Gråt i gråt

Rasmus Würtz og Kasper Risgaard stopper i AaB, og jeg føler ingenting. Som i ingenting. Hvilket er aldeles forrykt; det er jo to sande AaB’ere, hædersmænd, mestre, kulturbærere og alt det der. Jeg burde være rørstrømsk, men det eneste jeg tænker er: Luk døren når I går, tak.

Jeg må indrømme, at de senere sæsoners deroute har gjort et eller andet ved mig. AaB er og bliver min hjerteklub, men det er et træt, mishandlet og noget melankolsk hjerte efterhånden. Ikke at jeg er ligeglad. Bestemt ikke. Men jeg forventer ikke længere, at mit fodboldhold kommer til at gøre mig glad, stolt eller bare (i manglen af bedre) positivt overrasket.

Mine forventninger er helt væk. Jeg forventer kun middelmådighed, skuffelser og et bittert drag om munden. Og jeg kan ikke engang romantisere det, eller iklæde de senere års elendigheder i en falsk eksilnordjyde patriotisme. For AaB er ikke elskelige tabere. De er aldrig lige-ved-og-næsten. De er ikke de sympatiske underdogs, der bliver uretfærdigt snydt for triumferne. De spiller ikke godt, tværtimod, AaB har i flere sæsoner været ligaens måske kedeligste hold. Vi tilhængere har heller ingen episke kan-du-huske-dengang kampe at dulme smerten med, i hvert fald ikke fra nyere tid.

AaB er grå, ligegyldige og irrelevante. De har ikke engang den simple anstændighed at være så pivringe, så vi i det mindste kan få os lidt nedrykningsdrama at varme os ved. Nej, det bliver en 7. eller 8. plads … og ellers ingenting. Det er nok denne … gråt i gråt tilstand, som jeg nu associerer med Würtz og Risgaard. Og det er nok derfor, at deres exit ikke afstedkommer nogen emotionel reaktion hos mig.

Det egentlige spørgsmål: Hvordan skal jeg nogensinde kunne lære mine børn, at der kun er én klub i Danmark – AaB – der er værd at elske? For det er måske sandt for mig, hvis sjæl for længst er skadet, ikke kan repareres og ikke kan elske en ny mere? Men de to små rockere? Hvorfor skulle de holde af noget så inderligt ligegyldigt, som en middelmådig fodboldklub fra deres fars fjerne hjemstavn?

Tanken smerter. De ender jo som, gulp, fans af en af hovedstadsklubberne, hvis ikke der sker en forbedring. Det er en ulidelig tanke.

3 kommentarer til “Gråt i gråt”

  1. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige..! Okay, det lyder som om jeg er voldsomt forarget, og det er jeg nu slet ikke – mere bare lidt trist. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har fået lidt kampgejst og AaB-glæde tilbage på det sidste – du må sætte en Lucas Andersen-kavalkade på og tage til pokalkamp på Brøndby Stadion. 🙂

  2. Jeg har det heller ikke godt med det, men jeg er så vred, så vred på Gaarde og de seneste 5 års ud-/afvikling i AaB. Lyttede til Nordjyskes fodboldpodcast (Ripodsten, tø-hø) forleden, og den mand er så fuld af bullshit, at han kunne forsyne det meste af landet med biogas. Suk.

  3. Men har du gjort dig den tjeneste at lytte til det nyeste afsnit med netop Risgård og Würtz? Det var nostalgisk og hyggeligt, men satte selvfølgelig også en streg under, at vi mister meget af kulturen i AaB med de to. Og ja, Gaarde var lidt irriterende i den episode.

Skriv en kommentar