How to be a Dictator

Jeg er godt gammeldags pissesur på Frank Dikötter. For hvad fanden ligner det?

Engang skrev han banebrydende værker om det store spring fremad og kulturrevolutionen. Respekterede værker, der gjorde en forskel i synet på den kinesiske folkerepublik. Men hans ‘How to be a Dictator’ er lufthavnslitteratur når det er værst. Der er intet orginal forskning i bogen, der er et tyndt og vandigt opkog af velkendt og rigeligt velbeskrevet stof.

Jeg mener: hvor meget nyt og originalt er der egentlig at sige om Hitler, Stalin, Kim il Sung og Mussolini? Dikötter bidrager i hvert fald ikke med noget tankevækkende eller nyt. Det føles som at læse lidt længere (men meget dårligere skrevne) rapporter i The Economist. Generelt er det lidt bedre i afsnittene om Duvalier (“Papa Doc”) og Mengistu, men man føler sig aldrig rigtig indsigtsfuldt serviceret af Dikötter. Hans behandling af det etiopiske Derg diktatur er i hvert fald rudimentært i forhold til andre analyser, jeg før har læst.

I forordet skriver gøjseren endda frejdigt: ‘Among those who could easily have bern included in this book are Franco, Tito, Hoxha, Sukarno, Castro, Mobutu, Bokassa, Gadaffi, Saddam, Assad (father and son), Khomeini and Mugabe’. Ja, Dikötter, det kunne de, og de ville have være lysår mere interessante (og relevante for nutiden) at fordybe sig i, end endnu en forudsigelig langgaber om Stalin. Men det ville måske have kræver for meget arbejde af dig at sætte dig ind i en ny diktator? Ak og ve.

Samlet set er bogen kun anbefalelsesværdig, hvis man ønsker den helt overordnede intro til nogen af vor nyere histories største røvhuller. Alle andre bør holde sig væk.

Skriv en kommentar