Mesterværket der aldrig blev til noget

Man skulle have været i London, for The Drawing Room kører i øjeblikket udstillingen ‘Alejandro Jodorowsky’s ‘Dune’: An exhibition of a film of a book that never was’.

Sandorm

‘Dune’ er sci-fi historiens ubetinget bedste roman, en vaskeægte klassiker, som jeg har elsket lige siden jeg læste den engang i gymnasietiden. Den blev filmatiseret i en uværdig udgave af David Lynch i 1984, men udstillingen i London omhandler den for mig ukendte chilenske instruktør Alejandro Jodorowskys eksorbitant storladne udkast til en filmatisering allerede i 1976. Han fik blandt andre den klassiske tegneserietegner Moebius og den absurd uhyggelige sci-fi/gyser/cyber-punk designeren H.R. Giger til at udarbejde designs til sit ‘Dune’-projekt, og det er nu de skitser og tegninger som The Drawing Room udstiller. For en fan er det fabelagtigt, for alle andre bør det tjene som inspiration til at læse bogen:

Dune1

Til venstre er det Kejser Shaddam IV, en aldeles vanvittig herre, der bor på en kunstig planet af guld. Til højre er det den grotesk ondskabsfulde Feyd Rautha Harkonnen, der tilsyneladende har skiftet køn i forhold til bogen

Forfatteren Frank Herbert var stærkt optaget af mellemøstlig kultur og religion. Det afspejler sig kraftigt i skildringen af beboerne på ørkenplaneten Arrakis, der ret åbenlyst er inspireret af Shia islam. Helten i fortællingen, Paul Atredies, udvikler sig i løbet af bogen fra at være en usikker ung mand til at blive en messiaslignende skikkelse, ‘Mahdi’, der leder sin hær af ørkenfolkene, ‘Fedaykin’ i deres oprør, ‘Jihad’, mod imperiet og Atreides familiens arvefjender: Harkonnen klanen. På den måde er ‘Dune’ i disse post 9/11 tider mærkelig relevant læsning, også i forhold til temaer som ressourcekamp (ørkenplaneten leverer ‘The Spice’, et slags kombineret olie/narko, der driver rumskibe!) og økologiske forandringer. Nedenfor ses bogens helt, Paul Atreides, ørkenfolkenes Messias: Muad’dib og Mahdi

paul atreides

Arrakeen, hovedbyen på Arrakis, som Moebius forestillede sig den

Jodorowskys projekt var dog helt vildt. Fra beskrivelsen af udstillingen i London forlyder det:

Following the release of his mystical Western ‘El Topo’ (1970) and his psychedelic quest movie ‘Holy Mountain’, Jodorowsky embarked on his ‘Dune’ project, gathering around him a group of collaborators that included the French comics artist Moebius, the Swiss artist H.R. Giger (who would later design the 1979 film ‘Alien’), the British sci-fi artist Chris Foss, and the British band Pink Floyd, who would provide the soundtrack. Among Jodorowsky’s proposed cast were Orson Welles, Mick Jagger and Salvador Dali, the last of whom was to play the Emperor of the Universe, who ruled from a golden toilet-cum-throne in the shape of two intertwined dolphins. Unable to secure the money from Hollywood to create the ‘Dune’ of his imagination, Jodorowsky abandoned the film before a single frame was shot.

Det vil næppe være for stærkt at sige, at det helt åbenlyst havde været filmhistoriens mest ultimative projekt.

3 kommentarer til “Mesterværket der aldrig blev til noget”

  1. Synes du giver David Lynchs version af Dune en hård medfart. Den var da hæderlig – ikke så sur, hr. Kåre.

    Jodorowsky har i øvrigt skrevet manuskript til den fantastiske Johnny Difool tegneserie, som Moebius har leveret stregen til: http://comicwiki.dk/wiki/John_Difool Hvis ikke du har læst den, bør du haste ned på det nærmeste bibliotek og få den op under neglene.

    Svar
  2. Søren kom mig i forkøbet mht. John Difool: det er uden tvivl det mest fantastiske (i ordets oprindelige forstand), depraverede og underholdende fremtidsskrift, som er set på tryk.

    Læs den, gør!

    Omkring ’91 (var du overhovedet født dengang, Kåre?) læste jeg hele sagaen om Dune, og det kan anbefales at droppe de sidste 4-5 bøger, for de trækker gennemsnittet gevaldigt ned.
    Selvom man ikke kan være andet end fan af David Lynch, så yder den ikke det oprindelige forlæg fuld retfærdighed, alas.

    Svar
  3. Jeg vil også bare sige, at Dune er for fedt… :)og helt klart noget af det bedste inden for sci-fi genren – bl.a. spændende fordi Herbert undersøger messiasmyten på en meget interessant måde.

    Sci fi-channel (som vist hedder SyFy nu)har lavet en tv-serie over de første bøger for nogle år siden, MEN holy crap det er dårligt. – Man skulle tro at en tv-serie på mange timer gav tid til det store persongalleri osv. Men nej. Kan ikke anbefales.

    Synes ikke Lynch’s Dune helt skal afskrives. Scenografien er fantastisk – kan især godt lide, hvordan kejseren visuelt er lig sådan noget preussisk omkring 1. verdenskrig. Og den kæmpe navigatør-pølse-mutant er fed 🙂

    Kåre, se dog at få læst dig ind på Jodorowskys tegneserier – især dem med Moebius (= Gud)

    /J

    Svar

Skriv en kommentar