Last Century Modern

Det er en farlig sag at rydde op i sine skabe. Således stødte jeg på min oldnordiske transportable MiniDisc, hvor til jeg i årene 1997-2004 optog og overspillede utrolige mængder musik. Ja, jeg tror faktisk ikke der er den elektropop cd på det Nordjyske Landsbibliotek som ikke har været en tur forbi. Nu blev MiniDisc formatet jo ganske hurtigt forældet, og døde fuldstændigt med MP3 afspillerne – og ikke mindst de allestedsnærværende iPods. Derfor har min møjsommeligt optagede musik ligget stort set uberørt af menneskehånd de sidste tre år. Under oprydningen har jeg imidlertid fået koblet afspilleren til mit anlæg, så jeg brugte en god bid af min lørdag aften på at gå på opdagelse i den musik jeg hørte for en del år siden, men nu mere eller mindre har glemt.

Det bragte både glæder og sorger. Glæder fordi jeg genopdagede en del fabelagtige sange, sorger fordi der – set i bagklogskabens herligt klare lys – også er utrolige mængder lort i blandt. Der var dog, heldigvis, flest af de nostalgiske ‘ih-det-var-skisme-også-et-fantastisk-nummer’ oplevelser. En af dem var min yndlingssang i 1999 (sådan husker jeg det ihvertfald), Everything But The Girl: Future of the Future (Stay Gold).

Videoen er ganske ringe (“åh Gud! De kysser hinanden på gaden!”), men kan stadig her mange år efter hensætte mig i mere eller mindre ekstase. Originalen – som jeg naturligvis købte på single – er 9 minutter og 32 sekunder lang, og den er stadig eventyrlig. Og det på trods af at jeg i dag som udgangspunkt synes, at housemusik er afskyeligt. EBTG sangerinden Tracey Thorn burde kanoniseres som helgen ved først kommende lejlighed, så god er hun.

Og det værste er, at jeg havde glemt alt om sangen. Det er minimum fem år siden jeg hørte den sidst. Måske man skulle genopdage sin elektroniske fortid.

Skriv en kommentar