i Politik, Samfund

Lost in the Plot

Jeg havde egentlig forbudt mig selv at lÊse mere om Covid-19 og dens konsekvenser, men det er vanskeligt at lade vÊre, nÄr verden tilsyneladende er i fuld gang med at nedsmelte. To artikler har fÄet mig til at tÊnke lidt ekstra efter endt lÊsning. Den fÞrste er rablende og alt for lang, men dens indledning siger noget klogt:

For the fourth time in my adult memory, humanity has collectively, visibly lost the plot at a global level. My criteria are fairly restrictive: The dotcom bust and the 2007 crash don’t make my list for instance, and neither do previous recent epidemics like SARS or Ebola. Global narrative collapse is a fairly severe condition, but apparently no longer as rare as it once was. Here’s my shortlist:

Fall of Berlin Wall (1989, I was 14)

9/11 (2001, I was 27)

Trump election (2016, I was 42)

Coronavirus (2020, I am 45)

It always seems to happen relatively suddenly (but is not always entirely black-swan-level unanticipated; it is typically a gray swan), and in each of the first three cases, by my estimate, it took humanity 1-2 years to reorient. I expect this one will take about 18 months, unless a bigger gray or black swan eats this one (one I’m watching out for is Trump losing in 2020 and refusing to honor the electoral verdict). We will find the plot again after the first vaccines are administered at a large scale, presumably during the 2021 southern hemisphere flu season. We will learn how effective the vaccines are, and the markets will decide how to reprice modern pandemic risks correctly.

So what do we do in the meantime?

Global narrative collapse events tend to have a very surreal glued-to-screens quality surrounding them. That’s how you know everybody has lost the plot: everybody is tracking the rawest information they have access to, rather than the narrative that most efficiently sustains their reality.

Jeg har i den grad lost the plot i den nuvÊrende usikkerhed. At dÞmme ud fra medierne og min bekendtskabskreds reaktioner, sÄ er jeg langt fra den eneste. Vi sÞger efter et nyt narrativ, nu hvor det gamle med ét er blevet forkastet.

SĂžndag publicerede Altingets redaktĂžr – som jeg ellers normalt finder ulideligt selvsmagende – sĂ„ en tankevĂŠkkende kronik, der mĂ„ske kan tjene til at strukturere tankerne en anelse. Bevares, ingen af os ved hvor slem eller hvor lang den kommende Ăžkonomiske krise bliver. Men vi ved at den kommer, at det vil pĂ„virke vores handlemuligheder (og klimaindsatsen) de nĂŠste mange Ă„r frem og at nedlukningen af Danmark bliver dyr – og at der pĂ„ et tidspunkt kommer et opgĂžr med den mĂ„de regeringen har valgt at hĂ„ndtere krisen1.

I forhold til narrativet, sÄ er det vigtigt for mig som liberal, at den aktuelle nÞdsituation ikke udvikler sig til en permanent tilstand. At frihedsrettighederne ikke bliver eroderet. At staten trÊkker sig tilbage fra menneskers liv igen.

Bevares, de dybt indgribende og vidtgÄende hastelove udlÞber af sig selv om et Är, men alligevel 
 statsmagten er jo pÄ bÄde speed og steroider lige nu. Den slags er vanedannende, ikke mindst under den nuvÊrende regering.

Allerede fĂžr krisen var der tegn pĂ„, at Mette Frederiksen havde autoritĂŠre tendenser og grundlĂŠggende mente, at staten ved bedst og handler bedst – se bare diskussionen om tvangsfjernelser af bĂžrn. Civilsamfundet og markedet var ikke noget, som regeringen havde den store fidus til. Hvorfor skulle den nuvĂŠrende situation, hvor Socialdemokratiet har kunne udleve statens magt i sit absolutte zenit, reducere Mette Frederiksens tendenser til magtfuldkommenhed og L’état, c’est moi?

Selv nu under krisen ser vi regeringen trĂŠffe vidtgĂ„ende beslutninger, der har et politisk snarere end et sundhedsfagligt formĂ„l. DĂ©t er farligt og i mine Ăžjne bliver opgĂžret med statens omklamring den afgĂžrende kamp for de borgerlige i Ă„rene frem. Udover at fremlĂŠgge det bedste bud pĂ„ den Ăžkonomiske genopretning, sĂ„ skal det borgerlige Danmark insistere pĂ„ frisindet, pĂ„ den personlige frihed og pĂ„ at ĂŠgte fremskridt skabes af mennesker der indgĂ„r i ĂŠgte fĂŠllesskaber – ikke af en altdominerende socialdemokratisk stat.

PĂ„ positivsiden i forhold til fremtidens narrativet: livet og stemningen i karantĂŠnelande mĂ„ fĂžles i stil med det, befolkningerne oplevede i 1. og 2. verdenskrig samt under depressionen. Naturligvis langt mere bekvemt i dag, og selvfĂžlgelig kan man ikke sammenligne fem ugers hjemmearbejde med fem Ă„rs besĂŠttelse. Men der er den samme grundlĂŠggende usikkerhed, bekymring for fremtiden, forvirringen og fĂžlelse af at noget er GALT. Den bevidsthed som de generationer bevarede forsvandt indledningsvist med 68’erne og blev sĂ„ siden udslettet i 1989, hvor fremtiden virkede lys for den vestlige verden (for sĂ„ flygtigt at genopstĂ„ efter 9/11). MĂ„ske vi vil reagere pĂ„ samme mĂ„de, som generationerne dengang. Sige ‘aldrig igen!’ og opbygge mere bĂŠredygtige institutioner, som de opbyggede FN og EF. Og sĂŠtte mere pris pĂ„, at vi lever (har levet?) i en unik fredelig og velstĂ„ende epoke i menneskehedens historie.

Jeg hÄber det. Men som mÄske fornemmes, sÄ leder jeg selv efter plottet lige nu.

Som det er nu, sÄ er det sundhedspersonalet som skal trÊffe den konkrete beslutning og prioritering. Men der kommer et tidspunkt, hvor vi pÄ samfundsniveau skal beslutte os for hvor meget vi er klar til at betale for at redde X-tusinder 80 Ärige. Man gÞr det jo allerede med dyr medicin. SÄ hvor mange milliarder og hvor mange jobs skal det her koste? HvornÄr kan man genÄbne samfundet? Jeg er glad for at det ikke er mig, der skal trÊffe den beslutning

  1. I kronikken rejser Altingets redaktÞr ogsÄ diskussionen om, hvornÄr den aktuelle nedlukning bliver for dyr rent samfundsÞkonomisk. Der kommer et tidspunkt, hvor vi (dvs. regeringen) pÄ samfundsniveau skal beslutte os for hvor meget vi er klar til at betale for at redde X-antal tusinder 80-Ärige. Hvor mange milliarder og hvor mange jobs skal det her koste? HvornÄr kan man genÄbne samfundet? Hvad er et menneskeliv vÊrd? Jeg er glad for at det ikke er mig, der skal trÊffe den beslutning.

Giv lyd fra dig

Comment