Kompetencer

Fik tilsendt et interessant indlæg fra Punditokraterne – en blog jeg husker at have læst tilbage urtidssuppen i midten af 00’erne – om hvem der vælger at blive politikere. Med den sande libertarianers skepsis overfor politikere, skriver de:

Et særligt træk, der med jævne mellemrum ryster økonomer, er dog ikke politikernes personlighed, men deres klippefaste tro på egen indsigt. Reelt er mit indtryk, at mange – og måske de fleste – danske politikere lider af Dunning-Kruger Syndromet. Som Dunning og Kruger pointerede i deres oprindelige artikel, er problemet at ”Those with limited knowledge in a domain suffer a dual burden: Not only do they reach mistaken conclusions and make regrettable errors, but their incompetence robs them of the ability to realize it.” Med andre ord er de så inkompetente, at de ikke er kompetente nok til at indse deres fejl. Kombinationen af dyb inkompetence og klippefast tro på egne kompetencer er med andre ord et klassisk fænomen hos politikere, en glimrende forklaring på meget aldeles tåbelig politik, og en del af svaret på, hvorfor særinteresser ofte har så ekstremt let adgang til at påvirke visse politikere.

Muligvis en lidt polemisk konklusion, men jeg kan følge den et stykke hen af vejen.

Jeg lyttede for et stykke tid siden til en Malcolm Gladwell podcast, hvor han behandlede selektionsmetoder af politiske kandidater (og CEO’s og videnskabelige artikler!). Fordi de fleste mennesker er så usandsynligt ringe til at vurdere andre menneskers reelle kompetencer og væsen, så lader vi os forblænde til at stemme på de kandidater, der er gode til ‘sælge sig selv’, holder gode taler, er skarpe i en politiske debat og er ekstroverte. Og det vel at mærke selvom disse egenskaber intet siger om kandidaternes lederevner, intelligens, indsigt, empati, etik, arbejdsmoral, samarbejdsevner, beslutningskraft eller evne til at skabe politiske resultater sammen med andre.

Denne bias betyder, at de indadvendte, stille og mindre opmærksomhedssøgende typer de facto bliver sorteret fra på jobmarkedet og politiske hverv, selvom de måske alt andet lige kan være mere kvalificerede – og derved ville være langt bedre at have i kommunalbestyrelsen, i folketinget eller som kolleger.

Jeg ved derfor ikke om der som sådan er noget galt med politikere per se. Men jeg er ret sikker på, at den måde vi rekrutterer og udvælger kandidater betyder, at enorme mængder potentiale og talent bliver spildt. Det kræver en særlig opmærksomhedssyg personlighed, at have lyst til at føre en valgkamp og være i rampelyset. De færreste har lyst til det, og dermed ender vi med Dunning-Kruger’ske politiske processer.

Jeg kom til at tænke yderligere over spørgsmålet om politikernes kompetencer – eller mangel på samme -, da jeg lyttede til (endnu!) en podcast. Det var et interview med forfatteren til en ny biografi om John Maynard Keynes, hvor de betonede Keynes’ evne til at tænke syntetisk og se de helt store sammenhænge. Uanset hvad man måtte mene om Keynes’ økonomiske teorier i øvrigt, så anerkende de fleste nok at han noget af et renæssancemenneske og en polymat. Og selvom han ikke var politiker, så kan man godt savne, at vi i dag på globalt plan havde visionære ‘stortænkere’ som ham til at hjælpe med at forme og fortolke verden i en omskiftelig tid. Af filosofkonger og statsmænd har vi vel i 2020 reelt kun Merkel (lidt endnu) og Xi Jinping (der må siges at være magtpolitikeren par excellence), mens typer som Macron gerne vil give indtryk af at være det. Ellers er der destruktive taktikere (Putin) og Hindutva-ekstremister (Modi). Trump magter jeg ikke engang at nævne i den samtale.

Lang historie kort, så virker det til, at vi pt. er begunstiget med et nærmest unikt svagt hold af inkompetente globale beslutningstagere. Det er vel at mærke på et tidspunkt, hvor der er allermest brug for nogen, der kan og vil genrejse den liberale verdensorden – og tage fat på at løse de globale problemer, først og fremmest klimakrisen. Tror vi med fordel kan holde på hat og briller i de kommende år.

Skriv en kommentar