Journey from A to B

Selvom man er doven af natur, kan man jo sagtens føle sig lidt ophængt. Så efter at de seneste dages specialearbejde ikke helt har hidbragt det ønskelige resultat (er stadig ikke tilfreds med vores analyse), så trængte jeg til den klassiske ‘lørdag-formiddag-på-Østerbro’ tur. Med andre ord ruflede Maria og jeg en tur på Ndr. Frihavnsgade for at købe lidt ind, samt en tur omkring Casablanca Records på Østerbrogade. Som sædvanlig var frekvensen af barnevogne, samt tilhørende ressourcestærke og overskudsagtige mennesker tårnhøj, men sådan en klar vinterdag er Østerbro nu alligevel svær at slå.

Selvom nettet vel i dag er et bedre sted at købe musik både pris- og udvalgsmæssigt, så sætter jeg stadig pris på at støtte de lokale butikker. Folkene i Casablanca er ligeledes ganske rare og ikke nærige med deres musikviden, så alt i alt har jeg det udpræget fint med at have investeret i Guillemots: ‘Through the windowpane’. Har vist nævnt Guillemots et par gange efterhånden, de er gamle bekendte fra de forskelle musik-blogs jeg frekventerer. Deres album kører i baggrunden i skrivende stund, og det er ganske nysselig musik. De kan ihvertfald finde ud af at skrue melodiøs indiepop sammen. Jeg har tilsyneladende også formået at udøve min dårlige indflydelse på Maria, ihvertfald købte hun sin første cd i årevis. Tilmed var det en anden yndlingskunstners nye album – Moneybrother: ‘Pengabrorsan’. Han er tilsyneladende gået over til at synge på svensk – hvordan det spænder af, må jeg lige vende tilbage omkring.

Er ellers gået igang med at genlæse Douglas Coupland’s Miss Wyoming i mine skrivepauser. Den er fra 2000 og stadig ok, slet ikke dårlig, men dog langt fra højderne i Microserfs (den direkte inspirationskilde til denne blog) og Generation X. Tidligere når jeg ved sociale komsammener skulle nævne min yndlings skønlitterære forfatter, nævnte jeg konsekvent Coupland. Ligeledes var jeg nok det Nordjyske Landsbibliotek flittigste låner af hans øvrige romaner og novellesamlinger Shampoo Planet, Life after God og Polaroids from the Dead. Selvom jeg stadig forsøger at læse alt hvad han udgiver, så er han blevet stadig mindre relevant for mig. På trods af at være opkaldt efter en The Smiths sang (hvilket jo burde borge for kvalitet!), så var Girlfriend in a Coma egentlig ikke særlig god. Hans nyeste roman, jPod, var en skuffelse, ligesom hverken Hey, Nostradamus! eller Eleanor Rigby var helt oppe at ringe. Man kan argumentere for at Coupland skriver for generationerne før mig. Generation X var ‘twentysomethings’ i begyndelsen af 1990’erne, og Coupland artikulerede dengang de træk som kendetegnede denne generation der kom efter baby-boomerne: Identitetskvaler, mistro til ‘grand-narrativer’, smånihilisme, postmoderne meningsløshed og en overdreven brug af ironi. Men Coupland er i dag ved at være en aldrende herre. Han er ikke længere chick og hans forkærlighed for popkunst (han forsøger at skabe en lident succesfuld karriere som installationskunstner!) virker lidt gammeldags efterhånden. Dialogerne i hans bøger er karikerede og omtrent ligeså troværdige som dem i Gilmore Girls. Personerne er lidt for snappy, lidt for ironiske, kender lidt for mange små-obskure popkulturfænomener og er lidt for gode til de kække kommentarer. Nu omgås jeg måske ikke de rigtige mennesker, men erfaringsmæssigt er det altså forholdsvis sjældent, at folk kan holde über-intellektuelle ironiske ping-pong sekvenser kørende i længere tid. Det kan de dog i Couplands bøger – og i længden går det ud over handlingsforløbene, som aldrig har været hans stærke side. Vil sandsynligvis stadig namedroppe Coupland, men har på fornemmelsen at jeg snart trænger til ny skønlitterær inspiration. Er min ambition at læse mere skønlitteratur når jeg engang bliver færdig med studiet – så hvis der er nogle gode forslag til forfattere jeg burde opdage, så er jeg lutter øren.

Skriv en kommentar