Mr. Inbetween

Netop set sidste afsnit i ‘Mr. Inbetween’, der sluttede ganske tilfredsstillende. Man kan argumentere for at der er en større, længere og mere ekspansiv serie gemt i ‘Mr. Inbetween’. At det meget korte tidsformat (24-30 minutter pr. afsnit) og det begrænsede antal afsnit betyder, at der er mange ting, der ikke fortælles eller udforskes. Men måske det er en fordel? Måske det i virkeligheden er en god ting, at man ikke får alting uddybet og bliver madet med en ske. At det tjener serien til ære, at den er lean, fokuseret og at det ikke er alle tilgængelig historielinjer, vi får fortalt. At vi det ikke er nødvendigt at se, hvordan hovedpersonens forhold til ekskonen er, eller få forklaret hvorfor de blev skilt, eller hvorvidt hun ved at han er lejemorder. Vi ser kun deres forhold i glimt og i deres akavede interaktioner, når datteren skal hentes eller afleveres.

Og alt sammen sideløbende med et til tider særdeles blodigt narrativ og en voldsom billedside, hvor vi følger Ray gøre uhyrlige ting på jobbet som hitman. For så blot igen i næste scene at følge ham være enlig far for en teenagedatter, kærligt og loyalt hjælpe sin umulius af en ven der altid kommer i problemer, eller lægge puslespil med sin demensramte far (som han i øvrigt har et … nuvel, komplekst forhold til).

‘Mr. Inbetween’ lykkes på samme måde som i ’The Sopranos’ at få seeren til at holde med et monster. Jeg har ikke set andre mordere-er-faktisk-også-rigtige-mennesker-serier (såsom ‘Breaking Bad’ eller ‘Dexter’), men jeg har en formodning om at ‘Mr. Inbetween’ har en særlig australsk sensibilitet, som gør den anderledes og, ja, bedre. Jeg nød i hvert fald at se serien intenst, og vil varmt anbefale den til andre.

Skriv en kommentar