Det er bedrøveligt sjældent at jeg har mulighed for at være utvetydigt og uironisk lykkelig over et sportsresultat. Så tilgiv mig at jeg keder jer med Denver Nuggets’ episke play-off sejr mod Los Angeles Clippers, men det ER altså strålende og et lyspunkt i et ellers traurigt 2020.

Det har været en mildest talt blandet omgang siden vi så dem spille mod Utah Jazz i Pepsi Center tilbage i 2012. I årene siden har jeg tilmed – det tilstår jeg – haft en momentan platonisk flirt med Golden State Warriors. Det klæder mig ikke, men det er ikke desto mindre sandheden, og erkendelse er jo første trin mod at forbedre sig selv.

Et sted inderst inde har det dog altid været Nuggets jeg kiggede efter først, når jeg hver morgen tjekker ESPN’s hjemmeside for at få resultatet af nattens kampe. Så når de slår storfavoritterne i serien og nu er i Western Conferencen finalen mod købeholdet Lakers, så giver det mig en intens glæde. Ser meget frem til de kommende ugers kampe 🏀

Skriv en kommentar