Overspringshandlinger

Man skal kende sig selv. Og et monomant fokus på og detaljeret dyrkelse af noget, der i realiteten er inderligt ligegyldigt, er et stensikkert tegn på at jeg er eksistentielt frustreret, føler mig småfortabt og at jeg har behov for eskapisme til en lille verden, hvor alting giver mere mening.

I mit tilfælde er det lig med at fordybe mig i ting, som jeg kan kontrollere til perfektion.

Det kan være at optimere mit hold i Football Manager. Med et dertil indrettet snydeprogram kan jeg give min klub uendelig god økonomi, det fuldendte scouting setup, et suverænt trænerteam og et væld af stjerner i svøb. Jeg har igennem tiden bygget episke storhold op i Porto Alegre, Moskvas forstæder og Hjørring. Det er absolut intet problem, hvis man er omnipotent. Og hvis det helt uventede skulle ske – altså at jeg taber en kamp – så kan jeg heldigvis altid genstarte spillet, og spille kampen om indtil jeg får det ønskede resultet. Det er et drømmeunivers. Det er reguleret. Det er ordentligt. Det er perfekt.

Det kan også være at se på mit produktivitetsworkflow (sic). Hvilke apps bruger jeg til at optimere min produktivitet? Er Todoist eller Things den bedste til formålet? Hvordan får jeg flettet Evernote ind? Eller hvad med Trello? Hvordan styrer jeg alle mine åh-så-vigtige projekter?1

Og så er der en golden oldie, som er flugtdestinationen i disse dage: Mit blog-setup. Eller foldet endnu mere selvhøjtideligt ud: mit eksterne kommunikationssystem. Hvilke sociale medier er jeg på? Hvordan bruger jeg dem optimalt? Hvordan distribuerer jeg bedst mine indlæg? Hvad er balancen i indholdet mellem Sofisten og min anden ikke-anonyme blog? Hvordan skal designet være? Hvilke redskaber (Ulysses? MarsEdit? Og hvad med på mobilen?!) er bedst til at maksimere min skrivelyst og kreativitet? Hvordan får jeg bygget et perfekt skribentpalads op? Bør jeg snart investere i et mekanisk keyboard, så jeg virkelig kan tampe igennem med min to-finger skrivestil?

Altsammen er store spørgsmål, der heldigvis sørger for, at jeg ikke behøver forholde mig til de større ting i skriveligningen: A) At mit uendelige pilleri med platforme og kanaler betyder at jeg ikke får skrevet noget og B) Jeg ikke har nogen læsere.

Og således når vi den fulde cirkel. For selvom de eskapistiske aktiviteter virkelig giver mig en stor (tom) glæde, så har de desværre en tendens til ikke at løse de rigtige problemer. Men indtil det sker, så håber jeg at I sætter pris på det lækre blogdesign og de mange forførende måder, man kan nyde min spændende personlighed på flere platforme.

  1. Og så taler vi selvsagt ikke højt om, at de nævnte projekter alle har det med at gå i stå.

Skriv en kommentar