Golden State

I grunden forstår jeg ikke helt hvorfor at en esoterisk butik som Science Fiction Bokhandeln ligger midt på en af det turisthærgede Gamla Stans mest befærdede gader. Men det ser ud til virke; som en af de få boghandlere virker den relativt upåvirket af Amazons dominans.

o

Siden min første Kindle i 2014 har jeg måske købt 2-3 skønlitterære bøger i fysisk udgave, men ved gårdagens besøg gjorde jeg sjælden en undtagelse og vendte hjem med Ben H. Winters ‘Golden State’ og Peter F. Hamilton ‘Salvation’.

Begge er nye udgivelser af forfattere, som jeg før i tiden har haft stormende forelskelser i. Winters’ ‘Underground Airlines’ var min favoritbog i 2016 og Hamilton har jeg været fan af siden jeg læste hans space opera mesterværk ‘The Reality Dysfunction’ tilbage i sommerferien 2008.

Jeg sætter egentlig pris på at læse på mine Kindle, men det er grundlæggende noget andet at læse en bog i fysisk form. Det er i hvert fald langt lettere for mig at læse langt og intenst på papir. Således også i går, hvor jeg åd samfulde 310 sider i ‘Golden State’ henover én aften. Det er en fremragende thriller, nok især hvis man holder af alternative virkeligheder, dystopien og forfattere som Blake Crouch og Philip K. Dick. Vi er måske ikke helt oppe i ‘Underground Airlines’ klassen, men det er tæt på.

Nu glæder jeg mig til at komme i gang med ‘Salvation’, som jeg håber er en tilbagevenden til Hamiltons gamle dyder. Det er desværre nogen år siden jeg har læst noget af ham, primært fordi han har insisteret på at skrive bøger indenfor det samme ‘Commonwealth’ univers. Ikke at der er noget galt med det univers som sådan, men når det nu er snart 10 år siden jeg læste de første tre glimrende bind i serien og jeg gik i stå i den fjerde gudsjammerligt kedelige bog (og derfor heller ikke har læst de tre efterfølgende …), så ville jeg afvente at Hamilton kastede sig ud i et nyt univers. Det har han gjort med ‘Salvation’, hvilket fylder mig med en vis forventning.

Generelt har 2019 været et fint år for mig på science fiction og fantasy fronten. Har fået læst en række særdeles gode romaner, og det ser ikke ud til at stoppe. Tror jeg får sat ny læserrekord i år.

En kommentar til “Golden State”

  1. Der er noget helt særligt over at besøge fede boghandler – jeg kan aldrig gå tomhændet derfra, men nu har jeg heller ikke overgivet mig til Kindle endnu. Jeg vil egentlig gerne, men i øjeblikket får jeg alligevel ikke læst meget andet end King eller andre bøger, jeg i forvejen har stående på reolen, så det må vente. Golden State lyder interessant, og kudos til dig for læserekord!

Skriv en kommentar