Nostalgisk opvågnen

I går havde jeg lige et par timer til at vandre rundt i Aalborg inden at jeg skulle mødes på en lurvet sportsbar med en god bekendt for at se kampen mellem Randers og AaB. En kamp, som AaB i øvrigt tabte ganske fortjent, hvilket jeg selvsagt er ganske nedtrykt over.

Men mit nedbrudte hjerte er nu egentlig ikke mit ærinde med dette indlæg. Det er derimod at berette om en sjældent liflig nostalgisk overraskelse.

For efter at have købt en fødselsdagsgave til min bedre halvdel, luffede jeg lidt rundt i Vestbyen, Aalborgs ikke helt autentiske udgave af Vesterbro. Her finder man blandt andet den udsøgt snuskede second-hand butik, Læsehesten, der igennem det meste af min levetid har været byens førende sted for brugte bøger, musik og gulnede pornoblade og ditto film. Sidstnævnte varesortiment er butikken så notorisk berygtet for, at den fik æren af at blive nævnt i byens stolte søn Johnny Heftys rapklassiker/hjemstavnshyldest ‘Muggen røv’1.

Det er med andre ord et sted, der ikke just har komparative fordele inden for de mere …. pæne genrer. Til gengæld kan de andre ting.

For ud over at sælge den komplette samling af Ugens Rapport og slige smudsige tidsskrifter, sælger Læsehesten også gamle konsolspil, herunder ellers uopdrivelige sager til Super Nintendoen og Game Boy. Så da jeg i går stødte på en originaludgave af et af mit livs vigtigste videospil, ‘The Legend of Zelda: Link’s Awakening‘, til min efterhånden noget mølædte Game Boy, så slog jeg øjeblikkeligt til.

Oprindeligt købte min far spillet til mig i 1993, da han havde været med en af sine gymnasieklasser til Bruxelles. Spillet gjorde et enormt indtryk på mig. Det er vel rimeligt at sige, at det – sammen PC spillene ‘Monkey Island‘ og ‘Legend of Kyrandia‘ kickstartede min interesse for adventure- og rollespil. Uden ‘Zelda’ havde der ikke været et ‘Secret of Mana‘, ‘Final Fantasy‘ eller de øvrige JRPGs, der formede min popkulturelle tidlige ungdom. Desværre skete der et eller andet omkring år 1998. Jeg mener selv, at jeg lånte spillet til min storebror, hvorefter han forvildede det væk. Han afviser naturligvis det som det rene og pure opspind, men faktum er, at mit elskede spil har været væk fra mig i 15 år.

Indtil i går. Hvor vi fandt ind til hinanden igen. I dag har jeg derfor brugt alt for mange timer sammen med mit nye gamle spil. Grafikken er rædsom, men spilkonceptet holder stadig. Gameflowet er fremragende, gåderne opfindsomme og de dungeons, man skal udforske, er dybt originale.

Bevares, historien appellerede nok en del mere til mit 11 årige jeg end til mig her 20 år senere, men det gør ikke så meget. Jeg er hooked igen, og denne gang giver jeg ikke slip på spillet.

  1. Feinschmeckere vil muligvis mindes den glorværdige åbning på sangen: “Aalborg, din gamle havneluder” []

Skriv en kommentar