Gaarde lavede en Gaarde

Jeg havde egentlig skrevet et kilometerlangt indlæg om AaB’s midlertidige fastansættelse (sic) af Jacob Friis som cheftræner. Det udartede sig dog i en indebrændt retning, så vi er nok alle bedst tjent med, at det indlæg bliver liggende i drift-mappen.

Men lad mig blot kort rekapitulere: Jeg ønsker forsat, at AaB får ny inspiration med en træner udenfor Allan Gaardes iltfattige og lukkede kredsløb af et netværk. Den fornyelse synes jeg ikke forfremmelsen af en assistenttræner, der har været medansvarlig for de seneste tre års spillemæssige deroute, er udtryk for.

Og jeg finder det barokt, at når man så endelig vælger at give stillingen til en intern kandidat – der efter eget udsagn har været 38 år i klubben – så sker det på en korttidskontrakt, da man liiiige skal evaluere ham først. Det giver ikke mening. Friis har været elitetræner i klubben i 10 år. I kender ham. I ved hvad han står for. Hvad er det egentlig at I er i tvivl om, hvis ellers han er så fremragende en kandidat, som I påstår?

Men nuvel. Jeg håber det bedste og at Friis modbeviser min skepsis.Jeg mistænker dog mest af alt, at dette stunt handler om at give Gaarde mere tid til at hyre en permanent træner, der modsat hans to tidligere rekrutteringer, Søndergaard og Wieghorst, ikke er eklatante flops. Han har ikke råd til endnu en fyring, hvis han ikke skal skal miste jobbet.

Måske Friis er AaB’s messias. Men jeg tror det ikke – og det gør AaB vist heller ikke.

Skriv en kommentar