Højtflyvende

Det har været et par fortrinlige og storslåede dage for fodboldklubber med ørne i klubemblemet. Først baskede Lazio bysbørnene fra Roma i Coppa Italia finalen. Hvilket i sig selv er rigeligt til at efterlade min sjæl glad, fro og fuld af blid brus.

Men ikke nok med det: Crystal Palace er tilbage i Premier League efter en dramatisk og grim Play-off finale på Wembley her til aften.

Det er tiltrængt. Jeg har ikke haft et decideret yndlingshold i den bedste engelske række i umindelige tider. Ja, faktisk ikke siden sæsonen 2004/2005, hvor Palace sidst var en alt for kort tur oppe at vende. Men nu (kun to-tre truende konkurser senere) er de så oppe igen – og vi må så se om en ludfattig klub fra en grim forstad i Sydlondon kan klare sig.

Jeg håber det. Thi Palace var sammen med Lazio den første udenlandske klub, som jeg udviklede upassende følelser for.

Min første fodboldkamp i udlandet fandt sted 11. april 1998 på Selhurst Park. Den skaldede legende Attilio Lombardo var spillende manager og Leicester City var på besøg. Palace tabte 0-3, hvor særlig det tredje mål den dag i dag kan få mine nyrer til at knuge sig sammen i strålende smerter. Højdepunkterne (hvis man da kan kalde dem det) er at finde på YouTube. Det var en lang tur hjem fra Croydon i forstadstoget.

På banen befandt sig også den allerede dengang overvægtige Thomas Brolin, der i det forår spillede 13 kampe for Palace uden at være blot marginalt  i nærheden af at score et mål. Senere på året rykkede Palace ned takket være en suveræn sidsteplads i Premier League. Thomas Brolin stoppede karrieren, åbnede en italiensk restaurant og blev siden professionel pokerspiller. Ja, den effekt har det at have besøg af mig til fodboldkamp.

Men slut med røverhistorierne. Palace er tilbage, og det bliver forrygende. Premier League er pludselig blevet interessant igen oven på mange års ørkenvandring.

Skriv en kommentar