i Verden

Lånte fjer

Jeg har bestræbt mig flittigt på ikke at gå alt for meget op i det amerikanske præsidentvalg i år. Det er nemmere nu, end det var i 2008. Hvis man har haft fornøjelsen af at læse John Heilemann & Mark Halperins fremragende bog ’Game Change’, ved man at valgkampene (både primærvalgene og selve præsidentvalget) dengang næppe bliver overgået i dramaturgi, melodrama, fejende violiner, markante personligheder og højstemt symbolik.

Det var bedre underholdning end selv de mest kalkulerende tårerpersere fra Hollywood. Alene primærvalgenes opgør mellem Obama og Clinton kunne have båret en sæson af ’The West Wing’ i sig selv. Selve præsidentvalget var ekstra spændende for undertegnede, da jeg havde en gammel forkærlighed for John McCain i hans ikonoklastiske ’maverick’-dage. Hans nødvendige højredrejning i valgkampen dæmpede beundringen en smule, men alligevel: Jeg havde en favorit, og det var ikke ham, som stort set alle andre var forelskede i. Den slags trods-situationer sætter jeg stor pris på.

Men 2012-valget? Jeg kan godt se, at medierne går i overdrive og overrapporterer voldsomt fra USA. Alligevel er jeg næppe den eneste, der har et noget mere distanceret forhold til begivenheden i år. Obama har om ikke skuffet, så i hvert fald haft for vanskelige forhold i sin første embedsperiode til at kunne leve op til de mange (muligvis uberettigede) tro, håb og drømme, som mange tolkede ind i hans valgsejr. Modkandidaten Romney er ganske ualmindeligt kedelig. I sin essens er han vist en nogenlunde moderat forvaltertype, der (ligesom McCain) har været nødt til at slå værdipolitisk højre om for at kompensere for sin (i manges øjne sære) religion og overklassefremtoning. Ud over at være søvndyssende har Romney tilmed formået at køre en jævnt inkompetent kampagne. Obama har derfor – til trods for sin ikke overbevisende første periode – ikke behøvet anstrenge sig voldsomt for at fremstå som det rationelle og fornuftige valg. Samlet set: Et opgør mellem en skuffelse og en kedsommelighed, ja, det har altså været vanskeligt at hidse sig sådan rigtig op over.

Lige indtil nu. For efter sin overraskende stærke præstation ved den første tv-debat mellem de to kandidater i sidste uge, har Romney haft travlt med at italesætte sig selv som det store comeback kid. Det er sådan set helt i orden, hvis ikke det var fordi han havde krænket min religion samt stjålet og vanhelliget mit livsfilosofiske slogan: Clear Eyes, Full Heart, Can’t Lose!

Jeg har ikke hang til metafysik. Faktisk har jeg kun sekulære guder. Og den største af disse er Coach Taylor fra tv-serien ’Fridag Night Lights’. Han er den mand, man kun i sine drømme kan stræbe efter at blive. Ærlig, har integritet, hjertet på rette sted. Når hans football hold fra den fiktive lorteby Dillon, Texas gik på banen råbte han: “Clear eyes, full hearts,” hvortil hans hårdtkæmpende spillere ville brøle:  “Can’t lose!” hvorefter de ville gennemføre et helt usandsynligt comeback imod alle odds.  Hvis man misbruger Coach Taylor, misbruger man mig. Og når Romney vil gøre Coach Taylor til sin, så vækkes min indre fundamentalist.

Et så godt slogan som ”Clear Eyes, Full Heart, Can’t Lose!” er selvfølgelig brugt før, herunder af vores allesammens Obama under en football kamp på Soldier Field i Chicago. I det mindste anvendte han det rigtigt. Eftersom at Romney er Romney (dvs. en tabula rasa, der adopterer holdninger og slogans som vinden blæser), kan han ikke finde ud af citere korrekt. Således lyder på debatmøder:  “Full eyes, clear hearts, can’t lose”. Nej, jeg laver ikke sjov.

Romney påstår at han er Coach Taylors sande arving, da forfatteren bag bogen ‘Friday Night Lights’ har anbefalet ham. At hverken Coach Taylor eller det forkromede slogan indgår i bogen er en ubekvem siutuation, mener  ikke det, der gør Romneys tyveri og forkerte citation til en decideret forbrydelse. Nej, det skyldes, at for os der elsker ’Friday Night Lights’ betingelsesløst, er Coach Taylor vores pave, vores profet, vores moralske klippegrund, vores lys i mørket. Han gav halvlegstaler, der var prædiker om smerte, menneskelivets grundvilkår og om hvordan samarbejde vinder over grådighed og selvglæde. Coach Taylor prædikede med andre ord om håb og forandring. I det første afsnit beder holdet til Gud i halvlegen (vi er vel i Texas), og det sker med en bøn, der ville give Billy Graham mindreværdskomplekser:

 “Give all of us gathered here tonight the strength to remember that life is so very fragile. We are all vulnerable, and we will all, at some point in our lives… fall. We will all fall. We must carry this in our hearts… that what we have is special. That it can be taken from us, and when it is taken from us, we will be tested. We will be tested to our very souls. We will now all be tested. It is these times, it is this pain, that allows us to look inside ourselves.”

I et senere afsnit rådgiver han den Vince Howard – den problemfyldte, men ekstremt talentfulde quaterback – om at blive en bedre person. Vince har problemet med sin kriminelle far, der nu er flyttet ind hos moderen og lever på nas og udnyttelse af moderens følelser:

 “Coach, my dad just got out of prison. He’s staying with me in my house… and I can’t stand him. My mom, she asked me to forgive him. To be ‘better’. And you’re asking me to be ‘better’. I don’t know how to be ‘better’ because he never taught me how!” said Vince.

“Listen to me. I said you need to strive to better than everyone else. I didn’t say you needed to be better than everyone else. But you gotta try. That’s what character is. It’s in the try,” said Coach Taylor.

‘Character’ er også hvad du gør, når ingen kigger. Man må spørge sig selv om Coach Taylor mon ville være enig i følgende udsagn:

“Forty-seven percent of Americans pay no income tax. So our message of low taxes doesn’t connect. So he’ll be out there talking about tax cuts for the rich. I mean, that is what they sell every four years. And so my job is not to worry about those people. I’ll never convince them they should take personal responsibility and care for their lives.”

‘Friday Night Lights’ er i sin essens god og smuk og ægte. Det giver derfor mening for Romney at forsøge at række ud til de 47 pct. ved at citere (eller i dette tilfælde: Fejlcitere) ”Clear Eyes, Full Heart, Can’t Lose!”. Hvem ved, måske det hjælpe ham til rent faktisk at skabe et ægte emotionelt bånd til et vaskeægte menneske.

Men Coach Taylor snerrede ikke foragtende af de svage. Og da rige ’boosters’ tvang ham ud af West Dillon, så løftede han de ressourcesvage og fattige unge på East Dillon til et state championship ved at få dem til at tage ansvar for sig selv og deres liv. Coach Taylor var en ’moulder of men’. Vi kendte ham. Han var vores ven.

Og du, Mitt Romney? Du er ingen Coach Taylor. Tag det tilbage. Nu.

Giv lyd fra dig

Comment

  1. Politics aside: Det stærkeste indlæg længe. Vi har alle brug for en coach Taylor fra tid til anden. Og spørgsmålet “hvad ville coach Taylor sige til dette?” er nok den klogeste tilgang, jeg kender.