Let stagnerende sci-fi serier

Efter vi har fået Netflix, er vi i færd med at få afsluttet ’Dollhouse’. Vi ser den forholdsvis kort tid efter at have fortæret syvende sæson af ’Supernatural’ og fjerde sæson af ’Fringe’. Det giver mening at sammenligne de tre serier, der alle befinder sig i den brede bås af overnaturlige tv-serier. Det er klart, at ’Dollhouse’ som serie lider under, at den fik den klassiske Josh Whedon skæbne med alt for tidlig afslutning. Den store historie bliver aldrig rigtig foldet ud i de to sæsoner, men serien rummer uhyre stærke karakterer, kreative enkeltstående afsnit og et grundlæggende genialt koncept. Se den, hvis du har Netflix (men først når du har set ‘Firefly’, Whedons endnu bedre sci-fi serie, der også er på Netflix).

Heroverfor pludrer både ’Supernatural’ og ’Fringe’ rundt i deres senmoderne kvaler. ’Fringe’ burde nok retteligt være stoppet efter tredje sæson, der blev afsluttet på sublim vis. Fjerde sæsons story arch fungerer ikke rigtig og monster-of-the-week afsnittene er spagfærdige. Det er nærmest kun John Noble i rollen som Walter Bishop, der stadig bærer serien videre. De afsnit jeg har streamet af sæson 5, har ikke været overbevisende hidtil. Jeg er en anelse nervøs, må jeg indrømme.

’Supernatural’ er i mindre faldefærdig tilstand. Bevares, Leviathans-historien i sæson syv er ikke fremragende, men serien er stadig tv-genrens mest trofaste leverandør af den følelse af nonstop eventyr, spænding og humor, som en film som ’Indiana Jones: Raiders of the Lost Ark’ er bedste eksempel på. Der skal dog strammes op i sæson otte, ellers slingrer toget simpelthen for meget. Hvis en sæson rummer mere end fem svage afsnit, så begynder der at sprede sig en ubehagelig dunst af aflysningstruet.

Generelt er jeg lidt loren ved den aktuelle standard af eventyr/fantasy/sci-fi tv-serier. Udover netop ’Fringe’ og ’Supernatural’, er der reelt kun ’Revolution’, der leverer narko til ’Lost’-segmentet. Måske jeg har overset nogen? I så fald hører jeg gerne fra mere oplyste læsere.

4 kommentarer til “Let stagnerende sci-fi serier”

  1. Hvis du er et tilgivende menneske, kan du bevæge dig ud i “The Walking Dead”. Sæson et er ret vellykket, mens sæson er en mere ujævn affære med enkelte højdepunkter trods plothuller og irrationel adfærd i hobetal. Her i husstanden næres der dog store forventninger til sæson 3, der ser ud til at trække på tegneseriens bedre aspekter.

    Svar
  2. Jeg så engang første (stramt gennemførte og lovende) afsnit af ‘Walking Dead’, men ved ikke rigtig om jeg har nerver til det. Du skriver med en mand, der er notorisk angst for blod og afrevne lemmer. Zombier i tv-serier er derfor noget af en mental udfordring. Omvendt ligger serien jo på Netflix og venter, så….

    Svar
  3. Jeg er tilfældigvis helt up to date med The Walking Dead, takket være internettets mere shady sider.
    Det er en fremragende hack’n’slash-serie, men man savner i den grad mere udvikling hos de forskellige personager.

    Det er som om at 80% af karaktererne er givet en bestemt livslængde (Logans Run, anyone?), hvorefter de på efterhånden ret forudsigelig vis bliver elimineret.
    1. sæson er god, anden står i stampe i store dele, og 3. er forløbet fint (der er pt. ophold midtvejs pga. juleferie).

    Man savner lidt en reflektion over, hvad det gær ved folk, når samfundet braser sammen og det bogstaveligt talt er en kamp for ikke at blive ædt.

    Svar
  4. -V-, hvis du gerne vil reflektere over den slags, så bør du læse Jstin Cronin ‘The Passage’ i din juleferie. Den dækker netop dette spændende felt.

    Svar

Skriv en kommentar