Long way round

Energy Camp er vel overstået (men jeg er af uransagelige årsager STADIG på forsiden af konferencens hjemmeside), og efter en god nats søvn er jeg nu igen frisk og frejdig. Det var ellers en intens omgang. Jeg fungerede som fact-finder for USA gruppen, dvs. jeg skulle fodre dem med de data, statistikker og fakta de havde brug for. Det endelige projekt som gruppen nåede frem til, omhandler at fjerne energispild i amerikanske boliger. Det sker – meget kort fortalt – ved, at man med New York State som case, opbygger en decentral energiproduktion, som har fjernvarme og kraftvarme som hjørnestene. Begge former er ikke videre udbredte i USA, bl.a. fordi megen af opvarmningen derovre foregår via afbrænding af olie og gas. Samtidig er boliger elendigt isolerede, så alt i alt er øget energieffektivitet i huse et område med stort potentiale. Selve arbejdet blev hurtigt meget teknisk og da der var en vis uenighed i gruppen, så blev det lidt af et hestearbejde. Det var dog sjovt at prøve, dels fordi man bliver udfordret, dels fordi det altid er ganske spændende at arbejde sammen med folk der er skarpe indenfor deres felt.

Da jeg kom hjem opdagede jeg at forhjulet på cyklen var punkteret, så jeg var selvsagt i perlehumør da jeg drog ud på den alenlange tur med det offentlige for at besøge Stine. Den stod på god mad, dansetræning (sic!) og australske komedieserier, så var en god aften. Lørdagen står på lidt blandet. Dels har jeg en opgave omkring kriterierne for fusionskontrol jeg skal have lavet for arbejdet, dels burde jeg snart se at få gjort lidt rent i jordhulen. Og så er der jo selvfølgelig det allestedsnærværende speciale. Lige nu ligger det i et hjørne af skrivebordet og kigger glubsk på mig…..Inden det får has på mig skal jeg ind at se Casino Royale med Aalborg-folket og Maria, så det skal nok blive spændende. Skal spise på Spicylicious forinden, så er lagt i oven til en hyggelig aften.

Skriv en kommentar