i Samfund

Nyt oplysningstidsprojekt

Jeg tænker en del over dette lille citat fra det i øvrigt stærkt fascinerende interview med Barack Obama:

“If we do not have the capacity to distinguish what’s true from what’s false, then by definition the marketplace of ideas doesn’t work. And by definition our democracy doesn’t work. We are entering into an epistemological crisis.”

Obama udtrykker noget af det, der bekymrer mig mest med den balkanisering/niche-fisering, som jeg helt uvidenskabeligt oplever foregĂĄr af det offentlige rum i disse ĂĄr.

Udover det helt ĂĄbenlyse problem med “fake news” og disinformation via sociale medier, sĂĄ er det som om at de ting, vi har til fælles pĂĄ tværs af vores forskelligheder, bliver færre og færre. Hvilket mĂĄske ikke er sĂĄ mærkeligt; hvis man tager hele den identitetspolitiske bølge for gode varer, sĂĄ findes der jo ikke noget at være fælles om. Individet er irrelevant, der findes kun gruppeidentiteter og diskurser – og det hidtidige det-vi-er-fælles-om var udtryk for den ekskluderende majoritets undertrykkelse af minoritetsgruppernes perspektiver.

Balkaniseringen gør sig ogsĂĄ gældende indenfor populærkulturen, hvor mainstream ikke længere rigtig findes. Det giver ikke længere at tale om ĂĄrets bog, ĂĄrets sommerhit, ĂĄrets film, ĂĄrets tv-serie, ĂĄrets kunstudstilling. Det kommer jo helt an pĂĄ, hvilken popkulturel niche man opholder sig i. Hvem er de forfattere, billedkunstnere, musikere, filmskabere, skuespillere, som alle – ikke kun dem som du og din generation kender, men ogsĂĄ din bedstemor og dumme onkel – kender, og har en eller anden form for mening om? Den type spørgsmĂĄl gav mening op til engang i 90’erne, men er i dag er de meningsløse at stille. Vi har jo ikke længere en fælles kulturel sfære.

Vi står med andre ord på tærsklen til en både epistemologisk og ontologisk krise.

Det bliver et af de helt store samfundsprojekter i de kommende ĂĄr at genskabe, nyfortolke eller i hvert fald reformulere det, vi pĂĄ tværs af køn, etnicitet, religion, seksualitet, politik etc. er fælles om og regner som sandt, ægte og godt.  Tilliden til det almenmenneskelige fællesskab skal tilbage. Det kræver mere end vamle og hule statsministertaler om ‘sammenhold’ og fællessang pĂĄ DR. Hvordan det skal ske ved jeg ikke, da jeg vanen tro er bedre til at stille diagnosen end at formulere kuren. Men noget er vi nødt til at gøre.

Giv lyd fra dig

Comment

  1. Det er et emne, jeg selv har været enormt optaget af den sidste tid. Jeg har ikke nogle kloge ord at tilføje, og da slet ikke nogen løsning, men det bliver mere og mere påfaldende, synes jeg.