Forza…?

Nøj, i aften kom så dommen fra det italienske fodboldforbund i den meget omtalte bestikkelses-skandale. Det blev en blodig affære: Juventus, Fiorentina og Lazio tvangsnedrykkes til Serie B og A.C Milan starter sæsonen fratrukket 15 point. Samlet set ændrer det magtforholdene i i Serie A fuldstændigt og det bliver interessant at se hvad der sker i italiensk fodbold fremover.

I gamle dage var jeg helt pjattet med italiensk fodbold, faktisk i en sådan grad at jeg i 1.g ikke var kontaktbar hver søndag aften kl. 18, da jeg da SKULLE se fodboldprogrammet 90° Minuto på Rai Uno. Passionen startede egentlig omkring 1989, hvor TV2 begyndte at sende italiensk fodbold om søndagen. Jeg kan huske, at jeg som regel holdt med med det lyseblå hold med en ørn i deres logo. Da jeg få år senere opdagede at holdet havde det eventyrklingende navn Lazio (det lød ihvertfald eksotisk for mig!), så var jeg solgt. Min far havde en Lazio trøje med hjem til mig fra London i 1996 og det var min yndlingsbeklædningsgenstand i flere år frem. Jeg fulgte dem trofast hver søndag, bandede og svovlede når Juventus og Milan evig og altid fik alt omtalen, jublede når Lazio vandt il derby over ærkerivalerne fra A.S Roma (hvilket de som regel gjorde de år) og beundrede Beppe Signori grænseløst.

Siden blev det nye tider, først mesterskabet i 2000, en masse nye dyre spillere, så økonomiske problemer. I dag er klubben vel mest kendt for dens fans rabiate politiske holdninger (Lazio var Mussolinis yndlingsklub og er en gammel fascist favorit) og for at være en blød mellemvare. Selv brænder jeg hverken for dem eller italiensk fodbold længere, eller dvs., jeg leder altid efter resultaterne af holdets weekendkamp i mandagens sportssektion, men det rører mig ikke rigtigt hvorvidt de vinder eller taber.

Alligevel skærer det lidt i hjertet at de nu skal ligge og rode rundt i Serie B, ikke mindst fordi jeg nu skal høre på min fars utålelige drillerier (han valgte selvfølgelig konsekvent at holde med Roma, da han opdagede at jeg holdt med Lazio). Kan jo ikke gøre så meget andet end at håbe at de kommer tilbage igen. Ihvertfald bliver det spændende at følge de dramatiske opgør mellem Lazio og Napoli…..suk!

Skriv en kommentar