Needle in the hay

Ja, sådan man blive så overrasket! Ville ønske jeg kunne rode lidt rundt nede i min ‘sarkastiske-svinere-og-beklagelser’-pose, finde en passende ætsende kommentar og derefter udgylpe en triumferende latter for at understrege, at jeg skam HAR luret hvordan tingene virkelig hænger sammen med det der speciale-skriveri. Men rent faktisk var specialeseminaret i dag ikke halvt så ondt, kedeligt og forbryderisk som jeg havde overbevist mig selv om. Torben Beck Jørgensen – professor ved IFS – var slet ikke så tosset at høre på endda. Og der var noget dejligt betryggende ved at høre, at de andre i vores ‘klynge’ (dvs. studerende med nogenlunde samme emnevalg) er langt bagefter Henriette og jeg i processen. Det manglede da også bare! Vi fik også afklaret en del med valg af teorier, så alt i alt er jeg en ganske tilfreds mand rent specialemæssigt i dag.

Ellers har jeg været nogle timer på arbejde, fik udleveret min løbetrøje til DHL-Stafetten. Den er egentlig meget nydelig, ihvertfald set forfra. På ryggen står der imidlertid ‘www.landbrug.dk’ med uhyrligt store bogstaver – og det skæmmer ligesom det minimalistiske udtryk en smule. Deraf følger at man nu nok næppe undgår at blive kaldt ‘bacon-ekspressen’, ‘svedende svin’ eller lignende, så jeg føler mig vældig priviligeret. Vejrudsigten lover regnvejr i morgen, så ser bestemt frem til at fræse rundt i mudderet. Uuuuhhhmmmm!

Tirsdag formiddag blev spenderet hos min søster, der gav udsøgt brunch. Vi fik snakket en masse – der sker jo ting og sager! – og ellers gik dagen med læsning/skrivning og en enkelt hockeykamp. Det var første gang i flere måneder og var pænt kvæstet bagefter. Spillede i min gamle og grimme AaB trøje (købt engang på tilbud til 50 kr, det var den model hvor Metax havde købt sig ind i klubbens logo – og dermed blev trøjen automatisk forhadt af fansene, defor den billige pris), så det var kun ekstra spas at kunne score imod PS&E tilhængerne. På hockey banen er jeg en anden Frank Strandli: Ingen teknik, men tilgengæld ganske ferm til at skubbe folk væk fra rumpen + jeg kæmper som en lille vred bæver (ihvertfald så længe jeg har vejret til det!). Ser frem til en god lang vinter med masser af kampe!

Skriv en kommentar