Magnum Opus

Jeg blev ramt af akut angst forleden aften. Havde jeg virkelig helt glemt at højtideligholde bloggens 15-års fødselsdag? Men nej, heldigvis ikke. Så langt ude er jeg dog ikke kommet. For det er først på fredag den 17. april 2020, at bloggen (igennem alle dens forskellige udgaver) officielt bliver buksemyndig.

Jeg glemte bloggens 5-årsdag mens jeg var noget mere reflekterende efter 10-årsdagen.

Det sidste magter jeg ikke helt denne gang. Har ikke rigtig lyst. Jeg siger ikke de sidste fem år har været dårlige, men de har indiskutabelt været de mest udfordrende og bekymringsfyldte i mit liv. Tilværelsen har langt fra udelukkende været progression og glæde hele tiden. Og jeg er en anden person i dag end i 2015 – for da slet ikke at tale om i 2005.

Bloggen har også skiftet karakter i denne periode. I begyndelsen af 10’erne ophørte den ligeså stille med at være en semi-anonym offentlig dagbog. Det skete i takt med at de store SoMe-siloer slog den personlige blog ihjel som koncept. Processen kulminerede for mig i 2015, hvor jeg i stedet henlagde alle mine bekendelser i en decideret dagbog. Eftersom det at betragte min egen navle altid har været min vigtigste inspirationskilde, så betød det færre og mindre personlige indlæg. Men indtil da var jeg overraskende ærlig i mine skriverier. På en måde, som man aldrig ville være det i dag. Hey, det var en anden tid dengang i 00’erne, vi vidste ikke bedre, og bla bla bla. I dag er jeg kedeligere klogere og skriver mest om bøger.

Men de første 8-10 års blogindlæg var anderledes. Hvilket måske er en del af problemet. Jeg mistænker mig selv for at følelserne af melankoli og bittersødme er de uerkendte årsager til, at jeg her fem år senere stadig ikke har fået gennemgået, systematiseret og publiceret de resterende 1.260 blogindlæg i perioden april 2007 – maj 2013. Det er ikke altid ubetinget rart at hilse på den person, jeg var engang. Derudover er det et kæmpe arbejde. Ikke at jeg ønsker at efterredigere mit liv – jeg skrev jo hvad jeg skrev – men det tager afsindigt lang tid at give alle indlæggene en kategori og tags.

Det er et andet aspekt af de 15 år. Tiden, altså. Jeg har brugt uendelige mængder tid her. Skrevet flere ord end i de fleste romaner. Tænkt på bloggen, puslet med bloggen, haft lyst til at skrive på bloggen. Bogstaveligt talt hver dag. Der har været min konstant igennem alle årene, min foretrukne overspringshandling. Rent intellektuelt giver det ikke mening, at en person ofrer så mange tanker, energi og kreative processer på et så egoistisk foretagne, som en personlig blog uden særlig mange læsere.

Men … det er selve kernen, tror jeg. At jeg skriver her fordi jeg ikke kan lade være. Fordi det gør en forskel for mig og mit mentale velvære. Bloggen har altid været helt usandsynlig vigtig for mig. Den er – hvor trist det end lyder og uanset om jeg kan lide det eller ej – nok mit hovedværk.

Så jeg ser allerede frem til indlægget ved 20-års jubilæet. Det vil jeg ikke gå glip af.

En kommentar til “Magnum Opus”

  1. Jeg ville egentlig have skrevet i går, men mon ikke det går, at min lykønskning kommer med en dags forsinkelse? STORT tillykke med bloggens femten år – jeg kan genkende mange af de overvejelser, du gør dig om den. Jeg skriver også, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg hygger mig med det, og gør det for min egen skyld. Og jeg mener helt oprigtigt, at selvom jeg selvfølgelig godt kunne ønske mig bare en anelse mere respons på nogle af mine indlæg, har jeg intet ønske om at få tusindvis af læsere og et kommentarfelt, der er sit eget sociale medie. (Jeg er nu også ret sikker på, at jeg heller ikke KUNNE, hvis jeg ville).

    Jeg er tydeligvis stadig noget mere selvudleverende og ikke-anonym i mine skriverier, hvilket jeg selvfølgelig også gør mig nogle overvejelser omkring, men egentlig er okay med. Min “karriere” startede på lunarstorm, og mine indlæg fra dengang tåler ikke dagens lys. Ikke lige nu, i hvert fald. 🙂

    Tillykke igen!

    Svar

Skriv en kommentar