Jeg har mange tanker, usikkerheder og bekymringer i øjeblikket, men ingen af dem er af en sådan karakter, at de er egnede til at blive skrevet om i detaljer på en pseudoanonym blog som Sofisten.
Hvilket selvsagt er et dilemma, når de selvsamme bekymringer optager 90% af min vågne bevidsthed – og dermed ikke efterlader megen plads til kreativ udfoldelse, inspiration eller den trivielle tænkning, der altid har været fundamentet for mine skriverier.
Det kommer vel tilbage. Håber jeg.
Det kender jeg virkelig, virkelig godt.
Og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal skrive, for jeg kender dig jo ret beset ikke – men jeg er ked af at høre, at der er en overvægt af bekymringer i dit liv lige nu. Jeg håber, at det vil bedre sig snart.