Jeg har mange tanker, usikkerheder og bekymringer i øjeblikket, men ingen af dem er af en sådan karakter, at de er egnede til at blive skrevet om i detaljer på en pseudoanonym blog som Sofisten.
Hvilket selvsagt er et dilemma, nÃ¥r de selvsamme bekymringer optager 90% af min vÃ¥gne bevidsthed – og dermed ikke efterlader megen plads til kreativ udfoldelse, inspiration eller den trivielle tænkning, der altid har været fundamentet for mine skriverier.
Det kommer vel tilbage. HÃ¥ber jeg.
Det kender jeg virkelig, virkelig godt.
Og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal skrive, for jeg kender dig jo ret beset ikke – men jeg er ked af at høre, at der er en overvægt af bekymringer i dit liv lige nu. Jeg hÃ¥ber, at det vil bedre sig snart.