i Bøger

Kørt fast i dyster læsning

Er gået en anelse i stå i min faglitterære læsning. Kan ikke for alvor få gjort noget ved de bøger, der efterhånden har givet mig dårlig samvittighed siden begyndelsen af december.

Ivan Krastev & Stephen Holmes ‘The Light that Failed’ er ellers i udgangspunktet lige noget for mig. Et politologisk-historisk tilbageblik på seneste 30 år siden Murens fald. Mmmm. Tilmed med et særligt fokus på udviklingen i de central- og østeuropæiske lande. Altså, Sofisten anno 2006 ville slet ikke kunne være i sig selv ved den beskrivelse. Sofisten anno 2020 har dog noget nemmere ved at holde begejstringen i ro. Ikke at det er en uinteressant eller dårligt skrevet bog. Tværtimod har de 20 sider jeg indtil videre har læst været både begavede, indsigtsfulde og tankevækkende. Men … de har også været nedslående. På det personlige plan er jeg hvis ikke oprørt, så dog fundamentalt deprimeret over at tingene gik som de gik. At verden ikke er et bedre sted. At håbene fra dengang om frihed løb ud i sandet. Og at vi kigger ind i en fremtid, der ikke virker lovende for mine børn. Så måske det snarere er mig – og ikke Krastev & Holmes – den er gal med. Bogen er jeg i hvert fald gået i stå i.

Eric Kaufmanns kontroversielle ‘Whiteshift’ var på mange must-read lister sidste år. Det forstår jeg egentlig godt, men jeg er her efter halvanden måned ikke helt mentalt klar på 580 sider om den samfundsmæssige betydning af at hvide indenfor de næste årtier ikke længere er i majoriteten i den vestlige verden. Måske der er emnet, måske det er de mange tætskrevne sider med lille skriftstørrelse, der hæmmer mig. Uanset forklaringen, så kommer jeg ikke videre i den.

Endelig gav mine forældre mig Rune Lykkebergs ‘Vesten mod Vesten’ i fødselsdagsgave. Endnu en bog der kredsen om krisen i de vestlige liberale demokratier, man aner efterhånden et mønster. Jeg burde se at få den læst, men Lykkeberg som skribent er begyndt at irritere mig. Første gang han tilbage i begyndelsen af 10’erne lavede sit ‘jeg fortolker samtiden ved at analysere popkultur og løfte det (for) højt op i Informations-klummeskribent niveau’-stunt syntes jeg det var vældig fornøjeligt og begavet. Her i mit midaldrende tusmørke virker det imidlertid mere selvsmagende og trættende. Nej, Lykkeberg, ærligt talt, ‘Hunger Games’-bøgerne er ikke for mig de primære kilder til at forstå den vestlige verdens dekadente forfald. Så jeg går i stå, hvilket frustrerer mit ego og giver mig dårlig samvittighed. Jeg vil jo så gerne være en god søn og læse de gaver, jeg får af mine forældre.

Løsningen på det hele? Det er selvsagt den nye flok bøger, jeg har til aften har bestilt på Amazon. Intet løser en læsekrise som at tilføje nye bøger i stakken!

Giv lyd fra dig

Comment