Sjælesørgeri

Jeg elsker Dusty Springfield. Ok, elsker er måske et stærkt ord, men hun er ihvertfald min yndlings soulsangerinde. Hvis man laver en kvik lille analyse af min musiksamling, så er der ellers mest mandlige sangere repræsenteret. Det er vel stort set kun Sarah Cracknell fra Saint Etienne og Tracey Thorn fra Everything But The Girl som sniger sig konsekvent ind i de ellers testeterondominerede gemakker. For mit vedkommende startede bekendtskabet (selvfølgelig) gennem det arbejde hun lavede med Pet Shop Boys i midten af 80’erne, men de fleste kender vel bedst Dusty for sangen Son of a preacher man fra Dusty in Memphis albummet. Det er oprindeligt fra 1969 og er aldeles fantastisk, sidder netop og lytter til det nu. Især sangene som Just a little lovin’ og I don’t want to hear it anymore er enestående gode. Kald mig bare en sur gammel mand, men det er en sand tragedie at alt det crap r’n’b der ligger på hitlisterne i dag går under betegnelsen ‘soul’. Jo, måske kan Beyoncé, Christina Aguilera, Pussycat Dolls (etc., etc., etc.) synge og danse sexet, men hvad blev der af sjælen? Tilsyneladende er kriteriet for at blive succesfuld kvindelig hip-hop/r’n’b kunstner, at man accepterer at nedværdige sig selv til et misogynt og pornoficeret stadie. Misforstå mig ikke: Jeg synes det er helt i orden at sælge sig selv på at være sexet, men….gør det musikken bedre eller mere relevant at man er mere eller mindre nøgen i sine videoer? Eller rent hypotetisk: Ville Aretha Franklin nogensinde få en karriere idag? Nej, vel, hvem ville gide se på en frodig afro-amerikansk kvinde? På et eller andet tidpunkt må man håbe at der kommer en revision af det usunde kvindeideal der hersker i hip-hop/r’n’b kulturen. Og ja, jeg ved godt det er fiktion og ha-ha-ha morsomt for alle de såkaldte hæp-hoppere i Danmark (der jo alle kommer fra middelklassen, og derfor VIRKELIG ved hvordan det er at være undertrykt sort i USA….!), men hvad skal man sige når 50 Cent – som jeg afskyr så meget, at jeg ikke engang vil linke til ham – udgyder sit ævl omkring hvor stor en P.I.M.P han er? Ærlig talt…..

Anyway, det var egentlig ikke meningen at jeg skulle lyde så negativ og tilbageskuende. Tværtimod. For udgangspunktet var jo, at Dusty in Memphis er et storslået soulalbum, som jeg kun kan anbefale på det varmeste….det er soul som det burde være…jeg tror faktisk på Dusty når hun synger om sit knuste hjerte. Se om du kan klare dén, Beyoncé.

PS. Ja, well, det ER jo snart jul, så I skal da ikke skånes for en af de bedste julesange i nyere tid: Tiger Baby – This Christmas.

Förhoppningar och regnbågar

Jeg er typen der har det med at bekymre mig over en masse ting. Det ligger vist til familien, at vi trives bedst med at have et lille hygge-bekymringsprojekt for at få lidt spænding i hverdagen. Men det kan samtidig føre til, at man har tre-fire pænt store sideløbende (og gensidigt forstærkende) bekymringsprojekter kørende.

For mit eget vedkommende er specialet selvsagt den primære bekymring. Ikke fordi jeg er bange for at det kommer til at trække ud eller at jeg ikke bliver cand.scient.pol., men det fylder da en del rent bevidsthedsmæssigt. Det er f.eks. svært at slappe rigtigt af i en såkaldt juleferie, når man ved, at ’Udviklingen i konkurrencelovgivningen 1990-2007’ ligger og truer i baggrunden. Samtidig skal det jo gerne være et godt projekt, ja, faktisk skal det gerne ende med at blive et Spitzenklasse speciale. Så alt taler for, at perioden fra nu og indtil den planlagte aflevering den 2. februar bliver noget præget af specialekvaler.

Andre ting spiller dog også ind. I skrivende stund ved jeg stadig ikke hvad jeg skal lave når jeg om ikke så forfærdelig lang tid er færdig. Har fortiet det en smule her på bloggen, men har været til to jobsamtaler. Den ene var i Konkurrencestyrelsen (ja, ok, den havde I aldrig set komme, hva’?) og den anden i Erhvervs- og Byggestyrelsen. Begge samtaler gik fint og var god træning, men resulterede ikke i nogen ansættelse. For KS’ vedkommende, så stod det ret hurtigt klart, at stillingen var beregnet til en jurist eller en økonom. Det politiske – som jeg ved noget om – indgik ikke rigtigt i det man skulle lave i stillingen. EBST stillingen var i deres erhvervspolitik afdeling, og det lød alt sammen rigtigt spændende. Begrundelsen for at sortere mig fra var, at jeg var for sent færdig i forhold til hvornår de skulle bruge de nyansætte. Fair nok, selvom det selvfølgelig ville have været ønskværdigt, hvis jeg havde været en så enestående dygtig ansøger at de sagtens kunne have ventet på mig. Alt i alt er jeg dog egentlig godt tilfreds. Har sendt to ansøgninger og været til samtaler på dem begge, så jeg er oppe på hesten igen. Jeg er stadig lidt i overvejelsesfasen over hvem der skal plages med mine ansøgninger næste gang. Der er jo den der gamle Udenrigsministerium drøm, men sådan rent strategisk, så er der måske andre steder der er mere relevante at søge først. Og som sådan trækker en stilling i det offentlige heller ikke så meget igen. Kommer dog også lidt an på hvilke stillinger der opslås i løbet af januar. Har tidligere haft fin succes med uopfordrede ansøgninger, men kan ikke helt vurdere hvor virkningsfulde de er, når man som nyuddannet søger job.

Hvad plager mig ellers? Der er selvfølgelig min boligsituation efter at specialet er afleveret, men den bekymring har jeg sat midlertidigt på standby. Kan ikke helt overskue at skrive speciale, søge job og søge bolig på samme tid. Kombineret med en specialemakker som er svært optaget af hvornår vi skal holde kandidatfest, så er der rigeligt at tænke på lige nu, synes jeg. Det skal dog ikke udvikle sig til den rene jammerdal, for det er jo samtidig utroligt spændende. Transitionsperioder som denne er selvfølgelig meget usikre, men det er også skægt at der sker noget – der skal nok komme perioder med alt for meget stilstand og hver-dag-ligner-hinanden senere hen i livet. Måske jeg mangler lidt perspektiv. Dels er jeg vist lidt blind for det faktum, at jeg kun er 25 år, og at mit første job derfor ikke nødvendigvis er bestemmende for hvad jeg skal lave resten af livet. Derudover er jeg lidt usikker på min egen ’markedsværdi’ når det gælder diverse jobs. Måske jeg undervurderer hvilke stillinger jeg som statskundskaber kan søge – og undervurderer derved min chance for at få et anderledes og spændende job. Endelig er jeg vist lidt farvet af udlængsel. London School of Economics trækker stadig…exciting times indeed.

Måske jeg burde holde op med at bekymre mig så meget? Have lidt mere tillid til at jeg nok skal finde på et eller andet interessant at lave, samt huske på, at jeg egentlig er at betragte som en usædvanligt heldig ung mand. Verden venter jo lige derude og jeg bestemmer sådan set selv hvordan jeg vil forvalte fremtiden. Det er da et noget andet og mere interessant perspektiv end når man rumler rundt midt i sit studie, med 37 eksamener i vente. Desuden skal man næppe klage over at kunne være hjemme i familiens trygge favn til jul, have en hund der ligger og snorker trygt (og højlydt) på sengen lige ved siden af, have en caféaftale med gode venner lidt senere i da. Og selvom Östersund da er langt væk, så kan man jo sagtens tænke meget på én der fejrer jul der. Og når nu tanken om vedkommende får ens hjerte til at banke hurtigere af glæde…..så er det vel ikke så mærkeligt at alle de ovenstående bekymringer pludselig virker meget mere overkommelige?

Glædelig jul.

Hjemfalden

Det tog fem års tilløb, men denne jul gjorde jeg det så: Valgte at flyve frem for at tage toget. De fem timer med DSB hver vej til og fra Nordens Perle (sic), kan jo tage livet fra selv den mest hårdføre eksil-jyde. De talrige gyldne stunder i togenes 80’er designede kupéer står krystalklart i min ellers noget tågede bevidsthed. Hvordan skulle jeg kunne glemme de rustikt skrigende unger, de malerisk øl-stinkende midaldrende mænd, de så lifligt mobiltelefonsnakkende ignoranter og den usædvanligt ringe benplads? Åh, disse minder…Nuvel, set i retrospekt er jeg ikke så sikker på at det alligevel er så tidsbesparende at flyve. Man skal jo trods alt frem og tilbage mellem lufthavnene, checke ind i behørig tid i forvejen og bla bla bla. Men den rent psykologiske effekt af at flyve – det er altså kræs, for en ludfattig studerende med et lidt for nært forhold til DSB’s Wild Card ordning.

Men jeg er altså godt ankommet. Endda til den noget forbløffende opdagelse af at mine forældre har fået trådløst net. Og ny indkørsel. Og nye vinduer. Og ny carport. Jeg kunne faktisk fortsætte med ‘Og ny (indsæt relevant ord her)’ i noget nær en uendelighed. Må sige at mit mødrende og fædrende ophav rykker i disse år. På det mindre materielle plan, så står julen i år på en tur på café med Lasse og Stine imorgen. Siden følger jo juleaften og diverse julefrokoster. Det skal nok blive en sand fornøjelse. Indimellem skal der så grifles speciale. Henriette og jeg havde et drabeligt gruppemøde torsdag, hvor der blev uddelegeret opgaver i lange baner. Der bliver med andre ord ikke tale om den helt fredfyldte juleferie i år. Tankevækkende at dette er mit sidste år som studerende, og derfor nok også den sidste jul hvor jeg er nødt til at tænke at læse. Jeg skal sikkert nok få andre ting at fylde tiden ud med, men det bliver rart ikke at skulle bekymre sig om eksamen/speciale i tide og utide…

“I’m personally against seeing my pictures and statues in the streets – but it’s what the people want.”

December er tilsyneladende måneden hvor tidligere og nuværende diktatorer ryger i svinget. Først Augusto Pinochet, i nat Turkmenistans mildt sagt excentriske despot Saparmyrat Ataýewiç Nyýazow (også kendt som ‘Turkmenbashi‘, dvs. ‘Lederen af alverdens etniske turkmenere’).

DR Nyhederne har en ganske spas gennemgang af alle hans meritter (faktisk er hæp-hopper sproget i artiklen det hele værd: “Ud over at undertrykke al forsøg på opposition dyrkede Nijasov den vilde diktatorstil med en voldsom personkult omkring sig selv“. Jo tak, den vilde stil holder maks opperen, dér!). Det er mig en gåde, hvorfor stort set hele Centralasien og majoriteterne af eks-sovjet republikker insisterer på at være et sort hul af korruption, diktatur og armod. Men nuvel, alt er ikke sort og trist i Turkmenistan. Udover at bygge guldstatuer af sig selv, så sørgede Turkmenbashi faktisk for at turkmenerne får gratis olie, gas og (gisp!) salt indtil 2030. Det er da mere end hvad Fogh og forgængere har præsteret! Jeg har altid været lidt fascineret af diktatorer der opretter en personkult omkring sig selv. Meget ondt kan man sige om Kim Il-Sung og Kim Jong-Il, men når de kan få fikset diskursen i Nordkorea til at omtale dem som henholdsvis ‘Den store leder’ og ‘Den kære leder’, så er de altså ikke helt tabt bag en vogn. Turkmenbashi var absolut ikke bagefter i dyrkelsen af sig selv (ja, Stobbe, han slår Idi Amin med flere længder), og det er ganske nemt at sidde her og småfnise af hans mildt sagt bizarre initiativer. F.eks. var der hans ispalads i ørkenen, forbuddet mod guldtænder, forbuddene mod uplejet skæg, og ballet, samt hans insisteren på at hans new age bog Ruhnamaremoves the complexities and anguishes from day to day living and is on par with the Bible and Koran“. Den er obligatorisk (og stort set eneste) pensum for skolebørn i landet – og citater fra den pryder væggene (sammen med Muhammed citater) på den nye mega-moske udenfor Ashgabat. Til trods for at disse mærkværdige projekter har givet Turkmenbashi et vist komisk skær, så er der egentlig ikke så meget at grine af. Turkmenistan er et repressivt regime, med en ludfattig og underkuet befolkning. Hvad der sker nu for at udfylde det magtmæssige vakuum er ikke nemt at sige – men hvis man bygger på erfaringen fra resten af regionen, så skal de arme turkmenere nok ikke håbe alt for meget. Men heldigvis har de så deres salt at trøste sig med. Flere nyhedsrapporter om Turkmenbashis død her, her og her.

PS. BBC har endnu en interessant artikel omkring betydningen af Turkmenbashis død.

Sadly, no!

Juleaften sig nærmer med hastige skridt, og det skal jo fejres i en sand gave- og forbrugsfest. Lidt af en udfordring for den hårdt belastede julemand, der jo som bekendt bor i Grønland (eller er det i Rovaniemi, Finland?). Han outsourcede imidlertid for efterhånden en del år siden sin produktion til Kina, hvor arbejdskraften er langt billigere. Om det er årsagen til de massive sociale problemer med druk, stoffer og vold i det grønlandske samfund skal jeg ikke kunne sige, men A.P. Møller-Maersk nyder ihvertfald godt af den visionære Sankt Nicholaus’ beslutning.

Nuvel, denne fokus på ussel mammon er egentlig ikke mit ærinde idag, tværtimod. Vi skal nemlig i stedet tale om det julen egentlig handler om: Kristendom. Ja, du læste korrekt. Jeg er jo som bekendt en stor elsker og kender af helgener. Derfor glæder det mig også usigeligt meget at kunne meddele at A) Jeg i 1996 blev velsignet på Peterspladsen af den nu sørgeligt afdøde Pave og at B) Jeg har set julemandens grav. Ja, han er død – det er altid de bedste der ryger først! Sankt Nicholaus‘ jordiske rester befinder sig eftersigende i Basilica Pontificia San Nikola i Bari, som jeg besøgte hin sommer 1995. Hvem der så kører Julemanden A/S idag ved jeg ikke, men tilsyneladende deler vedkommende stadig milde gaver ud. Reagan kan det vist heller ikke være, selvom han umiddelbart ser meget rask og rørig ud.

Ellers ikke meget nyt fra fronten. Jeg er ved at pakke sammen fra arbejdet, og ellers går tiden primært med det snart sagnomspundne speciale. I aften skal jeg atter i den lokale kino og se ‘Scoop‘. Mon ikke den unge frk. Johansson kan hjælpe mig med at abstrahere fra at det vores allesammens yndlings små-perverse New Yorker som er instruktør…?

PS. Oh ak, oh ve, oh klage: Charlotte Dyremose (a.k.a. ejeren af konkurrencehesten ‘Mr. Poco Scotch’) er blevet fyret som skatteordfører for de Konservative. Mit lille sorte hjerte bløder for hende. Lad os da håbe at den lille stakkel og hesten nu sammen kan fatte interesse for uddannelsespolitikken.

PPS. Ja, så skete det igen. Priserne for bedste blogs er blevet uddelt – og jeg er atter blevet skammeligt overset. Det er i stunder som disse jeg ser mig nødsaget til at citere The Smiths: The world won’t listen…!

I saw such things in my sleep

Mine fingre dirrer, jeg er på det nærmeste i febervildelse. Det utrolige er sket: Jeg har nu arbejdet målrettet med specialet intet mindre end TO DAGE I TRÆK. Læs det lige igen. Ja, der stod ‘to’. Nemlig. Javel, ja. Det havde I nok ikke regnet med, huh? Så kan I lære ikke at skue hunden på hårene, hva’, hva’, hva’? Næh, nej, så let får I skam ikke den her gamle taskenspiller ned med nakken. Jeg er nemlig tilbage igen, boing-boing, som en fjeder, dér!

Fik endelig has på de vederstyggelige interviews, hvilket åbnede op for en skriveproces af de bedre. Har fået griflet efterhånden en del gode analyseafsnit, så jeg er godt tilfreds med de sidste par dages resultater. Det er næsten lige før at jeg har tilgivet mig selv de seneste ugers magre arbejdsproces. Det behøver slet ikke gøre ondt at være en flittigmås. Man kan jo f.eks. invitere Hong Kong’eseren over for at læse løs, og så undervejs gafle italiensk mad på en autentisk (næsten ihvertfald) italiensk restaurant i nærheden. Det var ihvertfald vældigt hyggeligt igår! Af andre sociale arrangementer var jeg til julehygge hos Jens lørdag aften. Kom til at indtage rigelige mængder æbleskiver, så den hockeykamp jeg skal spille lige om snart er ganske tiltrængt. Mødte Kristians kæreste Miriam og fik diskuteret Jagtvej 69 (se nedenfor) med Martin.

Ellers så nærmer julen sig jo, og således også her i jordhulen på Østerbro. Selv flyver jeg nordpå fredag eftermiddag, hvilket er en sand lettelse efter snart fem års unævnelige julelidelser i toget mellem København og Aalborg. Bliver i familiens skød indtil den 28. december, hvor jeg atter vender snuden hjemad. Tirsdag, onsdag og torsdag står imidlertid på speciale og arbejde, forhåbentlig kan jeg holde skruen i vandet mht. arbejdsindsatsen!

PS. Som det sikkert ikke er forbigået nogens opmærksomhed, så syntes ‘Ungerens’ brugere at de ville opretholde deres sunde tradition med at tilsidesætte andre menneskers ejendomsret, smide brosten efter politiet og lave lidt hyggehærværk på Nørrebro i lørdags. Jeg kan så blot notere mig, at disse fredselskende og tolerante individer efter to domstolsbehandlinger ikke har noget at komme efter rent juridisk – og at de så griber til de ubegavedes løsning: Vold. Men, men, men…hvem skulle have troet at nogle adfærdsforstyrrede individers voldelige tendenser kunne vække opmærksomhed rundt om i verden? Men det kan det – der er en ganske udførlig rapport på Al Jazeera’s hjemmeside.

PPS. Så er der atter brænde på Dansk Folkepartis bål: EUMC (European Monitoring Centre on Racism and Xenophobia) har just frigivet en rapport, hvori det hævdes at muslimer diskrimineres i Europa. Politiken har allerede grebet historien, nu skal det blive spændende at se hvordan historien udvikler sig…

PPPS. Det er en ringe skjult hemmelig at jeg er og bliver tjekkofil. Derfor er det af megen betydning for mig, at der nu er reelle planer om at flytte Alfons Mucha’s Slovanská epopej fra Moravský Krumlov til Prag. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg synes om det…synes egentlig at det er meget passende at hans hovedværk er i nærheden af fødebyen, men omvendt ved jeg godt at de var tiltænkt at være i hovedstaden. Dilemma-dilemma.

Your heartbeat and the first time you fell in love

Det er efterhånden på tide med en lille musikopdatering her fra jordhulen på Østerbro.

De fleste er vel efterhånden bekendte med MySpace og de muligheder hjemmesiden giver for at udforske ny musik. Den er sammen med hele blogbølgen, YouTube, Wikipedia, Facebook og Flickr og andre brugerstyrede sider, en del af den såkaldte ‘Web 2.0’ bølge. Det gode ved MySpace er, at nye og ukendte bands får mulighed for at eksponere deres musik via et gigantisk netværk af brugere. Og for brugere som undertegnede er fordelene store: Istedet for at være afhængig af traditionelle kilder som radio, tv og diverse musikmagasiner, så kan jeg nu via nettet opdage ny og spændende musik, som jeg for bare få år siden aldrig ville have en chance for at høre.

Det er lidt fascinerende med den slags ‘kulturel globalisering’. Afstande betyder intet, teoretisk set kan jeg lytte til musik ganske få timer efter et eller andet undergrundsband har været i studiet. For mit eget vedkommende betyder det, at min musiksmag er blevet væsentligt mere aparte end den var tidligere. Måske ikke selve det musikalske indhold, men alle de bands jeg lytter til via forskellige musikblogs, er stort set ukendte for alle andre end jeg selv og det blomstrende indiemusik community på nettet. Det er selvfølgelig vældig tilfredsstillende på et se-bare-hvor-elitær-og-unik-og-cutting-edge-jeg-er plan. Guillemots, der just har fået meget rosende anmeldelser og omtale i danske medier, var f.eks. store på nettet allerede for et års tid siden. Men samtidig også svært deprimerende. Jeg tager flere og flere gange mig selv i at være aldeles uvidende om hvem der aktuelt ligger på hitlisterne. Måske hører det med til at være at blive en sur og muggen mand over 25 år, men alligevel. Når man nu praler med at vide en masse om musik, så er det ikke helt konsistent. Alligevel vil jeg – med afsæt i MySpace – benytte lejligheden til at nævne nogle af de bands der hærger mine sarte øren for tiden.

Af uransagelige årsager er jeg vældig optaget af Sverige for tiden (a-hem!), så jeg bliver nødt til at lægge ud med Montt Mardié. Denne usædvanligt pompøse herre fra Stockholm skriver urimeligt fængende pop, især skal ‘Come on, Eileen!’ fremhæves. Men hov! Er det ikke en sang af Dexy’s Midnight Runners fra 1980’erne? Jo, og så alligevel ikke! Visse læsere vil sikkert erindre ‘Kom igen Lena!’ af yndlingen over alle yndlinge: Håkan Hellström. Nuvel, den sang var netop en hyldest til den oprindelige Dexy’s sang (vi kan jo kalde det det for en post-moderne svensk version), men Montt Mardié vender tingene på hovedet: Han oversætter ‘Kom igen Lena!’ til engelsk, og omdøber den atter til ‘Come on, Eileen’. Det er da så post-post-post-moderne at det gør helt ondt, hvilket naturligvis sikrer ham en plads i mit Elysium over musikalske guder.

En mere ukendt gruppe er The Shortwave Set – selv ikke ihærdige google-søgninger har gjort mig klogere på deres identitet. Men jeg ved at de minder Saint Etienne sådan cirka anno Fox Base Alpha tiden, så jeg er snublende nær ved at bestille deres album over Amazon. Prøv især ‘Casual Use’ og ‘Is it any wonder?’.

Tredje og sidste musikalske bidrag i godteposen er Tahiti 80. De er læskende franske og sammen med The Changes og Phoenix er de mine favorit synthpop kunstnere for tiden. Måske forsangeren har en lidt for lys stemme (men det kan en Pet Shop Boys fan jo nok næppe tude over!), men man må give gruppen, at de kan finde ud at bikse melodiøs popmusik sammen. ‘Big Day’ og ‘Chinatown’ er de åbenlyse hits af deres sange på MySpace siden.

‘Severin Jørgensens Belæringer: Fyndige ord om brugsforening og fællesforening’

Fængende overskrift, ikke sandt? Hvis jeg dog blot kunne have smykket mig med selv at have fundet på den, men nej: Det er titlen på en af de publikationer jeg just har arkiveret lodret i en sort sæk. Er på arbejdet og er i fuld gang med at muge ud i kontorets labyrintiske bibliotek. De utallige mærkværdige bøger, pjecer, afhandlinger og andre fornøjeligheder fylder efterhånden så meget, at det er problematisk – og fluks studentermedhjælperen blev sat igang!

Vågnede ellers i morges kl. 06.30 ved lyden af blid kvindesang. Det viste sig at være et mindre Lucia-optog, der drog hærgende gennem kollegiets gange. Underholdende og hyggeligt, bl.a. fordi vi bagefter sad og vågnede med kaffe og pebernødder. Jeg har altid tidligere været lidt uforstående overfor at alle var så vilde med december måned, men man må sige at den giver så mange anledninger og undskyldninger til at hygge og socialisere, at det er svært ikke at synes det er en god tid. Omvendt er den også ganske stressende: Der er i skrivende stund 11 dage til jul og jeg har ikke den fjerneste anelse om hvad jeg skal give folk i julegave. Satser på en køb-alle-julegave-på-een-gang session på lørdag sammen med de 14 mia. andre mennesker inde i Københavns gader. Det bliver læskende. Ahhhhh!

Ellers går tiden med specialet. Har fået lyttet en del af vores interviews igennem og er nu gået igang med at grifle på analyse delen. Synes – heldigvis da! – at det er væsentligt sjovere at skrive substans end at ‘databehandle’. Har også været et smut forbi den rare tandlæge og blive flået lidt i såvel tænder, som pengepung. Bortset fra det, så synes jeg at tiden flyver afsted og at der er en masse ting at tænke på (og være bekymret over): Specialet (som efterhånden skrumler en del rundt rent tidsplansmæssigt), arbejdet der skal passes, jobansøgninger, julegaver der skal findes, boligsituation der skal overvejes osv., osv., osv. Alligevel går jeg rundt i permanent godt humør, hvilket man vist må tilskrive en vis repræsentant fra hinsidan. Med andre ord er der i virkeligheden ikke mange klager her fra den billige langside.

Trouble loves me

Augosto Pinochet, diktator i Chile fra 1973 til 1990, døde her til aften, 91 år gammel. Han var en hårdhændet herre: Kuppet mod den folkevalgte marxist Salvador Allende kostede denne livet. Over 3000 døde eller ‘forsvandt’ i Pinochets tid ved magten. Titusinder måtte gå i eksil. På den baggrund kan hans økonomiske politik – som er en medvirkende årsag til at Chile idag er Sydamerikas bedst kørende land – næppe redde hans navn fra for altid at være forbundet med et repressivt regime. Desværre nåede han aldrig at blive dømt for sine gerninger, men man må håbe at de alligevel kan finde forsoning med hinanden i Chile.

På det mindre seriøse plan, så sidder jeg i skrivende stund iført min himmelblå Lazio trøje. Der er Derby della Capitale i Rom her til aften, hvor Roma og Lazio mødes i et af de mest forbitrede lokalopgør indenfor fodbolden. De senere år er det mildt sagt gået ned af bakke for Lazio (og Roma har heller ikke været for stabile), men jeg er optimist og påregner en ond kamp og en sød, sød sejr til Biancocelesti.

Weekenden har ellers været lidt præget af julefrokosten fredag. Som forventet drak jeg som et lille hul i jorden og det var en fint underholdende aften. Ved et himmelsk mirakel var jeg ikke gået kold på mit toilet, men det skræmmer mig lidt at jeg intet erindrer om hvordan jeg er kommet hjem. Må holde op med at drikke så mange gratis stærke drinks. Lørdag brugte jeg på at ordne lidt praktisk og se ‘Inside Man’ på køkkenet (det er stadig en god film) og søndagen er gået med specialelæsning og tøjvask. Ja, sådan former livet i overhalingsbanen sig.

PS. De er nu rare og kærlige ovre i broderlandet. Dagens Industri bringer en undersøgelse over hvad der giver status i Sverige. I top ligger:

1. Vara allmänbildad, 2. Vara en engagerad och duktig förälder, 3. Ha en egen ihoparbetad förmögenhet, 4.Vara duktig på sitt arbete, 5. Kunna många språk, 6. Ha möjlighet att vara ledig hela sommaren, 7. Lägga tid och pengar på att hjälpa behövande människor (!!!!!), 8. Ha många vänner, 9. Bo i en stor villa/lägenhet, 10. Ha en helt egen stil, 11. Äga en gård, 12. Äga ett eget hus i något annat land än Sverige, 13. Verka självsäker och framåt, 14. Vara händig och duktig på att laga och reparera, 15. Äga ett företag, 16. Ha ett snyggt och välinrett hem, 17. Vara en duktig talare, 18. Vara underhållande och rolig, 19. Ha nytt fräscht kök med köksö och alla finesser (!!!!!), 20. Ha barn som är duktiga i skolan.

I bunden finder man følgende:

1. Ha en 15 år yngre fru/man (!!!!!!), 2. Äga en äkta pälskappa/rock, 3. Ha barnflicka/städhjälp och betala svart, 4. Vara singel med intensivt kärleksliv (!!!!!!), 5. Ha gått på friskola, 6. Känna Horace Engdahl (ständig sekreterare i Svenska Akademien), 7. Ha gått på privatskola (!!!!!), 8. Känna familjen Wallenberg (Sveriges mest kända och inflytelserika finansfamilj), 9. Känna statsministern, 10. Duktig på poker eller liknande spel, 11. Komma från en adlig familj, 12. Vara en duktig amatördiscjockey (!!!!!), 13. Ha en fullbokad almanacka, 14. Ha vip-kort till de rätta ställena, 15. Känna kungafamiljen, 16. Ha ett intensivt uteliv, 17. Ha en mycket känd och framgångsrik nära släkting, 18. Vara en god ryttare, 19. Kunna spela tennis, 20. Ha en mobil med inbyggd tv.

Jeg har to kommentarer: A) Jeg vil gerne se en tilsvarende dansk undersøgelse og B) Janteloven eksisterer tydeligvis ikke kun i Danmark. Politiken havde også lørdag en interessant artikel omkring de ganske store mentalitetsforskelle mellem danskere og svenskere (kan dog ikke finde den online). Men fortvivl ej, kære læsere: Jeg kan forsikre jer om at konkret integration nationerne imellem slet ikke er så svært (men tværtimod ganske underholdende)….!

That was the worst christmas ever!

Så er det atter julefrokost tid på arbejdet. Sidste år var en kende våd, og selvom det ikke fremgik eksplicit af min beskrivelse dengang, så kan jeg nu – på sikker afstand – afsløre at det var den seneste fest jeg gik helt og aldeles kold til. Det var mildt sagt en kuriøs oplevelse at vågne dagen derpå og opdage at mit badeværelse trængte til en ganske omfattende rengøring ovenpå nattens eskapader – samt at jeg ikke kunne huske noget som helst fra den cykeltur jeg tilsyneladende havde begivet mig ud på for at komme hjem. Nuvel, i år skal være anderledes, nu er jeg jo blevet voksen og følsom, samt har kjærlige kolleger til at holde øje og komme med spydige bemærkninger. Men lad os nu se…

PPS. Er du til flerkoneri? Synes du også det er synd for enker og enlige mødre? Så flyt til Terengganu provinsen i Malaysia, for her får du økonomisk støtte fra det offentlige for at gifte dig med dem. Provinsen er interesseret i “at undersøge hemmeligheden bag harmoniske, polygame familier, og at især yngre mænd, der gifter sig og tager ansvaret for ældre kvinder, bør belønnes og fremhæves som eksempler“, ifølge den lokale embedsmand Wan Mohamad Wan Hasan. Maksimum er desværre fire koner. Mine kufferter ER dog allerede pakkede og billetten til Kuala Lumpur bestilt.

PPPS. Economist er og bliver verdens ubetinget bedste magasin. Ikke nok med at man bliver så irriterende klog af at læse det, deres skribenter er ovenikøbet ganske morsomme og tankevækkende. I denne uge har de f.eks. en artikelserie, ‘Home is where the heart is’, fra deres korrenspondent i Moskva. Trofaste læsere vil vide at jeg nærer et had/kærlighedsforhold (mest had!) til Rusland og omegn, men især artiklen omkring Armenien giver mig lyst til at tage afsted.