i Verden

One day we will all be free

I dag er det Václav Havels 70 års fødselsdag, hvilket blev fejret på behørig vis i Prag. Havel er nok noget nær det tætteste jeg kommer på et politisk idol: Dissident, medunderskriver af Charta 77, anti-autoritær, liberal, idealist og drømmer. Havel er mere elsket i udlandet end hjemme (også tjekkerne kan jo godt blive træt af folk der pirker til ens dårlige samvittighed), men man kan ikke tage fra ham, at han i sin tid som systemkritiker under kommunismen og senere som præsident, altid har været en forkæmper for menneskerettigheder og det måske allervigtigste for ham: Frihed.

Tjekkerne bliver tit beskrevet som et indadvendt folkefærd. Det er nu ikke helt korrekt, men givet er det, at oplevelserne af svigtet i München i 1938, den brutale fremfærd fra Warszawapagtlandenes side ved ‘Foråret i Prag’ i 1968 og ikke mindst de mange år under et totalitært styre, har gjort, at den tjekkernes fortælling om sig selv ikke er optimistisk og frembrusende, men derimod indadskuende og præget af kronisk mindreværd (læs f.eks. nogle af Milan Kunderas værker, de fanger det godt). Uden på nogen måde at ville kalde Havels betydning for eksempelvis Tjekkiets medlemsskaber af EU og NATO mindre vigtige, så er hans største fortjeneste imidlertid, at han gav tjekkerne drømmene tilbage. Drømmen om frihed, drømmen om respekten for individet og drømmen om tolerance.

Når Havel blev symbolet på systemskifterne i Central- og Østeuropa, fremfor f.eks. den mere robuste polske værftsarbejder og præsident Lech Wałęsa, så var det udover behovet for at have helte, utvivlsomt hans drømme og evne til at nyfortolke den tjekkiske identitet. Man kan være uenig med ham politisk og Havel var og er langt fra perfekt – i Tjekkiet har man f.eks. stadig svært ved at tilgive ham at han giftede sig igen mindre end et år efter at hans kone, den blandt tjekkerne højt elskede, Olga Havlová døde. Men man kan ikke tage fra ham at han er den mest betydningsfulde nulevende tjekke – og derfor skal der lyde et varmt tillykke herfra.

Giv lyd fra dig

Comment