Life During Wartime

Nå, det gik stærkt, hva’?

Sikke en uge. Meget kan man sige om vores regering, men den er ikke bange for at lukke samfund ned og udleve sit fulde autoritære potentiale. Det lød måske kritisk, men det er jeg nu egentlig ikke. Som gift med en af dem, der har den tvivlsomme at stå på sygehusafdelingen om de 10-12 dage, når epidemien raser og sundhedssystemkollapset truer, så ved jeg godt hvorfor de nuværende tiltag er nødvendige.

Men jeg er nervøs for hvad den her uhæmmede statsmagt, de vidtgående og meget indgribende hastelove, de lukkede grænser kommer til at gøre ved os som samfund – og den sociale kontrakt mellem stat, borger og civilsamfund. Det er svært for en hegemonisk og autokratisk tænkende statsleder at fralægge sig magtinstrumenter, når de først har været i hænderne på dem. Og Mette Frederiksen var i ikke-krisetid en politiker med en udpræget ‘staten-ved-bedst/Socialdemokratiet-er-staten’-tankegang. Lad os nu se. Det bliver spændende hvad der sker, når (hvis?) vi kommer tilbage til en normaltilstand igen. 

Men der er langt derhen. I dag gik både Frankrig og Spanien i fuldt lockdown, og jeg forventer at vi senest tirsdag aften får endnu et af de rædselsvækkende pressemøder, hvor Frederiksen melder næste restriktion ud – hvilket bliver et egentlig udgangsforbud.

Og, ja, indrømmet: jeg glæder mig ikke til at arbejde hjemme alene sammen med to børn på 3 og 6 år. Hvordan skal jeg få lavet noget? Hvordan skal jeg forhindre dem i at blive bindegale, hvis de ikke kan komme udenfor eller lege sammen med andre børn? 

Det bliver en grum tid. Og selvsagt endnu grummere, hvis alle dommedagsprofetierne jeg kan læse på nettet i denne tid går i opfyldelse.

Skriv en kommentar