Oh, Elvis Costello, you’ll always be cool to me!

Jeg kommer aldrig til at holde af Fyn. Jeg ved godt at det gør mig til et slet menneske, men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre ved det. I min bevidsthed er Fyn et sted man kører igennem til/fra forældrebesøg. Bevares, der er da nogle nysselige bakker og de har nuttede måder at tale på (pigen i DSB kiosken sagde ‘farveller’ til mig!), men ellers så har jeg svært ved at støve andre gode grunde til at kommer der noget oftere. Det hjælper nok heller ikke på sagen, at især Odense været usædvanlig kedelig de få gange jeg har vovet at sætte mine ben dér. Tag nu f.eks. i dag. Det måske mest grå regnvejr i mands minde, en usædvanlig kedelig togtur, et usædvanligt kedeligt H.C. Andersen hus (men hey – nu har jeg set det!), en usædvanlig fyldt og vådt-tøj-lugtende bus på vejen ud til SDU, hvor jeg skulle interviewe endnu en økonomiprofessor. I tråd med resten af dagen gik det ikke særlig godt. Hun var ganske optaget af konkrete konkurrenceproblematikker (i.e: “Hvordan vurderer man helt konkret hvornår et firma har opnået en dominerende position på markedet? Er det et problem? Har vi overhovedet afgrænset det relevante marked?”), men ganske uinteresseret i konkurrencelovgivningen som sådan. Og det er jo fair nok, men så kunne vi ikke rigtig bruge hende i et speciale om udviklingen i nævnte lovgivning! Men så kan man jo lære at udvælge sine interview personer noget bedre. I en sidebemærkning må jeg forresten sige, at jeg nu efter at have besøgt de fleste af Danmarks universiteter frejdigt kan påstå, at SDU’s beton i Odense slår de andre med adskillige længder i grufuldt udseende. 70’er arkitekturen har ikke levet forgæves.

Den ætsende og mugne jeg-kan-ikke-lide-Fyn tone er dog bestemt ikke kendetegnende for mit humør i disse dage; jeg vil nærmest betegne mig selv som en glad lille reje. Således må jeg nødvendigvis også knytte rosende ord til Sufjan Stevens koncerten i går. Gaffas anmeldelse er en anelse overgearet og tydeligvis skrevet af en fan, men beskriver ganske godt aftenens forløb. Det var en god koncert, som dog gik lidt død ind mod midten. Han spillede ikke så mange af mine yndlingssange, hvilket man vel næppe heller kan kræve. Jeg er mest til hans mere afdæmpede folksange, og synes de helt store kompositioner med blæsere og storladen stemning er mindre interessante. Men, men, men – det er små klager over en ellers super koncert.

Aftenen står på gallafestmøde – lørdagen nærmer sig jo med hastige skridt – og lanciers træning. Sidstnænte imødeses med angst og bæven. Jeg har ikke danset det siden gymnasiet og med mine sædvanlige danseevner in mente, så kan det næsten kun bliver en grum omgang. Har dog overladt min skæbne i hænderne på Caroline fra kollegiet. Hun har lovet at gøre mig til ‘a dancing gentleman’. Nuvel. Mirakler er jo set før.

Skriv en kommentar