Jag har försökt förklara

Er træt af at planlægge fester. Både i bogstavelig forstand og i overført betydning.

Der er selvsagt brylluppet til august og den efterfølgende bryllupsrejse. Begge er logistiske udfordringer, hvor ting skal spille sammen og alting helst skal være godt. Derudover har jeg professionelt ansvaret for at planlægge og koordinere en række større begivenheder.

Det dræner mig.

Alt den planlægning, proces,  koordinering og bekymring. Jo, bevares, jeg ER neurotisk og kan godt lide at styr på tingene. Men det var nu alligevel ikke det, jeg visualiserede mig dengang jeg sad i gymnasiet og drømte om, hvad jeg gerne ville lave, når jeg blev voksen og følsom. Eller, well, reelt havde jeg heller ikke dengang et klart billede af, hvilke jobfunktioner jeg gerne ville have. Ikke en klart gennemtænkt vision for hvilke aktiviteter, der helst skulle fylde min tid. Ikke tænkt over, hvad der monstro kunne tænkes at give mening for mig. Ikke spekuleret over, hvordan mine spagfærdige mængder kreativitet kunne udleves.

‘Arbejdslivet’ var for mig dengang mere nogle diffuse begreber, drevet af misforståede billeder af, hvad der gav status og ret til at prale. ‘Ambassadør’. ‘Noget i udlandet’. ‘Noget med magt og indflydelse’. Ja, så dyb og indsigtsfuld var jeg.

Nuvel, jeg HAR været på en ambassade (godt nok som praktikant, men alligevel …) og jeg HAR været udstationeret. Det var altsammen godt og smukt og ægte, og jeg savner stadig både Prag og Bruxelles. Men jobfunktionerne? Det var stadig koordination, planlægning og bekymringer. Hvilket tyder på, at jeg åbenbart er god til de ting, og har opbygget kompetencer indenfor dem.

Hvilket frustrerer mig, for jeg hader at planlægge og koordinere. Ville ønske, jeg kunne fordybe mig i et emne, og så lade andre planlægge og koordinere omkring mig.

Undskyld den jamrende tone. Men jeg ved ikke, hvor jeg ellers skal gå hen. “Ville du vælge studiet om?“, spurgte de i seneste nummer af DJØF-bladet. Det ved jeg oprigtigt talt ikke. Men jeg ville nok ønske, at jeg havde tænkt mig bedre om dengang. Tænkt på om de fjollede fremtidsidealer jeg havde, rent faktisk afspejlede et arbejdsliv, der ville gøre mig glad. Nu er det nærmest for sent.

Skriv en kommentar