i Musik

Hinsidans

Det er ualmindeligt sjældent at jeg er rigtig på forkant med noget som helst. Så når det endelig sker, så skal der skisme også prales og skrydes i vilden sky! Nu hvor alle – inkl. P3 og musikdisciplen og din mor – tilsyneladende har opdaget hvor geniale Familjen er, så er jeg nødt til at henlede opmærksomheden på, at undertegnede allerede i juli bekendtgjorde at Det snurrar i min skalle ville blive et monstrøst hit. Ja, nemlig ja. Når det gælder svensk elektronisk musik, så er jeg ikke sådan at løbe om hjørner med! Uagtet at Politiken sablede Familjens koncert forrige torsdag ned, så ændrer det ikke på at jeg er fristet til at købe billetter til Kents koncert i februar næste år – alene fordi Familjen er med som opvarmningsband. Opfyldt af ungdommeligt overmod vil jeg derfor kigge lidt i spåkuglen, og komme med et bud på hvem de kommende svenske totalt mega opperen pop-starzz kunne være:

Pencey Prep: Disse to utvivlsomt flotte fyre laver electronica, som ville kunne få New Order til at hulke ubehersket af misundelse. Personligt er jeg decideret forelsket i den vidunderlige Heart Me Up, som fortjener bredere eksponering end blot på denne usle lille blog. Besøg deres MySpace og bedøm selv.

Karin Ström: Det vil være en himmelsk uretfærdighed, hvis ikke hun også bliver stor i Danmark. Hun skriver på personlig vis på sin yderst fornøjelige blog, men er herudover leveringsdygtig i ferme melodier og knitrende beats. Jeg er særligt pjattet med Betydelsen af rum, men hendes øvrige sange holder ligeledes høj, høj klasse.

Tough Alliance: Det vil være løgn at kalde dem ukendte, men de må snart bryde igennem på denne side af sundet også. Koka Kola Veins er og bliver en genial sang.

PS. Stobbe, mht. din undren over den svenske svælgen i ABBA. Jeg tror personligt det hænger sammen med at det i Sverige ikke er illegitimt at kunne lide pop. ABBA er indbegrebet af den svenske Melodifestivalen tradition, som slet ikke er ligeså set ned på som Melodi Grand Prix er i Danmark. Måske med god grund. For hvor de danske sange befinder sig på et ualmindeligt lavt niveau, så er det faktisk nogle Sveriges fineste popmusikere som skriver sangene til det svenske. Se bare denne, som er leveret af førsteelskeren Orup. Det er overlegen pop! Og bemærk foriøvrigt den kreative brug af mikrofon stativet….!

Giv lyd fra dig

Comment