Klubbland

Jeg har tænkt en del over det. Efter en lang udvælgelsesproces er jeg nået frem til et resultat. Det har ikke været nemt, og det har haft store økonomiske, emotionelle og familiære konsekvenser. Men nej, nu melder jeg det altså ud. Min yndlings Michael Jackson sang er IKKE ’Don’t Stop ’Til You Get Enough’, ’Rock With You’ eller ’P.Y.T. (Pretty Young Thing)’. Selvom de alle er ustyrlige mesterværker, der hver burde kanoniseres eller have deres portrætter mejslet i en af verdens større bjergkæder.

Nej, favoritten må siges at være ’Wanna Be Startin’ Somethin’. Det er måske ikke den stærkeste i hans sangkatalog. Der findes nok smukkere, mere ægte, gode, sande og vægtige sange der. Måske den bare er en flirtende lille sag. Men lyt lige til trommerytmen, der sniger sig rundt i baggrunden. Nyd den lille lumske basrytme. Bliv indfanget af det dragende synth-riff. Lige netop de tre elementer er helt centrale, og de er stærkt vanedannende. ‘Wanna Be…’ er det rene, pure og uforfalskede popnarko.

Måske var det derfor jeg elskede Lindstrøm & Christabelle ’Baby Can’t Stop’ i 2009 og nu elsker HAIM ’Forever’ her i 2013. Fordi de begge tyvstjæler de fra Michael Jacksons mesterværk i en sådan grad, at det nærmer sig plagiat.

Men som den store svenske poet og filosofkonge Håkan Hellström sang i 2002 ”Och jag vet att allt är falskt och bedrägeri, men det struntar jag i, för vi dansar och du har så mjuka läppar”. Og det har han jo ret i. For hvad gør det at ’Forver’ ikke er dybt original eller epokegørende, når den med simple virkemidler og lidt kærligt låneri fra Michael, nu rent faktisk er blevet et tindrende smukt popmesterværk? ’Forever’ er lyden af ungdom, af foråret (der aldrig kommer) og optimisme. Lyt til den en solskinsdag på vej mod friheden. Det vil redde jeres liv. Mærk jer mine ord.

Skriv en kommentar