Do you remember how we used to live?

Min cd-samling er et evigt tilbagevendende ‘tsk tsk tsk’ emne for mit mødrende ophav. Når hun (med rette) påtaler min manglende praktiske sans, ikke just udviklede håndværkerevner og forsvindende lille interesse for boligindretning, så kan man noget nær statsgaranti være sikker på at der dernæst følger et udbrud i stil med:

Det er jo også helt grotesk så mange cd’er som du har. Hvorfor skal du eje så mange? Tænk på alle de gode ting du kunne have købt istedet for! Den sære uskik må du have arvet fra din far!

Dermed også antydet at jeg langt fra er den eneste i familien som lider af usund musikinteresse. Min ærværdige fader har således en ganske veludbygget musiksamling, der dog stoppede med at vokse markant omkring ca. 1980 (hvor musikken efter hans mening holdt op med at være god). I dag køber han stort set kun plader med sine gamle favoritter, samt diverse mere eller mindre obskure svenske, franske og tyske kunstnere. Før min storebror blev 30 år, var han også flittig investor i diverse pladeforretninger. Hans samling er således kvantitativt noget større end min (juryen diskuterer stadig om den også er det kvalitativt), men jeg haler kraftigt ind i disse år.

Selvom undertegnede nok er den person i miles omkreds der køber flest cd’er, så må man jo spørge sig selv om det varer ved. Måske dør min sjæl også om fem års tid? Måske begynder jeg også at synes at avisens biltillæg er væsentligt mere interessant end pladeanmeldelserne? Hvem ved, måske jeg endda begynder at lytte til hyggejazz til parmiddagene?

Sikkert er det ihvertfald, at min iPod, samt MySpace og nettets øvrige fora hvor man kan opdage ny musik, har ændret de mønstre hvormed jeg forbruger musik. Når jeg – lidt karikeret formuleret – kan lytte til en sang på nettet en time efter et band i Austin, Freiburg eller Seoul har indspillet den i deres øvelokale, så er afstanden blevet uendelig meget mindre. Tidligere skulle jeg opdage bands gennem radioen, MTV, musikblade eller lignende. I dag er musikken væsentlig mere demokratiseret. Jeg kan lytte til ny musik gennem word-of-mouth på musikblogs, ved at udforske MySpace eller YouTube. At andelen af lortemusik dermed også bliver større er en anden sag, men groft sagt er det nu ikke længere musikanmeldere og pladeselskaber som skal bestemme hvad musik jeg bliver tilbudt. Og hvis jeg kun kan lide ét nummer med en kunstner, så kan jeg købe det ene nummer hos f.eks. iTunes. Jeg behøver med andre ord ikke længere købe et helt album med fyld, hvis jeg kun er interesseret i en bestemt sang. Og dét er frigørende.

Alligevel kan man godt blive en kende nostalgisk. Det var jo herligt at gå amok i en pladebutik i Stockholm i sidste weekend. Ganske vist tog jeg ikke de store chancer med mine indkøb (de svenske indiegrupper jeg købte havde jeg jo allerede lyttet til tidligere på nettet), men der er stadig en vis charme i at blive barnligt begejstret over at finde en særlig cd man har ønsket sig i længere tid. Og egentlig savner jeg lidt den spænding der var ved at købe musik i gamle dage. Saint Etienne (hvis fabelagtige første album Foxbase Alpha er illustreret ovenfor), udforskede jeg primært igennem det Nordjyske Landsbiblioteks cd-afdeling og Stereo Studio i Aalborg. Jeg siger ikke det var bedre i gamle dage, men nu er udbuddet at musik bare meget større – med den fare at der går inflation i det hele.

Måske skal det ses i en større helhed, hvor populærkulturen inkoopererer de såkaldte subkulturer. Dengang jeg gik i gymnasiet var der selvfølgelig ‘flipperne’ og ‘hippierne’ (kontra ‘poptøserne’, ‘hippedihopperne’ og ‘technofyrene’), som forsøgte at definerer sig selv i forhold til majoriteten. Men de hørte jo i bund og grund bare deres 60’er musik, post-grunge og Jeff Buckley, og man jo så spørge hvor alternativt det lige var. I dag virker ‘de unge’ mere fragmenterede, men alligevel mere konforme. Man møder jo faktisk en del goth og emo typer (og spørg mig ikke hvorfor man vælger den stil!!!), men uden at det bryder mainstream billedet. Hvis man ser boogie-tv og Voice TV (som vel er indbegrebet af mainstream), så er der ganske meget emo/goth musik.  Så når den ældre græske queen i det Pet Shop Boys forum jeg af og til frekventerer påstår at ‘pop is the new avantgarde’, så har han (på trods af sin bias mod homoseksuel synth pop a la Kylie Minogue)måske en pointe. Fordi hvis mainstream musikken er et spændingsfelt mellem ekstremerne med alt fra neu rave, r’n’b, goth, misogyn hip-hop, hvor man hele tiden bliver bliver tilbudt stadig større mængder af musik, kulturer (“sådan-klæder-du-dig-hvis-du-er-en-rigtig-goth”), så må man spørge hvem de virkeligt alternative er.

Jeg har ikke svaret (selvom jeg har en anelse!), men det skal blive spændende at se hvordan musikken udvikler sig de næste fem år. Sandsynligvis er der ikke mange pladebutikker tilbage til den tid. Udbudet af musik er meget større, ingen gider købe en hel cd, elektroniske medier er mere udbredte, så det er vel efterhånden kun tåbelige nostalgikere som undertegnede der gider købe plader. Men man kan vel håbe at der stadig er sande helte som Saint Etienne til at redde popmusikken fra sig selv. Og så kan min mor sikkert få opfyldt sit ønske om at min pladesamling ikke vokser meget længere.

Up on Crutches

Et par let travle dage nærmer sig afslutningen. Mandag stod først på en fire timers seance omkring fundraising indenfor forskning, siden tre timers møde i vores Udvalg for Forskning og Fødevarer. Det var ganske spændende og rart at få afviklet, da vi har her i sekretariatet har lagt ganske meget arbejde i at få arrangeret det hele. Grundet en ondsindet konspiration mellem personalemanglen i Arlanda, ineffektiv baggagehåndterring i Kastrup og herligt langsommelige tog til Østerport, kom jeg først sent i seng efter hjemturen fra Stockholm. Derfor indtog jeg så uhørt mange kopper rå og brutal kaffe i løbet af mandagen, at jeg til tider overvejer hvornår min mave imploderer sammen til et sort hul. Udsættes jeg for flere mishandlinger fra diverse lufthavnspersonales side, så kan det næppe vare længe.

Her til morgen slæbte jeg så det dvaske legeme til Danisco’s lokaler på Amager, hvor IFAU holdt jubilæumskonference om ‘Globaliseringens betydning for landbrugs- og fødevaresektoren – i dag og om 25 år’. De fleste af oplægsholderne var ganske veloplagte, bl.a. var der et spændende indslag om klimaforandringers betydning for jordbruget rundt om i verden (= varmere klima er plus for Nord, nedture for Syd) og et andet om trends/forbrugsmønstre indenfor fødevarer. Fik også en berigende samtale med den ansvarlige for brugerdreven innovation hos Danisco. Måske jeg ikke er alt for skarp, men jeg blev ikke meget klogere omkring hvordan man rent konkret udfører projekter omkring brugerdreven innovation. Hvem ved, måske jeg engang om føje år kan hidbringe svaret her på bloggen? Alt i alt en udbytterig dag, om end ingen af talerne nævnte ‘sundhed’, ‘fødevareforskning’, ‘energipolitik’, ‘fødevaresikkerhed’ eller ‘dyrevelfærd’ med et ord. Lidt overraskende taget i betragtning af, at de fleste analytikere mener at netop sundhed/fedmebekæmpelse er det område som fødevareerhvervet skal redde rumpen igennem. En taler fra Max Havelaar holdt endvidere et langt oplæg omkring fairtrades lyksageligheder, uden at komme ind på hvordan producenterne i den tredje verden udvælges eller hvordan fairtrade konceptet spiller sammen med bæredygtig produktion. Hvordan hænger CO2/klima regnskabet sammen med fairtrade, når man opfordrer bønder i den tredje verden til at dyrke økologisk, hvorefter man sender varer (der principielt kunne være produceret i Europa) med skib/lastbil til den anden ende af verden? Det lyder ikke just som en bæredygtig løsning rent miljømæssigt. Der er med andre ord masser at tænke over næste gang man køber aflad igennem fairtradeprodukterne i Super Brugsen og Irma! I venten på reel frihandel kan fairtrade være en lappeløsning, men jeg ser nu mere frem til at man får hanket op i WTO-forhandlingerne igen.

I aften skal dog meget gerne stå på noget mindre tankekrævende, nemlig yndlingsserien C.S.I.  Min kære heldige kartoffel storesøster er draget til Hong Kong og Japan i små tre uger, så jeg har lovet at agere blomstervander i den periode. Det betyder så samtidigt at jeg får nærmest uhyrlig fri adgang til et fjernsyn med masser af kanaler, en luksus som er svær ikke at rane til sig når man ellers bor på et Fernsehen-frei kollegium.

Afraid you told someone about us

Når man lander i Arlanda, så er en af de förste ting man stöder på en raekke plakater hvor svenske notabiliteter (i.e: Det svenske kongepar, hippedihopperen Petter, Carolina Klüft og, Herren vaere min sjael nådig, E-Type) byder dig velkommen til det signede land. Og i ankomsthallen bliver man mödt med et banner der forkynder ‘Stockholm – the Capital of Scandinavia’. Da jeg igår stod og fordöjede denne påstand imens vi ventede på bagagen, så taenkte jeg at de gode 08’ere (08 er den stockholmske telefonkode) da vist var blevet ramt af noget så atypisk svensk som storhedsvanvid. Men måske de har ret. Byen virker ihvertfald vaesentlig mere metropolagtig end Köbenhavn, når man sådan går rundt en solbeskinnet lördag. Og jeg har tilmed fundet MASSER af svensk indiepop. Ja, jeg tror faktisk at jeg var dagens bedste kunde i Bengans. Jeg skal i al seriösitet passe på overvaegt i flyet. Naesten ihvertfald.

Og så har I ikke engang hört det bedste endnu.

For hvad opdager vi da vi i ovennaevnte butik? Jo, såmaend: Sveriges måske mest talentfulde falsetsanger/crooner/superstjerne-in-spe Montt Mardié ville give minikoncert i butikken senere på dagen. Jeg kan godt love at der var svedige håndflader og hurtigt bankende hjerte da jeg hörte det. Det gik storslået – han ligner en hobbit med dasket hår, synger glimrende og har ikke faerre end to synth-spillere med sig (og tre doo-doo-doo kor piger, som ryster måsen på uanstaendig vis). Selvsagt blev vi nödt til at köbe hans cd’er, samt få dem signeret. Så nu ejer Maria een og jeg (!Kåre! – som han skrev mit navn på coveret) hver. Stjernestöv og alt det der. Waaaauuuw!

Ellers fik vi slentret rundt i et forårskådt Stockholm, hört på hvide og vrede hippedihoppere på Medborgarplatsen på Söder, samt gaflet frokost på pladsen hvor yndlingskongen Christian d. 2 halshuggede det meste af den svenske adel i 1522 (hvorfor den arme stakkel i svenske historieböger er kendt som ‘Kristian Tyrann’. Utaknemmeligt folkfaerd, de svenskere!). Alt i alt en herlig dag, som nu afsluttes med at flygte fra det östeuropaeiske melodi gran prix. Vi er i Upplands-Väsby ca. 20 km nord for Stockholm, en provinsby hvorfra det meste af min svenske verden udspringer – det er Mekka for såvel Holmberg og Ghisler klanerne (= Marias familie). Rygterne vil vide at jeg i morgen bliver guidet hen at se hvor Bollstanäs Sportklubb holder til. Det er intet mindre end stedet hvor kvindebasketens Messias holdt til för hun drog til Köbenhavn. Nemlig.

Må hellere se om Ukraine har vundet Eurovision konkurrencen. Jeg kan ikke stå for sölvpapir og spejle. Uhhhmmmm!

…Cause she knows that it’s demanding to defeat these evil machines

Den amerikanske gruppe The Flaming Lips udgav i 2002 det fantastiske konceptalbum Yoshimi Battles the Pink Robots. Det er en syret omgang, hvor alle sangene kredser om en science-fiction verden, hvor den ninjatrænede(!!!) pige Yoshimi forsvarer Jorden mod invaderende lyserøde robotter fra det ydre rum.

Nu sker det desværre ikke så tit at jeg selv får lejlighed til at benytte mine knivskarpe moves i verdenssamfundets tjeneste. Men til tider tror jeg at jeg ved hvordan den stakkels Yoshimi har det. En af de stunder dukkede op i dag, hvor jeg krydsede klinge med det administrative personale på Institut for Statskundskab, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet og SU-Styrelsen. Sagen kort: Ved en eller anden fejl i kommunikationen mellem Institut og Fakultet fik man opbygget den vrangforestilling at jeg skulle noteres i systemet som udmeldt af universitetet pr. 31. marts 2007. Det på trods af at jeg ikke fik min karakter før den 11. april. Så da jeg modtog en harmdirrende skrivelse fra SU-Styrelsen igår om ,at de ærlig talt synes jeg skal betale SU tilbage for april måned, så blev jeg en kende muggen. Og besluttede mig for at støve den krigeriske attitude af.

Ganske vist var det ikke en kung-fu kamp med lyserøde robotter (snarere telefonsamtaler med diverse kontorfunktionærer), men det tog en pæn portion tid, tålmodighed og tænderskæren i dag for at få diverse vrisne damer overbevist om at jeg ikke er en notorisk løgner. Så nu afventer jeg spændt på at de store bureaukratiske hjul får kværnet sig igennem sagen.

Stille i Parken

Det var næsten synd. Vejret var jo så dejligt. 32.500 medløbere (og ca. 500 AaB fans) i Parken. Parken Sport & Entertainment FCK manglede kun tre point for at blive danske mestre 2006/2007. De havde endda uddelt små dumme og grimme hatte til tilskuerne. Og Flemming Østergaard havde kådt og kækt (næsten) lovet gratis øl til tlskuerne, når nu walk-over kampen mod AaB var overstået. Den rene barnemad. Ja, i pausen spankulerede han da også forbi nedre-C med en øl. Man kunne jo nærmest ligeså godt fejre triumfen på forhånd. Ejeren af Lalandia var jo også foran 1-0 på et usædvanligt heldigt frisparksmål. Og Judas 1 og Judas 2 spillede begge fremragende. Hvad kunne gå galt?

Såmænd ikke andet end at AaB scorer to gange og kører sejren hjem. Det var en dejlig kamp at se fra AaB sektionen i Parken. Der blev sunget så rigeligt. Første halvleg var ganske hård at komme igennem, mens der blev gået til den i anden. Vi fik brølet de obligatoriske ‘JIMMÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆH!!!!!‘ råb adskillige gange. Det var en mere spændende kamp end ved sidste triumf i august, men også en god bid sjovere. Alt i alt en fabelagtige lørdag eftermiddag!

Når det så er sagt, så hersker der nok ikke den store tvivl om at FCK blive mestre. Det siger en hel del om et hold når det kun taber to gange i en sæson. At det så heldigvis er to gange til AaB, kan jeg jo kun fryde mig over når jeg støder på FCK fans i min omgangskreds. Tager i betragtning at AaB også baskede Brøndby for nylig, så bliver det en god sommer med håneretten på min side. Og jeg er med garanti at finde til næste AaB kamp i Parken. Det kan jo ikke gå galt når jeg er der. Eller noget.

Future of the Future

Heureka! Jeg har lige fundet ud af hvad jeg gerne vil lave når jeg bliver stor! Det kræver ikke engang særlig meget. Blot en Ph.D fra Stanford, et netværk af utrolige dimensioner, samt en arbejdsetik som jeg næppe kan fremprovokere hos migselv. Men skidt pyt. Man skulle da være et skarn hvis man aflivede sine drømme pga. den slags petitesser. Fordi jeg VIL arbejde hos Eurasia Group i New York.

Selv om jeg selvsagt i udpræget grad holder af at wrestle med så knuselskelige størrelser som EU’s 7. rammeprogram for forskning, fødevare teknologiplatforme og Direktoratet for FødevareErhverv, så er det – diplomatisk formuleret – ikke altid det der får mig til at ligge søvnløs af spænding om natten. Og når ens barselvikariat udløber engang næste forår, så er det jo ikke decideret ulovligt at spekulere over hvad man gerne vil beskæftige sig med bagefter.

Hvordan har jeg så fået den pludselige tvangstanke, at jeg rent faktisk skulle have et mål i mit arbejdsliv? Jo, såmænd: Da jeg stoppede som student i min gamle afdeling, fik jeg et par bøger i afskedsgave. Den første var Freakonomics af Steven Levitt, en forståeligt nok ganske populær bog, hvori den tidligere modtager af den prestigefyldte John Bates Clark Medal benytter økonomiske principper og modeller til på ganske pudsig vis, at undersøge en række problemstillinger såsom ‘Why do drug dealers still live with their moms?’, ‘How is the Ku Klux Klan like a group of real-estate agents?’ og ‘Where have all the criminals gone?’. Jeg kværnede den med stor glæde hurtigt i løbet af et par dage, mens den anden bog jeg fik smidt i nakken, ‘The J-Curve: A New Way to Understand Why Nations Rise and Fall’ af Ian Bremmer, har fået lov at ligge i noget længere tid.

Nu har jeg imidlertid opsagt mit abonnement på Weekendavisen, så der er blevet frisat noget ekstra tid/kapicitet til at læse andet end den og Economist. Derfor kastede jeg mig i går aftes over Bremmer’s bog og halli-hallo, den er fabelagtig. Efter en befriende kort gennemgang af hans i øvrigt ganske praktisk anvendelige teorimodel, kommer man direkte over i den bedste og mest koncise analyse af Nord Korea som jeg har læst længe (denne artikel giver et indblik i hans tanker). Jeg er nu godt i gang med hans analyse af Cuba og det virker lovende. Forudser at jeg nok skal få megen glæde af bogen de kommende dage.

Men nu er jeg jo ikke internetnørd for ingenting. Så jeg blev jo nødt til at læse noget mere om den gode Ian Bremmer og ikke mindst den ‘Eurasia Group’ som bogens forside proklamerer at han er præsident for. Lidt google og wikipedia afslører, at hans akademiske karriere er ganske imponerende må man sige. Det vil dog være synd at sige at jeg har lignende akademiske ambitioner. Er hverken blevet udnævnt til research fellow ved prestigeforskningsinstituttet Hoover Institution i en alder af 25, undervist på Columbia og jeg er – endnu – heller ikke blevet udnævnt til ‘Young Global Leader’ af World Economic Forum. Til gengæld har jeg en usund interesse for Central- og østeuropa og Centralasien, læser jævnligt Radio Free Europe/Radio Liberty, jonglerede i en tid med tankerne om at blive intern i den, objektivt set, noget inferiøre sikkerhedsorganisation OSCE i Wien, synes demokratiserings og transitionsprocesser er interesssante, samt greb mig selv i at synes at denne artikel om muslimer i Rusland (hey, den omhandler Tatarstan!) var vanvittigt fascinerende. Så hvis ikke jeg skulle være den fødte analytiker af politiske forhold i regionen, hvem i alverden skulle så? Forestil jer derfor den spirende jubel da jeg læste følgende fra 2003 i Economist omkring hvad de egentlig laver i Bremmer’ konsulentvirksomhed:

“Last year investors craved analysis of arcane corporate accounts. The year before they clamoured for intelligence on upwardly mobile technology stocks. But this year there is no hotter commodity than political risk: will governments fall, will countries go to war (of the conventional or trade variety), what chance of a nuclear exchange? And if so, who will benefit?

A visible beneficiary of this phenomenon has been Eurasia Group, a small consultancy founded on the idea that politics often matter at least as much as economics for businesses and investors. Five years ago Eurasia consisted of one man, Ian Bremmer, a few computers, and a letterhead. Now it has 40 full-time employees and another 480 part-timers spread over 65 countries—an inspiration for any academic with a seemingly useless degree in political science. According to Mr Bremmer, revenues were $8m in 2001 and $15m last year, with $30m possible this year. In future even $100m is thinkable if his client base, currently numbering 130, expands beyond America. Most consultancies these days are happy if they are just shrinking slowly.

Eurasia’s customers include big banks and investment-management firms, along with the usual multinationals. They are bombarded with an ever-expanding list of products, ranging from niche studies (“New Kazakh Politics: Inside the Ministry of Energy”), to meetings with various foreign potentates, seminars on trade, weekly e-mails and snap transmissions on disasters. Multinationals favour in-depth studies; hedge funds, unsurprisingly, like direct calls on things that could unsettle markets.

Newspapers and broadcasters call on Eurasia too. In a joint venture with Lehman Brothers it produces a monthly index of political risk, reprinted in The Economist. Mr Bremmer writes a monthly column for the Financial Times and frequently appears on news shows.

There is no market price to punish Eurasia if it happens to be wrong. In fact, it is almost impossible for an outsider to second-guess its utterances. It will be years, for instance, before the accuracy of the stability index can be judged. Wrong calls are quickly forgiven and forgotten. A month ago Eurasia suggested “coalition forces may face a determined defence of Baghdad” but that was hardly a wild guess. Other predictions it has made have been spot-on.

Certainly, when news is so effervescent, there is appetite for the seemingly informed take: on Turkey (a “loser” in the Iraq war); Russia (winner); North Korea (short-term better, long-term worse). The greatest political risk to Eurasia itself is peace in our time (a long shot).”

Hvad skal jeg sige andet end at jeg er målløs. Og vil begå mord for at arbejde der og få lov til at lave risiko analyser af Tjekkiet. Yay! Så kan de støvede diplomater på Asiatisk Plads vist godt gå hjem at lægge sig. Og hvis man læser hans ganske underholdende ‘A weeklong journal of a Political Scientist’, så finder man manuskriptet til mit drømme arbejde. Jeg bringer et større citat:

“In Boston, all of my clients are in finance. The buildings are modern, clean, and decidedly non-descript, in marked counterpoint to the rest of the city. For some reason, most of the elevators have TV monitors in them that cycle headlines, weather, and markets. People watch them attentively, and I alternate between watching the people watching the screens and watching the screens directly. I don’t see sports, which strikes me as odd—especially given the sports fanaticism of the typical Bostonian. Maybe I keep catching the wrong 30-second loop.

I saw some of our institutional investor clients—Putnam, Fidelity, and a couple of others. Sometimes the meetings are with only one or two people, and the atmosphere is very informal, conversational; sometimes I have to make a presentation for 20. Today was a little of both. One client was conducting an annual strategy session and asked me to show up and help them work on long-term global scenario planning. It sounded interesting, and we’re flattered to be invited to an otherwise internal workshop, so I went.

There are always a lot of economists in the meetings but never a fellow political scientist. Political scientists don’t work at banks—which is a problem. As political issues become more important for the markets, analysts at banks are asked all sorts of questions they don’t have the ability to answer. And if you’re getting paid to answer questions—as analysts at banks are—you never want to be in the position of saying you don’t know.

Whenever I’m speaking with a group of investors, I love to start with a disclaimer about my background. If they ask me where the dollar should be pegged against the euro, I say I don’t know and I won’t tell them. I’m not an economist. On the other hand, if they ask a global economist on Wall Street the impact of the upcoming Iraqi elections on stability in the Middle East, the economist doesn’t know … but will tell them.

No matter how I look at it, politics and the markets seem inextricable.”

Alt i alt må jeg snarest muligt se at få lagt en fem års plan for hvordan jeg får erobret verden. Vi kan jo starte med den der master…

Nu kan du få mig så lätt

Maria säger:
“Om Stockholm brinner, åker vi dit!
för där rör dom på fötterna, svänger på höfterna
från modkatterna till punkarna
vi kunde ha den bästa tiden i våra liv,
men jag tror inte vi lever så länge till”

Det er nu et almindeligt anerkendt faktum at Håkan Hellström er jordens mest geniale musiker. Jeg har til dags dato endnu ikke været til en bedre koncert end den han spillede i Pumpehuset i marts 2003. Det er blot et spørgmål om tid før han bliver verdenshersker. ‘Og hvorfor?’, spørger I måske. Jo, ser I, udover at kunne skrive uforståelig catchy melodier, så løfter han tekstmæssigt også stolt arven fra koryfæer som Morrissey, Stone Roses og the Clash. Man kan diskutere hvor god en sanger han er, men det er som bekendt ligegyldigt “för vi dansar och du har så mjuka läppar”. Det er en skam at han i øjeblikket holder pause, for jeg ville give meget for at se ham live snart igen. For i skrivende stund kan jeg ikke nævne mere musikalske mennesker end den gode Håkan.

Nu er han jo godt nok fra Göteborg. Det skal dog ikke holde mig fra at citere den aldeles dansable ‘Förhoppningar och Regnbågar’, for som Maria ganske rigtigt siger, så skal vi til Stockholm næste weekend. Det bliver stort. Jeg har ikke været der siden jeg besøgt min storesøster deroppe i efteråret 2000, hvor hun var i praktik på Karolinska. Og om Gud vil og bukserne holder, så er vejret storslået, Djurgårdsbron et yderst kysseværdigt sted og skærgårdsdoktoren huserer. Jep.

Øj, jeg glæder mig.

Confucius has a puzzling grace

Ah, sker det nogensinde at I får musikalske aha-oplevelser? Jeg oplevede minsandten en i søndags, da jeg lå afdanket og dvask på divaneseren og så Marie Antoinette. Ikke fordi filmen er særskilt god. Det er, efter min ringe mening, den klart svageste af Sofia Coppolas film indtil videre. Jeg var og er stor fan af Virgin Suicides og (især) Lost in Translation, men ud over at vække en vis interesse for den optakten til den franske revolution, så gjorde Marie Antoinette ikke det helt store for mig. Man skal vist have en svaghed for pompøse kjoler og franske lystslotte, samt ikke mindst en urimelig høj smertetærskel når det gælder om at udholde Kirsten Dunst ualmindeligt irriterende lillepige facon.

Det mest interessante ved filmen var dens musikvalg. Det har vel altid været Coppolas varemærke at hun bruger musikken meget aktivt i sine film. De nu noget falmede favoritter fra Air strikkede det fremragende soundtrack til Virgin Suicides sammen, mens det var Kevin Shields – forsangeren fra opløste My Bloody Valentine – der var bindeledet på den Oscar-vindende musik til Lost in Translation.

I Marie Antoinette benyttes synth/støj-rock/post-punk grupper som New Order (især fungerer sangen ’Ceremony’ helt fantastisk) og Gang of Four meget vellykket til at komplementerere/danne kontrasten til den franske enevældes dekadence. På samme måde optræder mine svenske yndlinge fra Radio Dept. adskillige gange i filmen, hvilke jo kan få enhver svenskofil musikelsker til at blive helt blød og kærlig indeni.

Den helt store oplevelse stod en for mig ukendt gruppe for. De lystrede det meget mundrette navn Siouxie and the Banshees og var aktive fra 1976 til 1996. I 1978 udgav de den særdeles iørefaldende single ’Hong Kong Garden’ (video her), og efter at den indgik i Marie Antoinettes store maskebal scene, så har den spillet på repeat inde i mit hoved. Den minder så herligt meget om Style Councils ’Shout to the Top’, at jeg slet ikke kan sidde stille. Og når jeg nu efterhånden har udviklet mig til en sand hader af det meste musik der udgives i dag, så er det meget læskende at høre tudsegamle sange som stadig lyder friske i dag. Alting var nu bedre i gamle dage. Vil nogen venligst lukke Voice TV? Tak.

“Snydt igen”

Jeg har fået mig en ny dødsfjende. En sand nemesis. Stedet hvorfra al min modgang udspringer. Antipatien in persona. Hvis mit liv var en sci-fi film, så gik han i laktøj og trak vejret som en røgdykker med akut astma.

Jeg blev opmærksom på charlatanen i en artikel i søndagens bolig tillæg i Berlingske. Ja, den slags er jeg blevet så grå og trist og selvhadende at jeg læser. Artiklen behandler det faktum at flere vælger at udleje deres ejerbolig, fordi de med det nuværende boligmarked ikke kan få solgt skidtet:

Boligadvokaternes formand, Henrik Høpner, advarer generelt mod at leje sin lejlighed ud, selv om det kan være fristende, hvis den har stået til salg længe.

»Det skal absolut være sidste stop før en tvangsauktion,« mener han.

»Hvis du vælger at leje din bolig ud, er det jo i bund og grund i håbet om, at tiderne bliver bedre. Det vil sige højere priser, lavere rente og flere købere. Men det kan ligeså godt gå den anden vej,« siger Henrik Høpner.

Han peger på en række faktorer, som vil kunne holde én vågen om natten: Huslejenævnet kan sætte huslejen ned med tilbagevirkende kraft, lejer kan misligholde lejligheden, lade være med at betale husleje, fremleje din lejlighed ulovligt eller anvende den til ulovlige formål. Lejlighedens ejer kan også risikere, at hans lejer ikke vil flytte frivilligt.

»Derfor er mit bedste råd: Sæt prisen ned og slip for yderligere tab, for det andet kan give utrolig meget bøvl. Alternativt kan man sætte begge sine boliger til salg, og så blive boende i den, der ikke bliver solgt,« siger Henrik Høpner, der indrømmer, at han ser sort på tingene.

»For det er jo mig, der sidder med alt bøvlet.«

Nuvel, jeg er sikker på at den kære advokat er en fin fyr. Han har sikkert kone og børn der elsker ham. Måske han samler på modeltog, kan lide Chuck Norris og holder meget af en kop te efter en god lang løbetur. Og jeg ved godt at det er syndigt at hade. Men da jeg læste ovenstående citat, blev jeg enig med mig selv om at han er det ondeste menneske i Danmark.

Må hellere vende den anden kind til og vende tilbage til boligtillægget inden jeg bliver kvalt i min egen galde.

Jeg tror ikke jeg vil være socialdemokrat i mit næste liv

Politiken har i dagens udgave en lille artikel omkring hvad det gode liv er. Der bliver gjort megen sindsoprivende spændende forskning indenfor dette emne. F.eks: Hvorfor havner Danmark konsekvent på førstepladsen af lykkelisten i komparative undersøgelser af hvilke lande hvor folk er lykkeligst? Hvorfor er danskerne ikke blevet relativt lykkeligere siden 1960’erne, på trods af at den materielle levestandard er blevet markant højere? Giver lykkeforskning overhovedet nogen mening? En så liden sjæl som undertegnede vil ikke kaste mig ud i at besvare slige komplekse spørgsmål, jeg vil blot viderebringe et par citater fra en række forskere som Politiken interviewede i forbindelse med deres lykkeartikel. Især et af dem fik de buskede øjenbryn til at ryge næsten helt om i nakken:

Peter Sandøe, professor i dyreetik:
»Hver aften kl. 20 går jeg op ad trappen til min søns marsvin. Den skriger som en besat, fordi den glæder sig til den gulerod, jeg har med. Det tolker jeg som forventningens glæde, og for mig er lykke at kunne være der for den. Selv en dårlig dag er relativ nem at gøre god, hvis jeg kan være der for andre«.

Lykke er at være der for andre? Ok, den kan jeg godt gå med til.

Claus Møldrup, lektor ved Danmarks Farmaceutiske Universitet:
»Det gode liv er for mig, når jeg sidder med en rigtig god kop kaffe, som jeg selv har kværnet og brygget på min espressomaskine. Så bliver alting lidt smukkere omkring mig, og børnene leger smukkere. Det er som en smagsforstærker på omgivelserne, og hvis kaffen er rigtig god, så er det virkelig svært at skælde ud på dem«.

Den køber jeg, sailor!

Brian Jacobsen, ph.d. studerende i religionshistorie:
»Det gode liv er de muligheder, staten giver os. Staten er virkelig undervurderet, for den danner og former vores liv. Mange mener stater er undertrykkende, og det er der også mange, der er. Men når den er god, så understøtter den vores muligheder. Den danske stat har givet mig min uddannelse og mit ønskejob, hvor jeg laver det, der gør mig lykkelig«.

Ok, der er tusinde ting der er så himmelråbende forkert med dette udsagn, at det gør mig helt stum. Tak, oh store stat, åh tak! Tak fordi du tog ansvaret for mit eget liv fra mine svage skuldrer! Tak fordi du lod mig glemme at det der virkelig tæller er at have nogen at elske og blive elsket af! Hvor lagde jeg nu min medlemsblanket til Danmarks mest socialistiske religiøse parti?!