Reach out and touch faith

Det var Depeche Mode aften i går, og hvad kan jeg sige? Det var stort, endda målt på flere parametre. Koncerten var naturligvis fremragende. Hvis man har blot en lille flig af synth-musik fan i sig, så er DM jo helt oppe i det røde felt. Og de er superdygtige, ingen tvivl om det. Synes ikke sangene fra Playing the Angel albummet fungerede helt optimalt – udover ‘A pain that I’m used to’ – og det stod ret klart, at det er de ældre travere, som publikum bedst kan relatere sig til. Det var da heller ikke hordere af sortklædte, blege mænd, som manglede på Østerbros gader i går. Dunsten af forfald, vigende hårgrænser, lidt for slidte sorte jeans, gamle ‘Elektriske Barometer’ minder fra Tine Bryld tiden + desperationen over barneskrål hjemme i parcelhuslivet, var ganske gennemtrængende.

Højdepunkterne (for mig) var ‘Personal Jesus’, ‘Everything Counts’, ‘World in my eyes’ (som var fremragende udført), ‘Never let me down again’ og sidst, men bestemt ikke mindst: ‘Enjoy the silence’. Sidstnævnte må ganske enkelt være verdens bedste sang. Måske ikke den jeg subjektivt holder mest af, men objektivt set er den urørlig. Og fremførelsen af den var da også højdepunktet i går. Gahan, Gore og co. behøvede slet ikke synge omkvædet af sangen, det klarede publikum helt fint for dem. Opvarmning til koncerten var The Bravery, som startede skidt med fæl, fæl metervare rock, men endte godt med lækre keyboarddrevne sange. De mindede mig lidt om The Killers.

Depeche Mode bliver nok aldrig det band som jeg får et virkelig stærkt emotionelt forhold til, dertil er de lidt for patetiske og inkonsistente. Synes de har lavet et hav af gode singler, men deres albums skuffer mig hver gang jeg har købt et af dem. Plus det der evindelige goth, se-hvor-dystre-og-mørke-vi-er image keder mig grufuldt. Så hellere Pet Shop Boys, New Order og The Smiths. Det skal dog ikke skygge over, at koncerten i går var aldeles glimrende, og jeg kan varmt anbefale at tage ind at se dem.

Update! Gaffa har en anmeldelse fra koncerten.

Seen and not seen

Er lidt af et skravl i aften. Var meningen at jeg skulle til den højtbesungne indienight, men gik helt død da jeg kom hjem fra arbejdet. Ikke nok med at de fordømte svenskere vandt over mine tjekkiske yndlinge, jeg er også træt som en sumpalligator på førtidspension. Da jeg gerne vil være frisk til Depeche Mode, så blev det en stille fredag aften for mit vedkommende (beklager Mads, red.).

Hører stadig ‘Worry about you’ på noget nær døgndrift. Er vist i et lidt moody humør. Glæder mig til at komme ud at rufle med Thomas, Kristian og de andre i morgen.

It’s a good life, if you don’t weaken

Som en anden Solon eller Perikles deltog jeg i NOKOs halvårlige plenum i går, og halli-hallo, det var action-packed, det var en sand rutschebane af drama og der var coke, MASSER af coke!!! Nå, ikke? Faktisk var der mest tale om tre timers navlepilleri, med eksalterende punkter på dagsordenen, så som hvorvidt vi skulle bruge genindføre dørkoden på kollegiet (det skulle vi ikke, red.). Det gik hverken værre eller bedre end, at jeg blev valgt til Styrelsen, de syv alumner som står for den daglige drift. Synes at jeg efterhånden bør engagere mig mere i hvordan kollegiet kører, nu hvor jeg efterhånden har boet der i to år. Det skal i parentes bemærkes, at jeg selvsagt vil arbejde for afskaffelsen af NOKO-demokratiet til fordel for et oligarki, subsidært et tyranni.

Ellers så sidder jeg på arbejdet, vi har just haft kontormødet og dræberopgaven der har plaget mig hele ugen, er endelig overstået. Er nu igang med at læse om konkurrencepolitik, et herligt emne – som jeg jo højest sandsynligt skal skrive speciale om. Grønnegaard Christensen, here I come.

Update! Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men et eller andet ved denne billedeserie fra Google’s hovedkvarter skræmmer altså livet ud af mig.

“Jeg kan godt mærke at jeg ikke er tres år længere”

Nøj, jeg var på bodega i går aftes. Yes-yes, på ‘Femmeren’ i Classensgade. Hvad kan jeg sige? Det var brunt! Det var skummelt! Det var jazzet! Det var listigt! Jeg har aldrig været i så røgfyldt et lokale før! Anledningen var, at gangens tjekkiske udvekslingsstudent Daniela skulle med ud at være folkelig. Og det blev hun så. Med tilråb og det hele (“Hva’ saaaatan!? Der er sgu’ KÆLLINGER her i aften!!!!”). Dejligt sted. Dejlige mennesker. Det må vi gøre igen ved lejlighed.

Ellers brugte jeg min dag på faglige ting og sager, plus at jeg arbejde hjemme på notatet om transport. En fæl, fæl omgang. Tog til japansk om aftenen, og det var præcist ligeså twisted som det plejer at være.

Watashi wa brilleabe desu.

Ja, nemlig, ja. Og i aften er der så plenum på NOKO. Ih, det bliver brandspændende. Forhåbentlig varer det ikke 37 år igen, ligesom sidste gang. Inden da er der dog et arbejde der skal passes, ja, faktisk så burde jeg sidde og lave noget fornuftigt nu. Ja, ok. Skål, skipper!

Blok? Blåg? Blog?

Kiggede på bloggen med semi-kritiske øjne og indså, at billedet af undertegnede i øverste højre hjørne egentlig ikke var helt optimalt. Faktisk så det pænt tåbeligt ud. Hvorfor dog plage evt. besøgende mere end højest nødvendigt. Så nu skulle der gerne være et Wolfgang Tillmans billede i stedet. Så kan I se hvor arty-farty jeg er. I hvert fald indtil jeg finder et bedre billede at lægge ind. Overvejer også en snarlig revision af 100 ting listen. Den er ved at være over et halvt år gammel, og er vist også en kende pinlig.

A question of time

Den unge Stobbe har været så elskværdig at sende et link til David Hasselhoffs ganske amuserende musikvideo ‘Hooked on a feeling’. Jeg forstår ikke helt hvorfor han ikke vil have det på sin egen blog – for det første er der ikke et sæde tørt når først Monsieur Hasselhoff ruller sin mandige røst ud, for det andet er det sandsynligvis den mest ringe producerede musikvideo ever og endelig til slut: Man får den sprøde snitte at se i en sekvens hvor han flyver med en flok måger…!!! Herfra takkes og bukkes der for linket, det har beriget mit liv betragteligt.

Af andre mindre lødige underholdningsmomenter skal nævnes, at der i fredags blev afholdt Česká Miss 2006. Sidste år var det en stor, stor begivenhed, som medpraktikanten og jeg fejrede på behørig vis foran tv’et, med rigelige mængder øl og sexistiske tilråb. I år blev det tilsyneladende Renata Langmannová, hvilket jeg synes var usædvanlig synd for Petra Soukupová. Men ak og ve! Er disse skjønheder monstro de sande drømmekvinder i virkeligheden? Vi kan jo spørge de tjekkiske mænd. På altid relevante Radio Praha, nævnes i denne uge en undersøgelse af, hvordan de tjekkiske mænds idealkvinde er. Jeg citerer frit:

What is the Czech man’s idea of a dream wife? According to the latest study published it is a 24 year old brunette of medium height, with an hourglass figure and a charming disposition. She should be truthful, faithful, understanding and a good housewife and mother, but she should also be able to represent them well at their annual work-party. Overly energetic, self-confident, ambitious and independent women are simply not desirable as wife material

Nogle af nærværende læsere som har et bud på, hvordan en tilsvarende undersøgelse af danske mænds præferencer ville falde ud? Kommentarer modtages gerne!

Bortset fra det, så er min dag er gået med at arbejde hjemme – diskussionen om danske virksomheders mindre sympatiske klausuler i kontrakter med arabiske lande er dukket op igen – og låne materialer på Instituttets bibliotek. I aften står den forhåbentlig på en træningssession og mere læsning. Brugte det meste af i går på at tænke over speciale, og var til middag hos Cecilie om aftenen. Vi så ‘Kiss the Girls’, som vel var en ok thriller, men ikke overvældende.

Vein of stars

Pyh. Jeg er træt. Mine øjne er trætte. Jeg har ondt i dansebenene. Og jeg ved stadig ikke hvordan jeg skal overskue at være faglig i dag. Hils på Jannik, Kristine, Mads og Jonas. Og lad så mig komme ud og få lavet den hårdt tiltrængte kop kaffe.

The chance I deserve

En stille dag i går, efter arbejdet tog jeg hjem og besvimede på sengen indtil jeg skulle have køkkenvagt. Der var meget, meget stille (pudsigt som folk flygter når der er svensk pølseret på menuen), så var færdig ret tidligt. Ellers var det mest en dovenaften, så et Depeche Mode program sammen med Mads, han skal også med til koncerten på lørdag.

Weekenden står på læsning (tys, I må ikke sige det til nogen, men tror jeg har fundet på et passende specialeemne!), træning (a-hem!), rengøring af kummeret og formentlig besøg hos Cecilie i morgen. Og så er der jo den berygtede fest på Folkesundhedsvidenskab i aften. Lad os nu se hvordan det går, vi er i hvert fald en lille ihærdig kerne fra gangen der tager afsted.

Is it always this dark?

Siden jeg er kronisk fanget i 80’erne synth-tunge kældre, så frekventerer jeg af og til et Pet Shop Boys Forum. Den slags diskussionsfora på nettet er jo notoriske steder for ulovlig fildeling, og ja, dette forum er ikke en undtagelse. For tiden kan man hente det endnu uudgivne Flaming Lips album ‘At war with the Mystics’. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Deres to forrige albums ‘Soft Bulletin’ og ‘Yoshimi battles the pink robots’ ligger begge på min personlige top 10 over fabelagtige albums, så når de udgiver nyt, så begynder jeg at ryste som et lille espeløb i ren spænding. Og for Guds skyld: De har en sang der hedder Pompeii Am Götterdämmerung. Hvad vil man så mere her i livet?!? Hvilket dilemma. Selvfølgelig køber jeg albummet når det kommer, men jeg kan få fornøjelsen af at høre det allerede nu….oh, what to do, what to do?

Et par timer senere: Jeg kom til at hente albummet alligevel. Visse af sangene er så gode at jeg ikke ved hvordan jeg skal formulere det med ord.

Subtitulo

It’s Friday, I’m in love….Ja, eller noget. Var i hvert fald den The Cure sang jeg havde i hovedet da jeg stod i badet her til morgen. Sidder på arbejdet, er stadig i gang med en trang opgave om hvordan detailhandlen vil se ud i 2015 – og hvordan dens sammensætning vil påvirke transportbehovet. Får een til at spekulere over hvorfor man valgte at læse her og ikke her.

Bortset fra det, så brugte jeg min torsdag på arbejdet, og drønede senere ud til Amager for at besøge Stine. Det var en udsøgt fornøjelse, med fordrukken hane, udsøgt vin og politisk debat – så jeg var selvsagt i et vældigt humør da jeg dinglede hjem på cyklen. Efter arbejde skal jeg hjem og have opvaskevagt i køkkenet, og det glæder jeg mig naturligvis helt utrolig meget til. Der er ikke noget bedre jeg kunne forestille mig at bruge min fredag aften på. At all.