Kold Krig 2.0

George W. Bush og de øvrige statsledere fra verdens største økonomier er i Europa for tiden med henblik på at deltage i G8 topmødet. På dagsordenen er så forskellige emner som klimaforandringer og den global opvarmning, globaliseringen og fattigdomsdomsproblematikker i Afrika.

Ud over de forskellige notabiliteter og statsoverhoveder, så deltager også en række mindre konstruktive elementer i løjerne. Bl.a. har 25.000 ‘aktivister’ fundet vejen til Nordøsttyskland, hvor en minoritet tilsyneladende fordriver tiden med at spærre indfaldsvejene til Heiligendamm, lave hyggehærværk og med at slås med politiet. Der er med andre ord lagt op til alle tiders studietur for ‘Forældre mod politibrutalitet’, hvor de alvor kan se hvordan den repressive statsmagt knægter deres arme børns ret til at smide med sten mod politiet. Imens pøbelen hærger, så glemmes de ting de fredelige aktivister kom for at skabe opmærksomhed omkring, bl.a. løfterne omkring gældsafvikling for udviklingslandene afgivet ved G8 mødet efter Live8 i 2005. Hvor må det, jf. balladen på Nørrebro i marts, være herligt at være aktivist, når man ved at ens sag med alt sandsynlighed bliver kapret af de voldspsykopater i miljøet, hvis eneste interesse er ballade. Så kan man da være sikker på aldrig at blive hørt. Ak og ve.

Mødet handler dog ikke kun om klima og fattigdom. Også sikkerhedspolitik fylder ganske meget på dagsordenen, aktualiseret af debatten omkring opstillingen af et amerikansk missilforsvar i Polen og Tjekkiet. Russerne er mildt sagt ikke begejstrede for idéen. Godt nok er det planlagt rettet mod Iran, men det afholder ikke den rare Putin fra at anvende liflig kold krigs retorik og tale om et nyt våbenkapløb. Ligeledes truer han med at rette missiler mod Europa, hvis amerikanerne går videre med deres planer. Stemningen har derfor ikke overraskende været en anelse trykket op til G8-mødet, ligesom Bush, Blair og Putin gerne udveksler et par snappy svinere med hinanden.

Hvad skal man sige til det hele? Hvorfor er det at de lusepustere til amerikanere ikke kan holde deres antimissil radar for sig selv? Når nu befolkningerne i både Polen og Tjekkiet mildt sagt er skeptiske overfor at få stillet anlæggene op på deres territorier? Og hvorfor er det ellers så lune forhold mellem Bush og Putin kølnet så markant? Er det overhovedet noget man behøver interessere sig for?

Nu er det ikke fordi jeg sådan er bange for at iranerne giver sig til at tæppebombe det ydre Østerbro lige med det samme. Ligeledes er det vist heller ikke sikkert at det meget omtalte missilforsvar overhovedet virker. Ej heller er jeg begavet nok til at vurdere den større magtbalanceforskydning som en opstilling vil kunne betyde. Men jeg har meget svært ved at synes særlig godt om Iran, når det støtter en borgerkrig i Irak, lyver og bedrager når det gælder atomteknologi og i øvrigt truer Israel i tide og utide. Muligvis er det blot retorik, men jeg synes det er svært at forsvare. Og når først deres kumpaner i form af russerne ruller sig ud med trusler og bål og brand, så bliver jeg ærligt talt godt og grundigt muggen.

Måske er jeg biased af en række dårlige oplevelser dengang jeg besøgte Rusland i 2004. Men det forekommer mig en anelse til grin at verden overhovedet lytter så meget til det land. Rusland er en korrupt, semi-autoritær, nationalistisk, voldelig, hyklerisk, omvandrende demografisk katastrofe (gennemsnitslevealder for mænd: 53 år!!!). Det er et land der konsekvent truer sine naboer, fører en usædvanligt beskidt og brutal krig i Tjetjenien, blander sig i nabolandes indre forhold, tror det kan true Europa med at lukke for sin olie og gas, samt holder hånden over despotiske regimer i bl.a. Sudan. Og det er landet med gigantiske sociale forskelle, udbredt racisme og hvor homoseksuelle bliver tæsket for at være homoseksuelle. På sigt vil verden udvikle sig væk fra afhængigheden af fossile brændstoffer, den russiske befolkning svinder og kineserne er allerede nu begyndt at kolonisere det østlige Rusland. Så ærlig talt: På bare lidt længere sigt, hvorfor er det så egentlig lige at man behøver lytte til den flok stratenrøvere? Med mindre russerne pludselig opfinder en mirakelkur, så holder de op med at være en relevant stormagt indenfor en overskuelig årerække. Kald mig bare en høg, men det er snart på tide at det laskede EU tager sit transatlantiske ansvar alvorligt og 1) Siger fra overfor russernes trusler og hykleri, 2) får gjort en massiv indsats for at få en reel satsning på ikke-fossile energikilder. På den måde kan Rusland måske endelig blive et ‘normalt’ demokratisk land. Jeg ved godt at det er lidt mere nuanceret og kompliceret end som så, men det er da en start. Den tidligere rådgiver for Poul Nyrup og nuværende politiske kommentator, Peter Mogensen på Politiken, er uenig med mig i den vurdering. Men ok, i betragtning af at han har arbejdet for manden der ikke kunne finde ud af at modtage Salman Rushdie i 1996, fordi han var bange for at støde iranerne, så kommer det næppe som den store overraskelse.

Ovenstående fristil er egentlig fremkaldt af Bush’s besøg i Prag i går. Jeg er mildt sagt ikke præsidentens største fan (religion og konservativsme i en utidig blanding er ikke lige mig), men hans tale ved en konference omkring demokrati og frihed, var ganske strålende. Han hyldede dessidenter der kæmper for frihed i autoritære stater, og i salen var bl.a. mit politiske idol over dem alle, Vaclav Havel, til stede. Et pudsigt faktum er, at de fleste borgere i den tidligere østblok faktisk er af borgerlig observans, samt har en intuitiv modvilje mod alt hvad der hedder supranationale statsopbygninger. Man lærte af bitre erfaringer med sovjetisk besættelse, hvad den slags leder til. Det betyder selvsagt at man ikke stoler på russerne over en dørtærskel. Og ligeledes nærer man en sund mistro hver gang de rare bureaukrater i Bruxelles og omegn forsøger at europæisere forskellige politik områder. Har I undret jer over hvorfor de sørens polakker ikke gider gøre som EU fortæller dem? Well, når man har levet under 40 års okkupation, så får man vis antipati imod at andre tager beslutningerne for een. Bagsiden heraf er selvfølgelig navlebeskuende nationalisme, mens den positive tolkning er at de gamle mekanismer med tvang og underkuelse ikke virker. Øst- og Centraleuropæerne kan finde ud af at sige nej. Også til russerne. Nu må vi så se om resten af verden er i stand til det samme til G8-mødet.

Og lad os så satse på at de får gjort noget ved den globale regulering af drivhusgasserne, for hvad hjælper det hele hvis ikke amerikanerne, inderne og kineserne vil lægge bånd på sig selv. Det bliver spændende at følge.

PS. Undskyld overskriften. Men jeg har lært at alting skal være ‘2.0’ for tiden.

Skriv en kommentar