Læsehestens bekendelser i maj

Læsningen går lidt op og ned for tiden, men er vanen tro mest fokuseret indenfor sci-fi og fantasy genrene. Eller, nuvel, det er ikke helt korrekt. For efter at have fortæret alenlange, energidrænende (og ikke nødvendigvis særskilt gode) fantasybøger af Brandon Sanderson og Robert Jordan, havde jeg en afstikker til de såkaldte moderne klassikere. Læste Tom Wolfe, Hunter S. Thompson og gik i stå i den famøse ’Infinite Jest’. Det var en til tider fornøjelig og opbyggelig opdragelse indenfor socialt acceptabel litteratur.

Men nu er jeg så igen mest på sci-fi vognen. Kombineret med lidt murstensværker indenfor historie og religion.

Efter at været gået i selvsving over James S.A. Careys forholdsvist fremragende ’Leviathan Wakes’, gik jeg i gang med opfølgeren ’Caliban’s War’. Den var udmærket underholdning, men forgængerens sublime blanding af spaceopera og horror var der ikke tale om. Hvad var der galt? Læste for nylig en boganmeldelse, der grundlæggende delte sci-fi genren op således:

”There are two kinds of science fiction, let’s say, because we’re the kind of people who like to divide things into two kinds: the kind where things happen and the kind where nothing happens.

That’s not how SF is commonly grouped. Very generally, people like to talk about the “hard SF” crowd, who politely but rabidly describe the percentage of light-speed their spaceships’ drives are able to achieve and the hows and whys of atmosphere creation. (Oh, the shielding issues for the life-support habitat, you can’t imagine!) And there are the “soft SF” writers, who are more concerned with human beings than with orbit math and the physics of pulse-detonation engines. Of course, lots go happily between.

The one “soft” SF writer beloved by all is Ursula Le Guin, one of the best living writers, period, the end. What’s far more notable about her is that, although you would not notice it, often next to nothing occurs in her books and stories. It’s a terrific trip if you look through them with that in mind. If you return to The Left Hand of Darkness, two people go on a journey through a cold land; in The Dispossessed, a physicist leaves his stifling post-utopian planet for its neighbor. And still those books carry more impact than the most lurid gravity-slingshotting shoot-’em-up.

The real opposition in SF is in the writers of these powerful stories about people against those who write the action-packed space operas. Neato books and stories often aren’t imagination; they’re Sudoku, and the machinations of these writers can turn unfun fast. While space opera master Alastair Reynolds is a super-smart man with terrific big SF ideas, his books can turn into heinous slogs, where by Page 250 you easily forget—or stop caring!—who’s who and why’s why.”

Jeg har aldrig læst noget af Ursula Le Guin (og foretrækker bøger med en reel handling), men ’Caliban’s War’ laver en Alastair Reynolds. Actionscenerne er professionelt skruet sammen, rumskibene affyrer rigelige mængder photonmissiler og de intergalaktiske rænkespil er mangfoldige. Men personerne? Pfffffh. Jeg kunne leve med at de var papirtynde karikaturer i den første bog, men når fortællerlysten går i stå og jeg skal udholde 400 sider mere? Nej. Ikke det. For Guds skyld, ikke det. Spørgsmålet er nu om jeg skal tilgive Carey, når tredje bind udkommer her i juni. Jeg grubler stadig over det. Første bog var så fornøjelig …

I april gjorde Robert Charles Wilsons ’Spin’ mig kåd som en teenagepige til Justin Bieber koncert. Faktisk så kåd, at jeg rekvirerede de to opfølgere ’Axis’ og ’Vortex’ direkte efter. Ingen af dem er decideret dårlige bøger, men Wilson havde åbenlyst mere på hjertet i første bog. Vi springer frem og tilbage 10.000 år i tiden og mellem planeter. Det er meget episk og slutningen er af 2001’ske dimensioner. Det hele bliver dog mindre relevant og vedkommende end i ’Spin’, der udforskede nogle interessante psykologiske spørgsmål. I både ’Axis’ og ’Vortex’ kæmper Wilson med at finde en plausibel og interessant forklaring på hvem der opsatte den enorme barriere rundt om Jorden – samt ikke mindst hvorfor. Hans forklaring efter 1200 siders læsning i de tre bøger er i sidste ende et antiklimaks. Jeg var underholdt undervejs, men i sidste ende følte jeg mig brugt og ked af det. Lidt ligesom jeg havde været til Justin Bieber koncert, formoder jeg.

På natbordet ligger lige nu Kim Stanley Robinson ’Red Mars’ og Brandon Sanderson ’The Way of Kings’. Den første er en veritabel klassisker indenfor sci-fi genren, og jeg ser da også frem til at læse om de utopiske, post-kapitalistiske, terraformende og kooperative samfund på Mars. Sanderson stiftede jeg bekendtskab med sidste år. Hans ’Mistborn’ serie var aldeles glimrende, så jeg er fortrøstningsfuld i forhold til ’The Way of Kings’. Det er den første fantasybog i lang tid, så jeg er spændt på om jeg kan afvænne rumskibene til fordel for drager og andet godtfolk.

Indenfor faglitteraturen er jeg igang med Diarmaid MacCulloch ’A History of Christianity’. Ikke fordi jeg er blevet specielt religiøs, men jeg synes det er interessant at læse om religioner behandlet som sociale, historiske og kulturelle fænomener. Bogen er således ikke teologisk, men derimod et digert religionsvidenskabeligt værk. Den giver mig en udfordring. Der er mange historiske perioder jeg synes er interessante (den katolske kirke i Middelalderen, oplysningstiden og det 20. århundrede), men det er kognitivt umuligt for mig at læse de 1000 tætskrevne (og jeg mener virkelig tætskrevne) sider fra ende til anden.

Greg Wolf ’Rome: An Empire’s Story’ er med sine 400 side mere barmhjertig. Den har fået fremragende anmeldelser, men jeg er endnu ikke rigtig kommet i gang med den. Generelt oplever jeg en større interesse i mit sind for at læse om perioden. Tidligere holdt jeg mig til det østromerske univers i Byzans, men man skulle da være et skarn, hvis man ikke forsøgte at blive vidende om det vestromerske også. Nu ligger bogen i hvert fald på natbordet og stirrer nidkært og forventningsfuldt på mig.

Hvad med jer? Læser I nogle fremragende bøger for tiden? Nogen man også bør læse?

Skriv en kommentar