i Livet

Förhoppningar och regnbågar

Jeg er typen der har det med at bekymre mig over en masse ting. Det ligger vist til familien, at vi trives bedst med at have et lille hygge-bekymringsprojekt for at få lidt spænding i hverdagen. Men det kan samtidig føre til, at man har tre-fire pænt store sideløbende (og gensidigt forstærkende) bekymringsprojekter kørende.

For mit eget vedkommende er specialet selvsagt den primære bekymring. Ikke fordi jeg er bange for at det kommer til at trække ud eller at jeg ikke bliver cand.scient.pol., men det fylder da en del rent bevidsthedsmæssigt. Det er f.eks. svært at slappe rigtigt af i en såkaldt juleferie, når man ved, at ’Udviklingen i konkurrencelovgivningen 1990-2007’ ligger og truer i baggrunden. Samtidig skal det jo gerne være et godt projekt, ja, faktisk skal det gerne ende med at blive et Spitzenklasse speciale. Så alt taler for, at perioden fra nu og indtil den planlagte aflevering den 2. februar bliver noget præget af specialekvaler.

Andre ting spiller dog også ind. I skrivende stund ved jeg stadig ikke hvad jeg skal lave når jeg om ikke så forfærdelig lang tid er færdig. Har fortiet det en smule her på bloggen, men har været til to jobsamtaler. Den ene var i Konkurrencestyrelsen (ja, ok, den havde I aldrig set komme, hva’?) og den anden i Erhvervs- og Byggestyrelsen. Begge samtaler gik fint og var god træning, men resulterede ikke i nogen ansættelse. For KS’ vedkommende, så stod det ret hurtigt klart, at stillingen var beregnet til en jurist eller en økonom. Det politiske – som jeg ved noget om – indgik ikke rigtigt i det man skulle lave i stillingen. EBST stillingen var i deres erhvervspolitik afdeling, og det lød alt sammen rigtigt spændende. Begrundelsen for at sortere mig fra var, at jeg var for sent færdig i forhold til hvornår de skulle bruge de nyansætte. Fair nok, selvom det selvfølgelig ville have været ønskværdigt, hvis jeg havde været en så enestående dygtig ansøger at de sagtens kunne have ventet på mig. Alt i alt er jeg dog egentlig godt tilfreds. Har sendt to ansøgninger og været til samtaler på dem begge, så jeg er oppe på hesten igen. Jeg er stadig lidt i overvejelsesfasen over hvem der skal plages med mine ansøgninger næste gang. Der er jo den der gamle Udenrigsministerium drøm, men sådan rent strategisk, så er der måske andre steder der er mere relevante at søge først. Og som sådan trækker en stilling i det offentlige heller ikke så meget igen. Kommer dog også lidt an på hvilke stillinger der opslås i løbet af januar. Har tidligere haft fin succes med uopfordrede ansøgninger, men kan ikke helt vurdere hvor virkningsfulde de er, når man som nyuddannet søger job.

Hvad plager mig ellers? Der er selvfølgelig min boligsituation efter at specialet er afleveret, men den bekymring har jeg sat midlertidigt på standby. Kan ikke helt overskue at skrive speciale, søge job og søge bolig på samme tid. Kombineret med en specialemakker som er svært optaget af hvornår vi skal holde kandidatfest, så er der rigeligt at tænke på lige nu, synes jeg. Det skal dog ikke udvikle sig til den rene jammerdal, for det er jo samtidig utroligt spændende. Transitionsperioder som denne er selvfølgelig meget usikre, men det er også skægt at der sker noget – der skal nok komme perioder med alt for meget stilstand og hver-dag-ligner-hinanden senere hen i livet. Måske jeg mangler lidt perspektiv. Dels er jeg vist lidt blind for det faktum, at jeg kun er 25 år, og at mit første job derfor ikke nødvendigvis er bestemmende for hvad jeg skal lave resten af livet. Derudover er jeg lidt usikker på min egen ’markedsværdi’ når det gælder diverse jobs. Måske jeg undervurderer hvilke stillinger jeg som statskundskaber kan søge – og undervurderer derved min chance for at få et anderledes og spændende job. Endelig er jeg vist lidt farvet af udlængsel. London School of Economics trækker stadig…exciting times indeed.

Måske jeg burde holde op med at bekymre mig så meget? Have lidt mere tillid til at jeg nok skal finde på et eller andet interessant at lave, samt huske på, at jeg egentlig er at betragte som en usædvanligt heldig ung mand. Verden venter jo lige derude og jeg bestemmer sådan set selv hvordan jeg vil forvalte fremtiden. Det er da et noget andet og mere interessant perspektiv end når man rumler rundt midt i sit studie, med 37 eksamener i vente. Desuden skal man næppe klage over at kunne være hjemme i familiens trygge favn til jul, have en hund der ligger og snorker trygt (og højlydt) på sengen lige ved siden af, have en caféaftale med gode venner lidt senere i da. Og selvom Östersund da er langt væk, så kan man jo sagtens tænke meget på én der fejrer jul der. Og når nu tanken om vedkommende får ens hjerte til at banke hurtigere af glæde…..så er det vel ikke så mærkeligt at alle de ovenstående bekymringer pludselig virker meget mere overkommelige?

Glædelig jul.

Giv lyd fra dig

Comment