i Verden

Konfucius strikes back

Dengang jeg gik i gymnasiet var jeg overbevist om at jeg skulle læse historie, det var ihvertfald det fag jeg syntes jeg var mest interessant dengang. Sidenhen fandt jeg jo så ud af, at jeg dels ikke havde den store trang til at blive gymnasielærer, dels at de elementer af historien jeg syntes var rigtig spændende – politiske forhold – ikke helt kunne oppebære, at jeg samtidig blev nødt til at læse støve bøger om forholdene mellem fæstebønder og herremænd. Så det endte med at blive statskundskab, om end jeg i dag ikke er sikker på at jeg har den store lyst til at sidde i den offentlige forvaltning. Og det kunne nu være rart at man vidst præcis hvad man skal efter studiet er forbi (en tandlæge og en sygeplejerske ved ligesom hvad de skal lave, det er lidt mere tricky med mit føle-røre agtige avislæserstudium).

Men ovenstående indledning om historie var nu ikke tænkt som indledningen til endnu en klagesang fra min side. Derimod kan min historisk interesse og fascination af mærkværdige politiske systemer ses som en forklaring på, at jeg i går aftes surfede lidt på rejseberetninger fra det mærkeligste land af dem alle: Nordkorea. En del af det pudsige ved at besøge Seoul sidste år var bevidstheden om at der små 150 km nord for byen ligger verdens sidste tilbageværende stalinistiske diktatur. Landet er notorisk svært at komme til at besøge og det er tilsyneladende ikke ligefrem hvad man kunne kalde for ‘hyggeferie’ at være turist der. Udover de sædvanlige beretninger om den mærkværdige personkult i landet (den afdøde præsident Kim Il Sung er ‘Den store leder’, mens sønnike Kim Jong Il er ‘Den kære leder’), livet i et isoleret diktatur og den massive indoktrinering befolkningen udsættes for, så stødte jeg på følgende sekvens fra 1stopKorea.com‘s beretning om besøget ved Myohyang-san bjerget i den såkaldte Demokratiske Folkerepublik:

“During our wait I also witnessed one of the odder spectacles of the whole trip – a group of Korean-Japanese high school students visiting the shrine on a separate tour. Without getting too long-winded, there are large numbers of Korean-Japanese, descendants of those taken to Japan when Korea was a Japanese colony (1910-1945), who still believe the North Korean regime is the rightful ruler of the peninsula. One of the largest North Korean hard currency sources is donations from these ‘overseas compatriots’ in Japan. Chances are, if you’ve ever played pachinko in Japan (since most pachinko parlors are owned by these Korean-Japanese) a part of what you paid was donated to North Korea.

The students we saw were part of a North Korea affiliated high school in Japan. While we talked and took pictures they took turns breaking into smaller groups to sing songs eulogizing the two Kims, North Korea, Juche, etc. The singing and, apparently very real, fervor were unbelievable. Even Mr. Baek was giving them some odd looks as they continued their emotional, non-stop singing. To grow up in a place as modern and open as Japan yet still subscribe to this ideology and regime . . . wow. The memory of those earnest young faces fervently singing away is one of the strongest of the whole trip.”

Jeg ved ikke helt hvorfor beretningen kom bag på mig. Egentlig vidste jeg jo godt at der er en betydelig koreansk minoritet i Japan, ifølge Wikipedia er der op mod 615.000 koreanere i Japan, de såkaldte ‘Zainichi‘. Uden at skulle komme ind på problemstillingerne omkring hvorfor der er så mange koreanere i Japan (længere affære med det kejserlige Japans adfærd fra 1910) eller forholdene for minoriteter i et så etnisk homogent og konfuciansk tænkende samfund som det japanske, så kan det konstateres at den koreanske diaspora er delt op i de nordkoreansk sindede (ca. 35 pct., organiseret i Chongryon) og de sydkoreansk orientede (de resterende 65 pct., organiseret i Mindan). Ikke overraskende er især Chongryon udsat for en del kritik og kontroverser. Bl.a. driver de det såkaldte ‘Korean Central News Agency from the DPRK’, det foretrukne sted på nettet hvis man leder efter tragikomiske pressemeddelelser (jeg nævner i flæng: “Mass Rallies Held in Cities and Counties to Denounce U.S. Imperialism” og “Kim Il Sung Praised as Greatest Man in S. Korea“). Mere låddent er dog det faktum, hvilket ovenstående rejseberetning også nævner, at Chongryon sidder på en stor del af Pachinko sektoren i Japan. Enhver der har besøgt Japan har med garanti oplevet de endeløse spillehaller, hvor storrygende japanere spiller på yderst højlydte maskiner. Det er ikke småpenge vi taler om. Economist skriver i denne uge:

“Pachinko remains one of Japan’s favourite pastimes, even though pachinko parlours are considered rather seedy, the number of players has fallen by nearly half (from 29m to 18m) in the past decade and the industry operates in a legal grey area. According to the National Police Agency, which oversees the industry, the Japanese collectively spend some ¥30 trillion ($260 billion) a year playing pachinko and its upstart cousin, pachislot—roughly equal to spending on health care. Borrowing money to play pachislot is thought to account for almost half of consumer debt.”

Ud over at medvirke til at holde Nordkorea kørende rent økonomisk, så står Chongryon også for driften af omkring 60 koreanske skoler i Japan. Det kan måske forklare hvorfor der står zainichi gymnasielever og synger sange til Den Store Leders ære. For en almindelig dum vesterlænding som undertegnede kan den slags måske være vanskeligt at forstå, men samtidig er det enormt fascinerende hvordan man i visse dele af Asien tænke meget mere i grupper frem for individer, samt de helt utrolige hierarkier de er i stand til at bygge op.

Jeg kan kun anbefale at man et øjeblik lægger de sædvanlige vestlige briller fra sig og i stedet sætter sig ind i hvilke mekanismer der holder andre samfundsopbygninger kørende. Kun på den måde kan man forstå hvorfor Nordkorea til stadighed tester raketter, hvorfor landene tænker som de gør, hvorfor Yasukuni til stadighed kan fremkalde skærmysler og hvorfor der ikke er clean cut løsninger på konflikterne derovre.

Giv lyd fra dig

Comment