Så er der konfekt!

Nu er det officielt: Jeg vil lære at danse electric boogie. Var som nævnt i Tivolis Koncertsal igår og se Nøddeknækkeren, og man må give de medvirkende at de er fint blærede til at danse. Således kunne en af de medvirkende bevæge sig så det så ud som om at han danser i stroboskop lys. Måske er jeg nørd for at elske den slags detaljer, måske er breakdance mere imponerende, men jeg synes stadig at electric boogie er meget mere retro-cool på den Vesterbrosmarte måde, dér! Medvirkende var bl.a. også Josephine Raahauge (I kender hende måske fra en Danske Bank reklame fra et par år siden) som den arme Clara. Med andre ord var det en glimrende nyfortolkning af det hæderkronede juleeventyr, som jeg kun varmt kan anbefale. Især hvis man, som undertegnede, har memoreret stort set alle tænkelige dansemoves, så jeg nu er mere end klar til julefrokosttiden. Vraaaaauuw!

Inden forestillingen var jeg ude at kigge på julegaver sammen med Maria, samt en tur på Wagamama. Tilsyneladende er japansk inspireret mad helt urimeligt populært her i det danske smørhul, ihvertfald var der så rigelig ventetid på såvel bord, som betjening. Jeg spekulerer lidt over hvilken sekt der monstro ejer Wagamama kæden. Deres slogan ‘Positive eating + Positive living’ lyder ihvertfald som noget fra en new age kults gør-det-selv-håndbog. Synes egentlig deres mad er ok, men nu har der været mindre heldig service to ud af fire gange jeg har været der. Tillad mig derfor at lufte min mavesure holdning lidt: Det er altså ikke helt godt nok til at blive kåret til ‘bedste billige restaurant’ i min verden. Oh, well. Det kunne dog ikke ændre indtrykket af en pænt fantastisk onsdag. Gåturen hjem fra Tivoli var også henrivende: Masser af snak, samt horder af berusede skotter (FCK spillede mod Celtic) der urinerede stort set overalt hvor de kunne komme til det. Et ømt skue, skulle jeg hilse at sige.

Songs your Mother never sang you

Så fik vi afsluttet dataindsamlingen til speciale, det sidste offer – Professor Niels Blomgren-Hansen fra CBS – blev krydsforhørt på sit kontor i formiddags. Så det kommende stykke tid står den på interviewgennemlytninger, et arbejde jeg har formået at skubbe foran mig indtil nu, med det forudsigelige resultat at der nu er en gigantisk arbejdspukkel i vente. Ja, så dygtig er jeg nemlig. Bortset fra det har det atter været et par stille dage. Har været en del sammen med Maria og har forsøgt (med vekslende held) at få arbejdet med specialet. I går bød også på en rask træningstur med Martin i SATS i Frederiksberg Svømmehal, hvilket var ganske fornøjeligt, hvis man ser bort fra horderne af mennesker. Imorgen står den på arbejde, samt en tur med Maria i teateret for at se min fødselsdagsgave: ‘Nøddeknækkeren’ i Tivolis Koncertsal. Det glæder jeg mig meget til, især efter at have læst følgende sentenser i Berlingske Tidende:

Steen Koerners hiphop-version af balletklassikeren Nøddeknækkeren blev i sin tid så stor en succes på Aveny-T, at den moderne breakdanceversion nu er blevet fast juleinventar i Tivoli, hvor den opføres gennem hele december frem til jul fra onsdag til søndag i forbindelse med det traditionsrige julemarked. Tchaikovskys klassiker udsættes for skateboardrampe, hiphop, breakdance og nykomponerede beats af Yo A Kim Hjejle samt breakdancere fra hele verden – og et par klassiske dansere fra Den Kongelige Ballet. Opsætningen vandt velfortjent Reumertprisen i 2004 for Årets bedste Danseforestilling og kan forventes at blive en publikumsmagnet igen i år.”

 

Hvis det er ligeså underholdende som den opdaterede version af Peer Gynt, så kan det kun blive godt!

PS. Tilbage i marts muggede jeg over de forargede reaktioner på Muhammed tegningerne, især set i lyset af den manglende vrede fra muslimsk side over Talibans barbariske ødelæggelser af Buddha-statuerne i Bamiyan dalen, Afghanistan. Ifølge New York Times er der dog nu seriøse planer om at genopføre Buddhaerne. Måske verden slet ikke er så afsporet alligevel.

PPS. Håneretten er gudskelov stadig på Spartas side i Prag: De slog Slavia i det 4-2 i det såkaldte ‘S’-Derby i den tjekkiske ishockey liga. Herfra kippes der med flaget og danses en kæk lille dans.

PPPPS. Alle kvinders våde drøm, dvs. George Clooney, er i sorg: Hans kælegris er død. Naturen kan i sandhed være lunefuld. Læs mere om hans hjerteskærende tab her.

Everything all the time

Så er Monsieur 25+ tilbage igen. Weekenden har været begivenhedsrig: Efter arbejdet fredag mødtes jeg hurtigt med Maria. Fik hende besnakket til at tage med i Guf og købe musik, så det endte med at hun fandt en jazz-cd til sin far – og jeg fandt Håkan Hellströms ‘Nåt Gammalt, Nåt Nytt, Nåt Lånat, Nåt Blått’, samt det nye moi Caprice album. Håkan albummet er et opsamlingsheat af b-sider og andet guf. Ikke alt er lige godt, men sangene ‘Klubbland’ (der lyder som Happy Mondays!) og ‘Jag Hatar Att Jag Älskar Dig Och Jag Älskar Dig Så Mycket Att Jag Hatar Mig ‘ (årets bedste sangtitel?) er helt fantastiske. Vil vanvittigt gerne se ham live igen, koncerten på Pumpehuset i 2003 står stadig for mig som den bedste jeg nogensinde har været til. Har ikke lyttet så meget til moi Caprice albummet endnu – Caro lånte det da hun skulle varme op til deres koncert på Vega i går – men umiddelbart minder det en del om deres forrige, som jeg tilsyneladende var mindre tilfreds med i Prag sidste år. Nuvel, måske den blot skal have mere tid til at udfolde sig.

Om aftenen var jeg inde hos Cecilie at spise. Mine forældre havde taget turen vestfra, og det blev en ganske hyggelig aften. Min søsters kæreste Henrik skulle møde hele svigermekanikken og det må man sige han slap glimrende fra. Lørdag var jeg sammen med min mor, vi hentede mad fra Cofoco og drak kaffe. Om aftenen tog vi alle i Operaen og så Maskerade. Jeg ved godt at jeg er et akulturelt bæst og måske skal jeg bare se nogle flere forestillinger, men i skrivende stund er opera i min verden i samme kategori som installationskunst, heavy metal musik og ballet: Jeg kan godt intellektuelt forstå at det er kunst og godt, men det gør ikke det store emotionelle indtryk på mig. Med andre ord føler jeg ikke noget specielt når jeg ser en forestilling. Meget sigende greb mig selv midt i gårdagens forestilling at ønske, at gid dog Jeronimus, Henrik, Leander og resten af persongalleriet ville stoppe deres syngeri, så vi kunne komme videre i handlingen. Måske jeg er skadet af for meget tv-kiggeri og andre fremmedgørende aktiviteter, men så må jeg jo håbe at jeg kan kureres for mine dårligdomme.

Kom så hjem omkring midnat – lige i løvens hule. Der var nemlig julefrokost på en del af kollegiets gange og efter rigelige mængder snaps var jeg mere end klar til lystig dans og almindelig abekatte adfærd. Hovedet var dog overraskende klart i dag, så har svunget mig op til både læsning og løbetur tidligere. Dog har jeg også brugt en del tid på at finde ny spændende musik på diverse musikblogs, som jeg lige nu sidder og vugger med til. Burde se at få gennemlyttet nogle af vores interviews for at finde frem til de interessante pointer. Dermed også antydet hvad den kommende uge skal gå med: Specialeskrivning, interviews tirsdag, en tur i teateret onsdag, julefrokost på arbejdet fredag og – vist nok – Risk aften med Aalborg folket lørdag. Hertil kan iblandes arbejde i rigelige mængder, så alt i alt burde der være nok at tage sig til.

PS. Er du ansat i centraladministrationen og har du en blog? Så pas på med at ytre dig alt for kritisk/perfidt omkring politikere – ellers kommer TV2 Politik, Karen Hækkerup og Elsebeth Gerner Nielsen nemlig efter dig.

Where youth and laughter go

Ah, det er nu ikke så slemt at runde et skarpt, skarpt hjørne når: 1) Man bliver vækket på yderst behagelig vis, 2) Caro og Kia kommer valsende med fødselsdagskort og flag under morgenmaden, 3) Der bliver tapet slik fast på ens dør, 4) På arbejdet bliver man mødt med et skrivebord pyntet med flag og rødvin, 5) De såkaldte ‘julenisser’ kommer rundt på alle kontorerne med blomster, sang og juleguf, 6) Til morgenmødet beretter kollegerne med let drømmende blikke om dengang de for mange år siden var 25. Jeg har med andre ord haft en temmelig god fødselsdag indtil videre!

Det er faktisk lige før at det hele annullerer hvad jeg vil kalde ‘David Bowie effekten’. I 1972 udgav Bowie mesterværket ‘Ziggy Stardust’. Det er faktisk så godt et album, at det ophæver den antipati jeg ellers normalt har mod manden. Første sang på albummet er ‘Five Years’, der grundlæggende handler om, at vores hovedperson (Bowies androgyne alter ego), Ziggy, lever i en verden der snart går under:

Pushing thru the market square, so many mothers sighing/News had just come over, we had five years left to cry in/News guy wept and told us, Earth was really dying/Cried so much his face was wet, then I knew he was not lying

Herefter bliver Bowie ekspressiv og begynder malerisk at beskrive hvordan alting går i opløsning i denne situation:

“I heard telephones, opera house, favourite melodies/I saw boys, toys, electric irons and T.V.’s/My brain hurt like a warehouse, it had no room to spare/I had to cram so many things to store everything in there/And all the fat-skinny people, and all the tall-short people/And all the nobody people, and all the somebody people/I never thought I’d need so many people

A girl my age went off her head, hit some tiny children/If the black hadn’t a-pulled her off, I think she would have killed them/A soldier with a broken arm, fixed his stare to the wheels of a Cadillac/A cop knelt and kissed the feet of a priest, and a queer threw up at the sight of that

Men hov! Kærligheden er ikke død, selv ikke i denne anarkiske og trøstesløse verden. Vor ven Ziggy er en drømmer, en romantiker, en fantast! Han er derfor selvfølgelig ung, forvirret og forelsket:

I think I saw you in an ice-cream parlour, drinking milk shakes cold and long/Smiling and waving and looking so fine, don’t think you knew you were in this song/And it was cold and it rained so I felt like an actor/And I thought of Ma and I wanted to get back there/Your face, your race, the way that you talk/I kiss you, you’re beautiful, I want you to walk

Men hvad gør man i en verden der snart går under? Man kvies og martres, men man elsker jo tøsepigebarnet infernalsk meget. I sin desperation råber Bowie i himmelstormerens opfordring til at elske mens tid er:

We’ve got five years, stuck on my eyes/Five years, what a surprise!/We’ve got five years, my brain hurts a lot/Five years, that’s all we’ve got!/We’ve got five years, what a surprise/Five years, stuck on my eyes/We’ve got five years, my brain hurts a lot/Five years, that’s all we’ve got!”

Og dette, mine damer og herrer, er i al sin enkelthed ‘Bowie effekten’ i al sin skønhed og elegance: Ungdom, desperation, sværmerisk drømmen, (fortabt?) håb og den store kærlighed. Vi tales ved omkring de 30!

Poul var lige ved at blive sindssyg

En af mine bekendte (du ved hvem du er) ynder at sende mere eller mindre obskure sms’er i ny og næ. Således tikkede beskeden ‘Helle Sjelle har verdens mest stirrende øjne’ forleden ind på mit antikvariske hakkebræt af en mobil. Skæbnen ville, at jeg så benævnte konservative politiker på Christiansborg i går, da Henriette og jeg skulle ind at interviewe Colette Brix. Og jeg skulle hilse at sige, at den unge Sjelle om muligt er det mindste menneske jeg nogensinde har set. Ja, jeg fristes nærmest til at kalde hende en pusling, thi hun er næppe over 150 cm høj. Øjnene skal jeg ikke kunne vurdere, men det var ganske amuserende at se den to meter høje Svend Auken spankulere forbi i nærheden af hende. Endelig var vi minsandten også en tur forbi en af mine gamle besættelser: Søfartsstyrelsen. Når folk i gamle dage spurgte mig hvad jeg skulle lave når jeg blev stor, replicerde jeg (i mangel af et begavet svar) altid demonstrativt ‘papirnusser i Grindsted Kommune eller Søfartsstyrelsen’. Nuvel, man kan blive stor lidt for hurtigt, så selvom det bestemt ikke var for at søge job at vi besøgte dem (vi skulle interviewe deres direktør til specialet), så er der jo en vis risiko for at de maritime embedsmænd ler bedst, når jeg om føje måneder ruller arbejdsløs rundt i en papkasse ved Nørreport.

Ellers så nærmer fødselsdagen, familiebesøg og en tur i Operaen sig med hastige skridt. Selve dagen skal gå med arbejde, hvorefter vi skal ud at spise hos Cecilie. Mine forældre skal møde hendes kæreste, så det skal nok blive svært underholdende. Lørdagen står på div. familieaktiviteter, ‘Maskarade’ og siden hen julefrokost på kollegiet. Hvorvidt jeg er klar til juleklip søndag (eller om jeg er gået helt i hundene af druk) er et åbent spørgsmål, ihvertfald regner jeg med svære tømmermænd resten af weekenden.

PS. Jeg ved godt at det gør mig til en slet person, og på et medmenneskeligt plan har jeg da også ondt af manden, men…Poul Krebs risikerer at miste tre års arbejde, efter at han har fået stjålet computere med musikmateriale fra sit lydstudie på Samsø. Og jeg greb mig selv i at tænke “Så findes der alligevel en barmhjertig Gud!” da jeg læste nyheden. Det allermest triste er at hans folkemordsagtige P4 landeplage ‘Sådan nogen som os’ nok desværre ikke er blevet stjålet og makuleret med tilbagevirkende kraft. Den lidende sanger udlover 10.000 kr til den der kan fremskaffe lydfilerne igen. Vi er et par stykker der gerne vil give tyvene det dobbelte, såfremt de sørger for at Krebs’ udgydelser aldrig ser dagens lys igen.

Absurd, even by Washington standards

Ih, nu er jeg glad igen! Selv her i en de sorteste stunder skinner håbets lys! Undertegnede runder jo snart det skarpe hjørne – dvs. 25 år – om ganske få dage, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har fået mig til at forsumpe i en (for tidlig?) midtvejskrise. Men det er forbi nu. Mine gamle jeremiader om at sjælen ganske vist først dør ved 30, men at forfaldet allerede begynder ved 25, er tydeligvis noget pjank. AC Nielsen har lavet en undersøgelse i 42 lande, og svaret er klart: 75 pct. af respondenterne mener at livet begynder ved 40….! Ja, du læste korrekt! Dvs. at der er intet mindre end 15 år til at jeg rigtigt begynder at leve. Og ikke nok med det: Mine bagstræberiske holdninger om at Botox og slige såkaldte skønsoperationer er vederstyggelige, må også falde! Yay! Farvel tvivl! Farvel forfald! Goddag evig ungdom!

Bortset fra det, så er i dag officielt erklæret specialedag, men indtil videre er den mest gået med fusionskontrol opgaven, samt almindelig lediggang og dovenskab. Mandag var interviewdag, hvor vi var forbi Økonomi- og Erhvervsministeriet, Dansk Industri og Juridisk Institut ved KU for at tale med forskellige kloge mennesker. Om aftenen spillede jeg hockey, men tabte atter bitterligt de kampe mine hold spillede. Jeg har dog forklaringen – jeg vejer ganske enkelt for lidt! Ihvertfald fik den svenske NHL-stjerne Anton Strålman forleden besked på at tage fire kg på – han er jo kun et lille pus på 86 kg. Må derfor hellere se at få lidt mere sul på kroppen.

Casino Royale var udmærket. Jeg bliver aldrig den store James Bond fan, da jeg har det lidt på samme måde med serien som jeg har det med Star Wars: De indeholder mange coole idéer og elementer, men hvis jeg skal se filmene i deres helhed, så kommer jeg til at kede mig. Den nye er en mere ‘back to basics’ Bond film end de seneste i rækken. Og ærlig talt er det rart at se en ny Bond end den efterhånden noget aldrende og laskede Pierce Brosnan. Daniel Craig giver rollen kant: Han er mere rå, brutal og en mere farlig Bond end Brosnan var. Selve historien i filmen synes jeg halter lidt. Den skulle forestille at være Bonds første opgave som agent og rummer derfor ikke historien om en superskurk der vil erobre verden på den mest slyngeagtige måde. De onde i Casino Royale er ‘kun’ forretningsfolk der finansierer terrorister, afrikanske oprørsbevægelser osv. Slemt nok i sig selv, men Le Chiffre (udmærket spillet af Mads Mikkelsen) er meget kort sagt ikke meget andet end en mellemhandler, der tilfældigvis har sin egen pokerturnering i Montenegro. Det kan jo være godt nok – han er da heller ikke udpræget sympatisk – men det er jo ikke ligefrem en Dr. No (hallo! Mandens metalhænder kunne knuse sten! Uwaaaa!) eller en SPECTRE skurk. Med andre ord er Casino Royale udmærket underholdning hvis man har en svaghed for den britiske martini-slubrer, men det er ikke en film der vil gå ind i verdenshistorien. Meget sigende er den da også for anden uge i træk blevet fortrængt fra den amerikanske biograf førsteplads af en animeret film om pingviner!

Long way round

Energy Camp er vel overstået (men jeg er af uransagelige årsager STADIG på forsiden af konferencens hjemmeside), og efter en god nats søvn er jeg nu igen frisk og frejdig. Det var ellers en intens omgang. Jeg fungerede som fact-finder for USA gruppen, dvs. jeg skulle fodre dem med de data, statistikker og fakta de havde brug for. Det endelige projekt som gruppen nåede frem til, omhandler at fjerne energispild i amerikanske boliger. Det sker – meget kort fortalt – ved, at man med New York State som case, opbygger en decentral energiproduktion, som har fjernvarme og kraftvarme som hjørnestene. Begge former er ikke videre udbredte i USA, bl.a. fordi megen af opvarmningen derovre foregår via afbrænding af olie og gas. Samtidig er boliger elendigt isolerede, så alt i alt er øget energieffektivitet i huse et område med stort potentiale. Selve arbejdet blev hurtigt meget teknisk og da der var en vis uenighed i gruppen, så blev det lidt af et hestearbejde. Det var dog sjovt at prøve, dels fordi man bliver udfordret, dels fordi det altid er ganske spændende at arbejde sammen med folk der er skarpe indenfor deres felt.

Da jeg kom hjem opdagede jeg at forhjulet på cyklen var punkteret, så jeg var selvsagt i perlehumør da jeg drog ud på den alenlange tur med det offentlige for at besøge Stine. Den stod på god mad, dansetræning (sic!) og australske komedieserier, så var en god aften. Lørdagen står på lidt blandet. Dels har jeg en opgave omkring kriterierne for fusionskontrol jeg skal have lavet for arbejdet, dels burde jeg snart se at få gjort lidt rent i jordhulen. Og så er der jo selvfølgelig det allestedsnærværende speciale. Lige nu ligger det i et hjørne af skrivebordet og kigger glubsk på mig…..Inden det får has på mig skal jeg ind at se Casino Royale med Aalborg-folket og Maria, så det skal nok blive spændende. Skal spise på Spicylicious forinden, så er lagt i oven til en hyggelig aften.

….og de taler stadig om innovation

Så er der lidt live-blogging her fra Energy Camp på Hotel Hvide Hus i Køge. Jeg agerer såkaldt ‘fact-finder’ for gruppen der skal tænke over energiteknologier der kan eksporteres til USA, og det er en liflig omgang. Ihvertfald fornøjer jeg mig tit og ofte på Department of Energy’s statistik hjemmeside og andre slige steder der kan bidrage med info om boliger og befolkningen i Staten New York. Det hele slutter imorgen eftermiddag, hvor miljø- og energiministrene kigger forbi for at høre deltagernes oplæg. Har været en lang dag, og den slutter nok ikke foreløbigt…er vist akut kaffetid nu.

Just when I thought nothing could shock me anymore…

Dengang jeg var lille elskede jeg tegneserien ‘Radiserne’ over alt på jorden. Jeg tror aldrig helt jeg forstod den underspillede humor, men alligevel har jeg brugt mange timer på at læse i min fars med tiden noget slidte Radiserne-bøger. Han købte dem vist engang i 1960’erne, og hvis man læser dem i dag, indser man hvor meget tingene forandrer sig – og så alligevel ikke. I min verden er det ihvertfald stadig sjovt når Nuser, Søren Brun og de andre tumler rundt i deres version af amerikansk forstadsidyl og underfundigheder. Selvom hun var sikkert ikke klar over det, var det derfor også lidt af en hædersbevisning for den unge skribent, når hans mor kaldte ham for ‘Snoopy’ (Nusers amerikanske navn), dengang han i starten af 1990’erne drønede ned af skibakkerne i Sunne. Siden hen er Doonesbury blevet min yndlingstegneserie, men jeg kan nu alligvel ikke stå for Radiserne når jeg støder på dem i aviserne.

Men hvorfor nu denne tur ned af mindernes boulevard? Jo, såmænd, fordi stemmerne i mit hovede mindede mig om et udødeligt citat fra Radiserne. Baggrunden er følgende: Den underkuede dreng Thomas elsker sin sutteklud over alt på jorden, og bruger den som et skjold mod alskens ondskab og utryghed. I et forsøg på at gøre ham mere tough, vælger den noget hårdhændede storesøster Trine (der også sælger psykologbistand for 25 øre fra sin bod på villavejen!) at lave en drage ud af suttekluden. Det går hverken værre eller bedre, end at dragen flyver væk – og den arme Thomas kigger disillusioneret på den bortløbne drage/sutteklud, hvorefter han helt knust og skælvende siger til Søren Brun: ‘Den har altid gerne ville rejse’.

De gyldne ord, ‘Den har altid gerne ville rejse’, passer glimrende til undertegnede. Ikke fordi jeg er en sutteklud (jo, ok, måske!), men snarere fordi jeg lider af det forfærdelige fænomen udlængsel. Jeg brugte det meste af igår på at sidde at kigge på jobannoncer og finde inspiration til hvad jeg gerne vil lave i fremtiden. Det var samtidig en kærkommen lejlighed til at få revideret min noget studentikose skabelon til jobansøgninger. Processen er imidlertid lidt problematisk. Især fordi jeg kommer til at spekulere over om jeg har valgt det rigtige studium. De jobs man læser om i Economist og slige steder lyder alle spændende og internationale. Imidlertid søger de mere efter økonomer, MBA’er og folk fra CBS – og ikke efter generalister med en uddannelse rettet mod offentlig administration. Misforstå mig ikke: Jeg synes politik er spændende, men et studie indenfor statskundskab får ikke Goldman Sachs eller McKinsey til at flokkes om dig. So what to do, når man nu altid gerne har ville rejse og arbejde i udlandet? Jeg er stadig i overvejelsesfasen!

PS. Fordømt! Så skete det igen! Jeg kan åbenbart ikke undslippe! I sidste uge kunne man i Time Magazine finde deres såkaldte ‘All-Time 100 albums’ liste over de mest indflydelsesrige albums i musikhistorien. Gennem tiderne er der blevet gjort talrige forsøg på at identificere de mest betydningsfulde udgivelser. I 1999 udfærdigede Guardian f.eks. en liste over ‘alternative’ albums (og ligeledes en liste over de-albums-der-er-på-alle-andres-top-100-lister). Det er en slet skjult hemmelighed, at jeg adskillige gange (alt for mange, faktisk) har forsøgt at lave min egen udgave af den liste. Imidlertid ender jeg altid efter et par timer med alt for mange kandidater, skrivekrampe, utallige siders ulæselige noter og alt for mange cd’er spredt udover det meste af jordhulens gulv. Denne gang skal det være anderledes. Jeg vil derfor med noget nær statsgaranti love, at der snart dukker den uundværlige, autoritative og dagsordenssættende Top 100 albumliste op her på bloggen! Og ja, den bliver uden goth, techno, heavy, country og andre vederstyggeligheder.

Efterfest

Hvordan har du det med kl. 7.13 om morgenen? Normalt er omkring det tidspunkt at jeg (med skiftende held) forsøger at overtale mig selv og mit urimeligt dovne legeme til at krybe ud af den lumre dyne, men i dag var det der at jeg ruflede ind under selvsamme dyne for at sove et par timer. Vi arrangerede gallafest lørdag nat, og lad mig blot løfte spændingen med det samme: Ja, det ER amuserende, læskende, morsomt, sjovt, personlighedsudviklende, eksalterende, storslået, lækkert og knuselskeligt at rydde op efter en abefest med 150 gæster. Især meget sent om natten/meget tidligt om morgenen. Prøv det før din nabo!

Bortset fra oprydningen, så var det nu ganske fornøjeligt. Dagen gik med køkkenvagt, oppyntning til festen og besøg af Stine, der også skulle med til festen. Selve festen var spas, fik danset som en gal, gal dingo og konsumeret betydelige mængder alkohol. Resultatet kan næppe overraske: Min søndag er i sjælden grad forløbet med at dvaske og være uproduktiv. Forhåbentlig er jeg mere klar i hovedet til i morgen, de seneste ugers interview rundfart har medført at der sikkert ligger en større arbejdspukkel og venter på mig på arbejdet.

Slutteligt en lille filmanmeldelse, var jo inde at se Little Miss Sunshine med Maria fredag aften. Forinden var vi på Kaffeplantagen på Skt. Hans Torv, en hyggelig lille café der varmt kan anbefales. Dels var deres varme chokolade ikke sådan at spøge med, dels er den røgfri! Normalt er jeg ganske liberal i mine holdninger og mener at folk kan gøre hvad de vil med deres livsstil, mad- og motionsvaner. Men lige netop rygning synes jeg ikke udelukkende er et personligt valg: Rygere overfører sundhedsmæssig omkostninger til mig gennem deres handlinger. Jeg er derfor varm tilhænger af et røgforbud på diskoteker, restauranter, cafeer og værtshuse – tilsyneladende i lighed med de fleste andre danskere. Anyway, pointen med denne lille ekskurs var bare at sige, at Kaffeplantagen er et godt sted. Også fordi det ligger tæt på Empire hvor vi altså så Little Miss Sunshine. Filmen følger en mere eller mindre dysfunktionel familie (teenagesønnen har aflagt et tavshedsløfte pga. Friedrich Nietzsche!), der tager på en længere tur i et faldefærdigt folkevognsrugbrød, da den ni årige datter skal deltage i en skønhedskonkurrence for børn. Det er en underholdende og rørende lille film, som er værd at se alene for dens humor. Dialogerne er tilmed ganske begavede, så ros herfra.