Historieløs

Jeg kører i ring. Gentager mig selv. Kommer aldrig videre. Men i disse år er og bliver livet som AaB’er en bedøvende, følelsesløs, tom, retningsløs, glædesforladt, bittert-drag-om-munden-skuffende middelmådighed.

Der er intet formål, ingen essens, ingen pulserende kerne. Intet ondt, intet godt, intet drama. Ingen smerte, ingen ekstase. Ingen identitet, intet at elske. Ingen helte, ingen skurke. Kun en utæmmelig og altfortærende kedsomhed og tomhed.

For nylig læste jeg et interview med Joseph Campbell, manden der i 1949 udgav klassikeren ‘The Hero With a Thousand Faces’. Hans tese er at der findes en ‘monomyte’, en slags universalhistorie, der går igen i historiefortælling på tværs af alle kulturer og folkeslag – og at alle myter bare er varianter af den samme historie. Samme pointe havde Christopher Booker i ‘The Seven Basic Plots’, hvor han (som titlen svagt antyder) identificerede syv fortællinger, som alle historier kan indplaceres i. Og både Booker og Campbell er optaget af, hvor stor en rolle myter og fortællinger (om os selv, vores liv, vores omverden) betyder for både individet og samfundet.

Mit problem med AaB i disse år er, at de ikke har en myte eller en fortælling. De er helt og aldeles tomme. Der er ingen grund til at elske dem, ligesom der ikke grund til at hade dem. De ‘er’ bare. Det var meget sjovere i 2010, da de var i nedrykningsfare og kun med nød og næppe overlevede. Det var ikke decideret behageligt, men i det mindste fik striden en til at føle noget. Det var drama, det var episk. Og det er en fortælling, man som AaB’er kan referere til selv her 10 år senere.

Men nu hvor de med nød, næppe og takket være andres inkompetence, er endt i top 6 (og hvilket faux-drama er det ikke, at det skulle være en definerende succes?), hvad sker der så? De bliver de skilt ad, ydmyget, udspillet og gennempryglet i medaljeslutspillet. De er inderligt ligegyldige. Irrelevante. Er det der åndssvage hold, man trygt kan regne med 3 point mod. Et hold og en klub absolut fri for myter og interessante fortællinger. Den værste af alle verdener.

Jeg gik egentlig og savnede fodbold under COVID-19, men nu ved jeg snart ikke længere. Måske det var fint for mit sjæleliv, at jeg ikke var nødt til at forholde mig til AaB. Lige nu føles det i hvert fald som et spild.

Skriv en kommentar