Golden State

 

Det var en ganske episk aften i Oakland. Jeg havde varmet mentalt op længe til kampen mellem Golden State Warriors og Toronto Raptors, men havde næppe regnet med en så spændende og dramatisk kamp. De særligt interesserede kan læse et referat af kampen, men meget kort fortalt: Golden State var bagud med 27 (27!!!) point langt inde i 3. quarter. Rudy Gay (som siden er draget til Sacramento Kings …), DeMar DeRozan og Kyle Lowry var sindssvagt effektive for Toronto, mens Golden States stjerne, Steph Curry, ikke kunne ramme noget som helst. Der var lagt op til en sand hjerteknuser for de to tilrejsende skandinavere.

Det blev så grelt, at jeg lavede et rask lille væddemål med Fruen: Hvis Golden State kom tilbage og vandt kampen, så ville jeg øjeblikkeligt gå ud og købe spillertrøjen med min favoritspiller (Harrison Barnes). Og minsandten! Jeg kan ikke helt forklare hvordan de gjorde det, men i løbet af et helt forrykt fjerde quarter fik Golden State indhentet og passeret Toronto. Oracle Arena gik helt amok. Det var en oplevelse af en anden verden, og det fik sidste års NBA-kamp mellem Denver og Utah til at virke ganske blodfattig i sammenligning. Og jeg er nu en smuk baskettrøje rigere.

Jeg tror, at det er det særligt fascinerende ved basket. En kamp er meget sjældent afgjort før til allersidst – og det er som regel vældig, vældig spændende. Endelig må man give amerikanerne, at de kan det der med at skabe et underholdningsprodukt. Den får aldrig for lidt. Der var nationalsange (Toronto er som bekendt fra Canada), cheerleaders og underholdning i stride strømme stride. Turens måske bedste burger fik vi ligeledes på stadion.

Efter kampen er det bølget noget op og ned for Golden State Warriors. De kommer antageligvis med i slutspillet, men de dårlige vaner med at lade modstanderen komme solidt foran, er de ikke sluppet af med.

2 kommentarer til “Golden State”

  1. Jeg nedsynker i nostalgiske minder fra svundne tider om NHL-slutspil med Ottawa Senators og megatalentet Sidney Crosby i live action. Man kan sige meget om nordamerikaneres mangel på klasse og trang til at udbasunere dramaet, men det var sgu lidt mere mindeværdigt end de fleste bitterkolde eftermiddage på Aalborg Stadion (som altid vil være dets rettelige navn) med armene over kors uanset kampens udvikling.

    Svar
  2. Hvis Crosby var med, så må kampen have väret med Pittsburgh Penguins, og dermed noget aldeles velsignet.

    Er dog bange for, at en tur på Aalborg Stadion (AaB) eller i Aalborg Stadionhal (Aalborg Vikings), er de mest dramatiske sportsbegivenheder, der venter mig i 2014.

    Svar

Skriv en kommentar