Lost in the Plot

Jeg havde egentlig forbudt mig selv at læse mere om Covid-19 og dens konsekvenser, men det er vanskeligt at lade være, når verden tilsyneladende er i fuld gang med at nedsmelte. To artikler har fået mig til at tænke lidt ekstra efter endt læsning. Den første er rablende og alt for lang, men dens indledning siger noget klogt:

For the fourth time in my adult memory, humanity has collectively, visibly lost the plot at a global level. My criteria are fairly restrictive: The dotcom bust and the 2007 crash don’t make my list for instance, and neither do previous recent epidemics like SARS or Ebola. Global narrative collapse is a fairly severe condition, but apparently no longer as rare as it once was. Here’s my shortlist:

Fall of Berlin Wall (1989, I was 14)

9/11 (2001, I was 27)

Trump election (2016, I was 42)

Coronavirus (2020, I am 45)

It always seems to happen relatively suddenly (but is not always entirely black-swan-level unanticipated; it is typically a gray swan), and in each of the first three cases, by my estimate, it took humanity 1-2 years to reorient. I expect this one will take about 18 months, unless a bigger gray or black swan eats this one (one I’m watching out for is Trump losing in 2020 and refusing to honor the electoral verdict). We will find the plot again after the first vaccines are administered at a large scale, presumably during the 2021 southern hemisphere flu season. We will learn how effective the vaccines are, and the markets will decide how to reprice modern pandemic risks correctly.

So what do we do in the meantime?

Global narrative collapse events tend to have a very surreal glued-to-screens quality surrounding them. That’s how you know everybody has lost the plot: everybody is tracking the rawest information they have access to, rather than the narrative that most efficiently sustains their reality.

Jeg har i den grad lost the plot i den nuværende usikkerhed. At dømme ud fra medierne og min bekendtskabskreds reaktioner, så er jeg langt fra den eneste. Vi søger efter et nyt narrativ, nu hvor det gamle med ét er blevet forkastet.

Søndag publicerede Altingets redaktør – som jeg ellers normalt finder ulideligt selvsmagende – så en tankevækkende kronik, der måske kan tjene til at strukturere tankerne en anelse. Bevares, ingen af os ved hvor slem eller hvor lang den kommende økonomiske krise bliver. Men vi ved at den kommer, at det vil påvirke vores handlemuligheder (og klimaindsatsen) de næste mange år frem og at nedlukningen af Danmark bliver dyr – og at der på et tidspunkt kommer et opgør med den måde regeringen har valgt at håndtere krisen1.

I forhold til narrativet, så er det vigtigt for mig som liberal, at den aktuelle nødsituation ikke udvikler sig til en permanent tilstand. At frihedsrettighederne ikke bliver eroderet. At staten trækker sig tilbage fra menneskers liv igen.

Bevares, de dybt indgribende og vidtgående hastelove udløber af sig selv om et år, men alligevel … statsmagten er jo på både speed og steroider lige nu. Den slags er vanedannende, ikke mindst under den nuværende regering.

Allerede før krisen var der tegn på, at Mette Frederiksen havde autoritære tendenser og grundlæggende mente, at staten ved bedst og handler bedst – se bare diskussionen om tvangsfjernelser af børn. Civilsamfundet og markedet var ikke noget, som regeringen havde den store fidus til. Hvorfor skulle den nuværende situation, hvor Socialdemokratiet har kunne udleve statens magt i sit absolutte zenit, reducere Mette Frederiksens tendenser til magtfuldkommenhed og L’état, c’est moi?

Selv nu under krisen ser vi regeringen træffe vidtgående beslutninger, der har et politisk snarere end et sundhedsfagligt formål. Dét er farligt og i mine øjne bliver opgøret med statens omklamring den afgørende kamp for de borgerlige i årene frem. Udover at fremlægge det bedste bud på den økonomiske genopretning, så skal det borgerlige Danmark insistere på frisindet, på den personlige frihed og på at ægte fremskridt skabes af mennesker der indgår i ægte fællesskaber – ikke af en altdominerende socialdemokratisk stat.

På positivsiden i forhold til fremtidens narrativet: livet og stemningen i karantænelande må føles i stil med det, befolkningerne oplevede i 1. og 2. verdenskrig samt under depressionen. Naturligvis langt mere bekvemt i dag, og selvfølgelig kan man ikke sammenligne fem ugers hjemmearbejde med fem års besættelse. Men der er den samme grundlæggende usikkerhed, bekymring for fremtiden, forvirringen og følelse af at noget er GALT. Den bevidsthed som de generationer bevarede forsvandt indledningsvist med 68’erne og blev så siden udslettet i 1989, hvor fremtiden virkede lys for den vestlige verden (for så flygtigt at genopstå efter 9/11). Måske vi vil reagere på samme måde, som generationerne dengang. Sige ‘aldrig igen!’ og opbygge mere bæredygtige institutioner, som de opbyggede FN og EF. Og sætte mere pris på, at vi lever (har levet?) i en unik fredelig og velstående epoke i menneskehedens historie.

Jeg håber det. Men som måske fornemmes, så leder jeg selv efter plottet lige nu.

Som det er nu, så er det sundhedspersonalet som skal træffe den konkrete beslutning og prioritering. Men der kommer et tidspunkt, hvor vi på samfundsniveau skal beslutte os for hvor meget vi er klar til at betale for at redde X-tusinder 80 årige. Man gør det jo allerede med dyr medicin. Så hvor mange milliarder og hvor mange jobs skal det her koste? Hvornår kan man genåbne samfundet? Jeg er glad for at det ikke er mig, der skal træffe den beslutning

  1. I kronikken rejser Altingets redaktør også diskussionen om, hvornår den aktuelle nedlukning bliver for dyr rent samfundsøkonomisk. Der kommer et tidspunkt, hvor vi (dvs. regeringen) på samfundsniveau skal beslutte os for hvor meget vi er klar til at betale for at redde X-antal tusinder 80-årige. Hvor mange milliarder og hvor mange jobs skal det her koste? Hvornår kan man genåbne samfundet? Hvad er et menneskeliv værd? Jeg er glad for at det ikke er mig, der skal træffe den beslutning.

Skriv en kommentar