Jeg går olmt fnysende rundt her i karantænebunkeren hele dagen – vred, irritabel, frustreret – og forsøger at passe arbejdet fra distancen. Mens Den Bedre Halvdel redder verden på sygehuset, er jeg alene hjemme med to børn på 3 og 6. De har underligt nok ikke den store sympati eller forståelse for at jeg ikke er tilgængelig for leg, opmærksomhed og pleje hele tiden. Det fungerer kort sagt ad helvede til.

Det eneste jeg ønsker er ro, fred og muligheden for at fordybe mig mere end 30 sekunder af gangen. Når det mirakel så endelig indtræffer her ved aftenstide, så er jeg ør, drænet og kan ikke samle mig om noget.

De her fire uger (måneder?) bliver de længste nogensinde. 

Skriv en kommentar