Get Back

Jeg får næppe set alle de otte timer af The Beatles ‘Get Back’-filmen, men jeg brugte dog halvanden times tid i selskab med dem i går. Og det var fascinerende, selv for en småskeptiker som mig.

For det er dybt interessant at se kunstnere skabe ting. Man følger processen, hvor det (på dette tidspunkt dysfunktionelle) band skriver og indspiller et album i et hangarlignende studie under et betydeligt tidspres. Det er ikke altid lige kønt og heller ikke altid særlig dramatisk. Efter en guddommelig kreativ inspiration arbejder de inkrementelt, forbedrer, sliber til, diskuterer – konstant.

McCartney og Lennon er aksen, mens den tydeligt beklemte Harrison angler efter opmærksomhed og anerkendelse fra de to, der omvendt er gledet fra hinanden. Starr sidder i baggrunden, stum og nærmest demonstrativt i afstand fra den skabende trio. Ved siden af, altid tavs, ildevarslende og klædt i sort, sidder Lennons strikkende muse Yoko Ono. Lennon har tydeligvis brug for hende, der udveksles usikre berøringer konstant, de andre interagerer aldrig med hende undervejs. 

McCartney er på dette tidspunkt de facto lederen i bandet. Man mærker hans passivt-aggressive frustration over de andres manglende nærvær og hans melankolske afkobling fra Lennon. McCartney VIL det her, de andre er mere tøvende, opgivende. Det er da også McCartney der leverer magien; man fornemmer verden vende sig i de øjeblikke, når han skaber den der magiske melodi ud af tilsyneladende ingenting. Han er så talentfuld at det nærmest er pinefuldt at se på. Måske jeg ikke har givet ham kredit nok hidtil. Der er tale om en kunstner af højeste klasse. Lennon – tynd, fragil – liver mest op, når melodien og harmonierne bringer ham og McCartney sammen en stund. 

Teknisk er ‘Get Back’ ligeså fascinerende at se. 1969 er nu. Optagelserne er helt rene, filmen kunne næsten være optaget i dag. Bandet fremstår som vaskeægte levende mennesker, ikke grynede sort-hvide artefakter fra en forlængst glemt verden for 50 år siden.

Den er virkelig værd at se.

2 kommentarer til “Get Back”

  1. Den er virkelig god, synes jeg. Jeg har altid været glad for McCartney, men jeg er også vokset op med et par forældre, der er meget glade for ham – og Beatles generelt. Man mærker virkelig frustrationen, og det er næsten lidt trist, om end også befriende at se bandet, som de virkelig var hen mod slutningen.
    Vi er begyndt at lytte til flere af solopladerne derhjemme – lige nu kører ‘Ram’ i rotation, og sange som Uncle Albert og Monkberry Moon Delight viser virkelig McCartneys syrede side – og vilde vokal!

    Svar
    • Så noget af ‘Get Back’ med min far her i julen. Han var ganske tryllebundet, men ok, han var 24 år gammel i januar 1969, så det er nok ikke så underligt. Der er den der meget omtalte sekvens, hvor McCartney sidder sammen med de to gabende hængehoveder Starr og Harrison og venter på Lennon – hvor han (undskyld sprogbrugen) trækker deres næste single ud af røven på halvandet minut. Det er et magisk øjeblik!

      Jeg har aldrig rigtig lyttet til McCartneys soloplader eller Wings, men det vil jeg til at gøre, tror jeg.

      Svar

Skriv en kommentar