeg rent faktisk gad stemme denne gang, så kunne man næsten overveje at lave et taktisk stemmekast på de Radikale, så balancen i den nye regering trods alt blev rykket i en mere ansvarlig retning. På den måde kan skaden muligvis reduceres.

Men nej. Min løsning er at stikke hovedet i jorden og vente på at tingene driver over. Dette bliver således både mit første og sidste valgkamps indlæg her på bloggen. Jeg har travlt med at gå op i alle mulige andre ting. Schweizisk fodbold og den slags livsvigtige sager.

Men jeg håber da bestemt at I nyder pinslerne derhjemme.

Smørhullet

Vi er i Luxembourg. Det er et mærkeligt lille land. Det er vel det nærmeste man kommer Herredet i Tolkiens bøger, om end Ville de Luxembourg nok er en kende for trafikeret til at være Hobbitrup.

Men her er velstående, nydeligt, velordnet og renskuret. Luxembourg slår næsten schweizerne på den konto. Jeg forestiller mig at samtalerne i forstæderne her i landet foregår nogenlunde således:

Men ret skal være ret. Der er nu også meget rart i den velordnede have. Landet er tresproget. Fransk dominerer de fleste skilte, men derudover er tysk og et kaudervælsk kaldet Lëtzebuergesch også officielle sprog. At læse den lokale sprøjte, Luxemburger Wort, var en tværkulturel oplevelse. Det er ikke hver dag man har fornøjelsen af at læse tresprogede aviser. Eller får lov at knibe en lille tåre over den dramatiske redningsaktion for katten Trésor.

Generelt er Luxembourg et weekendbesøg værd, hvis man er så heldig at bo i Benelux-landene. Hovedstaden er malerisk, hyggelig og har gode restauranter, men kan også være lidt fysisk aktive. Vi havde fornøjelsen af en endog særdeles god vandretur i Müllerthal med herligt vejr, så småt efterårsbrune træer, samt drabelige klipper og kløfter. Det er ikke krasbørstige bjerge som i Schweiz, men man får alligevel sved på kroppen af stigningerne i skoven. Jeg kan således kun varmt anbefale vandreture i det østlige Luxembourg. Turen fra Ville de Luxembourg ud til Echternach tog kun tre kvarter i bus, og der er ganske underskønt derude.

I morgen venter så det sidste stykke hjem til Bruxelles. Tre timer i tog – og på mandag starter arbejdet igen. Sommeren måtte nu gerne vare ved lidt endnu, tænker jeg.

Hyldest til den nye hjemstavn

Nu hvor ferien truer, Jay-Z er blevet besunget så rigeligt og jeg skal væk fra byen i to uger, kan jeg vel trygt hidbringe ‘Empire State of Brussels’. Jeg savner måske Alicia Keys i omkvædet, men til gengæld er den ene af hæphoppernes t-shirts (Run BX!) én af dem man gerne vil have med sig hjem.

TCB

Nej, jeg har stadig ikke set Seinfeld, men jeg elsker den her GIF. Jeg mener, det er jo sådan alle mine arbejdsdage udspiller sig! Apropos Seinfeld, så sendte en god bekendt et lille klip, hvori Kramer får et job. Det er perfekt. Artikulationen af kontorjobbets meningsløshed er fremragende. Adspurgt hvad han egentlig laver på kontoret, kan han ikke rigtig give et svar. Altså ud over ‘TCB’. Som er ‘Taking Care of Business’. Det vil jeg også svare til næste bryllup, familiefest eller slige sociale komsammener.