web analytics

På højdedraget

De gør det godt nok vanskeligt for mig, AaB. Altså at forblive en misantropisk, pessimistisk og gnaven fan. Nu havde jeg lige mentalt indstillet mig på deroute, økonomisk rabundus og et årti i den fodboldmæsige irrelevans. Så går de hen og skambanker Parken Sport & Entertainment og Ikast FS/Herning Fremad i en række pragtkampe den seneste måneds tid. Og nu ligger de tilmed nr. 1 i Superligaen. Jamen, hvad i alverden foregår der?!

Havde slet ikke nerver til at se dagens kamp. Turde ikke tænde for kanalen. Jeg brugte Arvingen som undskyldning over for mig selv. Han skulle jo stimuleres og elskes og nudges. “Nej, nej, du er slet ikke en kujon der konsekvent svigter det fodboldhold du elsker, ork nej, du er i stedet årets far!”. Men sandheden er jo, at ungen sov trygt på min mave, og jeg derfor sagtens kunne have set afstrafningen i Herning.

I stedet så jeg nervøst og rastløst kampe fra MLB og NBA. Forsøgte sammen med Den Bedre Halvdel at se første afsnit af Mad Mens sjette sæson.

Det lykkedes ikke. Afsnittet var dårligt og San Francisco Giants’ kamp mod Arizona ligeså.

Så jeg fik da set de sidste 10 minutter af kampen, da jeg endelig fik vovet pelsen. Og sikke en triumf! Jeg har ikke været så tilfreds med AaB siden de undgik nedrykningen i foråret 2011.

Nu udestår så otte kampe af sæsonen, og jeg kan næsten ikke holde det ud. Kunne jeg gå i flyverskjul, ville jeg gøre det.

En kommentar til “På højdedraget”

  1. Det kunne være skrevet af mig. (Minus Arvingen, basketball og andre mindre detaljer…) Jeg døjer lidt med noget OCD, men når der er fodbold, går jeg all-in på craziness. F.eks. er jeg overbevist om, at modstanderholdet scorer, hvis streamingen går ned – og det SKETE faktisk i lørdags! Det sidste kvarter så jeg med halvlukkede øjne. Jeg har det bedst, når AaB bare bliver nummer fire som vi plejer. Hvordan skal vi overleve de næste otte kampe? Og med så ungt og dansk et hold, det er så smukt!

    Svar

Skriv en kommentar