Ugens sange

Denne uges sange er en anelse formet af, at jeg ikke har opdaget så meget nyt musik på det seneste. Dét, og så at jeg fik et mindre chok efter at have været til kombineret hipster/DTU-esque fest i København i forrige weekend. Til festen dansede ellers velbegavede og imagebevidste typer ganske uironisk til Rihannas nyere materiale (tænk: ‘Only Girl in the World‘) og den der overdrevent über-prollede blanding af rap og techno/dance (tænk: Samtlige sange på iTunes’ top 10 just nu). Jeg følte mig fremmedgjort helt ud i det ekstreme. Muligvis jeg blot ER blevet gammel. Men jeg var ganske enkelt ude af stand til at sætte mine så rigelige fedtdepoter i dansable bevægelser til den slags musik. Har slet ikke fået 90’erne (og deres musikalske ørkenvandring) tilpas på afstand til, at jeg kan være retro-ironisk i forhold til dem. Jeg er, med andre ord, præcis ligeså musikalsk regressiv og forandringsresistent, som jeg plejer at være. Derfor er der muligvis lidt rigeligt med 60’er og 70’er sange på denne uges liste.

Besynderlig tendens

Muligvis skyldes min undren at jeg kommer der for lidt. Men har I mandlige læsere tænkt over, hvor sjældent det efterhånden er at støde på kondomautomater på offentlige toiletter i vore dage? Jeg undres.

Jeg mener, dengang at jeg var ung yngre, var de overalt. Hang på væggen ved siden af håndvasken, og de hed altid noget i stil med ‘Mister Shop’ eller ‘Funny Night’. I dag er de næsten væk. Det er nærmest på kun på de tyske rastepladser, at man stadig kan være heldig at finde dem. Ja, og så Herning Kongrescenter, naturligvis. For dér hang de i al deres retro-hippe værdighed.

Så mens jeg stod der og tørrede hænderne, spekulerede jeg over om de forsvindende kondomautomater mon er udtryk for.

Jeg mener, hvis man hænger sådan en bad boy af en automat op på toiletvæggene, så må det jo være fordi at der er en efterspørgsel efter kondomer – og at Herning Kongrescenter har deduceret sig frem til, at konferencer og messer åbenbart er sociale situationer, hvor et hastigt købt kondom fra ‘Mister Shop’ kan vise sig frugtbart og nødvendigt. Målt ud fra et udbud-/efterspørgselsperspektiv er kræmmersjælene i Herning utvivlsomt på rette vej.

Men hvorfor er udbuddet af toiletkondomer så faldet andre steder i verden?

Er der en større sociologisk tendens på spil? Er vi blevet mere puritanske? Er efterspørgslen efter kondomer faldet i takt med at HIV ikke længere opfattes som en særskilt farlig sygdom? Hvorfor er det kun i kræmmernes hovedstad, at ‘Big Willy’ stadig er konge af kongrescentrene?

Next Girl

Det er et begrædelig længe siden at jeg sidst har belemret verden med min arbitrære musiksmag. Men i hyldesten af at en jævnlig kommentator her på siden, Darth, har åbnet sin nye musikblog, føler jeg mig kaldet til at bringe The Black Keys ‘Next Girl’ her på en solbeskinnet fredag i Bruxelles. Den er ganske ualmindelig sjofel. En beskidt og sodet omgang rocket soul. Med en tilhørende skamløst morsom video. Det er godt. Rigtig godt. Ja, nærmest prægtigt. Lidt ligesom Altmusik, faktisk.

One does not simply walk into Mordor

Havde egentlig forsvoret at det skulle ske igen, men kampen har vist sig forgæves: Om jeg vil det eller ej, så skal jeg til Herning. Ganske vist er turen arbejdsrelateret og antallet af møder med de lokale kræmmere derfor begrænset. Men alligevel. Det huer mig virkelig ikke at tilbringe mine bedste år i Midtjylland. Hvis jeg bliver lidt tavs de kommende dage, så er det fordi, jeg har travlt med at undgå, at de lokale krejlere vil prakke mig et eller andet på. Foreløbigt venter der en flyvetur til Billund.

Bed for min sørgmodige lille sjæl, at jeg kommer hjem til Bruxelles i live og uden ar på sjæl og legeme.

Braklægning

Nå, men ja, bevares, jeg fylder de der tre årtier lige om lidt. Normalt tænker jeg ikke over det, thi fortrængning af ubehagelige ting, er som bekendt en klassisk løsning på problemer. Men lige netop i dag føler jeg mig godt og grundigt gammel, hærget og nedrivningsmoden. Således lider jeg her mandag eftermiddag stadig af post-druk syndrom efter festen lørdag nat. Det er ganske ualmindelig fjollet.

Er det mon et tegn på (for) fremskreden alder?

Bristende forudsætninger

I dagens Politiken er Lars Trier Mogensen sådan lidt ‘øv altså, hvorfor laver den nye regering ikke et større brud med den gamle’-agtig. Han kalder SRSF regeringen for ‘grå’ og i lommen på det idédræbende embedsværk, selvsagt anført af de notoriske forhadte DJØF’ere.

Trier Mogensen mener, at regeringen med gårdagens finanslovsforslag har forspildt en gylden mulighed for et opgør med det tidligere ‘regime’ (et ikke helt værdifrit ord, man som regel reserverer til at beskrive diktaturer, militærjuntaer og Nordkorea). Nu er det business as usual og marginale forandringer. Ak og ve og klage.

Man fristes til at spørge: Hvad havde du egentlig regnet med?

At SF’s løbske populisme og gavebod var gennemførlig i virkelighedens verden? At der i en situation med en nedsmeltende Eurozone skal foretages fantasifulde økonomiske eksperimenter? At man fra politikernes side bevidst ser bort fra embedsværkets rådgivning? At regeringen skal ignorere, at vælgerne belønnede De Radikale fyrsteligt ved valget for at advokere ansvarlig (og kedelig) økonomisk politik? At det nok næppe pt. er det allermest begavede tidspunkt at tvangsomlægge danske virksomheder til at producere mere ‘grønt’ via et større hav af nye afgifter?

Indtrykket her halvanden måned efter valget er, at vælgerne ikke valgte S-SF idealsamfundet til. De valgte VKO-samarbejdet fra. Når man kommer til magten med 8.000 stemmers flertal midt i en økonomisk malstrøm, så er det derfor – i modsætning til hvad Trier Mogensen hævder – tværtimod beundringsværdigt og fornuftigt af SRSF at anlægge en forsigtig og ansvarlig kurs under kyndig vejledning af embedsværket. Både i forhold til virkelighedens verden (halløj Grækenland og potentiel über-krise!), men også rent legitimitetsmæssigt.

Bevares, store forandringer kan være både rigtige og nødvendige på nogle tidspunkter. Men lige nu er det altså inkrementalistiske og kedsommelige  forandringer, som der er brug for. Jeg tror og håber, at finanslovsforslaget er et udtryk for, at den erkendelse er sunket ind hos de nye ministre – og deres kommende forligspartnere.

Udenfor sæsonen

Er et smut forbi København et par dage inden at turen går tilbage hjem til Bruxelles. Her er gråt, blæsende og fugtigt. Her er med andre ord præcis som her plejer at være.

Selvom det da rart at være tilbage her i Jordhulen på det yderste, yderste Østerbro, så kan jeg med ærlighed i stemmen sige, at jeg ikke har savnet byen en eneste gang siden at jeg flyttede herfra. Bevares, i perioden før at Den Bedre Halvdel flyttede til Belgien, så savnede jeg hende. Og der har da også været svage stunder, hvor jeg har savnet nogle af mine venner heroppe (men brug ikke den viden imod mig, tak). Men stedet? Nej. Ikke spor. I øjeblikket kan jeg ikke visualisere for mig at jeg bliver københavner igen. Det var 10 gode år, helt sikkert. Men flytte tilbage? Nej tak.

Har ellers tilbragt det sidste døgns tid på Læsø, hvor Sofistens forældre har købt sommerhus for nylig. Ligeså livligt der er på øen om sommeren, ligeså dødt og mennesketomt er der om vinteren. Det var derfor meget apropos, at ovenstående vittighedstegning var i Politiken igår under overskriften ‘De danske småøer affolkes’. Det tør svagt antydes. Under en løbetur på en time mødte jeg ingen, absolut ingen mennesker. Under en køretur fra Vesterø Havn til Østerby (små 20 km) så vi tre biler. Eneste åbne butik var Super Brugsen i Byrum. Ellers er næsten alt lukket ned for vinteren. Ensomheden og stilheden er på sin vis en styrke, formoder jeg, særlig hvis man efterspørger et refugium. Men jeg tror nu alligevel, at jeg er glad for ikke at skulle bo på Læsø til daglig.

Som tegningen også illustrerer, så må de seneste par ugers ‘7 MIA MENNESKER, VI ER DØDSDØMTE!!!!!11!!1!!!111!!!!’ overskrifter i medierne forekomme ganske abstrakte, hvis man bor på Læsø. For det er i hvert fald ikke mennesker man overrendes af der.

Autoerotisk landstræner

Her på siden er vi normalt ikke meget optagede af det konglomerat af fallerede Brøndby/PSE-spillere, der lyder navnet ‘det danske herrelandshold i fodbold’. Således spiller mit landshold hver anden uge på Aalborg Stadion. Og det var af langt, langt større vigtighed for nærværende skribent, at Sverige (under ledelse af Smukke Erik Hamrén) kvalificerede sig til EM for nylig.

Men nogle gange kammer tingene alligevel meget over hjemme i andedamnen, at det ganske enkelt ville være unsvarligt ikke at kommentere på sagernes tilstand. Således forlængede DBU i dag kontrakten med Morten ‘Filosofkongen fra Beersel’ Olsen som dansk landstræner. Hvilket jo selvsagt er ganske ubegribeligt og urimeligt, taget i betragtning hvor håbløst middelmådigt han har præsteret.

Og for at føje spot til skade, så kan man på nettets fodboldhjemmesider se et prægtigt eksempel på vested interests og et seriøst tilfælde af brown-nosing. For Mikkel Beckmann (a.k.a ‘Superligaens største fissekarl’) synes at Morten Olsen er ‘tæt på den perfekte landstræner for Danmark’. Du fredsens hvor ruderne dugger til og soverkammerstemningen intensiveres.

Men hey. Jeg kan godt forstå at Beckmann er forelsket. Thi den forlængede landstræner (og opfinderen af det sært fascinerende og seksualiserede begreb ‘automatismer’) er velsagtens den eneste person, der nogensinde har set noget større værdi i blålyset Beckmann. Ja, han er faktisk så pjanket med Flot Fyr Beckmann, at han minsandten har udtaget ham til den danske landsholdstrup. Igen. Sammen med to andre døgenigte fra verdens mest ligegyldig fodboldklub i Farum. Jamen, er det da ikke mageløst?

Blot endnu en grund til at holde med Sverige til sommer.

Tilbage for en kort bemærkning

Nå, men jeg er på Læsø. I et sommerhus. Man skulle næsten tro at der var tale om en Souvernirs sang. Ja, altså, minus de semi-børnelokkende forhold internt i gruppen og sangskriverens fortid i maoistiske punkgrupper. Men ellers er det sådan. Næsten som en Souvenirs sang.

Det er rart at være et smut forbi Danmark igen. Har ikke været her siden engang i juli.

De første par dage er jeg hos forældrene i Nordjylland, de sidste par dage tilbringes i København. Der er markant mere efterår heroppe nordpå. Det regner og blæser også mere. Til gengæld slipper man for den lidt ulækre luftfugtighed, de plages af i Belgien. Meteorologisk sensitiv, dét er hvad jeg er.

Så Helle Thorning i Aalborg Lufthavn i dag, da Den Bedre Halvdel skulle sættes på flyet. Statsministeren havde vist været heroppe for at blive rusket lidt igennem af Harald Børsting på LO’s kongres i Aalborg. Hun så meget tynd og meget træt ud.

Jeg håber da, at hendes mor minder hende om at få noget at spise engang imellem.