Fra læsefronten

Modtog (endnu) en pakke fra Amazon i går.

Den rummede så besnærende sager som sæson to af Downton Abbey (til Den Bedre Halvdel, ikke til mig!!!!), det nyeste album af Bon Iver (lidt overvurderet, synes jeg, selvom Holocene er en vidunderlig sang), en fantasybog (drager! Action!) og så Daniel Kahnemans nye bog ‘Thinking, Fast and Slow’.

Sidstnævnte har fået megen ros, og jeg blev da også fænget med den samme. Den er en art krydsning mellem økonomi og psykologi, og behandler om alt fra beslutningsteori, rationalitet til hvorfor man opfatter ting og hændelser, som man gør. Her efter 30 sider er der en del der tyder på, at det bliver min yndlings faglitterære bog i 2011. På skønlitteratur siden er det helt klart alle bøgerne i George R.R. Martins’ ‘Game of Thrones’ serie, der har fænget mest. Det var lidt af en mammutindsats at få kværnet de mange tusinde sider hen over foråret og sommeren, men det var det hele værd. Prægtig fantasy, ganske enkelt.

Construction Time Again

Af for mig ubegribelige årsager har en opdatering af WordPress softwaren betydet, at mit ellers så højtelskede Caspar David Friedrich baggrundsbillede er forsvundet – og at jeg ikke kan uploade et andet billede. Det er derfor  nok engang tid til et nyt theme. Imødese en vis grad af renovationsarbejde på bloggen de kommende dage.

Music Sounds Better with You

Som tidligere nævnt har en flittig kommentator her på stedet opstartet en ny, fortryllende og elitært anlagt musikblog. Da jeg i al min ringhed blev inviteret til at bidrage med et par indlæg, blev jeg derfor både glad og benovet. Fremadrettet vil jeg derfor henlægge de fleste af mine musikalske tanker på Altmusik.dk.

Mit første indlæg om undersiden af den franske housebølge kan læses her. Ser frem til at læse jeres kommentarer derovre.

Endegyldigt bevis

Vi så dette fine indslag ved Thamesfloden i Oxford. Jeg bringer det her på siden, da det på sublim vis beviser at katte er onde dyr. Uden at ville fornærme Picassos sørgende ejere, så ligner den kat jo satans yngel med de øjne. Jeg kan derfor kun tolke situationen således, at katten frivilligt er blevet bortført af djævledyrkere – og i skrivende stund indgår i hedenske ritualer involverende ofringer, messen på latin og fugleknogler. Vi følger sagen her på siden.

Dagens quiz

Allerførst er det nok en god idé at ignorere ham grimrianen i forgrunden. Men der er præmier (eller i hvert fald næsegrus beundring), hvis I kan fortælle hvem herren på maleriet i baggrunden er. Det er en af nærværende skribents helt store idoler og en alumni ved Christ Church College i Oxford.

Statusopdatering

Et par temmelig enfoldige (og ikke særlig sammenhængende) empiriske observationer:

  • Der er markant koldere i København end hjemme i Bruxelles. Og så blæser det igennem marv og ben. Det er som at luffe rundt i en permanent fimbulvinter heroppe. Hvorfor gider man egentlig bo her?
  • Min alkoholtolerance er noget lavere end for få år tilbage. Således kan jeg nu med snigende melankoli konstatere, at selv et moderat blandingsmisbrug af vin, øl, snaps, drinks et al til firmajulefrokosten medfører en bidende hovedpine dagen efter. Dét var ikke tilfældet for fem år siden.
  • Jeg var samlet set ikke meget bevendt før kl 12.00 i går lørdag. Og selv da jeg så endelig fik krattet mig ud af dynen, så magtede jeg kun at spille Football Manager 2012 (og se langrend på SVT1) hele dagen indtil at jeg skulle mødes med familien. Men AaB er nu mestre fore tredje år i træk. Det er da også værd at tage med i regnskabet.
  • Den Bedre Halvdel mangler nu kun fem eksamener før at hun er færdig som læge. Det gør mig glad.
  • Mine forældre viste sig i går at være store fans af Herning. Det gør mig trist til mode.

Behageligt afbræk

Nå, livet som 30+ er ikke så vanvittig meget anderledes end tidligere. Ja, altså, sjælen er jo død, men det er også det hele. Man føler slet ikke så meget, når man bliver gammel. Det er bare stabilt og emotionelt usvingende. Som en stillestående døs. Lidt som at være fanget i et uendeligt loop af Velvet Undergrounds ’Oh! Sweet Nuthin’ og Pink Floyds ’Comfortably Numb. Ja, bevares, begge de to sange handler om heroin, men ellers er teksterne fuldt ud applikable på situationen. Glæd jer til at komme ud af tyverne, børnlille. Det gør slet ikke ondt.

Men nuvel.

Overgangen til et markant tungere og mere traurigt årti blev faktisk lettet på bedste vis af Den Bedste Halvdel. Torsdag morgen blev jeg således kidnappet med Eurostar-toget til London, og siden hoppede vi på et First Great Western tog mod et fyrsteligt hotel i Oxford. Nogle mennesker hører stemmer, men ikke jeg. Jeg nøjes blot med at have Divine Comedys ‘National Express’ kørende på repeat i hovedet hver gang at jeg skal til England. Det er vældig fornøjeligt. Jeg laver ikke sjov med jer, men min 30 års fødselsdag var de facto ækvivalenten til handlingen i sangen:

Take the National Express when your life’s in a mess
It’ll make you smile
All human life is here
From the feeble old dear to the screaming child
From the student who knows that to have one of those
Would be suicide
To the family man
Manhandling the pram with paternal pride
And everybody sings “ba ba ba da…”

We’re going where the air is free

On the National Express there’s a jolly hostess
Selling crisps and tea
She’ll provide you with drinks and theatrical winks
For a sky-high fee
Mini-Skirts were in style when she danced down the aisle
Back in ’63 (yeah, yeah, yeah, yeah)
But it’s hard to get by when your arse is the size
Of a small country
And everybody sings “ba ba ba da…”

We’re going where the air is free
Tomorrow belongs to me
When you’re sad and feeling blue
With nothing better to do
Don’t just sit there feeling stressed
Take a trip on the National Express

Frem kom vi. Og det blev tre aldeles fremragende dage. Oxford er en spændende by, der på sin vis er England i en nøddeskal. Dele af byen er sublime, elitære og blandt de bedste i verden (i.e universitetet), mens andre dele er grimme og armods-ramte. Man må vel blot stilfærdigt konstatere, at England i markant højere grad end Belgien og Danmark er et stratificeret samfund. Hvis man er født i en ressourcesvag familie i England, virker det markant vanskeligere end her at bryde den sociale arv. Noget godt er der tilsyneladende ved den kontinentale model.

Dagene blev brugt på hygge, at spise god mad, svømmeture, en enkel træningstur i hotellets gym og hyggelæsning. Sightseeing fyldte naturligvis også en del. Vi var inde Christ Church College, og dér mangler der ingenting – hverken penge eller tjenere iført bowlerhatte. Oxford er derudover velsignet med en række absurd gode boghandler – særlig Blackwell’s – som jeg luffede rundt i gennem flere timer. Deres HMV – åh, disse minder! – var også ganske velassorteret. Så alt i alt kom jeg hjem med adskillige kilo flere bøger og cd’er end planlagt. Det var med andre ord præcis som det skulle være.

Så her mandag er jeg alt i alt ganske tilfreds med tilværelsen. De tre årtier til trods. Med det gode selskab i mit liv, så klarer jeg nok den situation også.

Drama!

Som abonnent på The Economist modtager man af og til et eksemplar af deres såkaldte livsstilsmagasin ‘Intelligent Life’. Eksemplaret er altid en måned for gammelt, så der er antageligvis tale om et restlager, men lad det nu ligge.

Jeg bladrede selvsagt pamfletten pligtskyldigt igennem under en togtur. Og ereuka!, midt i ørkenvandringen af vinanmeldelser, rapportager fra eksotiske rejsemål og nyeste skræddermode fra Savile Row, var der to oprigtigt interessante artikler. Den ene omhandler Andy Warhols (oppustede) rolle i kunstverdenen, den anden (ikke online) beskriver berømte muser for kunstnere og slige eksistenser. Vi hører således om hvordan den unge adonis Peter Schlesinger (og da i særdeleshed hans rumpe) inspirerer David Hockney og hvordan Pattie Boyd inspirerer Eric Clapton til at udforme både ‘Layla’ og ‘Wonderful Tonight’. Mest betaget blev jeg af Giovanni Baldinis portræt af Marchesa Luisa Casato fra 1908. Dét er højspændt drama. Se selv:

Nu var den gode italienske aristokrat måske ikke ligefrem en klassiske muse (det var hende selv der betalte Baldini, Picasso, Proust og Man Ray for at forevige hende i deres kunst), men her er hun da ganske bjergtagende. Og se lige hunden. ER det et diamant halsbånd? Ja, det tror jeg nok at det er. Baldinis mesterværk er epicentret for holdningen ‘haters gonna hate’ og opgør med janteloven. Det ville svare til at jeg lod mig fotografere nøgen liggende på et sølvfad med et æble i munden, svesker i rumpen og en stor rød sløjfe om maven + garneret med lidt grønt ved siden. Kun sådan ville jeg nå tilnærmelsesvist samme episke højder. Billedet scorer tårnhøjt på drama-o-meteret. Pragtfuldt, ganske enkelt pragtfuldt.

Hvis man ikke kan få nok af Luisa Casati, så er der masser af selvforherligende portrætter her.

Wanderlust

Det rigtig grumme ved at have udleveret sig selv på nettet igennem en længere årrække er, at man får dokumentation for sin egen noget nær uudtømmelige enfoldighed. Således griflede den nybagt 25 årige Sofist den 1. december 2006 (med udgangspunkt i omkvædet fra David Bowies ‘Five Years’) følgende tåkrummende nonsens:

We’ve got five years, stuck on my eyes/Five years, what a surprise!/We’ve got five years, my brain hurts a lot/Five years, that’s all we’ve got!/We’ve got five years, what a surprise/Five years, stuck on my eyes/We’ve got five years, my brain hurts a lot/Five years, that’s all we’ve got!”

Og dette, mine damer og herrer, er i al sin enkelthed ‘Bowie effekten’ i al sin skønhed og elegance: Ungdom, desperation, sværmerisk drømmen, (fortabt?) håb og den store kærlighed. Vi tales ved omkring de 30!

Jamen, så lad os da tales ved, Sofist! For nu er de meget omtalte fem år jo snart gået. Og om mindre end to dage runder du de 30 år. Hvad har du egentlig at sige til dit forsvar, nå? Ok, måske er den reelle forandring til at overse. Jeg har jo sådan set været i permanent eksistentiel midtvejskrise siden jeg var, ja, 25 år. Et år fra eller til gør vel ingen større forskel. Formoder jeg.

Men symbolværdien, ikke også. Den svier. Ja, nærmest ætser. Således er min ’30 and still frisky’ t-shirt, som jeg så gerne luftede som 25 årig, jo slet ikke morsom længere. Da jeg var ung yngre gjorde jeg mig altid lystig på de 30 åriges bekostning. “Sjælen dør jo når man fylder 30”, sagde jeg, “og forfaldet begynder ved de 25”. Som The Smiths (endnu et teenangst band jeg nægter at slippe!) så korrekt formulerede det i en sangtitel: That Joke Isn’t Funny Anymore‘.

Nuvel. I fald at jeg havde ret dengang, så svarer jeg med andre ord pt. til at være Konstantinopel anno 1453: Tung, bureaukratisk, dekadent – og lige om lidt løber fjenderne mig over ende, ødelægger mit imperium og døber mig Istanbul. Well. Eller noget i den stil. Måske lige bortset fra det der med Istanbul. Analogien passer ellers.

I tilfælde af at jeg og I stadig skriver og læser med her om fem år, så har I ovenfor et statusbillede anno ca. de 30 år. Det er skribenten til højre, Den Bedre Halvdel i midten, svigerfaderen til venstre og et stykke eurokitsch bag os. Så må vi jo se hvor vi er henne ved de 35.