The Pains Of Being Pure At Heart

Jyllands-Posten havde torsdag en interessant artikel i deres kultur sektion, hvor klummeskribent Per Nyholm under et ophold i Prag filosoferer omkring kulturens rolle i samfundet. Nu er jeg sandt for dyden noget nær det mest ukulturelle man kan forestille sig, ligesom jeg aldrig i mit liv har sat mine ben indenfor en radius af 500 meter af KUA. Alligevel fangede følgende sentenser min flygtige opmærksomhed:

“Men lige netop her, i Centraleuropas centrum, 40 år efter optakten til det såkaldte prager-forår, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at kunst og åndsliv faktisk har godt af modstand.

I januar 1968 – for nøjagtig 40 år siden – passerede jeg Prag for sydgående, undervejs til Gibraltar, hvor jeg havde en aftale med den lokale giftefoged og min kommende hustru. Jeg husker byen som nedsænket i spænding. Alle vidste, at der foregik en magtkamp uden lige i de 20 år, det kommunistiske styre havde stået på. Det var de unge mod de gamle. Det var en reformistisk kommunist ved navn Alexander Dubcek mod den forfærdelige stats- og partichef Antonin Novotny. Allehånde gode folk som Ludvik Vaculik, Vaclav Havel, Eduard Goldstücker, Ota Sik og ganske mange kommunister stillede op imod magtapparatet, der havde forvandlet en af Europas rigeste industristater til et undertrykt og ringe forsynet land.

Opgøret fandt sin foreløbige afslutning i Dubceks overtagelse af posten som partichef og egentlig statsleder, fulgt af et halvt års begrænset frihed. Så faldt Warszawapagtens hammer. Tjekkoslovakiet, som landet dengang hed og skulle hedde indtil skilsmissen i 1991, faldt tilbage i en reaktion, der fik selv Novotny-regimet til at virke liberalt.

Kunst og åndsliv havde trange kår efter den sovjetiske invasion i august, men trivedes ikke desto mindre hemmeligt, i undergrunden, konspirativt. Man mødtes i Letna Parken efter mørkets frembrud eller ved dagslys på Gottwald Museet, opkaldt efter kupmageren i 1948 og siden nedlagt. Jazz, samizdat og filosofi var henlagt til kældre og kviste og små lejligheder i fjerne forstæder.

Jeg vendte tilbage et par gange i 1970’erne og for alvor i 1980’erne. Hvad man ikke mødte af interessante mennesker, når man først havde fået en fod indenfor – journalister, forfattere, tænkere, malere og musikere. De gik ind og ud af regimets fængsler og ernærede sig i øvrigt som gadefejere, vinduespudsere, dyrepassere og kloakarbejdere. De var relevante. De vidste det. Alle vidste det. Også regimet.

I november 1989 slog deres time. Den ikke alt for kloge og heller ikke – trods sit ry – specielt venlige Dubcek ilede tilbage til Prag for at overtage præsidentposten, men på Vaclavske Namesti råbte titusinder af tjekker: »Havel til paladset, Havel til paladset.« Sådan blev det. Kommunisten Dubcek måtte nøjes med den dekorative, men ligegyldige post som parlamentsformand.”

Ak ja, sådan kan det gå når man lader en ældre mand som Nyholm svælge lidt rundt i sine nostalgiske minder om gamle dage. Men han har en pointe. Det tjekkiske kulturliv VAR virkelig frodigt dengang. Og filosofkongen over dem alle, Vaclav Havel, sad som præsident indtil 2003. Men i dag er det i følge Nyholm ikke helt så rosenrødt:

“Tjekkiet er i dag, som Danmark, et borgerligt land og dermed, hvad det har været igennem en stor del af sin historie; ikke blot den del, der begynder med Bøhmens genopstandelse som selvstændig stat vedhæftet Slovakiet i 1918, men tilbage til Middelalderen, da Prag var en af kontinentets kulturmetropoler, hvilket til denne dato fremgår af byens arkitektur, om end ikke af de horder af billigturister, der hærger i dens gader.

Lad dette sidste være en anden sag. Det påfaldende er, at ingen længere agter på kunsten eller åndslivet, som netop under kommunisterne havde en storhedstid, fordi disse genrer blev forfulgt. Kunstnerne og de intellektuelle er i dag betydningsløse. De må som alle andre tjene deres penge ude på markedet, og i øvrigt kan de mene og sige, hvad de vil. En ny generation er ikke trådt i stedet for Vaclav Havel, Ivan Klima og Milan Kundera, for der er ikke mere at skrive, allerhøjst kriminalromaner og kogebøger.

Forlag og aviser forsvinder, teatre og biografer lukker. Selvfølgelig. De har mistet deres betydning. Tidligere tiders eksistentielle behov for kunst, for udfordring og konfrontationer, for gråtoner og det antydede, er erstattet med hedonisme. Åndsmennesket Vaclav Havel er som præsident længst afløst af Vaclav Klaus, en økonom. Alt går op i penge, samtalelokummer og pensionsordninger.

Kan det blive ved på den måde? I et stykke tid formentlig ja. Tabt kultur lader sig vanskeligt genvinde, og magthaverne har lært, at holder de bare fingrene – for ikke at sige håndjernene – fra kulturen, så er dens ubekvemme rolle udspillet.”

Interessant. Uagtet at Vaclav Klaus ikke just er en ny skikkelse (faktisk har han været der ligeså længe som Havel, ligesom han står overfor at blive genvalgt til præsident), så er det meget godt set af Nyholm at de tjekkiske kunstnere sejrede sig selv ihjel. Da jeg slog mine folder i Prag i 2005 og berettede om min store beundring for Havel, så havde tjekkerne det med at smile overbærende. Jo, naturligvis er han en da en notabilitet for dem, men at have en digter siddende i Prags slot og filosofere over identitet, etik, demokrati, frihed og slige luftige tanker, bringer altså ikke brød på bordet. Så hellere den noget mere krasbørstige Klaus, som i dag – uagtet om man kan lide ham eller ej – er den ubestridte stjerne i tjekkisk politik.

Og kan man egentlig fortænke tjekkerne i at gå mere op i velstand end i kunst? Og hvis vi overfører det til danske forhold. Indledningsvist må jeg sige at jeg ikke kender standarden indenfor dramatik, opera og ballet. Men indenfor billedkunsten og filmen, hvorfor er det lige at man skal interessere sig for hvad en overvurderet fusentast som Tal R producerer af makværker? Hvad skal man bruge navlepillende ligegyldigheder som den nye film (“De Unge År”) om Lars Von Triers studietid i slut 70’erne på Filmskolen til? Er det relevant for ret mange andre end de 30 mennesker der var i miljøet på den tid? For tiden kører en lang række artikler i medierne omkring dansk films krise. I 2007 var der praktisk taget ingen danske publikumssucceser, og selvom jeg nærer en stærk foragt for pøbelen og populisme, så må man spørge sig selv: Skyldes den manglende relevans måske at det man laver ikke er særligt godt?

Så nej, Nyholm, jeg mener ikke man kan sammenligne de to situationer. For de tjekkiske kunstnere blev irrelevante netop fordi de var så gode. De danske filmskabere og billedkunstnere er aktuelt bare for uinteressante til at man behøver at ofre dem nogen større opmærksomhed.

The Subtle Art of How to Break A Heart

Kan du huske Thomas Brolin? Sikkert ikke, men mærk jer mine ord: I starten af 1990’erne var han svensk fodbolds golden boy. På trods at han var noget nær dværgagtig af vækst og udstyret med en farligt velvoksen maven, var han uhyre giftig angriber for italienske Parma. På landsholdsplan vil især englænderne sikkert huske ham som manden der sendte dem ud af EM i 1992 med et nysseligt mål. Desværre var han også udstyret med en kedelig tendens til at være meget skadet. Undertegnede har oplevet ham een gang, en regnfuld lørdag eftermiddag på Selhurst Park i april 1998, hvor jeg overværede mine yndlinge fra Crystal Palace tabe 0-3 til Leicester. På daværende tidspunkt spillede Brolin for Palace – og han var en sørgelig skygge af sig selv. Nu decideret overvægtig og uskarp imponerede han ikke just i angrebet – og han stoppede da også karrieren få måneder efter, i en alder af kun 28 år. Alligevel har jeg altid haft et blødt punkt for Brolin, da han i bund og grund var en hædersmand. Derfor gør det ondt, ondt, ONDT i sjælen, når jeg læser i Aftonbladet at han nu er blevet……….tabende pokerspiller:

Sådan burde det ikke være. Folk med gudestatus i min verden skal IKKE forfalde til den slags pjank. De skal blive gamle og vise og give ungdommen gode råd, således at de kan undgå at starte på hasardspil, narkohandel, biltyverier og stripklubbesøg.

Du har knust mit hjerte, Thomas.

My Parade Of Punk Rock T-Shirts

Ud over de musikalske orakler hinsidans, så har jeg et noget anstrengt forhold til aktuelle skandinaviske musikere. Sverige har jo noget nær monopol på musikalsk talent i vores del af verden. I Danmark kan jeg stort set kun lide Tiger Baby og Nordstrøm, i Norge var Annie vel god i 2004-2005 (hvornår udgiver du nyt, fjolle?!?)….og Finland? Tjah. I min verden består den finske musikscene grundlæggende af de afskyvækkende goth-vrag i H.I.M, The Rasmus, Nightwish og (fnis-fnis) Lordi.

Og så må jeg æde mine fordomme alligevel.

For efterhånden et godt stykke tid opdagede jeg den finske electronicagruppe Regina’s MySpace side – og det var lidt af en åbenbaring. Imidlertid glemte jeg gruppen i al min esoteriske tilbedelse af bands fra Göteborg og omegn – og det fortryder jeg bitterligt nu! Teksterne er på finsk – og er dermed aldeles volapyk – men rytmerne, melodierne og de små plinky-plonky lyde er ubegribeligt catchy. Regina kan med andre ord konkurrere fuldt ud med svenskerne, hvilket er noget nær den største anbefaling man kan få af undertegnede. Og så er de ikke engang nye. Sangene på deres MySpace side er mestendels fra 2005 og kan anskaffes ganske smertefrit via iTunes. Til gengæld var de så rare at indspille en julesangen Näinä mustina iltoina (sic) i 2007. Og lad mig blot afsløre det: Ja, den er fantastisk. Især fordi den lyder som en våd Saint Etienne’91 drøm og fordi man ikke fatter hvad teksten handler om. Giv den et lyt.

Regina – Näinä mustina iltoina

Klasse fornægter sig ikke

Ovenpå nytårets royale kvababbelser omkring klimaet, kan Ritzau i dag berette at vores dygtige, veltalende og enestående talentfulde guitarspiller af en kronprins nu skal have intet mindre end en’ spindoktor’:

Ifølge mandagens udgave af B.T. skal kronprins Frederik snart have en spindoktor på lønningslisten. Det sker for at styrke kronprinsens i dennes eventuelle nye arbejde som Danmarks repræsentant i den internationale olympiske komité, IOC. ‘Det er korrekt, at der er overvejelser om på den ene eller anden måde at tilknytte en ekspertise på det område’, siger kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, til avisen.

At dømme ud fra denne lille sekvens fra Jyllands-Postens besøg ved den såkaldte Sportsgalla 2007 i Herning, så virker det nu ellers ikke som om at den classy og stilfulde kronprins på nogen som helst måde har brug for den slags:

Lørdag aften og nat festede en række danske sportsstjerner sammen med 1.500 andre VIP-gæster ved Sport 2007 i Herning. Her kommer lidt sladder om alle de kendte og alle os, der gerne vil mænge os med dem. Triatleten Rasmus Henning lever ikke af kildevand alene, der er absolut også kærlighed med i spillet. Han sad og nussede kæresten under det lange show. Tennisspilleren Kenneth Carlsen er en blød mand, han fik blanke øjne under showet. Bokseren Brian Nielsen råbte højest under opvarmningen, men nej, han kom ikke i hvide tennissokker til det sorte jakkesæt. Kronprinsen sendte sms’er undervejs, selvom det var et tv-liveshow.

…….og således fik vi tilbagevist samtlige anklager mod kronprinsen omkring umodenhed, upassende opførsel og manglende klasse. Denne storslåede kommunikator og gentleman får INGEN problemer med at repræsentere Danmark i den korrupte, sammenspiste og lummer-adelige snakkeklub de kalder for den internationale olympiske komité.

Renovering

Så gik man i fælden igen. Diverse motionscentre holdt åbent hus i dag, de fleste med forholdsvist fordelagtige tilbud til nye medlemmer. Da Fitness.dk ligger forholdsvist tæt på min jordhule, fik jeg slæbt det dovne korpus derhen. Og sikke et cirkus. Det var ikke til at komme frem for alle de håbefulde individer, som mener, at der nu skal rettes op på kroppenes dekadente forfald. Kombiner det med et hav af massører, solariebrune (og desværre ikke særligt kvikke) ansatte i skranken, smoothieblandere, energidriksælgere, let talentløse hippedihop dansere i et svagt koordineret show, så har I et nogenlunde dækkende billede af hvor ondt det gjorde at skulle stå i kø i en time.

Men medlem blev jeg da. Og fik tilmed trænet. Ikke just med opmuntrende resultater ganske vist, dertil er den aktuelle fysiske tilstand for harmdirrende ringe. Men man skal jo starte et sted. Byfornyelse kommer som bekendt heller ikke af sig selv. Og da der stadig truer et Broløb i maj måned, så er tiden kommet til at få strammet op. Jeg vil naturligvis berette omkring de sikkert aldeles overvældende resultater som de kommer. A-hem. Ja.

And She Would Darken the Memory

Ud over at blive ydmyget på det groveste af to tv-serie ignoranter, forkælede jeg mig selv i går med at se julegavefilmen fra Rie: ‘Det Levende Slot’. Det er første japanske tegnefilm jeg har set siden ‘Akira‘, ‘Ghost in the Shell‘ og ‘Patlabor‘. Som sådan er det ikke en anime/manga film, men den ER meget, meget anderledes end den standardvare som Disney og Pixar disker op med. Jeg har ikke set instruktør Hayao Miyazaki gennembrudsfilm i vesten, ‘Chihiro og heksene’, men hvis den er bare halvt så fortryllende, anderledes, sær og eventyrlig end Det Levende Slot, så skal det ikke vare længe før jeg får den set!

Handlingen i Det Levende Slot er lidt for mærkværdig til at referere her (groft sagt en kjærlighedsfortælling mellem pige Sofie, der bliver forvandlet til en 90 årig af Ødeheksen, og derefter opsøger troldmanden Hauru for at få løftet forbandelsen og og og…..hmmm, you get the picture!), men persongalleriet og billede- og lydsiden er fabelagtige. Det er vist tænkt som en børnefilm (men i så fald en poetisk een af slagsen), men det skal ikke afskrække folk med hang til en god fantasyfilm fra at se den. Det er den mest innovative tegnefilm jeg har set i årevis. Anbefalet herfra.

Utak er verdens løn

Der er visse ting der kan gøre mig hjerteknusende trist. I flæng kan nævnes kapers, Celine Dion og folk der drikke Breezers i s-toget. Den ultimative sorg rammer dog mest, når folk nægter at bukke under for min ihærdige kulturimperialisme. Både eksil-nordjyden og fuldmægtigen kan således givetvis nikke genkendende til mine ihærdige bestræbelser på at pådutte dem min (manglende) musiksmag. De erindrer sikkert ligeledes min tøsefornærmede muggenhed, når de er obsternasige og nægter at lytte til mine gode råd og aktuelle musikbesættelse. Perler for svin, og alt det der.

Så nærværende læsere skal være glade for at de ikke er i rum med mig nu. For her sidder jeg: Alene. Forladt. Afvist. Marginaliseret. Udstødt. Fremmedgjort. Uelsket. Lagt for had. Udsat for spottet og spet. Æreløs. Deprimeret. Italesat som blodtørstigt bæst. På kanten af et nervesammenbrud. Helt ude i tovene. Dawson Leery ville slet ikke kunne følge med ned i dybderne af mit moralske og menneskelige sammenbrud.

Og hvorfor? Jo, såmænd. Jeg ville jo blot så gerne sprede den besættelse, jeg de senere måneder har haft af C.S.I i alle seriens tre varianter. For nylig har jeg investeret i ikke færre end to sæson bokssæt. Måske mest som et substitut for Lost og som trøst fordi den fortabte svensker var så længe væk, men tro mig: Det kan sagtens gøre en hooked på at se to-tre afsnit om dagen. At løse mordgåder er et fabelagtigt tidsfordriv. Det er og bliver en fantastisk tv-serie, og ja, jeg tænkte at denne fredag aften måske var tidspunktet at sprede det glade budskab om bøn og frelse til Sven og Niels-Jakob.

KLASK! siger det, da de to gentlemen giver mig et par lussinger med kritikerhandskerne. De synes C.S.I er lige lov meget for hipt (“Jeg synes ikke det er rart med popmusik midt i en obduktion”), for blodigt (ok, afsnittet vi så VAR ganske grumt), for meget tekniknørderi (…….) og slet ikke fængende. Især det sidste gør ondt. Hvordan er det muligt IKKE at se lyset? Vi er helt derude, hvor jeg har stemplet de to som værende uden for pædagogisk og terapeutisk rækkevidde. Her sad jeg tålmodigt og så skuespilleren der var Ross GellerVenner spille barsk militærmand i Band of Brothers (nej, man kan ikke tage ham seriøst, den mand vil for altid være stemplet som ‘ham fra Venner’) næsten uden at påtale den klassiske hvis-vi-optager-i-blege-farvenuancer-så-virker-det-mere-som-om-at-vi-er-i-1940’erne teknik, og den noget lumre kærlighed-mellem-mænd stemning der af uransagelige årsager altid er i krigsfilm, hvor strygermusik dominerer musiktemaet. Og hvad er takken? Hånlatter. Ignorance. Ligegyldighed. Ingen kærlighed til C.S.I.

Nu vil jeg gå hen at lægge mig i sengen og sove stille ind.

Taletid

Første dag i det nye år. 2008 har indtil videre være ganske komfortabelt. I jordhulen i Æbeløgade er der fuld gang i eksamenslæsningen for den unge medicinstuderendes vedkommende. Imens spenderer den noget mere dovent anlagte erhvervspolitiske konsulent sin dag med at læse aviser på nettet, besøge vredladne og agitatoriske blogs omkring amerikansk indenrigspolitik, kukkelure på Facebook samt med at spekulere over, om Mao nu egentlig også ER en stor management guru. Det er med andre ord en typisk søndags eftermiddag stemning, uagtet at der egentlig er tale om en tirsdag. Nuvel.

Nytårsaften blev fejret på det højborgerlige kollegium på Østerbro. Der var sammenskudsgilde hos de rare mennesker på 2. nord, og Sven, Niels-Jacob, Maria og undertegnede var ansvarlige for at medbringe kød til 21 mennesker. Det blev besluttet forholdsvist tidligt i processen at der skulle steg på bordet. Imens at de to unge gentlemen pyntede op til fest, var Maria og jeg derfor stærkt opslugte af at kissemisse med to særdeles blodige oksefilleter. Det var en dramatisk omgang, men jeg kan med megen stolthed i stemmen bekendtgøre, at de ikke blot var vellykkede, men UHYRE vellykkede. Ja, og så er det ikke engang løgn! I har nu INGEN undskyldninger for ikke at lade mig tage mig af stegen til næste fest. Okse, gris, giraf eller mammut? Jeg er ligeglad, jeg steger det hele!

Alt i alt blev det en god aften, som tilsyneladende ikke engang gav medierne lejlighed til at fremture med de sædvanlige fyrværkeri-springer-stakkels-to-årig-spedalsk-og-døvstum-tiggers-hånd-af historier. Til gengæld undlod rådhusklokkerne i København at slå ved midnat og den gode Margrethe bliver kaldt hykler af Ekstra Bladet grundet at hun skosede danskerne miljøvaner i sin nytårstale – pudsigt nok uden at komme ind på sin egen tilsyneladende noget ekstravagante brug af stærkt forurenende transportmidler. Som indebrændt republikaner og modstander af monarkiet i almindelig skal jeg ikke nægte, at samme tanke strejfede mig igår da jeg hørte talen. Dels finder jeg det ualmindeligt poppet at absolut skulle nævne klima i hver en sammenhæng (i 2005 var fattigdom EMNET over dem alle. I år er det klima. Jeg venter stadig på hvornår verden igen opdager hvor mange mennesker der helt unødvendigt dør og lider i Afrika hver dag), så har jeg det generelt skidt med at blive belært af Danmarks største bistandsmodtager.

For det må jo være rart at kunne agere samfundets dårlige samvittighed, når man som livslang skatteyderfinansieret amatørmaler hele sit liv har levet på behagelig tryg afstand af den virkelige verden. Måske er Ekstra Hadets tone populistisk og pøbelagtig, men de har jo ret i, at hvis man nu så gerne vil lege samfundsrevser, så må der gerne være en vis konsistent imellem ens gerninger og det man prædiker. Som svenskofil blev jeg selvsagt nødt til at sammenligne med Kong Carl Gustafs tale hinsidans. Naturligvis er det meget usagligt at inddrage ‘kan jeg lide eller ikke lide denne person’ parametre, når man skal vurdere om en persons budskab er godt eller skidt. Men sagen er desværre den, at jeg ikke synes Margrethe eller det danske kongehus er særskilt sympatiske – tværtimod faktisk. Derfor har jeg intuitivt en skidt tendens til at opfatte alt hvad de siger og gør som en stor omgang nonsens. I sammenligning er de svenske kongelige decideret knuselskelige. Kong Carl Gustaf er måske ikke den hurtigste knallert på havnen, men i det mindste er han en rar hyggeonkel i al sin enfoldighed. Og han mener tilsyneladende hvad han siger. Derfor klinger hans bevingede ord om tolerance også noget bedre, end når vores importtyskere af et kongehus lukker varm luft ud.

Nu skal det blive spændende at høre hvad statsministeren har at sige i sin nytårstale. Jeg forudser, suk!, noget klima og noget kvalitetsreform. Med andre ord: Intens kedsomhed og mere varm luft.

Opråb fra Ferrero Roche land

Livet kan af og til være en ubærlig byrde. De mennesker I skal have allermest ondt af, er nok de udstationerede diplomater på ambassader og repræsentationer rundt omkring i verden. De lider. Tro mig, det er ikke nemt at gå til alle de møder og briefings og receptioner. Ens mave kan løbe helt løbsk af alt den mad. Og tænk blot på alle de indberetninger om dette og hint, som trofast sendes hjem til Asiatisk Plads – uagtet at de sandsynligvis ikke bliver læst af nogen. Nej, livet som diplomat er i sandhed ikke let.

Selvom det næppe er nogen trøst for jer, så er det ikke kun danske diplomater der skal grueligt meget igennem. Det svenske Riksdag & Departement beretter:

Sverige har drygt 100 ambassader och konsulat världen över med svensk personal. Ett 60-tal är så kallade hardship-placeringar, platser som är extra besvärliga att leva på, vilket ger ekonomiska tillägg och andra förmåner för de utsända och deras familjer.

De tuffaste orterna i världen att jobba i är Kabul, Bagdad och Jerusalem.

Varje år skickar UD ut en enkät till ambassaderna för att samla in uppgifter om levnadsvillkoren på stationeringsorterna. Uppgifterna ligger till grund för den årliga revideringen av tilläggen. I officiella sammanhang brukar diplomater ge en så positiv bild som möjligt av det land de verkar i, men här är det snarare tvärtom. Syftet med att lyfta fram det negativa är främst att få så förmånliga villkor som möjligt.

Javel ja. De stakkels svenske diplomater kan altså opnå ekstra tillæg, såfremt de udstationeres et ubehageligt sted. Og hvad må man så gå igennem som svensk udstationeret? Hold nu fast, for det er grufulde menneskelige lidelser der er tale om.

Den svenska beskickningen i Belgrad i Serbien anser att arbetsmiljön vid möten utanför ambassaden är ett problem då det röks för mycket. Från Pristina i Kosovo rapporteras att soptunnorna saknar lock och att katter, hundar och råttor har fri tillgång till innehållet. Mycket hundbajs på de georgiska gatorna utgör ett problem i Tbilisi. I Islamabad upplever man en ökad allergirisk eftersom det finns många mullbärsträd på orten. Saudiska giftormar har synts till nära UD-personalens bostäder i Riyad ”vilket medför obehag”. Och de utsända i Ougadogou, Burkina Faso, bor nära en soptipp som genererar många flugor i trädgårdarna.

Maten är också ett problem. I Khartoum, Sudan, anser diplomaterna att det överhuvudtaget inte att går att äta frukt och grönsaker på grund av risken för att bli magsjuk. Det finns inte många restauranger i Ougadogou som kan rekommenderas på grund av risken för maginfektioner. Dålig hygien har också de bosniska restaurangerna i Sarajevo. I Honduras huvudstad Tegucigalpa lider man av att det är ett dåligt utbud på matvaror: ”Det är samma ost etc. Och frukostflingorna är oerhört sockrade”.

…….ja, men græmmes ikke sandt? Arme stakler. For meget sukker i maden og hunde & katte i skraldespanden. Der må et ekstra tillæg til. Tænke sig at man vil byde civiliserede mennesker den slags forhold. Men det er ikke kun maden som plager de arme diplomater.

För många utsända är fritiden också ett bekymmer. Kulturutbudet i Abuja är i princip obefintligt, skriver svenska ambassaden i Nigeria. I sambans hemland Brasilien klagar man på att konserter sällan ges och nästan aldrig av god kvalitet. Det är psykiskt påfrestande att ”ständigt vistas i en nedsliten och torftig miljö” rapporterar konsulatet i Kaliningrad. I Algeriet ondgör sig UD-tjänstemännen över att det endast finns en golfbana i dåligt skick från 1940-talet, som aldrig vattnas.

Hvis jeg var til smileys, så havde jeg indsat en utrolig ked-af-de smiley her. Tænk at man skal lade sig nøjes med én golfbane – og så vander de charlataner den ikke engang!!! Jeg foreslår EKSTRA penge til de hårdtarbejdende diplomater i Algier! Det allerværste for de arme diplomater er dog at være nødt til at omgåes de uciviliserede barbarer i de lande hvor man er udstationeret.

I enkäten får diplomaterna också svara på frågor om hur kontakterna med lokalbefolkningen ser ut. Flera ambassader skriver att kulturskillnader medför att kontakterna är ytterst sporadiska. Från den svenska ambassaden i New Delhi, Indien skriver man kort och gott att ”indiernas personliga hygien är eftersatt”.

Indsæt ultra-mega-deprimeret smiley her. Ikke nok med at man forventes at bo udenfor folkhemmet, man skal omgåes med snavsede og ildelugtende bæster! Jeg synes det er for meget og kræver at svenske – og for den sags skyld og så danske – diplomater STRAKS får en markant lønforhøjelse. De har verdens mest utaknemmelige job og det bør de belønnes for!

You’re not done with me yet

For et stykke tid siden gjorde jeg mig ganske lystig over Belgien – især landets miserable klima og dysfunktionelle politiske system. Nuvel, de gode belgiere har stadig ikke skrabet sig sammen til at danne en funktionsdygtig regering, og nu begynder det at gøre ondt. Faktisk er den politiske krise  – ak og ve! – begyndt at gå ud over højkulturelle bastioner som Miss België 2008 konkurrencen! BBC beretter åndeløst fra det højspændte drama af en finale forleden aften i Antwerpen:

French-speaking Miss Belgium winner Alizee Poulicek, 20, was booed by parts of a 3,400-strong Antwerp audience when she revealed she could not speak Dutch. When the show’s presenter quizzed her on her hopes for the future, she said: “I didn’t understand, can you repeat?”

Ms Poulicek says she has been taking language lessons and has promised to improve her standard of Dutch. In halting Dutch, Ms Poulicek told the Flemish network, VRT: “I have to try to learn more.” She then went on in French: “I spoke almost no Dutch when I started this adventure.”

That has not impressed the Flemish-language press.

Av. Man ved ligesom den er gal når, man ikke kan tale det ene af sit lands to officielle sprog – især når nu konflikten mellem flamlændere og wallonere i høj grad er en sproglig konflikt. Men, men men. Der ER naturligvis en forklaring på den arme Alizee’s fortrædeligheder. BBC fortsætter forstående:

Television viewers did not seem to mind but, after the show, Ms Poulicek was asked a series of questions about her lack of Dutch at a news conference. The daughter of a Czech father and a Belgian mother, she has spent half her life in the Czech Republic. The organiser of the contest, Darlene Davos, said it could have been far worse.

“It is the least painful thing,” she said. “I would consider it different if they had said: ‘Miss Belgium is an ugly girl’.”

Og det kan fr. Davos jo have ret i. Uagtet at jeg efter mit ophold i Prag finder det endda YDERST mærkværdigt, at det rent faktisk er lykkedes en tjekkisk mand at gafle en belgier, så må jeg naturligvis anerkende at det kan være svært at blive tri-lingual på ti år. Og når det nu er en tjekke der er tale om, så er vejen til mit hjerte kort. Naturligvis bør de smålige flamlændere tilgive den arme pige – det har jeg allerede gjort. Og for at demonstrere mit storsind, så bringer jeg også et billede af den unge Alizée. Det skal jo ikke hedde sig at jeg dømmer på overfladiske forhold.