God Hates Us All

Det er altid en kende nedslående, når ens yndlinge daler i niveau. Hen over januar og februar har vi således dyrket ’Californication’ forholdsvist intenst i husstanden. Serien er uhørt morsom, replikkerne er fremragende og soundtracket møgbeskidt. Afsnittene er så tilpas korte (30 minutter hver), at de snildt kan indplaceres ind i bryllupsplanlægning og læsning af underlødig sci-fi. På den måde er det lykkedes at fortære de fem sæsoner ganske hurtigt.

Alle sæsoner er gode og anbefalelsesværdige, men særlig de sidste to lider af det, jeg vil kalde for ’True Blood’-syndromet. Kort fortalt, så er det den dekadente skavank, at en tv-serie i overflødighedshornet af hipness, humor, stærke enkel elementer og veludviklede karakterer, glemmer at fortælle en god historie. True Blood er kammet helt over i løbet af sin sæson fem, hvor end ikke nok så mange seminøgne kvinder eller brunstige varulve, kan redde sæsonens fallerede og kedelige overordnede historie. Jeg har opgivet at se sæsonen, uagtet at den bare ligger der på HBO Nordic, og venter kælent på at jeg streamer den.

Situationen for Californication er ikke helt så slem, men det ligner til forveksling. Manuskriptforfatterne har efter sæson fire helt åbenlyst ikke vidst, hvordan de skulle videreudvikle karaktererne eller historien.

Seriens ’motor’ har fra starten været dens noget usædvanlige kombination af sjasklummer humor og til tider overraskende rørende drama. Californication formåede i de første sæsoner med betragtelig succes, at kombinere elementer fra traditionelle sitcoms, hvor hovedpersonerne grundlæggende aldrig forandrer sig eller lærer noget (in casu Charlie Runkle og hans (eks)kone Marcy, der leverer meget af komedien i serien), med kærlighedsdrama (hovedpersonen Hank Moodys kærlighedsforhold til kæresten Karen og deres datter Becca). I dele af sæson fire begyndte balancen at tippe. For ak!, Californication er nu muteret til at være mere sitcom end drama. Det klæder ikke serien, der er blevet nødt til at forlade sig for meget på (indiskutabelt morsomme, men stadigvæk) klovnerier. Forklaringen er nok den, at op og nedturene mellem Hank og Karen efterhånden har fået alt, hvad det forhold kan trække. Som seer higer man efterhånden, at ENTEN så finder de sammen (på trods af alt) ELLER også går de fra hinanden (så Hank kan kaste sig ud i havet af hungrende kvinder). Nu har usikkerheden stået på i fem år, og det fungerer ikke længere som dramatisk twist.

Sæson 6 kører pt. i amerikansk tv, og jeg læste for nylig, at serien er blevet forlænget for en syvende sæson også. For mit eget vedkommende bliver sæson 6 et afgørende punkt. Går manuskriptforfatterne all in på komedieformen, må jeg nok sige tak for alt og farvel. Men opprioriterer de seriens dramatiske kvaliteter? Så hænger jeg stadig på. For det er og bliver fabelagtig underholdning.

En kommentar til “God Hates Us All”

  1. Jeg er rørende enig i alt hvad du skriver. Var meget begejstret for de første sæsoner af Californication, men det er altså begyndt at halte lidt. Har en bunke afsnit af sjette sæson liggende, og jeg er ret spændt på hvilken retning serien tager.

    Svar

Skriv en kommentar